Du kendte mit navn

Bidrag til konkurrencen "bag det smukke ydre," så hvis i synes om den, må i meget gerne skrive en kommentar og/eller smide et like. På forhånd tak :-)


Amelia er en moderne teenager i hele ordets betydning. Hun lever sit liv i weekenderne, og den eneste grund til at hun går i skole, er så hun kan få lov til at feste i weekenderne.
Der er dog en ting ved Amelia, eller måske nærmere Amelias familie, der er anderledes end hos hendes jævnaldrende. Hendes mors alkohol og cigaretforbrug grænser op mod en afhængighed, og et eller andet sted har hun fået plads til at adoptere den unge mand James.
James fortid er ikke det eneste, der ikke tales om i huset. Og for Amelia er både hendes adoptivbror og hendes mor mest af alt forhindringer og symbolet på begrænsninger.
Men da Amelias teenageliv begynder at indhente hende, viser det sig, at hun skal finde sine venner nye steder. Og nye sider til de mennesker hun kender, viser sig at være afgørende

4Likes
5Kommentarer
704Visninger
AA

3. Mandag morgen - Amelia

 

Mandag morgen, og som sædvanlig var jeg for sent på den.

Vækkeuret havde ringet klokken 06.30 og jeg var stået op og var gået i bad. Og et eller andet sted der, var der forsvundet en halv time, så nu røg jeg rundt i huset på jagt efter nogle af de skolebøger, jeg vidste skulle være der et sted, mens jeg holdt en skål allbran i den ene hånd.

 

Jeg nåede knap nok at få min sidste converse på, før jeg var på vej i løb ned mod busstoppet.

Bussen holdt ind netop i det øjeblik, jeg nåede stoppestedet, og jeg nåede lige at rette på mit skørt og min frisure, inden jeg trådte op ad trappen.

Jeg så godt, at Jas sad på et af de forreste sæder i bussen, men jeg gik forbi ham.

Bagerst i bussen fandt jeg Maria, og med et smil slog jeg mig ned på sædet ved siden af hende. Der var et øjebliks stilhed, og så brød hun ud i latter. Jeg kiggede forvirret på hende.

"Godmorgen," forsøgte jeg mig.

"Godmorgen til dig også Tornerose. Dit nye look klæder dig"  svarede Maria imellem latteren.

Jeg kiggede forvirret på hende, indtil hun rakte ned i sin taske og fandt et makeupspejl frem. Hun rakte mig det lille glas og så så med latter og forventning på mig.

Jeg så undrende på hende, men tog imod spejlet.

Jeg kiggede ind i det lille glas, men det tog mig flere øjeblikke før jeg genkendte mig selv. Og så fik jeg et chok.

Mit hår lignede noget der var løgn.

 

Mit ansigtsudtryk må have været prisløst, for Maria brød ud i latter igen.

"Seriøst, hvordan kan du komme ud af døren om morgenen, uden at se dig selv i spejl?!" Fik Maria endelig fremstammet og rakte så igen ned i sin taske.

Jeg vidste, at hun ledte efter en børste og måske et eller andet vidundermiddel, der kunne redde min uglerede til frisure. For at svare på hendes spørgsmål kunne jeg være kommet med en længere forklaring, der konkluderede i, at Jas var underlig, og at han var skyld i al min ulykke, men i stedet nøjedes jeg med at sukke.

"Bare gør noget ved det, vil du?" Spurgte jeg desperat Maria, mens jeg med øjnene fæstnet i makeupspejlet, forsøgte at redde mit filtrede hår ud med fingrene.

 

Maria trak endelig sin hånd op ad tasken, og triumferende holdt hun en lille, sammenklappelig hårbørste . Hun begyndte med øvet hånd at redde mit hår og trække filtrene ud. Jeg bed tænderne sammen ved den knap så blide behandling af mit hår, men brokkede mig ikke. I stedet forsøgte jeg at gennemgå min morgen i tankerne. Jeg havde svært ved at fatte, hvordan jeg, som Maria selv havde sagt det, "Seriøst, hvordan kan du komme ud af døren om morgenen, uden at se dig selv i spejl?!"

 

Busturen til skolen tog lige lidt under en halv time. Og Maria måtte bruge hvert eneste minut af den, for at få mit hår til at se præsentabelt. Kun ca. 30 sekunder inden bussen stoppede foran skolen bredte hun armene ud og med et smil erklærede hun.
"Tadaa! Tornerose, du er nu så smuk som i din ungdomspragts dage"

 

Jeg anede ikke, hvad der havde stukket hende, siden hun pludselig var faldet tilbage til sprognormerne fra 1800´tallet, men jeg var taknemmelig for hendes hjælp og hendes venskab, så jeg overså de små tegn på sindssyge, jeg nogle gange drillede hende med, at hun viste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...