Det Perfekte Menneske *konkurrence one shot*

Hvad er det perfekte menneske? Hvem er hun? Kan det overhovedet lade sig gøre?

50Likes
27Kommentarer
2816Visninger
AA

1. Det Perfekte Menneske

De kalder mig Aisha, liv. Lige siden jeg var lille har de altid sagt det til mig. Fortalt mig det hver aften inden jeg gik i seng, sagt det i sammen åndedrag som de sagde godmorgen. Jeg var det perfekte barn, den perfekte teenager. Det perfekte menneske. Det kaldte de mig. Den eneste ud af syv hvor det gik godt. De havde prøvet op til flere gange, forsøgt at kreere det perfekte menneske, en person lavet af kærlighed, varme, hengivenhed. Men ikke en naiv person. Intelligens var vigtigt, IQ'en var høj, ideerne sværmede. Hele tiden. Det perfekte ydre, den fejlfrie hud, det lyse hår, den slanke figur. Allerede som foster begyndte de at lave tests, tage prøver, scanne. De gjorde alt hvad de kunne for at jeg skulle være perfekt, glad.

Da jeg blev født blev jeg anbragt i et lyserødt værelse, på en blød dundyne der udgjorde foringen i en moderne hvidmalet vugge. På vuggen var der monteret legetøj, en rangle, en lille musikboks, en hvid teddybjørn. Rundt omkring i rummet var der senge, senge til voksne mennesker, alle med hvidt linned på, bløde dundyner, fjedrende madrasser, tunge sengetæpper. Alt sammen for at mine syv mødre kunne sove i samme rum som mig, være der hvis jeg begyndte at græde om natten, hvis jeg skulle have skiftet ble eller bare hvis jeg havde lyst til at blive holdt. Ingen af dem var min rigtige mor, jeg var alles barn og ingens barn. Alle forskerne var mine forældre, alle sammen passede på mig, sørgede for mig, holdt af mig. Eller, at sige at de holdt af mig var måske en overdrivelse. De vidste at hvis jeg skulle kunne fremvise resultater, de resultater de gerne ville se, så skulle jeg vare glad. Et lykkeligt barn, fri for stress og jag, fri for barndommens ulykkeligheder.

Så jeg noget jeg ville have, fik jeg det. Ingen undskyldninger om at budgettet var en smule stramt, ingen sure miner når jeg pegede på den største bamse. Ingenting. Jeg fik det som jeg ville have det. Sådan havde det altid været, og sådan ville det altid forblive. ”Til døden os skiller” havde de sagt, og jeg havde smilet og nikket, uvidende om hvor længe det egentlig var, uvidende om at jeg altid ville være fanget. Fanget på basen, det navn de brugte om det store bygningskompleks, det sted der var, er og altid vil være mit hjem.

Hver dag fra så langt tilbage jeg kan huske blev jeg hentet klokken præcis 9:00 af en af mine fædre for at vi kunne gå over i laboratoriet. Her ville de så tage tests, intelligens, læsning, højde, drøjde. De ville høre mig i forskellige sprog, den ene i fransk, den anden i tysk, den tredje i engelsk. Senere ville jeg skulle lære spansk, koreansk, japansk og mandarin. Sprog, matematik, geografi og mange andre. En del af min dagligdag, det jeg var vant til, det jeg stolede på.

Hver dag den samme som dagen før. Alligevel var der afveksling. Måske en professor der kom forbi for at se mig, snakke med mig, teste mig. Måske en børnelæge der skulle monitere mit helbred. Havde jeg blot den mindste skramme skulle jeg indlægges i et sterilt rum, vaccineres med de nyeste vacciner mod helt almindelige børnesygdomme. Som jeg under alle omstændigheder ikke måtte få. De var farlige for mig, kunne dræbe mig. Det fortalte mine fædre mig, og de havde altid ret.

Jeg var vokset op isoleret for omverdenen, kunne kun se dem gennem de spejlglas der var sat op. Forskningsanlægget lå i midten af Oxford, linket sammen med universitet. Hver dag fik jeg lov at kigge på omverdenen, hver dag blev jeg mere og mere frustreret. Jeg ville ud og se verden. Jeg vidste der var mere end universitet, mere end professorer og studerende, mødre og fædre. Det måtte der være.

En aften da jeg var tolv år kom en af mine fædre hen til mig og lagde hånden på min skulder hvorefter han venligt, men bestemt trak mig med hen i laboratoriet. Han ville vise mig noget, noget vigtigt. Eller det sagde han i hvert fald. For da vi kom derover ledte han mig hen et sted jeg aldrig havde været.

Døren var lille og let at overse, lille og sølvfarvet som den var, gik den nemt i et med de hvide vægge. Jeg havde aldrig lagt mærke til den før, så da han viste mig den gjorde jeg store øjne. Der var et lille gult skilt på døren hvor der stod at man skulle være stille, en ting jeg undrede mig meget over. Hvornår var der nogensinde still her? Der rendte altid en eller anden forsker rundt og var snotforvirret, råbte og skreg, rev sig i håret og smed sig på gulvet. Alt sammen fordi han manglede sine notater, eller fordi der var gået noget galt.  Jeg blev revet tilbage til virkeligheden da en varm hånd blev lagt på min skulder og min far åbnede døren for mig.

Forsigtig, og med store øjne trådte jeg ind i rummet og så mig omkring. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg havde forventet at se, men det var helt klart ikke det jeg så. Rummet var stort og langt men kun svagt oplyst. Der hang lamper langs væggene, små lys der pegede op i luften og udsendte et blå minimalistisk lys. I den anden ende af lokalet stod der to tanke som begge var oplyst med det samme mystiske blå lys, det gav en nærmest magisk virkning, som om det der var i tankene var specielt, vigtigt. Og tankene virkede underligt bekendte..

Min far trak mig forsigtigt hen imod tankene, ikke som tvang, men heller ikke som et forslag. Jeg skulle derhen, og det var ikke til diskussion. Alligevel følte jeg et vis ubehag ved at skulle så tæt på de store tanke, de virkede for bekendte til at jeg brød mig om det. Men det burde de ikke have gjort, jeg havde jo aldrig set dem før?

”Det er her du blev skabt..” hviskede han sagte, næsten uhørligt. Jeg måtte anstrenge mine ører til det yderste for at kunne høre hvad han sagde, Hvad mente han med at jeg blev skabt her?

”Hvad mener du?” hviskede jeg mens jeg kiggede på tankene med en blanding af ærefrygt og fuldstændig rædsel. Jeg kunne da ikke have været skabt her? Følelserne vældede ind over mig, det er nok det jeg erindrer bedst. Følelsen af afmagt, frygt og håbløshed.

Forsigtigt trak han mig mod venstre, hen i mod to tanke jeg ikke havde lagt mærke til før nu, to tanke hvor der var noget i det blå vand. To menneskekroppe.

”J-jeg vil ikke!” hvinede jeg mens jeg forsøgte at trække mig fri af hans greb, vildere og vildere jo tættere vi kom på tankene. Det var som om jeg blev trukket gennem en tyk gelé, det gjorde ondt i min hoved og summede i min krop.

”Du skal. Det er vigtigt at du møder dem.” Han kiggede på mig med skuffede øjne, men satte dog farten lidt ned så jeg kunne vænne mig til følelsen. Ubehaget fortog sig jo tættere vi kom på tankene indtil det kun var en let summen på min hud hvilket gjorde det udholdeligt at være tæt på tankene.

”Det her er dine forældre, Aisha..” mumlede han og kørte forsigtigt hånden hen over glasset på den ene tank. Den tank der havde noget der lignede en kvinde i. Jeg gik tættere på glasset, pressede mit lille ansigt mod det jeg havde troet vilde være en kold overflade. Men det var det ikke. Det var varmt, nærmest samme temperatur som min håndflade, Det her var ikke bare en tank.. Det var en biotank for at holde indholdet levende, brugbart.

”Hv-hvad har i gjort ved dem?!” gispede jeg da jeg så kvindens ansigt. Det lignede mit, samme fine træk, lige næse, buede læber, høje kindben. Alligevel var det hendes øjne der ramte mig hårdest. De var udspilede og stirrede direkte ned på mig, henover ledningerne der var sat fast på hendes krop, slangen der gik ned i hendes hals og de to luftslanger i hendes næse. Hun var levende, meget levende. Og de holdt hende fanget som et dyr.. Et simpelt forsøgsdyr.

”Hun var den perfekte kvinde til eksperimentet. Udvalgt bland alle kvinderne i USA var det netop hende vi valgte, hende der fik denne unikke mulighed for at bidrage til videnskabens udvikling. Hun vidste hun ikke havde noget valg, Aisha. Det er derfor hun er her. Som led i en større proces. En proces for at skabe det perfekte menneske. Og det gjorde vi. Vi skabte dig.” Først til sidst vendte han hovedet mod mig med et bredt smil på læben, tydeligvis med den tanke at hans fortælling havde imponeret mig. Men selv for mig, et barn, virkede det helt absurd at holde et menneske indespærret på den her måde, forkert, krænkende.

”Og hvad med ham? Hvad havde han gjort for at gøre sig fortjent til det her?” Min stemme var lav og kontrolleret, jeg virkede sikkert fattet. Havde han kunne se mig indeni havde det dog været noget helt andet. Mit blod kogte, det bankede i ørene og brusede i årene. Jeg følte mig så utrolig vred og forrådt.

”Han havde ikke noget valg. Det var enten det eller døden. Hans biomateriale var næsten slidt op, men vi kunne holde ham i live. Så han blev overtalt til at være en del af projektet.” Jeg tror det gik op for ham der at jeg ikke var enig i noget som helst af det han havde sagt. At jeg syntes det var forkert og ækelt.

”Aisha.. Det var nødvendigt. Det at vi fik dig gjorde at vi er kommet et utroligt langt skridt videre! Vi har endelig fået placeret de vigtige gener for intelligens og udseende! Nu kan vi snart begynde at modellere mennesker fra dag 1 i fosterstadiet! Lave dem præcis som deres forældre vil have!” Han smed jublende hænderne op i luften og snurrede en enkelt gang rundt om sig selv. Jeg husker det tydeligt. Hans glæde gjorde kun mit raseri større.

Igen kiggede jeg tankene og tog så beslutsomt en beslutning om at flytte mit blik hen på manden. Nu havde jeg studeret hende, nu burde jeg også vide hvordan han så ud. At bruge ”mor” og ”far” om dem faldt mig slet ikke ind. De var fremmede, fremmede som var fanget i et mareridt. Alligevel undslap et lille gisp mine læber da jeg så hans ansigt. Det var grovere end jeg først havde troet og alligevel var trækkene utroligt harmoniske. En bred kæbe, en fin amorbue der tonede frem over læberne, en stærk næse og buttede kinder. Han var køn på den maskuline måde, virkelig køn. Men også han kiggede ned på mig, skræmt, med opspilede brune øjne der tiggede mig om hjælp,

”Slip dem ud..” hviskede jeg med en kold stemme der dryppede af raseri men jeg kiggede på min far. ”Slip dem ud, nu! I har mig, så har i ikke behov for dem mere!” jeg spyttede nærmest ordene ud, tænkte ikke på andet end at skåne de to stakler der var fanget i biotankene. Men han forholdt sig i ro. Han grinede!

”Lille Aisha, du er kun en del af det her. Tiden vil komme hvor det bliver din tur. Men lige nu er de her to vores nøglepunkter i forskningen. Du er jo ikke det eneste barn mere. Vi har også Amani og Sareh. De børn du har set gå omkring er dine søstre. Og de er lige så ubevidste om dig som du indtil for et øjeblik siden var om dem.”

Jeg kiggede på ham med øjne der skød lyn mens jeg langsomt knyttede hænderne. Tankerne føg gennem mit hoved, spark slag, parader. Alt det jeg havde set i film og lagret i min hukommelse. Alle som en hvirvlede de nu gennem mine tanker, nye ideer tog form, nye teknikker. Men jeg gjorde ingenting.

”Løgnere! Løgnere alle sammen!” skreg jeg inden jeg vendte mig om og smadrede min hånd så jeg kunne ind i tanker, efterfulgt af hårde præcise slag der alle ramte det samme punkt mens fine revner begyndte at forme sig i glasset. Jeg ville have blevet ved med at slå hvis ikke jeg havde mærket et par stærke arme der lukkede sig om mine overarme og flåede mig væk fra tanken, hev mig baglæns og lagde mig ned på en briks hvor jeg blev spændt ubehjælpeligt fast. Alligevel blev jeg ved med at kæmpe. Jeg rev og sled i remmene der holdt mig fast, råbte og skreg, kastede mig rundt efter bedste evne.

”Hun er blevet sindssyg! Ukontrolleret! Det er tid, nu!” råbte en stemme i blandt virvaret der foregik omkring mig mens andre stemmer forsøgte at dæmpe stemmens vrede. Alligevel fik jeg en maske over hovedet der skulle give mig et eller andet. I dag ved jeg at der er smertestillende, det vidste jeg ikke dengang. Dengang var det ubehageligt at få presset en maske ned over næse og mund og blive tvunget til at trække vejret igennem dem, en luft der smagte af en blanding af løg, sure sokker, rådne æg og sygehus. Alt i alt, rigtig ubehageligt.

Gassen beroligede mig tilstrækkeligt til at de kunne begynde at arbejde, jeg stod ikke længere spændt som en flitsbue over briksen, forsøgte ikke længere at stritte imod. Jeg lå bare slapt og lod dem gøre hvad de ville.

Set i bakspejlet var de nok det dummeste jeg kunne gøre, men det var nu det jeg gjorde. Og det er grunden til at jeg lever som jeg gør nu. Jeg har min egen tank nu, men rødt lys. Det ved jeg kun fordi jeg en sjælden gang kan komme tilbage til virkeligheden og se det der foregår omkring mig, gennem geleen inde i tanket, gennem det tykke glas der er min eneste udsigt ud mod verden. Henover mundstukket der forbinder mit fordøjelsessystem med omverdenen og sørger for at jeg er rask nok til at kunne fungere og producere. Producere de æg der er så vigtige for deres forsøg.

Men det er ikke et sted jeg ser særligt ofte. Det meste af tiden lever jeg i en drømmeverden. Ser intet, hører intet. I min verden sidder jeg på en strand med en solhat på og slapper af, fri for al smerten, fri for virkelighede.

Mit navn er Aisha, og jeg var det perfekte menneske. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...