ødelæggerne

Hvis man bare gjorde som man skulle hvad ville der ske? Hvad ville man gøre? Hvis en verden skulle møde en anden hvad ville ske? Hvis man ikke kæmpede mod ondskaben, men under den hvad ville man blive?

0Likes
0Kommentarer
214Visninger

1. Ankomst

 Byen var hvid der var intet andet ord for den. Alle tagene var dækkede af muslingeskaller fra den tid hvor der endnu havde ligget hav på jorden og væggene var beklædt med kalk som var hentet op fra en mine kun nogle få kilometer fra byen. Ikke nok med at byen var hvid så var selve byplanen også uhyggelig ordentlig. Alle gaderne var lige og hvis man gik lige ud i en af gaderne ville man komme ud af byen uden at skulle andet end at gå forbi de mange springvand der stod hver gang gaderne krydsede hinanden. Byens navn havde sjovt nok fået navnet Lys.

Raisa kiggede på sin gruppe 7. Det var ikke første gang de havde en opgave som denne, men Lys var nok den mest uskyldige by de endnu havde haft til opgave at give liv. Lys var omgivet af bjerge så indbyggerne havde aldrig været i selskab med besøgendes negative tankegang, men det ville byen snart komme. Om præcis en uge ville kultiveringen komme til byen. Der ville komme hundredvis af kampister og tv stationerne ville begynde at komme at sende udsendelser derfra. Indbyggerne ville få et fjernsyn der ville sende udsendelser om krig og død. Hvis indbyggerne ikke lærde hvad der var rigtigt og forkert ville de godtroende indbyggere i Lys antage at krig var ganske normalt og måske selv gå i krig bare fordi folkene i fjernsynet sagde at der var krig overalt i verden, og at alle mennesker snart kæmpede mod hinanden.

Fjernsynet havde før fået en landsby til at dø ud. For mange år siden var der en landsby der var opdaget og indbyggerne der havde intet vist om verden udefra. Selve byen var blevet forladt og alle menneskerne i den var døde fordi at de havde ment at folk kunne flyve bare ved at ønske det. De havde alle sammen set film med superhelte så byen havde bestemt sig for at holde en superhelte dag. De stilte sig sammen op på en kæmpe klippekant hvorefter de sprang ud i afgrunden.

Raisa så på Lain. Hans sorte hår var sat op i en lille hestehale og hans klare blå øjne afsøgte byen ligesom Raisa havde gjort et lille øjeblik tidligere. Lain havde lige stået og snakket med Nero. Nero havde spurgt Lain h hvordan gruppen skulle klæde sig når de gik ind i byen. Lain der var lederen af gruppe 7 havde sagt at det måtte Nero selv bestemme. Det sagde Lain på så godt som alle gruppens missioner. De eneste undtagelser var når gruppe 7 var på hemmelige missoner hvor byerne de kom til havde hørt at der ville komme nogle fremmede, der ville gøre byen ondt. Så havde gruppen været nød til at skifte deres tøj ud med normalt tøj for ikke at skræmme alle menneskerne væk fra sig.

I situationer hvor gruppen skulle gå ind i en landsby som Lys ville befolkningen være mistænkelige nok i forvejen. Et folkefærd der ikke havde haft kontakt med omverdenen i flere generationer ville nok blive temmelig mistænkelige overfor enhver fremmed der kom ind i deres landsby. Gruppen kunne sagtens gå ind i landsbyen med det ”normale” tøj Nero havde designet til dem. Raisa selv gik i en almindelig grøn trøje med brune bukser til. Nero havde valgt at give hende noget tøj der afspejlede hendes hår og øjne. Han havde egentlig tænkt sig at give Raisa en kortærmet kjole, men Raisa havde takket nej. Hun havde undskyldt sig med at en kortærmet kjole er meget svær at gemme knive i. Selve kjolen han havde hun undgået da hun nævnte hvor svært det ville være at løbe fra den vrede høb gruppen næsten altid fik efter sig på deres missioner. Roswell havde fået en hvid kåbe der skulle symbolisere hans rolige sind og tankegang. Roswells lange hvide hår, var ikke var gjort andet ved end en lille fletning med sølvfarvede perler som skulle komplimentere hans øjenfarve.

Lain havde en lang sort jakke med en hvid skjorte inden under det sammen med hans sorte bukser og sorte hår fik ham til at ligne den mest mystiske person Raisa nogensinde havde mødt. Det var ikke helt forkert. Hun havde arbejdet sammen med Lain i tre år nu og hun kendte stadigvæk ikke hans efternavn. Ikke fordi at hun ikke talte med Lain, men fordi Lain aldrig havde haft særlig megen lyst til at snakke om sin fortid. Det var ikke så usædvanligt. Raisa og alle de andre i gruppen havde heller ikke talt om deres fortid. Raisa ville endda gætte på at nogle af dem ikke engang kendte den.

Chryses hadede sit tøj, men han havde gået med til det fordi han ikke gad gøre Nero irriteret. Nero elskede nemlig at bruge Chryses som påklædningsdukke. Chryses var lille, meget lille, cirka fem tommer end Raisa. Han havde lyst blondt hår og lyseblå øjne. Selve hans ansigt lignede et barns, med lidt tykke kinder og et konstant uforstående udtryk i øjnene. Mange uheldige mennesker havde antaget at Chryses ansigtsudtryk og højde var hans indre selv. De havde alle fundet ud af hvor stærk Chryses spark var. De mest uheldige havde været mænd hvis nedre regioner aldrig blev det samme igen. Nero havde dog ikke ladet sig stoppe af det iltre temperament og havde skabt noget tøj som ville få enhver person der så på Chryses, til at tænke på en dreng fra en rig familie. Han bar en hvid skjorte og hvide bukser. Ud over skjorten havde han en lyseblå vest. Raisa der var kommet til gruppen et år efter alle de andre havde for sjov sagt når da hun så ham for første gang. Få sekunder derefter havde hun fået et blåt øje som hun havde gået rundt med i mere end en uge.

Neros tøj var hans store stolthed. Han mente at det var genialt og at ingen kunne bære det som ham. Det kunne Raisa ikke modsige ham. Neros tøj var farvet. Hans tøj var rødt og gult og skrigende orange. Han havde en rød kortærmet trøje med en gul trøje inden under. Hans bukser var orange. På den kortærmede trøje var der en masse forskellige mønstre som lignede noget et barn kunne have tegnet. Neros tøj ville være gyseligt på enhver anden end ham selv, men på grund af hans skrigende røde hår og mærkelige klare gule øjne passede tøjet ham perfekt.

Mens Raisa havde stået og tænkt på sine kammerater anderledes tøj havde Lain fået set byen. Den sorthårede dreng vente sig mod sine gruppemedlemmer. Han kiggede på dem og nikkede. Det var på tide at de kom af sted. Lain gik langsomt nedad mod byen med sin gruppe i hælene. Gruppen havde stået oppe på en bakke cirka en kilometer væk fra byen.

Raisa der gik lige bag Roswells hvide hår prøvede at få sig så godt et udsyn over terrænet rundt om byen. De bjergbestiger der havde fundet byen for bare et par dage siden havde beskrevet terrænet som et sted med mange træer og ingen marker. Bjergbestigerne havde været på overlevelsestur i Lafibjergene som bjergryggen Lys lå i hed. Hvid man ellers kunne kalde det overlevelsestur. De havde haft så meget mad og ekstraudstyr med at de havde været nød til at få en af de små fjernstyrede helikoptere med så deres mad og ekstraudstyr. Sådan var de fleste overlevelsesture for tiden. Der var ingen der gad at tænke på hvad ordet overlevelse lavede i overlevelsestur. Raisa der var opvokset i bjergene udelukkende sammen med sin mor fik nærmest kvalme over at tænke på de overforkælede fedtdyr der rendte rundt oppe i bjergene med chokoladebarer i lommerne. Bare for at belære deres venner om hvor hårdt det varm ude i den ”vilde” natur.

Gruppe 7 var nu nået til Lys. De havde ikke mødt nogle mennesker på vejen, men inde i byen var der flere mennesker end hun først havde antaget. Selv om de knap nok var gået ind på en af gaderne der førte end til byen var der gamle mennesker der gik ture og små børn der legede med bold uden for husene sammen med deres venner.

Eller de havde spillet bold indtil de så Raisa og hendes gruppe. Nu stod de bare og kiggede på de nytilkommne personer. Den brune boldt de havde spillet med hoppede stadig rundt på jorden efter en lille lyshåret dreng i grå kjole (eller kjortel) havde tabt den. Der lå også en stok på jorden som en ældre tykmavet dame havde tabt. Den ældre dame stod nu og lænede sig op ad en gammel mand, mens hun kiggede på Neros farverige tøj, med opspilede øjne.

Raisa elskede denne del af sit job, eller nærmere hun elskede at se folks overaskede udtryk når de oplevede noget de ikke var vant til. Situationer som denne var Lains opgave. Han havde en charme der fik folk til at stole på ham hurtigere end nogen af de andre i gruppen.

Lain gik frem og nikkede smilende til den overaskede gamle dame. ”mit navn er Laurentius Fulgur, men alle kalder mig Lain og dette er mine venner Raisa Solum, Roswell Aer, Nero Aqua og Chryses Ignis.” Lain nikkede over mod sine gruppemedlemmer hver gang han sagde et af navnene. ” Vi vil gerne høre om vi kunne få lov til at overnatte et sted i byen et stykke tid. Vi vil betale for vores ophold med en smule musikalsk underholdning og ting i aldrig har drømt om at skulle se.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...