Runaway Bride - One Direction

Alle piger har vel en eller anden drøm om, at deres drømmeprins kommer ridende på den hvide ædelganger og får en happily ever after. Det gælder også 19 årige Sophie fra London. Forlovet er nemlig lige hvad hun er, med sin kommende mand, Simon. Selvom hun er ung, er det kærligheden, der tæller imellem det unge par, og den holder længere med et ægteskabsløfte. Der var dog én ting Sophie ikke havde tænkt på, da hun sagde ja til at gifte sig med Simon. Og det var konsekvenserne ved at forelske sig i en anden. Hvordan kan man gifte sig med en, som man pludselig slet ikke elsker og hellere vil forlade til fordel for en anden?

711Likes
793Kommentarer
57978Visninger
AA

19. Epilog

 

5 år efter

 

”Sig mig, bliver du ikke kvalt af det der corset?” spurgte Eleanor mistroisk, da hun endelig havde fået snøret det. Jeg grinede kort og åndede tungt ud. ”Det ville være tragisk,” indrømmede jeg, og hun smilede stort. ”Meget.”

Jeg kiggede mig selv i spejlet, imens El rumsterede rundt bagved mig. Bag mig stod mannequindukken, som havde min elskede kjole på. Sommerfuglene fløj rundt i min mave ved tanken om, at jeg skulle have den på lige om et øjeblik.

”Hvordan kan det være, at jeg er mere nervøs end dig? Du virker så rolig,” hørte jeg El mumle, da hun vendte sig om mod mig igen. Vi havde gjort os klar sammen, eftersom hun havde været personen, der havde hjulpet mig igennem de sidste par måneder her med at finde alt det, som jeg skulle bruge.

Man kunne vel kalde hende min bedsteveninde efterhånden.

Minderne ved min gamle bedsteveninde, Caroline, kom frem. Siden jeg ændrede mig, havde hun droppet mig. Og fordi jeg droppede Simon i kirken, da jeg var ved at begå mit livs største fejltagelse, havde hun ikke andet end at se ned på mig. Men så mødte jeg El, og siden da havde hun helt klart taget Carolines plads. Jeg holdt i hvert fald virkelig meget af hende. Hun hjalp mig igennem tykt og tyndt, og det kunne jeg udelukkende kun takke hende for.

”Fordi jeg er sikker,” svarede jeg og bed mig en smule i læben, hvilket fik hende til at smile. ”Og hvorfor er du nervøs?” spurgte jeg kort. Hun grinede usikkert, ”hvis jeg falder – det ville ikke være noget kønt syn.” Jeg grinede højt og kørte en hånd igennem mit krøllede hår.

”Okay, vi har en halv time tilbage, så jeg foreslår, at du kommer i kjolen nu,” samtykkede hun og kastede et blik på kjolen. Jeg nikkede og lod langsomt mit blik glide ned på min ringefinger, hvor den smukkeste ring sad. Ringen, som Liam havde givet mig, da han havde friet til mig.

Mindet om, hvordan han havde friet til mig, dengang vi var på krydstogt til Nordamerika kørte rundt inde i mit hoved, og stille gled et smil hen over mine læber. Jeg kunne stadigvæk ikke beskrive, hvor lykkelig jeg blev, da han satte sig ned på knæ foran mig, imens de gyldne ord forlod hans læber.

Selvfølgelig havde jeg ikke været i tvivl om mit svar. Siden jeg mødte Liam, havde jeg vidst, at der var noget specielt over ham. Dog havde jeg aldrig regnet med, at han 5 år efter ville stå ved min side som min – lige om lidt – ægtemand. Det virkede tosset, og alligevel så rigtigt. I hvert fald var det fantastisk at tænke på. Jeg elskede ham overalt på Jorden, og jeg var 100% sikker på, at det skulle være ham, jeg stod sammen med resten af mit liv.

”A little help maybe?”

Eleanor rev mig ud af mine tanker, og jeg fik hurtigt vendt mig om for at se, hvad hun lavede. Et fnis forlod mine læber, da det gik op for mig, at hun prøvede at få min brudekjole af mannequindukken. Det gik ikke helt så godt.

Hurtigt var jeg henne ved hende og hjalp hende med at få kjolen op. I selskab fik vi så kjolen hen på mig i stedet for.

”Jeg elsker virkelig denne her kjole,” mumlede El og hjalp med at få den til at sidde perfekt. Jeg nikkede enigt og smilede ved synet i spejlet. Kjolen var virkelig smuk. Den mindede mig om en prinsessekjole. Det bedste ved den var helt klart alle de små detaljer med rhinsten, og så snøren på ryggen. Virkelig smuk.

Eleanor blev færdig med at rette på kjolen, og hurtigt fik hun taget et billed af mig. Udover det tog vi et par billeder sammen til samlingen. Vores mærkelig ansigter og grimasser havde da ikke ændret sig særlig meget.

Jeg hvinede en smule, da det gik op for mig, at der ikke var mere end et kvarter til cermonien ville starte. Brylluppet foregik på et stort hotel i London. Eftersom Liam stadigvæk havde gang i karrieren, havde han ikke den store tid til at planlægge et bryllup, og da jeg også var i gang med mit arbejde som financial accountant, havde jeg heller ikke helt så meget tid. Så det var rart, at en bunke venlige mennesker iværksatte Mr. & Mrs. Paynes bryllup.

Jeg kunne stadigvæk ikke tro, at det var mit kommende efternavn, og bare tanken om det fik mig til at smile stort.

”Okay, nu går jeg lige ud og ser, hvor langt de er nået udenfor, så jeg kommer tilbage lige om lidt,” informerede Eleanor mig om, og jeg nikkede til hende. ”See ya in a minute,” fastslog jeg og sendte hende et smil, som hun hurtigt gengældte, inden hun smuttede ud fra suiten, som vi befandt os i.

Jeg vendte mig om og bed mig en smule i læben, da jeg kiggede mig selv i spejlet. Nervøsiteten var begyndt at indtage min krop en smule, hvilket nok var klart. Det var snart tid til at gå foran de mange mennesker, der var dukket op for Liams og min skyld i dag, og fordi Eleanor havde sagt det, var jeg også begyndt at frygte, at jeg ville falde. Citeret fra hende; det ville ikke være noget kønt syn.

Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding, som virkede ganske beroligende, derfor tog jeg et par til, før jeg åbnede øjnene igen.

Og det første jeg fik øje på, var personen, der stod bag mig, som jeg kunne se i spejlet.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg overrasket og vendte mig om, hvor Liam stod iført sit smoking, og fik en varm følelse i maven ved synet af ham. På trods af, at han havde båret smokings uadskillelige gange, var det her stadigvæk noget andet.

Det var hans bryllupssmoking.

Han sendte mig et smil og lod sit blik glide ned ad min krop, hvilket fik mig til at smile kort. ”Du ved godt, at det bringer uheld at se hinanden inden-” ”Du er så overtroisk, Sophie,” samtykkede han med et grin og trådte tættere på mig. ”Det er ikke overtro, det er fact,” sagde jeg mut, og han smilede.

”Du er virkelig smuk,” mumlede han og tog fat i mine hænder, som han roligt løftede op til hans mund og pressede sine læber mod. Jeg smilede langsomt, og sommerfuglene fløj løbsk rundt inde i min mave.

”Du svarede ikke på mit spørgsmål,” endte jeg med at sige. Han hævede øjenbrynene og sænkede vores hænder igen. ”Dit spørgsmål..” Jeg nikkede, ”hvad laver du her?” Jeg lænede hovedet lidt på skrå, og han bed sig blidt i læben, imens han småtrak lidt på skuldrende.

”Jeg skulle bare sikre mig, at du var her,” fortsatte han roligt, ”og at du havde tænkt dig at blive.”

Ordene ramte mig hårdt, og det var ikke på den dårlige måde. Jeg vidste, at han havde været nervøs de sidste par dage for, at jeg pludselig ville fucke tingene op, men hvem troede han ærlig talt, at jeg var?

”Jeg er her, og jeg bliver her,” forsikrede jeg ham ærligt om, imens jeg så ind i hans kærlige, brune øjne.

Et lille smil gled hen over hans læber. ”Ingen grund til bekymring?” Jeg rystede på læberne og gengældte hans smil, imens jeg klemte hans hænder betryggende. ”Dig, og kun dig.” Han grinede kort og tøvede ikke, før han lænede sig ned og pressede sine læber mod mine. Jeg lagde armene om hans nakke og trykkede ham helt ind til mig, så meget som muligt.

Lidt efter trak han sig langsomt ud af kysset. Dog lå hans læber stadigvæk mod mine, men de bevægede sig ikke. I stedet for kunne jeg mærke hans ånde mod min, hvilket sendte kuldegysninger ned ad min ryg. Han havde stadigvæk den effekt på mig.

”Jeg elsker dig,” mumlede han og tog fat om min hofte. ”Jeg elsker dig mere, end du aner,” sagde han igen og kyssede mig kort. ”Jeg elsker også dig, Liam,” svarede jeg og stoppede med at kysse ham for at trække mig tilbage.

I stedet for gav jeg ham et knus, som han hurtigt fik gengældt, og i et øjeblik følte jeg, at jeg havde alt, hvad jeg behøvede. Jeg stod i armene på ham, der elskede mig. Ham, jeg vidste, ville sørge for mig nat og dag. Ham, jeg faldt for for 5 år siden, da jeg var ved at gifte mig med den forkerte.

Men hvis jeg ikke havde været ved at gifte mig med Simon, ville det her aldrig have været sket, og selvom jeg havde gennemgået meget dengang, var jeg stadigvæk glad for det den dag i dag. Jeg havde lært så meget nyt af det hele, og her stod jeg i dag – med den person, som jeg elskede virkelig højt, og som jeg var klar til at opgive mit liv for. Og det var præcis sådan, som det skulle være.

Så nej – denne her gang ville jeg ikke være the Runaway Bride.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...