Runaway Bride - One Direction

Alle piger har vel en eller anden drøm om, at deres drømmeprins kommer ridende på den hvide ædelganger og får en happily ever after.
Det gælder også 19 årige Sophie fra London. Forlovet er nemlig lige hvad hun er, med sin kommende mand, Simon. Selvom hun er ung, er det kærligheden, der tæller imellem det unge par, og den holder længere med et ægteskabsløfte.
Der var dog én ting Sophie ikke havde tænkt på, da hun sagde ja til at gifte sig med Simon. Og det var konsekvenserne ved at forelske sig i en anden. Hvordan kan man gifte sig med en, som man pludselig slet ikke elsker og hellere vil forlade til fordel for en anden?

711Likes
794Kommentarer
59404Visninger
AA

10. 9

 

”Crazy things starts happening to me.”

 

Mel, æg, smør, kakao, sukker, vaniljesukker, bagepulver, vand. Jep, vi havde det hele. Med lidt hjælp fra en opskrift, vi havde fundet på nettet, fik vi bikset en kagedej sammen og smidt den i ovnen. Hvis ikke Liam og jeg havde holdt godt øje, ville Niall nok allerede have ædt den, for den duftede fantastisk.

”Se, man kan sagtens bage en chokoladekage uden mælk,” smilede jeg. Liam sukkede og slog opgivende ud med armene. ”Fint, du havde ret.”

”Hvornår er den færdig?” lød det utålmodigt fra Niall, der stadig sad og stirrede på ovnen. Det havde han så gjort siden vi satte den ind.

”Jeg tror faktisk at den er færdig nu.. Jeg tjekker lige,” mumlede Liam og åbnede ovnen. ”Jep, den er færdig. Sophie, kan du ikke lige række mig grydelapperne?” spurgte han med hovedet inde i ovnen. Jeg nikkede selvom han ikke kunne se det, og fandt hurtigt lapperne, der hang på væggen, og rakte dem til ham. I en hurtig bevægelse fik han kagen ud på bordet, så duften blev kraftigere, og spredte sig i hele huset.

”Den skal lige køle ned, så kan vi putte glasur på,” forklarede jeg, og greb flormelissen. Jeg hældte lidt op i en skål, og satte elkedlen i gang. ”Okay, imens I venter på, at kagen køler ned, går jeg i bad. Og så har I bare at være færdige, når jeg kommer tilbage,” lød det strengt fra Niall. Jeg smilede svagt og nikkede bekræftende. Liam fnes derimod bare og fandt teske til mig.

Niall forsvandt fra køkkenet, hvilket efterlod Liam og mig tilbage alene. Jeg lænede mig lidt op ad køkkenbordet, imens jeg prøvede at tænke på et emne, der kunne være værd at tage op. Der var bare ikke lige umiddelbart noget, der klingede i mit hoved, og i stedet for landede mit blik bare på hans t-shirt, hvor der var et print af en and.

”Er min t-shirt spændende?” lo Liam, hvilket fik mig til at kigge op på ham igen. Jeg smilede forlegent og trak en smule på skuldrende. ”Den er da meget fin. Med en and og det hele,” svarede jeg fnisende. Han smilede stort og stillede sig tættere på mig. ”Du lyder nu meget ironisk?” Jeg smilede bredt og rystede på hovedet. ”Den er sød.. ærlig talt.” Jeg kiggede ham oprigtigt i øjnene, og en varm fornemmelse bredte sig i min mave. Jeg bed mig lidt i inderlæben og blev et kort øjeblik helt væk i den brune farve, indtil jeg kom til mig selv igen.

”Tror du ikke, at kagen snart er der?” spurgte jeg og så hurtigt væk. Liam kiggede hurtigt på kagen, til mig, og lavede så en rimelig stor bevægelse med hånden, da han skulle vende sig om mod kagen igen. Problemet med det var, at han lige tog decilitermålet med i købet, hvor der var noget resterende vand i, og gæt hvor det røg hen.

Lige udover kagen.

”Ej, Liam!” sagde jeg højt. Han så undskyldende på mig, og jeg begyndte at grine. ”Ups..” mumlede han. Jeg grinede højere og rystede på hovedet. Allerede nu opgav jeg idéen om at prøve og redde kagen. Det var en for stor mængde vand, den druknede i. R.I.P. chokoladekage.

”Forklar du det til Niall,” konstaterede jeg, hvilket fik ham til at se på mig med store øjne. ”Han flipper.” ”Så lav en flot potion chokoladeis til ham,” sagde jeg hurtigt med et smil. Han løftede øjenbrynene lidt forvirret. ”Sophie, ligner jeg en kok? Jeg har lige præsteret at ødelægge din chokolade-” ”-fordi du er et klods,” drillede jeg. Han stoppede sin tale, og så på mig med et ulæseligt blik. ”Kaldte du mig lige et klods?” spurgte han langsomt. Jeg smilede større og nikkede. ”Liam er et klods, Liam er et klods, Liam er et kl-” Og mere nåede jeg så ikke at sige, da et par hænder pludselig overfaldt min krop, hvilket nok skulle få mig til at grine.

Og jeg begyndte at grine.

Men ikke fordi det kildede – faktisk var jeg ikke kilden på maven, under halsen eller nogle af de 'normale' steder. Jeg var kilden i øret, og det havde ingen, ikke engang Simon, fundet ud af. Dengang han prøvede at kysse mig der, skubbede jeg ham dog væk, og siden da har han ikke gjort det. Han ved bare ikke hvorfor, jeg skubbede ham væk, og det syntes jeg var morsomt.

Men grunden til, at jeg grinede lige nu, var fordi Liam gjorde denne spontane handling. Han plejede måske ikke bare at.. angribe mig sådan.

”Drop det Liam, det kilder ikke,” fnes jeg. Han stoppede langsomt med sine hænder og kiggede undrende på mig. ”Er du ikke kilden?” spurgte han, som om det var en dårlig ting. Jeg rystede henrykt på hovedet, og han sukkede.

Jeg smilede opmuntrende til ham, da jeg hørte en dør åbne sig, hvilket nok betød, at Niall straks var herude igen. ”Lad os lave den is,” fastslog jeg. Han kiggede lidt på mig, indtil han nikkede, og så begyndte vi ellers i fællesskab at lave en enorm potion is til Niall. Næsten en hel liter, masser af krymmel og pynt. Og så et engelsk flag til sidst. Perfekt.

”Wow. Det var næsten bedre end kagen,” hørte jeg Liam mumle. Jeg nikkede og stak som det sidste en teske i isen.

”I'm back!” lød en stemme pludselig bag os. Vi vendte os om, og en nyvasket Niall iført intet andet end et par joggingbukser og en t-shirt, stod klar og ventede på resultatet. Jeg smilede lidt til ham, før jeg tog skålen med is frem. ”Det er enten en super delikat isdessert med krymmel og vafler eller..” Liam tog den smattede chokoladekage frem og så afskyende på den. ”Chokoladekage ala smatkage.”

Niall så forvirret på os og begyndte så at grine. ”Kunne du ikke lave chokoladekage uden mælk?” sagde han drillende til mig, inden han tog skålen i min hånd og fortsatte ind i stuen. Jeg måbede og kiggede efter ham, hvilket fik Liam til at grine. Jeg kiggede ondt hen på ham, og han grinede bare mere.

”Fuck dig,” udbrød jeg en smule ledt, men klaskede hurtigt en hånd for min mund, da jeg lige opdagede, hvad jeg havde sagt. Jeg plejede aldrig at bande. Aldrig. Sådanne ord havde aldrig ligget godt i min mund, og nu havde jeg lige formået at bande. Og så foran Liam!

”Slap af, det var bare et bandeord,” konstaterede Liam forvirret, dog med et svagt smil på læberne. Jeg rystede på hovedet og fjernede min hånd fra munden. ”Jeg plejer aldrig at bande,” sagde jeg og sukkede af mig selv. Han rynkede panden. ”Aldrig?” ”Aldrig.” Han lænede hovedet på skrå og så på mig, med et kærligt blik. ”Det er ikke mange piger, man møder, som helst undgår at bande,” forklarede han. Jeg mødte hans blik igen, og hans varme øjne fik varmen i mine kinder til at stige.

Derfor kiggede jeg også hurtigt væk igen og kløede mig forlegent i håret. Liam forblev også lidt stille, så jeg kunne godt regne ud, at han havde lagt mærke til det. Ikke, at det burde genere mig, for det plejede det ikke at gøre. Sagen var bare, at det var de færreste, der kunne få mig til at rødme. Det havde altid været noget Simon kunne, men der var bare et eller andet ved Liam, der fik mine kinder til at blusse op, og min mave til at blive varm.

”Kommer I herind eller hvad?” blev der pludselig råbt fra stuen. Jeg nikkede, hvilket Liam også gjorde, og hurtigt endte vi inde i stuen, hvor Niall sad og smaskede is i sig, imens han prøvede at finde en passende kanal i fjernsynet.

”Der er ikke en skid at se,” mumlede han, da Liam og jeg havde sat os ned ved siden af hinanden i den anden sofa. ”Så lad os spille et spil?” foreslog Liam. Jeg nikkede bekræftende og kørte en hånd igennem håret. ”Jeg er på,” fastslog Niall, og Liam rejste sig op og forsvandt ud i gangen.

Niall så på mig med et lille smil, ”det lyder måske lidt damet, men har du ikke din forlovelsesring på?” spurgte han interesseret. Jeg begyndte modvilligt at grine, og det fik ham til at smile større. Jeg rakte hånden frem og viste ham min ring frem, og et alvorligt udtryk gled hen over hans ansigt. ”Den har garanteret været herre dyr,” mumlede han for sig selv. Jeg trak på skuldrende. ”Det er vel ikke det, der betyder noget,” sagde jeg langsomt. Han kiggede op på mig og rystede så på hovedet. ”Overhovedet ikke.” Vi sendte hinanden et smil og så først væk, da Liam kom gående ind i stuen igen.

”Skal vi ikke spille noget pool?” spurgte han og lænede sig lidt op ad sofaen. ”Så er I to på samme hold, og jeg er alene,” svarede Niall og rejste sig op fra sofaen. Jeg kiggede lidt på Liam med en rynket næse. ”Jeg kan ikke finde ud af det, så jeg ser bare på...” Han rystede på hovedet og tog mit håndled, da jeg havde rejst mig op. Jeg fulgte efter ham ind i en opholdsstue, hvor der både var billardbord, fodboldbord, dart, en lille minibar og sådan nogle fede ting.

”Vi starter!” fastslog Liam og tog en kø, som han rakte til mig. Jeg rystede ihærdigt på hovedet for at vise, jeg ikke gad at deltage. Det spil var ikke lige mig. Så dårlig var jeg til det. ”Jo, kom nu,” pressede Liam på. Jeg rystede smilende på hovedet og skubbede ham blidt frem mod bordet. ”Spil,” fastslog jeg. Han så på mig med et skævt smil og sukkede så. ”Fint.”

”Skyd, Liam,” lød det fra Niall. Han havde lagt kuglerne klar, så de lå en trekant. Liam var hurtig til at stille sig klar med køen og skød, så kuglerne røg ud til alle sider. En hel lilla røg i et hul. ”Sådan mand,” heppede jeg. Han kiggede på mig og smilede bredt til mig, imens Niall fnøs. Liam skød endnu en gang, desværre røg der intet i denne gang. ”Min tur,” konstaterede Niall lavmælt og skød til den hvide. En halv røg i, og siden jeg var med Liam, var jeg ligesom nødt til at bue lidt. ”Du taber, du taber,” drillede jeg. Han så på mig med et følelsesløst ansigtsudryk, inden han diskret gik hen til mig og skubbede mig væk fra bordet. ”Hey,” grinede jeg. ”Liam, din ven driller,” mumlede han og så trist på Liam. Han smilede derimod bare og sendte mig et varmt blik, før han skød til den hvide, så endnu en kugle røg i.

Han sendte Niall et triumferende smil og skød igen, og så heldig som han var, fik han endnu en kugle i hul. ”Okay, prøv at lade Sophie spille,” sagde Niall og så på mig. Jeg rystede hurtigt på hovedet, men han nikkede bare. ”Prøv nu. Hvor slemt kan det være?” Jeg skulle til at svare, men Liam brød så ind, ”jeg er på Nialls side. Kom nu Sophie.” Han smilede til mig, og jeg sukkede. ”Fint. Men jeg kan ikke finde ud af det. Så er I advaret..”

Liam rakte mig køen, og jeg tog imod den. Jeg stillede mig i en passende position, som jeg havde set drengene stå i, og sigtede på den hvide kugle, som jeg skød til. Det gik ikke helt så godt, da jeg endte med at ramme den i siden, så den røg til langbortistan og skød en af Nialls kugler i hul.

”Ups.”

Liam grinede af mig, og Niall kom med en hånlig bemærkning. ”Jeg sagde jo, at jeg var dårlig,” mumlede jeg kort og rakte Liam køen igen. Han rystede på hovedet og smilede skævt. ”Du skal bare.. sigte på vores kugler.” Jeg fnes lavt og så på Niall, der fik en kugle i hul.

”Blærerøv,” mumlede jeg kort. Han smilede og skød igen, men fik denne gang ikke en kugle i. ”Kom, Sophie,” sagde Liam og trak mig med hen mod den hvide kugle. Jeg rynkede panden forvirret, da han skubbede mig blidt frem og stillede sig selv bag mig. Roligt lagde han køen tilpas, imens han støttede min arm og den ene hånd, så alt lå som det skulle. ”Og.. skyd,” hørte jeg ham sige. Hans stemme var overraskende tæt på mit øre, men det gjorde mig ikke helt noget. På en mærkelig måde nød jeg hans nærvær. Det var underligt.

Jeg gjorde som han sagde og skød til den hvide kugle, så den trillede han mod en lilla kugle, som herefter trillede i et hul. ”Oh my god, vi gjorde det!” jublede jeg og vendte mig om mod Liam. Jeg prøvede dog hurtigt at træde et skridt tilbage, eftersom vi stod rimelig tæt, men da jeg bare stødte ind i billardbordet, droppede jeg det og blev stående. Vores øjne blev et kort øjeblik koblet sammen, og først da Niall begyndte at hoste falsk, tog Liam et skridt tilbage og så hen på ham. Jeg sank en klump og kiggede en smule ned i gulvet, imens jeg trådte væk fra bordet.

Jeg stillede mig op ad væggen og betragtede Niall skyde, denne gang uden gevinst. Liam kiggede på mig og rakte køen frem, men da jeg rystede smilende på hovedet, tog han turen. Sådan foregik det, indtil Liam til allersidst fik skudt den sorte kugle i det rette hul. Jeg klappede af ham og så på Niall, der sukkede. ”Lad os lave noget andet,” fastslog han, inden han forsvandt ind i stuen igen.

”Dårlig taber,” mumlede Liam med et grin. Jeg smilede til ham og nikkede en smule. ”Typisk drenge,” drillede jeg. Han løftede øjenbrynene og rystede på hovedet. ”Typisk piger at være så hånlige..” Jeg grinede kort og trådte tættere på ham. ”Vi er vel rimelig gode til at være det.” Han nikkede bekræftende, og jeg smilede svagt.

”Liam?!” blev der pludselig råbt fra stuen. Vi så begge derind, og Liam begyndte lidt efter at gå ind i stuen. Jeg fulgte efter ham, indtil vi endte i stuen, hvor Niall stod med sin telefon i hånden. Dog så han op, da vi kom ind.

”Jeg bliver altså nødt til at smutte nu,” fortalte han en smule stresset. ”Nu?” spurgte Liam undrende. ”Ja. Jeg glemte, at jeg skulle mødes med Carl i dag,” svarede han, imens han gik i gang med at tage sine sko på. ”Typisk dig,” mumlede Liam og vendte sig om mod mig. Han sendte mig et undskyldende smil, og jeg smilede bare til ham. ”Jeg.. må vel også se at komme hjem,” sagde jeg lavt og vendte mig om for at gå ud i gangen.

Jeg tog mine sko og min jakke på, inden jeg banede mig vej ind til Niall sammen med Liam, der nok ville gå op til sig selv. ”Smutter du også op nu?” spurgte han Liam. ”Jep,” fortalte han roligt, og så gav de hinanden et kram. Niall kom hen til mig og trak mig ind til sig. ”Tak for isen. Du må lave kage en anden dag, når jeg har købt mælk.” Jeg grinede lidt og trak mig herefter tilbage. ”Du skriver bare,” smilede jeg. ”Jeg har ikke dit nummer,” sagde han hurtigt. ”Du kan bare få dig af mig,” indskød Liam hurtigt. Jeg smilede taknemligt til ham og så på Niall igen.

”Vi ses.” ”Ja, skriv senere,” sagde Liam. ”Farvel!” råbte Niall og smuttede ud i køkkenet. Liam og jeg gik ud fra lejligheden og hen mod elevatoren. ”Lad mig følge dig ned,” fastslog han muntert i lavt tonefald. Jeg sendte ham et lille smil, men var ikke helt så sikker på han opdagede det.

Vi nåede ned til stueetagen, hvor vi skulle tage afsked. ”Tak for i dag,” fastslog jeg med et stort smil, da vi så på hinanden. Han nikkede og gengældte mit smil. ”I lige måde. Det har været hyggeligt,” svarede han og trak mig herefter ind til et kram. Som altid nød jeg det. Måske mere end jeg egentlig burde. ”Så ses vi,” sagde jeg, før jeg trak mig tilbage. ”Ja. Kom godt hjem.” Jeg nikkede kort og vendte mig om.

Jeg gik hen mod døren. Hvert skridt føltes en smule tungere at tage, fordi jeg næsten ikke nænnede at tage af sted. Jeg ville ikke hjem allerede nu. Ikke hjem og tænke over det bryllup, som gjorde mig så udmattet. Liam og Niall fik mig til at glemme det lidt, fordi de fik mine tanker på andre afveje. Især Liam.

”Sophie?”

Lyden af hans stemme, fik mig til at vende mig om med et sæt. Han stod stadigvæk ved elevatoren med et usikkert smil på læberne, imens hans varme, brune øjne fandt mine.

”Vil du ikke med op..?”

 

______________________________________________________________________________

A/N:

Jeg er virkelig ked af, at det er så lang tid siden, jeg sidst har publiceret. Men her er et nyt kapitel, og jeg håber I kan lide det xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...