Runaway Bride - One Direction

Alle piger har vel en eller anden drøm om, at deres drømmeprins kommer ridende på den hvide ædelganger og får en happily ever after.
Det gælder også 19 årige Sophie fra London. Forlovet er nemlig lige hvad hun er, med sin kommende mand, Simon. Selvom hun er ung, er det kærligheden, der tæller imellem det unge par, og den holder længere med et ægteskabsløfte.
Der var dog én ting Sophie ikke havde tænkt på, da hun sagde ja til at gifte sig med Simon. Og det var konsekvenserne ved at forelske sig i en anden. Hvordan kan man gifte sig med en, som man pludselig slet ikke elsker og hellere vil forlade til fordel for en anden?

711Likes
794Kommentarer
59790Visninger
AA

8. 7

 

”The first lie of the many.”

 

Liam havde fortalt, at der ville gå omkring en halvanden time, før han kom, men efter en time ringede det altså på døren, og jeg ville ikke ligefrem sige, at jeg var alt for præsentabel lige nu. Det var også den films skyld. Jeg var alt for optaget og havde ikke opdaget, at Liam havde skrevet til mig.

Derfor kunne jeg kun lige nå at kaste et blik på mig selv i spejlet og bedømme, at det så fint nok ud, inden jeg gik hen til døren. Roligt åbnede jeg den, og som jeg forventede, stod Liam derude. ”Hej,” smilede han. ”Hej,” svarede jeg og smilede igen. Selvsikkert trak han mig ind til et kram, og jeg tillod mig selv at indånde hans velkendte duft, der alligevel fik min mave til at hede.

”Inden vi kører,” begyndte jeg og trak mig væk. Han så opmærksomt på mig, imens han trådte ind ad døren. ”Så skal jeg lige skifte tøj. Jeg nåede ikke så meget,” fortsatte jeg og smilede en smule skævt. Han grinede kort og nikkede. Jeg lukkede døren og gik ind i stuen. ”Bare se dig omkring, eller hvad du nu har lyst til,” fortalte jeg og smilede hurtigt, inden jeg fandt min vej ind på Simons og mit soveværelse.

Jeg ledte vores kommode igennem for tøj og fandt til sidst et passende sæt (link i kommentar), som jeg dernæst tog på. Mit hår røg op i en hestehale, og makeuppen sad fint, så derfor var jeg nu klar. Jeg tog min taske som det sidste og lagde min telefon og pung deri, hvorefter jeg gik ud i gangen igen. Jeg kiggede lidt efter Liam og fandt ham så inde i stuen ved hylden med billeder. Jeg gik langsomt hen til ham og stillede mig ved siden af ham.

”Er det dig?” spurgte han og kastede et nik mod billedet af mig som lille med min pony. ”Jep,” smilede jeg og studerede det lidt ekstra, selvom jeg havde gjort det et par gange efterhånden. Jeg var ikke mere end 6 år på billedet. Min lille shetlandspony havde jeg fået af mine forældre i 5 års fødselsdagsgave. Jeg havde i en tidlig alder lært at ride, og derfor havde de så givet mig en pony, som jeg kunne ride lidt mere på. Men så voksede jeg op, hvilket mine ben også gjorde, og så var jeg nødt til at sælge den. Desværre. Vi havde ellers været som bedste venner.

Til gengæld mødte jeg hurtigt Caroline efterfølgende, og hendes forældre havde heste, så vi begyndte at ride sammen der. Og det har vi så gjort siden. Nu rider jeg dog bare et par gange på min mormors heste en gang imellem. Hun har to varmblods heste, som jeg i ny og næ rider, når jeg får lyst. Men det havde jeg det også helt fint med. Jeg kunne godt lide at bruge noget af min tid ude ved dem, da det var afslappende og hyggeligt. Især nu hvor vi er i gang med at planlægge brylluppet. Det er mere stressende, end man regner med.

”Og er det er også dig?” Liam pegede på et billed, der stod ved siden af det andet og forestillede en baby, og det fik mig til at grine. Han så på mig med rynket pande og så en smule usikker ud. ”Det er Simon,” lo jeg. Farven steg i hans kinder, og han så en smule flovt på mig, men begyndte også at grine lidt. ”Undskyld.” Jeg rystede på hovedet og smilede herefter. ”Idet mindste er det ikke værre, end da min morfar spurgte om det...” Han begyndte at grine højlydt, og det resulterede i, at jeg begyndte at grine.

Og der stod vi så, grinende, og nød hinandens selskab. Allerede nu var jeg sikker på, at Liam kom til at betyde en del for mig. Han fik mig til at smile, og det beundrede jeg ham virkelig for. Jeg vidste godt selv, at jeg var en positiv og glad person, men når jeg var sammen med ham, følte jeg bare, at det var.. anderledes. Men det var det, jeg godt kunne lide ham for. Og så på grund af hans personlighed, selvom jeg måske ikke kendte helt så godt til den endnu. Jeg syntes bare, at han virkelig enormt flink, rar, lidt genert, men det var da.. sødt.

”Nå, skal vi køre?” spurgte jeg lidt efter. Liam nikkede og sendte mig et smil, før han vendte rundt og gik ud i gangen. Jeg fulgte efter ham og tog mine sko på, da vi stod derude. Så gik vi ud ad døren, og jeg låste. Det tog os ikke lang tid at komme ned til hans bil, der holdte og ventede. Jeg rynkede dog først panden, da jeg så, at der sad en lyshåret dreng inde i den på bagsædet.

”Niall er altså med. Jeg giver ham et lift hjem, fordi vi bor i samme bygning,” forklarede Liam, som om han havde læst mine tanker. Jeg nikkede lidt hurtigt og så på Niall, der havde hovedet begravet ned i telefonen. Han kiggede til gengæld op, da jeg kom hen til bilen. Et smil blev placeret på hans læber, som jeg hurtigt fik gengældt, imens jeg åbnede døren.

”Hej, Sophie,” hilste han, da jeg satte mig ind. ”Hej, Niall,” svarede jeg og smækkede døren i. Liam satte sig ind og fik taget sele på, hvilket jeg også gjorde. Og så kørte vi ellers ”Hvordan går det?” spurgte Niall nysgerrigt fra bagsædet . ”Helt fint, tak,” fortalte jeg og kiggede tilbage på ham med et smil. Han så undrende på mig. ”Jeg spurgte Liam...” Jeg kiggede lidt usikkert på ham, og mit smil falmede lidt, til han så brød ud i grin. ”Han driller,” mumlede Liam fra forsædet. Jeg så på ham og nikkede lidt, og han smilede så undskyldende. ”Håber ikke han fik skræmt dig væk.” Og der begyndte jeg så og grine og daskede ham blidt på skulderen.

”Kan du ikke tage lidt humor, Sophie?” spurgte Niall. Mit blik gled automatisk tilbage til ham, imens jeg rystede på hovedet. ”Det er så sandt, som du ikke elsker mad.” Han kneb øjnene sammen og så ondt på mig, og Liam begyndte derimod bare at grine. ”Hvad er det for en veninde, du har,” vrissede han næsten. Jeg smilede for mig selv og satte mig til rette i sædet.

Ud af øjenkrogen kunne jeg se Liam smile, og det mig til at smile. Og sådan sad jeg nu bare det meste af vejen. Til sidst endte vi i hvert fald i en baggård til et lejlighedskompleks. Det så ret stort ud. Jeg steg ud af bilen og lukkede døren i. Så gik jeg roligt efter Niall og Liam, der begyndte at gå hen til en dør. Mit blik udforskede området lidt. Det så sådan set ret fredeligt ud, men det var nok bare inde for murerne. Det var heller ikke så forfærdelig langt fra byen, så der var vel nok liv herhenne.

Liam fik låst døren til komplekset op, og Niall og jeg trådte ind efter ham. Videre gik vi, til vi endte i en elevator. ”Hvad skal I så lave?” spurgte Niall interesseret, imens vi kørte op. Jeg så lidt på ham og trak på skuldrende. Liam gjorde det samme. Og da vi så kort på hinanden, smilede vi hurtigt til hinanden. ”Hvad vi nu finder på,” fortalte han Niall, da dørene til elevatoren gik op.

”Så ses vi da,” sagde Niall og smilede til os begge. ”Yes. Vi ses,” svarede Liam og nikkede. ”Hej hej Niall,” smilede jeg. Han hoppede ud af elevatoren og vinkede kort, inden han forsvandt til højre ned ad en gang. Det efterlod så Liam og jeg tilbage.

Elevatorens døre lukkede i igen, og begyndte at køre op af. Jeg kiggede på Liam, der kiggede på mig, og det resulterede i, at vi smilede til hinanden. Igen. ”Så er vi her,” fortalte han, lige da dørene gik op. Han gav mig tegn til at gå ud, så det gjorde jeg. ”Venstre,” guidede han bag fra mig. Jeg gjorde som sagt og gik bare, indtil han sagde stop. Der var vi så endt ved en brun dør, hvorpå der var en brevsprække hvor der stod 'Payne'. Jeg ved ikke hvorfor, men det fik mig til at smile.

Liam åbnede døren og lod mig komme ind før ham. Jeg kiggede nysgerrigt rundt, imens jeg forsigtigt tog mine sko af. Gangen var vældig flot og meget lys. Stilen herude var moderne, men den mindede nu rimelig meget om Liam.

”Du kan bare se dig omkring, jeg går lige på toilettet,” sagde Liam og sendte mig et smil, inden han forsvandt ind ad en anden dør. Jeg nikkede for mig selv og gik straks i gang med at udforske hans hjem.

Jeg blev rimelig overrasket, da jeg næsten havde set det hele. Her var virkelig flot. Især var jeg vild med udsigten fra stuen. Lidt rodet men kunne jeg bebrejde ham det? Faktisk gav det mig et bedre følelse af et trygt hjem.

Jeg var nu endt på hans værelse, som jeg vist nok troede det var. Her var også rigtig flot. I forhold til de andre rum havde han sat et lidt større præg på tingene herinde. Der var flere familiebilleder, mere tøj flød på gulvet, og det virkelig mere Liam-agtigt. Især Woody-dukken, der sad på en hylde ved siden af Buzz. Jeg vidste ikke rigtig, at han kunne lide Toy Story.

Udsigten herfra var også virkelig flot. Forsigtigt trådte jeg ind på værelset og helt hen til vinduet og kiggede ned. Der var rimelig langt ned, måske 5-6 etager. Men det var stadigvæk en kanon fed udsigt, især også når det var mørkt garanteret.

Jeg vendte mig om og kiggede hurtigt rundt, og ligesom jeg skulle til at gå frem, dukkede Liam op i døren og så lidt rundt. ”Undskyld rodet,” beklagede han og kløede sig usikkert på hinanden. Jeg smilede lidt og trak på skuldrende. ”Du er nok ikke værre end så mange andre,” fortalte jeg og gik tættere på ham. Han smilede lidt og kom så ind til mig. ”Hvad har du lyst til at lave?” spurgte han og satte sig på sin seng.

Jeg bed mig tænkende i læben og slog mig ned ved siden af ham. ”Hvad kan man lave?” udfordrede jeg lidt. Han smilede svagt og tog så en dyb indånding. ”Kom med en ting, og jeg siger ja eller nej..” Jeg rullede smilende med øjnene og rejste mig op igen. ”Du er en dreng, du burde faktisk have en rimelig god fantasi,” fastslog jeg og placerede begge hænder på mine hofter. Liam smilede lidt og nikkede så. ”Vi kunne jo spille noget Playstation, men du er en pige, så det har du nok ikke fantasi nok til.” Jeg åbnede munden og så ondt på ham. ”Hvad snakker du om? Jeg elsker Playstation, kom!” Og inden han overhovedet fik præsteret at sige noget, tog jeg hans hånd og trak ham med ind i stuen. Jeg havde i forvejen set, at der stod en Playstation herinde, så det var målet.

Liam grinede blot og fulgte bare efter mig. Mit smil sad stadigvæk klistret fast på mine læber, imens hans hånd lå i min. Den var enormt varm, og fik mit blod indeni til at reagere rimelig hurtigt på det. Derfor trak jeg langsomt min hånd til mig igen, da jeg kunne mærke mine håndflader blive lidt for varme i det.

”Hvad for nogle spil har du?” spurgte jeg, da vi var endt i stuen. Han gik hen til en hylde og tjekkede nogle titler ud. ”SingStar, GTA, Fifa, C-” ”Fifa,” afbrød jeg hurtigt. Han stoppede med at læse op og så hen på mig med løftet øjenbryn. ”Spiller du Fifa?” sagde han forundret. Jeg grinede lidt og nikkede. ”Og jeg er ret god, så du bør passe lidt på,” svarede jeg og bed mig blidt i læben.

Et stort, varmt smil blev placeret på hans læber, og han tog spillet fra hylden ud og gik hen til fjernsynet og Playstationen.

Jeg fulgte lystigt med, da han satte det hele til at køre. Alle hans bevægelser. Alle hans udførelser. Selv hans vejrtrækning. På en eller anden mystik måde syntes jeg bare, at han var spændende at kigge på.

Til sidst endte han dog med at vende sig om, og der lod jeg så som ingen ting. Han rakte mig et joystick, som jeg med glæde tog imod. ”Sæt dig ned,” bestemte han og satte sig selv ned i sofaen. Jeg satte mig ned ved siden af ham og så målrettet på skærmen. Liam styrede os hen på Fifa-spillet, og så gik vi straks i gang med at vælge hold.

Og så gik spillet ellers bare i gang. Jeg sad og bed mig koncentrerende i læben, imens jeg trykkede ivrigt på tasterne. ”Slap lige af en gang,” grinede Liam, da jeg tacklede ham. Jeg smilede og rystede på hovedet. ”Jeg har det ikke så godt med at slappe af til tider,” smilede jeg og førte bolden hen mod hans mål. Det resulterede så i et mål, da jeg skød den perfekt ind.

Jeg smilede hånligt til Liam, der bare rystede på hovedet. ”Det er okay at være en dårlig taber,” forklarede jeg og kiggede blidt på ham. Han udstødte et højt grin og himlede med øjnene. ”Bare kom an,” smilede han. Jeg accepterede hans udfordring og overlod straks min opmærksomhed til fjernsynet. Vi gik i gang med kampen igen, og det gik helt fint. Lige bortset fra, at Liam scorede lidt for meget.

”Og han skyder, og han scorer!” lød det fra ham. ”Du er dygtig, hva'?” spurgte jeg og løftede øjenbrynene. Han så på mig med et drenget blik og trak på skuldrende. ”Du er da også okay..” Jeg begyndte at grine, imens jeg rystede på hovedet. ”Jeg er virkelig dårlig. Alt det her var held. Men jeg elsker at spille alligevel,” sagde jeg ærligt. Han smilede lidt og nikkede så, imens et lidt undrende blik blev placeret i hans øjne. Han kiggede lidt på mig, men så så over på fjernsynet igen.

”Skal vi finde en film eller noget i stedet for?” Jeg nikkede. ”Kan vi godt,” fortalte jeg og rejste mig. Jeg lagde joysticket på tv-bordet og tog min telefon op ad lommen. Klokken var halv fire, så der var ikke så lang tid, til jeg skulle gå.

”Hvad skal vi se?” hørte jeg Liam spørge om. Jeg vendte mig om mod ham og opdagede, at han stod med hovedet ved DVD-hylden. ”Hvad har du?” spurgte jeg interesseret og gik hen til ham. Han flyttede sig lidt, så jeg kunne kigge med. ”Hmm,” mumlede jeg og skimtede titlerne hurtigt. ”Save the Last Dance,” foreslog jeg med et lille smil.

Liam tog filmen ud og sendte mig et smil, inden han gik hen for at sætte den på. Jeg satte mig ned i sofaen og så kort ud af vinduet. ”Har du lyst til noget at drikke eller spise..?” Jeg kiggede tilbage på Liam igen og så betænksomt på ham. ”Hvad har du?” Han smilede skævt og så ud mod køkkenet. ”Er du kræsen?” Jeg rystede på hovedet. ”Så finder jeg noget.” Jeg grinede kort og betragtede ham forsvinde ud i sit køkken.

Imens han rodede rundt derude, startede jeg filmen. Han nåede lige netop at komme derud, inden filmen gik rigtigt i gang. Jeg kastede et blik på det, han havde med. En stor cola, to glas og en skål med chips. ”Det er som om, du kender mig,” mumlede jeg, da han havde sat sig ned. Han rynkede panden en smule og trak bordet tættere på os, selvom det med garanti ikke havde særlig godt af det.

”Det er bare.. jeg har altid haft en svaghed for cola og chips. Og lige netop de her chips er mine yndlings.” Jeg grinede dumt af mig selv, og betragtede Liam smile bredt. ”Virkelig? Det også mine yndlingschips,” fortalte han og grinede en enkelt gang. Jeg løftede øjenbrynene lidt. ”Mener du det?” Han nikkede, og så begyndte vi begge at grine.

Da vi så havde grinet lidt, så jeg endelig på fjernsynet. Jeg faldt hurtigt i staver, hvilket nok ikke var så sært, da jeg elskede filmen. Derfor koncentrerede jeg mig også kun om den og lukkede alt andet ude.

 

 


Filmen nærmede sig slutningen, lagde jeg mærke til, efter jeg havde kastet et blik på skærmen. Da Liam og jeg begyndte at snakke halvvejs inde i den, glemte vi lidt at følge med. Men det gjorde nu ikke så meget, eftersom det var en del hyggeligere at snakke.

Vi havde virkelig fået snakket om meget. Jeg havde fortalt ham om mit liv, Simon, mine fremtidsplaner. Han havde derimod fortalt mig alt muligt spændende omkring One Direction og hans liv. Og da jeg hørte om, hvor travlt han egentlig havde, kunne jeg ikke lade være med at blive en smule glad for, at han ville bruge sin tid sammen med mig.

Jeg var lige gået på toilettet og kom ud derfra, lige da jeg hørte min telefon ringe fra min taske, der lå ude på kommoden i gangen. Hurtigt gik jeg derud og tog den roligt op. Mit blik faldt på skærmen, og et panisk udtryk gled hen over mit ansigt. Det var Simon. Jeg havde fuldstændig glemt, at vi skulle ud og spise med hans forældre i aften, og klokken var kvart over 6.

Jeg bed mig lidt i læben og lagde telefonen tilbage på kommoden, da ringetonen stoppede. Jeg var nødt til at komme hjem nu. Hurtigt gik jeg ind til Liam, der stadigvæk sad i stuen. ”Jeg bliver nødt til at gå nu,” fortalte jeg med et lidt skyndende stemme. Han rynkede panden en smule forvirret og rejste sig. ”Nu?”

Jeg nikkede og gik ud i gangen igen, hvor jeg tog sko på. ”Jeg skal ud og spise med Simons forældre, og vi skal af sted klokken 7.” Jeg rettede mig op og kørte en hånd uroligt igennem mit hår. ”Hvor er den nærmeste undergrundsstation?” spurgte jeg Liam om og tog et skridt tættere på ham for at give ham et farvelknus. Han rystede på hovedet og tog selv sine sko på. ”Jeg kører dig. Det går hurtigere,” insisterede han kort. ”Det behøver du ik-” ”Men jeg vil gerne.” Han sendte mig et smil og tog sin jakke ned fra en knage.

Jeg stirrede lidt på ham, forbløffet over han ville køre mig hjem igen. ”Tak,” sagde jeg så og smilede en smule genert. Han nikkede og gik så hen mod døren. Jeg vendte mig om, tog min taske, og så gik jeg hen til døren. Liam åbnede den og lod mig komme ud, hvorefter han selv gik ud og låste den. Denne gang tog vi trapperne ned, og det gik en smule hurtigere. Vi endte ude på parkeringspladsen igen og småløb hen til hans bil. Da han havde låst op, satte vi os ind, og ellers startede han bare bilen og begyndte at køre.

Under køreturen sagde ingen af os rigtig noget. Jeg havde opdaget, at Simon havde skrevet til mig. Spurgt, hvor jeg blev af. Men jeg svarede ikke. Jeg var jo alligevel hjemme om lidt, så det kunne være lige gyldigt. Nu håbede jeg mig ikke, at han blev sur eller irriteret. Jeg vidste, at han var personen, der hadede at komme for sent især når det gjaldt hans forældre. Og jeg ville altså ikke være skylden i det.

Ligeså snart jeg kunne se det velkendte lejlighedskompleks foran mig, klikkede jeg min sele op og gjorde klar til at sige farvel til Liam. Han holdt ind til siden og kiggede på mig. ”Tak for i dag. Det var rigtig hyggeligt,” smilede han, og jeg nikkede. ”Meget. Jeg er virkelig ked af, at jeg skulle ødelægge det sådan..” Jeg så undskyldende på ham, men han rystede bare fast på hovedet. ”Det er okay,” forsikrede han. Han så mig direkte i øjnene, og et kort øjeblik havde jeg lyst til at se ind i hans i flere timer. Men jeg havde ikke tid.

”Så.. ses vi?” Jeg åbnede døren, så den stod på klem, imens jeg så Liam nikke. ”Hav en god aften. Hils Simon.” Jeg smilede svagt og rakte så en smule tøvende armene frem. På en akavet, men behagelig, krammede vi, og jeg steg herefter hurtigt ud af bilen. Jeg smækkede døren i efter mig og vinkede, hvorefter jeg halvløb hen til døren til lejlighedskomplekset.

Jeg kom hurtigt op til fjerde sal og fik hurtigt låst døren til lejligheden op. Inden jeg overhoved nåede at få lukket døren efter mig, lød en stemme bag mig, ”ved du godt, hvad klokken er?” Jeg bed mig i inderlæben ved lyden af Simons irriterede stemme. Jeg vendte mig om og så undskyldende på ham. ”Undskyld, tiden løb af sted,” sagde jeg og tog mine sko af. ”Hvor fanden har du været?” vrissede han, imens han tog sit bælte på. Jeg hadede, når han var sur. Og det var udelukkende på grund af hans forældre. Problemet med Simon var, at han altid gerne ville give dem et godt indtryk af, at han havde styr på tingene. Det skulle jeg bestemt ikke sætte en stopper for.

”Jeg har bare været i byen. Der var meget trafik, da jeg skulle hjem.”

Før jeg nåede at stoppe ordene, røg de ud af min mund. Jeg kunne ikke rigtig selv fatte, hvad jeg lige havde sagt til Simon. Jeg havde løjet for ham. Løjet om at være i byen i stedet for at være sammen med Liam. Men hvis jeg skulle være helt ærligt, havde jeg ikke helt lyst til at fortælle ham det lige nu. Han virkede alt for sur, og hvis jeg fortalte, at jeg havde været sammen med en anden, ville han nok blive endnu mere sur. Og derfor besluttede jeg mig underligt nok for bare lade min løgn forblive en løgn, selvom jeg havde det forfærdeligt med det.

”Bare se at gøre dig klar. Vi kører om 20 minutter.” Simon forlod gangen, og jeg spænede ud på badeværelset. På omkring to minutter havde jeg taget et bad. Jeg skyndte mig ind på værelset og fik fundet noget pænt tøj frem i aftens anledning (link i kommentar). Da jeg så havde fået min kjole på, føntørrede jeg mit hår og lagde makeup. Da jeg efterhånden følte mig en smule tidspresset, blev det ikke helt så pænt, som jeg gerne ville have, men det gik an.

Et par smykker blev taget på, inden jeg hoppede i et par stiletter, og så var jeg klar. Jeg hørte Simon rumstere rundt i gangen og tog derfor min jakke på, som allerede lå klar på sengen. Derefter gik jeg ud til ham, og som jeg havde gættet, var han klar. Han stod ved den åbne dør og så ned på sin telefon. Til gengæld kiggede han op, da han så mig. Jeg ville ønske, at han smilede og sagde noget med sin blide, dejlige stemme, men alt han gjorde var at se utålmodigt på mig. Så jeg sukkede lydløst og gik bare ud forbi ham. Han låste døren, og så gik vi ellers bare ned mod hans bil.

Et øjeblik havde jeg egentlig slet ikke lyst til at tage med, men jeg var vel nødt til det.

 

 


Det tog os omkring 20 minutter at komme til den sædvanlige restaurant, som vi plejede at holde 'familiemiddag' på. Bree og Ryan, Simons forældre, plejede at invitere os ud minimum en gang om måneden for at holde sig opdateret omkring vores liv. Det havde jeg selvfølelig ikke noget imod, da jeg elskede de to mennesker. Ikke sært, at Simon var deres søn.

Vi kom ikke mere end fem minutter for sent, og selvom det irriterede Simon, tog han alligevel min hånd, da vi gik ind på restauranten. Han fortalte en tjener, at vi skulle mødes med han forældre, og derefter fik vi vist vej ind til firmandsbordet, hvor Bree og Ryan sad.

”Hej, I to,” smilede Bree og rejste sig. ”Hej, mor,” hilste Simon og gav hende et knus, imens Ryan fandt sin vej hen til mig. ”Hej,” sagde jeg og smilede svagt. ”Hej, min pige. Du ser godt ud.” Jeg grinede kort og gav ham et hurtigt knus. Derefter byttede Simon og jeg plads. ”Ej, hvor ser du godt ud,” fastslog Bree og gav mig et varmt, trygt kram. Jeg smilede lidt i hendes skulder og trak mig så tilbage. ”Tusinde tak og i lige måde,” fastslog jeg hurtigt og så hen på Simon, der så afventende på os.

”Jamen, skal vi slå os ned?” spurgte Ryan og satte sig, inden vi andre nåede at sige noget. Simon førte mig ind på plads, så jeg sad inderst ved vinduet. Han satte sig selv ned ved siden af og tog straks min hånd under bordet, hvilket gav mig et lidt roligere fornemmelse i maven. Jeg kunne ikke lide, når vi var uvenner. Eller når han var oprevet. Det gik ligesom lidt ud over mit humør. Hvad jeg især ikke kunne lide var, at jeg havde løjet for ham. Jeg følte, at jeg svigtede ham, og hvis jeg skulle være helt ærlig, var det det, jeg mindst ville.

 

 


Jeg satte lettet mine stiletter ind i skoskabet igen og sukkede udmattet. Jeg havde ondt i fødderne og var enormt træt. Klokken var snart 12 om natten, og Simon og jeg var netop lige kommet hjem fra restauranten. Det havde været hyggeligt nok. Simon havde nu bare ikke sagt helt så mange ting til mig, og det gik mig måske lidt på. Men han skulle bare bløde op til i morgen, og så var han vel så god som ny. Til mit held skulle jeg ikke på arbejde, så jeg havde dagen til at slappe af – hvilket jeg nu også havde haft i dag, men den havde jeg jo valgt at bruge sammen med Liam, som jeg i øvrigt også havde tænkt en del på her til aften. Hvorfor, vidste jeg ikke. Han var vel bare det man i mit hoved kaldte for interessant. Og det mente jeg virkelig.

Jeg tog min kjole af og smed til vask, inden jeg børstede mine tænder. Dernæst slentrede jeg langsomt ind på værelset, hvor jeg også fandt min taske. Deri fandt jeg blandt andet min telefon, som jeg tog med over i sengen. Jeg lagde mig ned og gik så ind og tjekkede min Facebook via iPhonen. Da det var gjort, fandt jeg det lystigt at skrive en sms til Liam. Et tak for i dag. Så det gjorde jeg. Og jeg kunne vel kun være glad for, at han svarede mindre end to minutter efter.

Selvtak. Vi kunne evt. finde en anden dag, hvis du har lyst? :-)

Jeg smilede for mig selv og gik i gang med at taste løs.

Helt sikkert! Køb nogle flere chips til næste gang

Haha, skal jeg nok :)

Yayyyyy! :-D

Da jeg havde sendt min besked, rettede jeg min opmærksomhed hen mod døren, hvor Simon kom ind. Han havde smidt sit tøj og var kun iført et par boxershorts nu. Jeg fulgte ham med blikket, da han lagde sig i sengen ved siden af mig. ”Jeg slukker,” sagde han kort og trykkede på kontakten, inden jeg nåede at sige noget. Lige idet samme vibrerede min telefon, og jeg så på skærmen. Endnu en sms fra Liam.

:-D

Jeg smilede svagt og lagde telefonen tilbage på natbordet. Dynen trak jeg helt op over mine skuldre, imens jeg løftede mit knæ lidt længere op, indtil jeg ramte Simons hofte. ”Undskyld,” mumlede jeg og fjernede det hurtigt. Han svarede ikke rigtig, indtil han pludselig lænede sig ind over mig.

”Nej, det er mig, der undskylder, Sophie,” begyndte han. Jeg rynkede panden lidt og så mindre fortvivlet på ham. ”Jeg skulle ikke blive sur over, at du kom sent hjem. Det er ikke din skyld, at trafikken sparker røv her i London. Jeg overgearede, og det er jeg ked af.” Hans ord gjorde et ryk i min mundvige, og før et smil fik lov at placere sig på mine læber, kyssede jeg ham blidt på munden en enkelt gang.

”Og for resten så du knaldgodt ud her til aften..” Mit smil kom tilbage, og denne gang gjorde jeg intet for at stoppe det. ”I lige måde,” fortalte jeg og kørte en finger op og ned ad hans bare bryst. Han sendte mig et smil igen og pressede derefter sine læber mod mine.


_______________________________________________________________________________

 

A/N:

Undskyld den lange ventetid, men her er endnu et kapitel.

Hvem er I så med? Siam? Siphie/Somon (hvilket virkelig lyder åndssvagt, men screw that!)

Btw, hvis I vil være søde at like, er I bare nogle skattere<3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...