En Hjælpende Hånd

Laura Rasmussen er en helt almindelig pige på 15 år. Hun har en lillebror ved navn Lukas på 12, og en mor og en far der bor sammen. Hun bliver ikke mobbet i skolen, men holder sig for det meste til sin bedste veninde som ikke bryder sig om andre mennesker, laver altid sine lektier, laver sin del af arbejdet i timen, og prøver at ungå eleverne i klassen. Men to ting er ikke så normalt ved hende.

A) Hun er medlem af en klub, som deltager i en TV-konkurrence ved navn "En hjælpende hånd", der gælder om at hjælpe andre mennesker så meget som muligt og så godt som muligt.
B) Hendes mor arbejder for FBI og hendes medhjælper er undercover som TV-vært i konkurrencen.
Okay jeg indrømmer det, hun er måske alligevel ikke så almindelig.

Da de på den første dag med konkurrencen får at vide at de skal være familie for nogle børn på et børnehjem, møder Laura Liv. Lille ustyrlige, uforbederlige, spontane Liv, som ingen vil forstå. Og så kan det nok være, at der kommer til at ske noget...

4Likes
3Kommentarer
1124Visninger
AA

2. En skrækkelig tøs

"Kom nu Malin, ellers kommer jeg for sent!" råbte jeg op ad min bedste venindes trappe. Hun kom til syne i åbningen ved foden af trappen. Hun så sur ud.

"Jeg ved godt at jeg lovede at tage med dig lige gyldigt hvad," begyndte hun tvært, "men behøvede de at vælge et sted fyldt med skrigende unger?"

Jeg stirrede på hende.

"Vores opgave er at være storesøster eller storebror. Jeg tror nok at de var nødt til at vælge et sted med små børn," sagde jeg med et løftet øjenbryn. Malin sukkede.

"Om jeg fatter, at du gider. Men fint. Lad os bare få det overstået."

Vi skyndte os at tage sko på og løbe ud ad døren så vi kunne nå bussen. Jeg nåede lige at springe på med et fats greb i Malins tyrkise termovest, så hun snublede ind idet døren gled i.

"Vi skal have to til Marinagade," sagde jeg og lagde pengene på disken, alt imens Malin stod og prøvede at få vejret lænet mod en af de der støttestænger, der nok altid vil befinde sig i busserne.

"Det er ellers ikke et sæligt populært område," sagde chaufføren, en midaldrende mand, som jeg udemærket kendte, da jeg ofte tog bussen.

"Hvorfor da ikke?" spurgte jeg forbavset.

"Der ligger jo et lille børnehjem for de mindste, så der render en masse unger, forstyrrende som søde. Personligt nyder jeg at gå tur i det lille område, hvor børnene har lov til at færdes."

"Det er det børnehjem vi skal ud til," smilede jeg.

"Ja, det så jeg jo i TV i går," lo chaufføren.

"Du så det?" spurgte jeg forskrækket.

"Ja, det gjorde jeg da. Det er nydeligt hvordan unge prøver at hjælpe andre nu til dags."

"Det er nu absolut heller ikke alle der prøver på det. De fleste i min klasse er enten dyremishandlere eller børnehadere, miljøsvin eller sådan nogle. De burde sendes til terapist hele banden."

"Ak ja," sukkede manden, "stakkels børn. De får det ikke let senere. Men nu er vi her vist."

Jeg nikkede og vinkede farvel, idet Malin og jeg trådte ud fra bussen.

"Du kunne godt lige have nævnt, at vi skulle tage bussen," surmulede Malin, da vi gik ind.

"Hvorfor dog det?" spurgte jeg let. "Det gik da fint. Og jeg betalte jo, ikke? Hej Penny!"

Vi mødte en meget forvirret Penny, som var på grådens rand.

"Gudskelov at i er her!" sukkede hun. "Alt er kaos. Jeg aner ikke hvor vi er og folk styrter frem og tilbage uden at svare. Og lige før hørte jeg et ordentligt brag! Som det der!"

Nu var der også en lille pige der hylede op. Der gik ikke lang tid efter braget, så kom en medhjælper styrtende forbi os. Hu så ikke til vores side, men smækkede døren til et eller andet kontor op. Hun lod døren stå åben, så vi kunne nemt høre hvad hun sagde.

"Nu er det simpelthen nok!" skreg hun og hamrede en knyttet næve i skrivebordet. "Jeg finder mig ikke i det! Vel er jeg den skrappeste medhjælper, og vel har jeg taget flere års uddannelse, men det her er for meget, selv for mig!"

Manden bag disken sagde noget, vi ikke kunne høre.

"Det her handler ikke om penge, Erik! Det her handler om, at jeg nægter at passe det barn så meget som ét sekund længere!" Hun hamrede fingeren i bordet for hver stavelse i "ét sekund længere". 

Igen lød der mumlen fra ham der Erik. Medhjælperen blev helt hysterisk og skingrede: "Nej, jeg vil ikke blive til jeg har fundet et nyt arbejde! Fra og med idag siger jeg op!" Og med de ord stormede hun forbi os og ud ad døren. Det gav et sæt i os, da døren smækkede i.

"Av!" sagde jeg og rystede min hånd.

"Hvor var det fedt!" sagde Malin med et kæmpe smil. "Og jeg som troede at det her ville blive kedeligt. Gid jeg kunne få folk til at gøre sådan.

"Malin," sagde jeg og stirrede på hende, "det kan du!"

"Ah," lød det pludselig fra Erik. Han havde åbenbart lænet sig ud over skrivebordet, da medhjælperen gik, og fået øje på os. "I må være de sidste fra den der klub! Ja resten er kommet. Andrea!" råbte han efter en ung dame, der gik lidt fra os. Hun kom straks hen til os.

"Hej med jer. Jeg er Andrea. Hvis i vil følge med, skal jeg vise jer, hvor de andre er."

Vi fulgte med hende. Der var ikke så langt, men det var tydeligt, at det var et velplejet og stort børnehjem. Mange steder så vi små børn, der legede med klodser, biler eller bamser og dukker, vi kom forbi en slags indendørs have, hvor nogle ni-tiårige piger sjippede, og et enkelt sted kunne vi igennem en glasdør se en medhjælper, der åbenbart forsøgte at hele et skænderi imellem et par småunger. Til sidst opdagede vi, at vi åbenbart var blevet ført til køkkenet, hvor de andre stod og så lige så forvirrede ud som os. Skulle vi lave mad? Det spurgte Mikkel om.

"For så kan jeg lige så godt gå igen," sagde han og slog ud med armene. "Jeg kan altså ikke lave mad." Kokken smilede bare og forklarede. Vi skulle ikke lave maden. Vi skulle bare servere den. Få et indtryk af børnene. Efter børnene skulle medhjælperne have mad, og derefter kunne kokken og vi tage noget at spise. Alle smilede lettet. Det var ikke mange, der kunne kokkerere.

"Er der nogen, der har prøvet at servere i en kantine før? Bortset fra på skolen?" spurgte kokken.

Jeg var den eneste der rakte hånden op.

"Ja?" spurgte han venligt, "hvor og hvordan?"

"Hver juleaftensdag tager min mor, min lillebror og jeg hen på Birkerød plejehjem. Så står vi bag sådan nogle skranker med mad i, og tager det til folk, som de vil have. Det er nærmest en slags buffet som vi serverer fra. Vi får altid en kurv med julegodter som betaling, og når vi kommer hjem der ved halv syv-tiden, har min far lavet julemiddag. Det er nærmest en slags tradition," sagde jeg og smilede.

"Ja, plejehjemmet har meget til fælles med os," svarede kokken, og kort efter havde vi fået et forklæde på og et sted, vi hver især kunne stå. Der gik ikke lang tid før de første børn kom ind i kantinen. De standsede forbavset op ved synet af os, men kom hurtigt på andre tanker, da de fik øje på Penny, som stod ved kødsauserne og pastaen.

"Hvad skal i have?" spurgte hun venligt, og de pegede det ud. Efter de tre første, kom der flere og flere, og til sidst havde vi så travlt, at vi knap nok havde tid til at se på børnene foran os. Endelig blevde sidste færdige og  skulle lige til at gå, da Andrea stoppede dem. Hun sagde noget til dem, hvorefter de sukkede og meget modvilligt blev stående. Andrea gik hen til mig.

"Jeg vil gerne bede om et stykke lasagne med brød og pastasalat og et stykke frugttærte," sagde hun.

"Jeg troede ellers først, at medhjælperne skulle spise om lidt," sagde Nikolai spørgende, imens jeg fyldte op.

"Det er ikke til mig, det er til en af pigerne. Hun har fået stuearrest, så hun bliver nødt til at få maden bragt ned på sit værelse. Hun er helt umulig," sukkede Andrea og sendte drengene ned med maden.

"Hvor gammel er hun?" spurgte Penny ængsteligt.

"Fem. Ja," sagde Andrea da hun så vores udtryk, "hun er en af dem, i skal have som lillesøster. Drengene har ikke noget at frygte, de vil kun få drenge som "familie". Men selv den af jer piger som får hende, vil kun få hende og ingen anden. Så bliver hun lidt lettere at holde styr på.

...................

Da jeg lå i min seng den aften, tænkte jeg på den lille pige. Jeg havde ikke hørt hendes navn, men jeg var bange for hende. Det kunne ikke være andre end hende som havde fået den skrappeste medhjælper jaget væk. Hvordan skulle vi, en flok hjælpevillige teenagere, så kunne opdrage hende? Pennys mor havde ringet ind til Lillelys om Pennys skræk for piger, så hun ville få to små "brødre". Hun havde ikke noget at frygte. Jeg håbede sådan at Amanda ville få hende pigen, så hun kunne blive... blive... smidt...

Lidt efter sov jeg.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne skrive så meget på én gang. I må rigtig gerne skrive, hvad I håber, at der kommer til at ske, og hvad jeg kan gøre anderledes. Jeg tager imod ris som ros:-D Håber at i vil læse videre, og måske give mig et like;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...