Runaway Bride - One Direction

Alle piger har vel en eller anden drøm om, at deres drømmeprins kommer ridende på den hvide ædelganger og får en happily ever after.
Det gælder også 19 årige Sophie fra London. Forlovet er nemlig lige hvad hun er, med sin kommende mand, Simon. Selvom hun er ung, er det kærligheden, der tæller imellem det unge par, og den holder længere med et ægteskabsløfte.
Der var dog én ting Sophie ikke havde tænkt på, da hun sagde ja til at gifte sig med Simon. Og det var konsekvenserne ved at forelske sig i en anden. Hvordan kan man gifte sig med en, som man pludselig slet ikke elsker og hellere vil forlade til fordel for en anden?

711Likes
794Kommentarer
58435Visninger
AA

9. 8

 

”All good things come to an end.”

 

Da jeg forestillede mig i en hvid kjole for første gang, havde dette billed ikke ligget i min erindring.

Et billed med mig iført en flot kjole havde været alt, jeg bedte om. Men det kunne man bestemt ikke sige, jeg fik. For jeg fik meget mere. Det var bedre, end jeg nogen sinde havde regnet med. Bedre end det nogen sinde ville blive.

Jeg var chokeret over at se mig selv i spejlet. Tanken om, at det faktisk var rigtigt, at jeg var ved at give mig væk, var overvældende. Selvom jeg ikke helt havde lyst, måtte jeg indrømme, at det ikke rigtig var gået op for mig før nu, hvor jeg stod i min kommende bryllupskjole.

Jeg tog en dyb indånding og kiggede hen på Jenna, der stod og sendte mig et tøvende smil. ”Er du okay?” spurgte hun roligt. Jeg nikkede en smule skånsomt. ”Det er bare meget.. overvældende,” fortalte jeg usikkert og smilede kejtet for mig selv. Hun nikkede. ”Det forstår jeg godt. Men du ligner en drøm, Soph. Simon vil elske dig i den kjole,” lovede hun. ”Forhåbentlig i mere end den kjole,” mumlede jeg, så hun ikke hørte det.

Jeg så mig igen i spejlet og derefter hen på ekspedienten, der stod med et smil på læberne. ”Har De besluttet Dem?” spurgte hun venligt. Jeg nikkede fast, men alligevel lidt usikkert. Det skyldtes nok, at der stadigvæk var tusind andre smukke kjoler ude i verden, som jeg nok også gerne ville have fat på. Men den kjole jeg havde på lige nu, var også virkelig smuk, og jeg var dum, hvis ikke jeg tog den. Vi havde allerede været igennem flere butikker i løbet af ugen, og der var igen. Denne her var alt, jeg havde brug for. Smuk og enkel.

”Jeg vil gerne købe den,” fortalte jeg med et nik. Ekspedienten smilede stort. ”Perfekt. Hvis du skifter, ordner jeg kvitteringen.” Jeg nikkede igen og vendte mig om mod Jenna. ”Gider du lyne op?” ”Selvfølgelig.” Jeg kunne mærke hendes kolde fingre lyne kjolen op, og med hende hjælp fik vi den af.

Jeg tog mit eget tøj på og rettede lidt på mit pjuskede hår, der var blevet elektrisk af at prøve kjoler. Jeg havde i dag heldigvis kun prøvet tre. Som man sagde, tredje gang var lykkens gang.

”Din mor bliver så glad, når hun ser kjolen,” fastslog Jenna, da vi gik hen mod kassen igen. Jeg smilede lidt. ”Det håber jeg da. Især når det er hende og far, der betaler,” svarede jeg kort. ”Hvorfor var hun egentlig ikke med i dag?” spurgte hun undrende. ”Arbejde,” mumlede jeg kiggede rundt i den enorme, flotte butik. Ekspedienten stod ved kassen og ventede, da vi kom, så jeg fik direkte lov til at skrive en leveringsadresse og betale. Jeg gøs ved tanken om, at vi lige havde brugt 7000£. Men man blev vel kun gift en gang.

”Så må De have en god dag,” sagde ekspedienten til Jenna og mig, og vi smilede og nikkede. ”Tak for hjælpen,” svarede jeg. Hun smilede venligt. ”Selvtak.” Og så forlod vi butikken.

Jenna virkede utrolig glad for, at jeg havde fundet en kjole. Mere end jeg selv var lige nu. Jeg var lettet, men jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle udtrykke det. Jeg havde været lidt stresset her for tiden, så jeg følte ikke rigtig, at jeg var mig selv lige nu. Der var bare hele tiden noget, jeg skulle nå.

Ikke nok med, at jeg havde været med Jenna i fire butikker på tre dage, havde jeg også været til middag med Simons familie, hjulpet med at arrangere bryllup, været på arbejde, og det var faktisk ret stressende, selvom det ikke lød af meget. Men i morgen skulle jeg intet. Derfor ville jeg bare gerne bruge dagen på at sove. Simon var hos nogle kammerater i weekenden her, så jeg var alene i lejligheden.

”Op med humøret, Soph, nu har du kjolen og snart manden,” sagde Jenna og lagde en arm om mig. Jeg sukkede lidt. ”Jeg ved det. Jeg trænger bare til at sove lidt,” svarede jeg roligt og sendte hende et svagt smil. Hun nikkede. ”Det var godt. Jeg tror nødig, at jeg ville giftes med en sur Sophie.” Jeg grinede kort og rystede på hovedet af hende.

 



Jeg åndede lettet op, da jeg endelig lå hjemme i Simons og min store dobbeltseng. Jenna var gået for en time siden og efter et langt bad, havde jeg besluttet mig for at tage en lur. Det lignede ikke helt mig at sove klokken to om eftermiddagen, men jeg havde brug for det. Mit humør blev desværre svækket meget, når jeg ikke havde sovet normalt i flere dage. Men nu kunne jeg idet mindste bare lukke øjnene og svømme ind i mine nærmeste drømme.

Alligevel lå jeg bare og så fjernsyn med gardinerne trukket for, så der var helt mørkt på værelset. The Ugly Thruth kørte lige nu i på en af kanalerne, som jeg sad og så optaget på. I hvert fald lige indtil min telefon vibrerede. Jeg tog den fra sengebordet og kiggede på skærmen.

Liam.

En sær fornemmelse poppede op i min krop og gjorde mig lidt fortvivlet, da jeg læste hans navn. Vi havde ikke skrevet så meget sammen, siden vi var sammen i sidste uge. Kun et par små sms'er, men intet specielt. Derfor gled et smil også langsomt hen over mine læber.

Hvor lang tid kan det tage at købe noget mælk??

Helt klart forkert nummer.

Du har ikke ligefrem bedt mig om at købe noget :-)

Jeg besluttede mig for at drille ham lidt. Det var lidt sjovt at gøre grin med ham. Især fordi folk ofte blev flove over det – jeg gjorde i hvert fald.

Hvad snakker du om, Niall?

Jeg begyndte grine højt, indtil den næste meddelelse kom efterfølgende.

Fuck

Det var ikke til dig Sophie

:-D

Vi laver det lige om til tre meddelelser.

Bare i orden, hehe :-)

Jeg sendte min besked og overvejede lidt at skrive noget mere til ham. Han var trods alt rimelig hyggelig at skrive med. Og måske kunne vi endda få en aftale banket på banen igen? Hvis han altså havde lyst.

Hvordan går det? :-)

Beklager. Niall er langsom, og jeg blev lige nødt til at høre, om han var gået forkert, eller hvad han nu lavede :-D

Det går meget fint. Hvad med dig?

Det går okay. Lidt stresset for tiden :/

Sker det? :I

Jeg bed mig en smule i læben. Det var ikke fordi, jeg havde lyst til at fortælle ham alt muligt, når vi knap nok havde været særlig meget sammen. Men jeg følte stadigvæk, at vi kendte hinanden rimelig vel. I hvert fald godt nok.

Brylluppet fylder bare meget...

Oh, det er jeg ked af :-(

Du kender vel selv til det med tidspres? Tidligt op om morgen, sent i seng om aften. Køre på non-stop?

Ja, det lyder meget velkendt. Men jeg er efterhånden vant til det...

Det er jeg til gengæld ikke :') Hvad laver du?

For at dreje samtalen lidt, spurgte jeg om noget andet. Jeg var lidt nysgerrig for omkring hvordan det gik med ham. Vi havde trods alt ikke skrevet sammen i et par dage nu, og i de dage skete der garanteret ret så meget for en superstjerne.

Jeg er – eller var – sammen med Niall. Vi skulle til at bage, men han havde ikke noget mælk, så han rendte ned efter noget i kiosken. Det er så bare en time siden, han gik nu... :-)

Sikker på, han ikke er blevet overfaldet af fans? :-D

Jeg grinede dumt for mig selv, da jeg sendte sms'en. Tanken om, at Niall blev overfaldet af fans var lige nu ret morsom. Der indså jeg så, at jeg var overtræt. Jeg havde den platteste humor, når jeg var overtræt.

Tjo, det kunne nu godt være haha :D

Hvad bager i? :-)

Chokoladekage :))

Trangen til noget at spise steg i mig og et kort øjeblik blev jeg helt misundelig på Liam.

Åh snyd )-:

Kan du godt lide chokoladekage?

Drillende besked. Dumme ham.

Nej, nej, overhovedet ikke. Jeg kommer forbi og nupper et stykke, ok?

Det var egentlig en joke, men spørgsmålet var bare, om Liam tog det som alvor eller ej.

Du kommer bare :-)

Og så var spørgsmålet bare, om det var en joke?

Mener du det..?

Ja :-)

Jeg bed mig lidt i læben. Selvom jeg var utrolig træt, kunne jeg ikke sige nej. Både på grund af chokoladekagen, men også Liam. Og Niall var da heller ikke så værst. Ham kendte jeg til gengæld bare ikke særlig godt.

I'll be there in 20!

Jeg rejste mig op fra min seng og slukkede for fjernsynet. Hurtigt gik jeg i gang med at gøre mig klar. Tøjet blev skiftet (link i kommentar), makeup blev lagt, håret sat, og ellers var jeg ude af døren. Jeg tog kort min telefon op ad lommen, imens jeg stod i elevatoren.

Skriv når du er her fem minutter før, så kommer jeg ned og henter dig :-)

Okay :-)

Jeg lagde telefonen ned i lommen igen og fortsatte ud på gaden.

 


 

Går fra undergrunden nu :-)

Heldigvis var der ikke så langt fra undergrunden til lejlighedskomplekset, hvor Harry og Niall boede. Og heldig som jeg var, kom Liam ud, lige da jeg nåede døren. Han havde såmænd nok ventet på mig.

”Hej,” hilste jeg med et varmt smil. ”Hey,” sagde han og trak mig ind til et kram, imens han fik bakket os indenfor i bygningen igen, så vi ikke stod på gaden og krammede. Jeg trak mig fra ham lidt efter, da døren havde smækket, stadigvæk med et smil på læberne. ”Du ser godt ud,” fastslog jeg, efter at have ladet mit blik udforske hans tøj. ”I lige måde,” svarede han kækt. Jeg smilede skævt.

”Er Niall kommet tilbage?” spurgte jeg, da vi var på vej op i elevatoren. Liam rystede på hovedet og så på sit ur. ”Jeg bliver snart bekymret for ham,” mumlede han. ”Han har det fint, Liam,” forsikrede jeg og gav hans skulder et klem, selvom jeg følte mig en smule kejtet. Han sendte mig et lille smil og nikkede. ”Det håber jeg da.”

Elevatorens døre gik op, og vi gik i tavshed hen til en dør, der matchede Liams. Han låste den op og bød mig ind. Som da jeg var hjemme hos ham, gik jeg ind, tog overtøj og sko af, og så gik jeg ellers bare i gang med at studere Nialls hjem. Det var også flot. Ikke som Liams, men jeg elskede det. Lige bortset fra de boxers, der lå synligt fremme inde på stuegulvet. Mærkelig sted de befandt sig...

”Nå, hvordan går det med brylluppet, udover at du er lidt stresset?” spurgte Liam interesseret, da vi havde sat os i sofaen. Jeg trak på skuldrende. ”Jeg fandt min kjole i dag,” fortalte jeg kort. Han løftede øjenbrynene og et stort smil blev placeret på hans fine løber. Jeg nikkede lidt. ”Hva' så? Ligner du Askepot eller hvad?” jokede han. Jeg grinede kort og puffede ham blidt i siden.

”Dog ikke,” lovede jeg. Han grinede højt og tog herefter sin telefon op ad lommen. ”Nå, men det lyder da spændende,” mumlede han eftertænksomt. Jeg nikkede. ”Det er det også. Men jeg kom ikke her for at tale om mer bryllup. Hvordan går det med dig?”

Han så overrasket på mig, forventede måske ikke min lige pludselig gejst. ”Jamen, det går det fint,” sagde han langsomt. Et smil gled hen over mine læber. ”Intet mere end fint?” spurgte jeg roligt. Han grinede en smule. ”Er fantastisk bedre..?” Jeg himlede med øjnene. ”Jeg læste faktisk i et blad, at I har udsolgt Madison Square Guarden i USA?”

Han smilede bredt, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at han var stolt. Det var lidt kært. ”Det er korrekt,” svarede han. Jeg nikkede interesseret. ”Så så jeg også noget med.. Bring Me et eller andet,” forsatte jeg undrende. ”To 1D,” grinede Liam. ”Ja, det var det,” fastslog jeg hurtigt. Han smilede stort. ”Så du så, hvad det var?” spurgte han nysgerrigt, og jeg rystede på hovedet. Jeg havde egentlig bare set et blad i en kiosk, hvor der stod noget om det. Men idet mindste vidste jeg da noget.

”Jeg håbede på, at du ville fortælle mig det,” indskød jeg langsomt og fugtede mine læber med tungespidsen. Han nikkede tøvende og begyndte så at fortælle mig om Bring Me To 1D projektet, hvis man kunne kalde det det. Og jeg endte så med at sidde rimelig begejstret og kigge på ham. Det lød enormt fedt og spændende. Hvis det havde været med Brad Pitt, havde jeg nok deltaget. Højest sandsynlig. Helt sikkert.

”Er det så nu, jeg skal fryde mig over, at jeg sidder med Liam Payne?” drillede jeg. Han smilede stort. ”Oh my God, jeg sidder med Sophie-” han stoppede sig selv og lavede en grimasse, ”jeg kan ikke huske, hvad du hedder til efternavn,” indrømmede han og kløede sig forlegent i nakken. Jeg grinede kort. ”Kommende efternavn er Ainsworh. Lige nu, Sparks,” fortalte jeg. Han nikkede en smule og lagde så en facade hen over sit ansigt igen.

”Oh my God, jeg sidder med Sophie Destiny Sparks!” Jeg begyndte at grine højlydt, da Liam fægtede med øjnene som en eller anden sindssyg person. Det så virkelig morsomt ud. Og hans pigede stemme var virkelig forfærdelig. Til gengæld var jeg ret imponeret over, at han huskede mit mellemnavn. Det var de færreste, der egentlig gjorde det.

”Okay, så sjovt var det heller ikke,” fnes Liam, da jeg ikke holdt op med at grine. ”Jo, det var,” grinede jeg. Han rystede på hovedet af mig og rejste sig. Jeg sank et par grin, før jeg var okay igen. Til gengæld endte det bare med, at et hik fandt sin vej ud igennem min mund. Og så begyndte Liam at grine. Nok fordi jeg havde en tendens til at hikke meget højt, og det lod nok også lidt sjovt.

”Åh hold op,” sagde jeg og smilede lidt, inden jeg gik ud i køkkenet. Der stod ting til at bage på bordet. Madvare. Alt sådan noget husmoderligt. Jeg smilede ved tanken om Liam og Niall i køkkenet. Det skulle da nok blive morsomt at se.

”Var mælk absolut nødvendigt for den kage?” spurgte jeg undrende Liam om og vendte mig om. Han trak lidt på skuldrende. ”Vi måtte vel følge opskriften..” Jeg løftede øjenbrynene. ”Og I havde ikke tænkt det mindste på at finde en anden opskrift?” Han åbnede munden og skulle til at svare men stoppede så med et suk. ”Ja, det ved jeg så ikke,” anerkendte han mumlende. Jeg begyndte at fnise, imens jeg rystede på hovedet.

”I'm home!” lød en stemme pludselig ude fra gangen. Jeg kiggede automatisk derud og så en velkendt skikkelse dukke op i døren. ”Hvem er du?!” råbte han hurtigt, inden han overhovedet nåede at mig eller Liam. Det var nok bare lidt underligt, at der pludselig også stod en pige i hans køkken.

”Slap af Nialler, det er bare Sophie,” grinede Liam og gik hen mod ham. Jeg fnes forlegent og sendte ham et lille smil, som han undskyldende gengælde. ”Det kan jeg godt se ved nærmere eftertanke,” sagde han dumt. ”Hej, Sophie,” smilede han. ”Halløj Niall,” grinede jeg. Liam sendte mig et smil og kiggede så seriøst på sin 'mate', som han tidligere havde kaldt ham.

”Hvor har du været?” spurgte han undrende. ”Beklager. Overfaldet af fans. Jeg var nødt til at ringe til Paul.” ”Ha! Hvad sagde jeg?!” fløj det ud af min mund i et hånligt tonefald, imens jeg så hoverende på Liam. Han så hen på mig og rystede på hovedet med et stort smil på læberne. ”Hvad sagde du?” sagde Niall forvirret. Liam så på ham og smilede bare. ”Glem det. Fik du mælken?”

Niall smilede skævt og rystede på hovedet. ”Jeg tænkte, at vi ikke behøvede at vente i så lang tid. Så jeg købte chokoladeis!” Han sendte mig et bredt smil som tegn på, at han var virkelig glad for det. Problemet var bare, at jeg havde glædet mig til chokoladekage, ikke chokoladeis. Faktisk kunne jeg ikke lide chokoladeis. Et mindre problem engang imellem.

”Hvorfor smiler du ikke?” spurgte han hurtigt og alvorligt. Jeg lavede en grimasse og grinede kort. ”Chokoladeis er ikke lige mig, må jeg indrømme,” fortalte jeg langsomt. Han lavede store øjne og så næsten chokeret på mig. ”Sophie.. der er noget galt med dig,” sagde han roligt, som om han var en eller anden psykolog. Jeg begyndte at grine og rystede på hovedet af ham. ”Så Niall, ikke drille vores gæst,” smilede Liam. Jeg så hen på ham og sendte ham et svagt smil, som han roligt gengældte.

”Hm, hvad vil du så spise?” spurgte Niall og lagde to liter chokoladeis ind i fryseren. Jeg trak på skuldrende. ”Jeg tror, jeg har en pakke Spunk i min lomme, så..” ”Ej, det våger du på at spise. Om jeg så selv skal lave en chokoladekage til dig,” var Liam hurtig til at bryde ind med. Jeg så overrasket på ham. ”Nej, du gør ej,” fastslog jeg skarpt. Han smilede skævt og fandt sin iPhone frem i sin bukselomme. ”Du sagde selv, at man kunne bage chokoladekage uden mælk. Bevis det.” Han så udfordrende på mig, hvilket jeg langsomt smilede lidt af. ”Udfordring accepteret,” nikkede jeg.

”Det her bliver spændende,” mumlede Niall, inden han satte sig ned på en af spisestolene og så spændt med.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...