Runaway Bride - One Direction

Alle piger har vel en eller anden drøm om, at deres drømmeprins kommer ridende på den hvide ædelganger og får en happily ever after. Det gælder også 19 årige Sophie fra London. Forlovet er nemlig lige hvad hun er, med sin kommende mand, Simon. Selvom hun er ung, er det kærligheden, der tæller imellem det unge par, og den holder længere med et ægteskabsløfte. Der var dog én ting Sophie ikke havde tænkt på, da hun sagde ja til at gifte sig med Simon. Og det var konsekvenserne ved at forelske sig i en anden. Hvordan kan man gifte sig med en, som man pludselig slet ikke elsker og hellere vil forlade til fordel for en anden?

711Likes
793Kommentarer
58046Visninger
AA

6. 5

 

”First step to forever.”

 

Liams synsvinkel

”Hvor blev Sophie af?” spurgte Niall undrende. Jeg kiggede hen mod døren, der stadigvæk stod på klem. ”Det ved jeg faktisk ikke. Måske var det med hendes mor noget om brylluppet,” fortalte jeg med et skuldertræk. Han nikkede lidt. ”Hun ser meget sød ud..” mumlede han langsomt. Jeg grinede lidt og nikkede enigt. Mere havde jeg ikke ligefrem at sige. Sophie så sød ud. Hun var sød. Alt i én pakke. Hendes smil fik mig til at smile. Der var et eller andet over hende, da hun kiggede på mig. Noget sært, men helt igennem rart. Jeg kunne ikke fortælle, hvad det var.

”Jeg forstår gerne, at ham der vil giftes med hende,” sagde Niall og trak mig ud af mine tanker igen. Jeg rynkede panden en smule. ”Simon?” Han nikkede. ”Siger du, at du gerne vil giftes med hende, Nialler?” drillede jeg med et smil. Han himlede med øjnene og rystede på hovedet. ”Jeg siger bare, at jeg godt forstår Simon. Hun er da sød. Og lidt køn.” ”Meget,” rettede jeg, men fortrød lidt da Niall skød et øjenbryn i vejret. Han åbnede munden som tegn på, at han skulle til at sige noget, men inden da hørte jeg mit navn blive nævnt fra min mor nedenunder. Jeg kiggede hen mod døren og tilbage på Niall.

”Bliver altså nødt til at smutte. Mor kalder.” Jeg smilede undskyldende, men Niall smilede bare og nikkede. ”Så ses vi nok senere,” fastslog han. ”Jep! Jeg tror, jeg laver et Twitcam senere, så kom på mand,” sagde jeg og vinkede til ham. ”Ok!” Han vinkede igen, og så lagde jeg derefter på.

Jeg klappede min computer sammen og gik nedenunder med et smil. Jeg fortsatte ind i stuen, hvor min mor sad. Til min overraskelse sad hverken Sophie eller hendes mor der. Jeg rynkede panden en smule og kiggede rundt.

”De er taget hjem,” hørte jeg min mor sige, som om hun kendte spørgsmålet. Jeg så på hende med løftet øjenbryn. ”Nå,” mumlede jeg en smule forbløffet. Lidt undrende over Sophie ikke havde sagt farvel. ”Og jeg skulle undskylde og hilse fra Sophie. Hendes mor tvang hende af sted.”

Et lille smil poppede langsomt op på mine læber, og jeg spændte lidt i kæberne for, at det ikke blev større. Det var rart at vide, at hun tænkte på en – altså ikke udelukkende mig, men ja.

”Hvorfor kaldte du?” spurgte jeg min mor om og satte mig langsomt ned i sofaen med fødderne oppe på bordet. ”Liam, ned med de fødder,” sukkede hun strengt. Jeg grinede lidt og fjernede dem efterfølgende. ”Beklager..” Hun himlede med øjnene, men smilede modvilligt da hun satte sig ned. ”Jeg skal hen og handle. Vil du med, eller vil du være her eller..? ” Jeg rystede kort på hovedet. ”Jeg bliver her. Jeg tror, det er bedst for os begge.” Jeg smilede undskyldende, hvilket hun gengældte. ”Så kører jeg bare. Er der noget bestemt aftensmad du kunne tænke dig?” Hun rejste sig og begyndte at gå ud i køkkenet. Som en lydig hund marcherede jeg efter hende. Hun tog sko på, og jeg lænede mig op ad dørkammen. ”Du kan købe lige, hvad du har lyst til,” fastslog jeg med et smil.

Hun rettede sig op og smilede stort. ”Det vil jeg så gøre. Jeg er hjemme om en times tid cirka. Din far kommer også snart.” Hun vendte sig om og åbnede døren. ”Vi ses,” sagde hun. ”Yes.” Hun lukkede døren, og jeg gik tilbage ind i stuen med et lille smil på læberne.

 

 

Sophies synsvinkel

”Simon, jeg smutter!” råbte jeg igennem gangen. Et smil gled hen over mine læber, da han stak hovedet ud fra køkkenet med et trist ansigtsudryk. ”Hvorfor skal du på arbejde nu?” spurgte han brokkende. Jeg trak på skuldrende. ”For at få nogle penge...” Han himlede med øjnene og kom hen til mig. ”Du behøver ikke penge, når du har mig,” fastslog han og trak mig ind til et knus. Jeg fnes let og trak mig en smule fra ham, eftersom jeg var lidt sent på den.

”Du kan jo ligesom ikke forsørge mig for evigt, vel?” Jeg lænede mig op mod ham og lod mine læber presse sig imod hans. Han smilede i kysset og gjorde det endnu mere grådigt. Da hans hånd begyndte at snige sig op under min bluse, trak jeg mig grinende væk. ”Ah ah. Ikke nu du,” sagde jeg og klaskede ham blidt på kinden. Han sukkede og smilede ellers bare.

”Hvad tid har du fri?” spurgte han og kiggede mig i øjnene med sine varme, blå øjne. ”Halv syv. Jeg er hjemme ved syvtiden,” svarede jeg kort. Hans mundvige begyndte at pege ned ad, hvilket fik mig til at grine. ”Jeg skynder mig hjem,” lovede jeg. Han sukkede og nikkede. ”Så vil jeg bare være helt alene hjemme...” mumlede han trist. Jeg smilede og kyssede ham. Varmen bredte sig i min mave, og fik mig til at smile som en gal.

”Jeg må gå nu,” sagde jeg imellem kyssene. Simon nikkede og trak sig væk. ”Hav en god dag.” ”Mange tak. Og i lige måde,” smilede jeg og vendte mig om mod døren. ”Elsker dig,” fortalte han. ”Lige måde!” Jeg smilede stort for mig selv, inden jeg åbnede døren, gik ud og lukkede den i efter mig. Et gisp undslap mine læber, da jeg kiggede på klokken og så, at der var 20 minutter, til jeg skulle være på arbejde.

Det var en helt normal onsdag, så jeg havde en almindelig lang arbejdsdag. Ikke, at jeg havde noget imod det. Tværtimod elskede jeg det. Jeg kunne godt lide at finde tøj til andre, og hvorfor ved jeg ikke, men mænd havde altid være mit speciale. Jeg kunne nu godt finde tøj til mig selv, men jeg duede simpelthen ikke til at finde tøj til andre kvinder. Måske fordi deres stil var så meget mere avanceret end mænds.

Jeg kiggede ned ad mig selv, da jeg tog elevatoren ned til stueetagen og var vældig tilfreds med mit tøjvalg (link i kommentar).

Luften udenfor var kølig, dog skinnede solen lidt. Alligevel gøs jeg en smule, da en brise ramte mig. Jeg satte tempoet op og kiggede ned på mit ur. Et held at jeg boede så tæt på Oxford Street. Ellers kom jeg nok for sent.

Efter 10 minutter trådte jeg ind i den store butik. Mit blik gled rundt i butikken, hvor der ikke var helt så mange. Klokken var heller ikke mere end lidt i 12 om formiddagen, så de fleste folk var på arbejde.

Jeg lagde mine ting ud i omklædningsrummet og tjekkede mig selv hurtigt ud i spejlet, inden jeg gik ud i butikken igen, hvor jeg så Oliver, min kollega/ven. Han stod og betjente en kunde, og jeg smilede lidt, da han så hen på mig.

”Sophie!” lød det bag mig. Jeg vendte mig om og så på min chef, Casper. Han var i gang med at tage sin frakke på, skulle nok til møde eller sådan noget. ”Hej,” sagde jeg og smilede. Han nikkede og sendte mig selv et smil. ”Jeg vil gerne have dig til at prøve noget nyt i dag,” fortalte han, imens han svang et tørklæde om halsen. Jeg rynkede panden lidt og nikkede. ”I stedet for kun at stå i kassen og hjælpe folk med at finde rigtige størrelser, så vær der når de skal klæde sig på, så du kan bedømme og gøre dem tilfredse. Leg personlig shopper, eller hvad man så end kalder dem.” Han grinede kort og sendte mig et stort smil. Jeg nikkede lydigt og så rundt på en mand, der kom gående ind i butikken. Jeg havde ikke ligefrem noget imod at hjælpe med at finde tøj og sådan, det gjorde det vel bare sjovere.

”Jamen, jeg smutter til møde nu. Dig og Oliver har butikken i dag, så hav det godt.” ”I lige måde,” smilede jeg og vinkede en enkelt gang, inden han gik hen til døren og ud af den. ”Sophie, kom og hjæææælp,” lød det fra Oliver. Jeg kiggede på ham og smilede stort, hvorefter jeg gik hen til ham.

”Har du solgt godt i dag?” spurgte jeg nysgerrigt. Han trak på skulderende. ”Der har ikke været så mange. Men jeg hjalp en med at finde et slips!” Han smilede bredt, og jeg grinede lidt. ”Nå, men det er da også godt,” fastslog jeg med et smil.

 


 

 

Fem timer var gået. Urets viser indikerede, at der kun var to½ tilbage. Det havde været fem rimelig lange timer, eftersom der næsten ingen kunder havde været i dag. Lidt skuffende næsten. Men okay, jeg havde snakket og haft det rimelig sjovt med Oliver.

”Så tager jeg denne her,” fortalte en ung mand, som jeg lige havde fået lov at finde en sweater til. Jeg nikkede smilende og tog imod den. Vi gik op til kassen, og jeg slog den ind på kasseapparatet. ”Kort eller kontant?” spurgte jeg. ”Bare kort, tak.” Jeg nikkede og gjorde som besked. Imens han tastede kode, lagde jeg skjorten ned i en pose og rakte ham. ”Værsgo. Hav en rigtig god dag,” sagde jeg og smilede stort. ”Tak og i lige måde,” svarede han og gengældte mit smil. Jeg fulgte ham med øjnene, da han smuttede ud.

”Seriøst, Sophie har du set de der bøjler til de hvide skjorter?” halvråbte Oliver ude fra lageret. Jeg begyndte at grine af hans opgivende stemme og gik derud. Han stod ved en række kasser og kiggede i en. ”Jeg tror, de ligger her..” Jeg gik hen til en kasse, der stod i den modsatte retning og åbnede den. ”Næh,” mumlede jeg for mig selv og vendte mig om med et skuldertræk. ”Beklager, jeg ved det ikke,” sagde jeg. Han sukkede lidt. ”Fuck det så.”

Han smilede til mig, og jeg rystede på hovedet. ”Hvordan går det med bryllupsforberedelserne?” spurgte han interesseret og begyndte at rode i en anden boks. ”Helt fint,” svarede jeg og studerede ham en smule. På trods af han kun var 17 år, så han meget mere moden ud. Mørkt hår, store overarme, lille skægstub. Han var et rimelig stort hit, når damerne kom herind og skulle finde tøj til deres venner eller kærester. Måske fordi han godt kunne lide at flirte. Selvom det så enormt morsomt ud. I den sidste ende fejlede han altid. Og så skulle jeg selvfølelig høre på det.

Mine tanker blev afbrudt af et højt bump, og jeg spærrede øjnene op, da jeg så Oliver ligge på jorden med bøjler, og jeg ved ikke hvad, udover sig. Jeg brød ud i grin og kunne slet ikke stoppe. ”Ja tak,” mumlede han vrissent og rejste sig. ”Du- hha-” Min mave trak sig sammen i krampe, så jeg slappede lidt mere af. ”Der er desuden nogle ude i butikken, så bør du måske ikke gå ud og betjene dem?” ”Nå, nå, nå, der blev man lidt muggen, hva?” drillede jeg og smilede, inden jeg småluntede ud i butikken igen.

Der stod en flok drenge ved kassen og ventede, og da de så mig begyndte de at smile lidt. Jeg tjekkede dem hver især ud, indtil mit blik landede på en velkendt person, der så ganske vist godt ud som altid.

”Liam?”

”Sophie?”

Det havde jeg nu ikke lige helt regnet med, måtte jeg indrømme. Jeg så hurtigt på resten af drengene, der lod til at være Harry Styles, Niall Horan, Zayn Malik og Louis Tomlinson. Hold da op!

”Hvad laver du her?” spurgte jeg og vendte min fokus tilbage til Liam. Han sendte mig et smil og kiggede kort rundt på drengene. ”Ude og shoppe lidt med drengene,” fortalte han. Jeg nikkede og smilede til dem.

”Skal du ikke præsentere os?” hørte jeg en af drengene sige en smule flabet til Liam. Han rømmede sig en smule og nikkede. ”Sophie-,” begyndte han og så mig i øjnene med et varmt blik. ”-det her er Zayn, Harry, Niall og Louis.” Han udpegede drengene hver og en, og de vinkede kort, når jeg så på dem. ”Hej med jer,” hilste jeg og smilede en smule.

”Rart at møde dig,” fastslog Louis og rakte en hånd frem mod mig. Jeg tog tøvende imod den og nikkede. ”I lige måde,” svarede jeg og trykkede den et par gange, før jeg slap den.

”Hvad laver I så her?” spurgte jeg og så på Liam, som egentlig var den person, som jeg følte mig mest tryg ved lige her af dem. Han gjorde mig rolig, når jeg kiggede på ham. ”Vi skal finde noget tøj og ville høre, om vi kunne få noget hjælp,” fortalte han og sendte mig et svagt smil. Jeg nikkede og kiggede ud mod lageret. ”Vil I have min hjælp eller en drengs..?” hørte jeg mig selv sige, imens jeg kiggede tilbage på dem. De udvekslede et par blikke og endte med at trække på skuldrende. ”To sekunder,” mumlede jeg hurtigt og skyndte mig hen mod lageret, hvor Oliver var i gang med at samle bøjler op.

Jeg var ved at grine men droppede det hurtigt. ”Oliver, jeg har brug for din hjælp,” sagde jeg kort. Han så på mig og løftede øjenbrynene lidt. ”Til hvad?” spurgte han og kom hen imod mig. ”Der står fem drenge og har brug for vores hjælp.” Han nikkede varsomt. ”Du tager to, jeg tager tre,” bestemte han. Jeg himlede med øjnene og vendte mig om, hvorefter jeg gik ud til drengene, der stod og ventede på mig.

Oliver kom ud til mig og kiggede kort på dem, inden han så ophidset hen på mig. Jeg smilede lidt til ham og så så på Liam. ”Hvis Oliver hjælper tre af jer, så kan jeg hjælpe to,” sagde jeg. Han nikkede og tog Nialls hånd. ”Vi går med dig. Så kan de tre andre gå med Oliver,” kommanderede han. ”I orden,” svarede Zayn og flyttede sig hen til Louis og Harry.

”Så hvad mangler I?” spurgte jeg og gik væk fra kassen med dem i hælene. ”Jeg mangler et bælte. Og måske en t-shirt,” fortalte Niall. ”Og jeg mangler nogle bukser og en skjorte,” fortsatte Liam. Et smil poppede op på mine læber, da han sendte mig et. Niall skubbede ham ivrigt fremad, så vi endte ved den store afdeling med t-shirts.

”Jeg kigger lige en gang,” sagde han og efterlod Liam og mig tilbage. Jeg så langsomt hen på ham og opdagede, at han kiggede på mig. ”Jeg vidste ikke, at du arbejdede her,” fastslog han et smule fascinerende. Jeg trak lidt på skuldrende. ”Det er heller ikke ligefrem noget, jeg går og fortæller,” grinede jeg. Han rystede lidt på hovedet. ”Nej, selvfølelig ikke.”

Jeg så på Niall igen, der stod med et par t-shirts i hænderne. Han så ud til at have rimelig godt styr på tingene, så jeg valgte at blive stående ved siden af Liam.

”Er I blevet overfaldt af fans indtil videre?” spurgte jeg nysgerrigt. Han rystede på hovedet. ”Vores sikkerhedsvagt, Paul, står ude foran butikken. Men nej, vi har været rimelig heldige. De fleste er jo også i skole nu,” svarede han roligt. Jeg nikkede og smilede svagt.

”Hvilken en?” lød det henne fra Niall. Vi så begge derhen. Han stod med to t-shirts og holdte dem op for os. ”Den der,” svarede jeg fast, hvilket Liam også gjorde. Og vi hentydede til den samme. Jeg kiggede lidt hen på ham, og han smilede til mig. ”Det er godt I er enige,” mumlede Niall og lagde den anden på plads. Jeg smilede til Liam og så på Niall igen.

”Hvor har I bælter?” spurgte han og så rundt. ”Lige herhenne,” svarede jeg og førte an. Det tog ham ikke lang tid at finde et bælte. Så nu skulle vi bare i gang med Liam. Vi gik hen til bukseafdelingen, og han gik i gang med at kigge. Niall hjalp også en smule. Så jeg tog også initiativ til at kigge lidt.

”Hvad størrelse bruger du?” spurgte jeg og så på Liam. ”Kommer an på, hvilke jeans vi har at gøre med,” svarede han og smilede skævt. ”Sådan cirka?” Han grinede kort og viste mig mærket, der var på de jeans han stod med. Jeg nikkede og gik i gang med at lede. Mit blik røg hen på et par almindelige mørke jeans. Når jeg så på Liam, lignede han nu heller ikke en, der gik i det mest avancerede tøj. Derfor tog jeg dem også ud.

”Hvad med dem her?” Jeg så rundt og opdagede, at han stod rimelig tæt på mig, hvilket gav et lille sæt i mig. Han grinede af mig og kiggede på mit fund, hvorefter han nikkede. ”De er ret fede,” sagde han betænksomt og tog dem fra mig. Vores hænder snittede kort hinandens, og jeg beundrede næsten varmen i hans.

Jeg kiggede hen på Niall af ren refleks og så, han var i gang med at finde nogle jeans til sig selv. ”Liam, hvad syntes du om dem her?” spurgte han. Liam vendte sig om mod ham og nikkede. ”Prøv dem,” fastslog han og så på mig. ”En skjorte?” ”Denne vej.” Jeg sendte ham et lille smil, inden jeg begyndte at gå hen mod skjorteafdelingen.

Det gode ved Liam var, at han selv kunne finde sit tøj. Jeg kiggede lidt, men han havde selv styr på det hele. Så måske havde han alligevel ikke rigtig brug for mig. Det samme gjaldt selvfølelig også Niall.

”Jeg går hen til prøverummet,” lød det fra Niall, inden han igen forsvandt. Jeg kiggede på Liam, der stod og kiggede på en ternet skjorte. ”Ej, ikke den, Liam,” mumlede jeg. Han stivnede kort og så langsomt hen på mig med løftet øjenbryn. ”Hvorfor ikke?” spurgte han undrende. Jeg rystede på hovedet. ”Den vil ikke klæde dig,” fastslog jeg og trådte hen mod ham. Han så stadigvæk undrende på mig.

”Den der,” sagde jeg og pegede på en skjorte, der hang højt oppe. Jeg kunne faktisk ikke nå den, hvilket var en smule pinligt. ”Hmm.” Han så eftertænksomt på den og endte med at nikke. ”Jeg prøver den.” Jeg smilede lidt og så rundt for at få øje på stigen, der stod et eller andet sted.

”Beklager, jeg er ikke så høj, så jeg har brug for en stige.” Jeg kunne mærke farven stige lidt i mine kinder, da han begyndte at grine. ”Lad mig hjælpe,” smilede han og trådte hen til mig. Jeg løftede øjenbrynene lidt, da han prøvede at nå skjorten. Det gik nu bare ikke så godt for ham. ”Du kan heller ikke,” fnes jeg. Han sukkede en smule, men endte så pludselig med at smile. Jeg skulle til at spørge, hvorfor han stod og smilede sådan, da et par arme pludselig landede omkring mine hofter, og jeg blev løftet op fra jorden.

”Liam!” skreg jeg skingert. Han begyndte at grine, imens han bar mig lidt højere. Men da jeg stadigvæk sprællede med arme og ben, endte det med, at han satte mig ned. Da jeg stod så tæt op ad ham, kunne jeg mærke, at han grinede. ”Hvad laver du?” spurgte jeg overrasket og vendte mig om med et smil på læberne.

”Giver dig et hjælpende løft,” svarede han og slikkede sig hurtigt om læberne. Jeg kiggede lidt på ham og smilede større. ”En gang til.”

Jeg vendte mig om og kunne lidt efter mærke hans hænder på mine hofter. Han strammede grebet om dem og løftede mig op så let som ingenting. ”Lidt højere,” guidede jeg grinende. Han gjorde, som han fik besked på, og jeg kunne nå skjorten. Jeg tog den hurtigt og kiggede ned på Liam, der så smilende på mig. ”Got it.”

Han satte mig forsigtigt ned. Jeg vendte mig straks om og rakte ham tilfredst skjorten. ”Som kunden ønskede.” Han smilede lidt og tog imod den. ”Mange tak.” Jeg nikkede og kiggede hen mod prøverummet. ”Skal vi gå hen i prøverummet?” spurgte jeg og kløede mig i nakken. ”Jep.”

Vi gik i tavshed hen til prøverummene, og Liam gik ind i et af dem. Jeg lænede mig en smule forpustet op ad væggen og så ned på gulvet hen mod Liams prøverum, hvor jeg kunne se et par jeans falder til jorden. Jeg bed mig lidt i læben og kiggede væk. Jeg så rundt og undrede mig lidt over, hvor Niall blev af. Han var nok gået hen til Oliver og de sidste drenge.

”Hvordan går det?” spurgte jeg langsomt og gik tættere på Liams prøverum. ”Bukserne passer. Jeg mangler li-” Inden han nåede at sige mere, trak jeg gardinet lidt fra og stak mit hoved ind. ”-at knappe skjorten.” Han så afventende på mig og vendte sig om, imens han som sagt knappede sin skjorte. Jeg bed tænderne lidt sammen og gik helt ind til ham. Uden tøven hjalp jeg ham med at knappe skjorten.

Jeg lod mit blik glide hen over hans veltrænede mave, og kunne mærke varmen stige i min krop. Jeg ignorerede det kort og koncentrerede mig om knapperne, selvom jeg op til flere gange ramte hans hud og satte mig ud af fokus. Jeg havde ikke lyst til at indrømme det, men han satte mig ud af fokus. På en eller anden mærkelig måde.

Da jeg nåede længere op, mødte mine øjne hans. Han smilede svagt, og jeg gengældte det hurtigt og så derefter ned på knappen, jeg var i gang med. ”Du skal have den,” mumlede jeg beslutsomt, da jeg havde knappet den sidste. Han vendte sig om og så sig selv i spejlet. ”Syntes du?” spurgte han og kiggede på mig i spejlet. Jeg nikkede fast og ivrigt. ”Det klæder dig.” Han smilede igen og tjekkede sig selv lidt ud.

”Hvad koster det?” sagde han og prøvede at finde mærket på sine bukser. ”Lad mig tjekke,” tilbød jeg hurtigt og trådte om bag ham. Han stod musestille, imens jeg fik fumlet min hånd ned ad hans nakke, indtil jeg fik fat på mærket, der sad i ryggen på skjorten.

”Denne her koster 30£,” mumlede jeg for mig selv og slap det igen. Jeg tog min hånd op igen og kiggede ned. Enormt tøvende og usikkert trak jeg han skjorte lidt op og sank en klump, inden jeg lod to fingre glide ned i hans bukser. Jeg kunne mærke, at han bevægede sig lidt, da jeg fumlede med at få mærket op. Til sidst lykkedes det da.
”Og 35£,” afsluttede jeg og satte hans skjorte ordentligt igen. Jeg trådte til side, så vi igen kunne se på hinanden. Han nikkede og kløede sig lidt i håret. ”Jeg tager det,” fortalte han beslutsomt. Jeg nikkede og smilede svagt. ”Så... bare klæd om og kom ud igen.” Jeg vendte mig om og skyndte mig ud af prøverummet, så Liam stod alene tilbage.

Jeg tog en dyb indånding, da jeg kom ud og kiggede rundt. Jeg hørte en masse stemmer henne fra kassen og gik roligt derud. Opmærksomhed røg hen på mig, ligeså snart Oliver smilede til mig. Jeg gik om bag kassen og så smilende på drengene, der så smilende på mig.

”Hvor er Liam?” spurgte Harry og kiggede tilbage, der hvor jeg kom fra. ”Han skal lige skifte tøj,” fortalte jeg, og betragtede Oliver slå drengenes tøj ind. ”Jeg kommer lige om lidt,” mumlede jeg og gik ud i lageret. Jeg fandt min flaske på et af bordene og tog en tår vand. Da jeg havde sunket vandet, satte jeg låget på flasken igen og gik tilbage igen. Liam var kommet tilbage og stod og snakkede lidt med drengene.

Jeg gik hen til kassen og sendte Liam et smil. ”Kom herhen,” sagde jeg og stillede mig ved kasseapparatet, da Oliver stod i vejen ved det andet. Han gjorde, som jeg sagde og lagde sit tøj på disken. Forsigtigt slog jeg det ind, imens jeg udelukkende kunne mærke hans blik hvile på mig. Det føltes ikke ubehageligt, men det gjorde mig nu en smule usikker. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at smile en lille bitte smule.

”Jeg går altså lige ud og ryger en gang,” hørte jeg Zayn mumle. ”Jeg går med.” ”Samme her.” Jeg kiggede op og så på Zayn, Louis og Harry, der kiggede på mig. ”Det var rart at møde dig, Sophie,” smilede Harry. Jeg nikkede og grinede kort. ”I lige måde. I må have det godt.” Jeg smilede stort til dem alle tre. ”I lige måde. Godt bryllup,” svarede Louis venligt. ”Tak tak.” Zayn vinkede blot til mig, og derefter vendte de sig om og smuttede ud af butikken.

Jeg vendte tilbage til Liams tøj og så på beløbet. ”65£,” sagde jeg og kiggede endelig på hans flotte ansigt. Han nikkede smilende og fandt sin pung frem i baglommen. ”Bare på beløbet.” Jeg fandt en pose frem og lagde hans tøj pænt sammen. Så røg det ned i posen, og bonen blev herefter lagt ned i. ”Så!” Jeg rakte ham posen, og han til taknemligt imod den. ”Tak. Og tak for hjælpen.” Han sendte mig et varmt smil, der fik min mave til at slå knuder. Jeg nikkede og kørte en tot hår om bag mit øre. ”Det er jo mit job..” grinede jeg og gik ud til ham.

Han smilede større og lagde sine arme om mig. Jeg smilede for mig selv og trak mig langsomt væk fra ham. ”Vi ses.. jeg ved ikke hvornår,” sagde jeg en smule dumt. Han bed sig en smule i læben og kløede sig i nakken. ”Hvis du vil, kan du give mig dit nummer, så kan vi finde en dag, hvor vi kan lave noget?” Han smilede igen og pressede læberne lidt sammen. Uden tøven nikkede jeg afgjort.

Han trak sin telefon op ad lommen og rakte den hen til mig efter et par sekunder. Jeg tog den og skrev mit nummer ind, hvorefter jeg gav ham den tilbage.

”Skriv til mig, så jeg ved hvem det er,” sagde jeg og smilede svagt. Han nikkede og begyndte at gå baglæns. ”Det gør jeg. Så vi ses,” svarede han og vinkede. Jeg vinkede igen og fulgte ham med blikket, da han gik ud ad indgangen. Han vendte sig kort om og smilede lidt, inden han forsvandt helt.

”Woaw,” lød det langsomt fra Oliver. Jeg kiggede skånsomt hen på ham med løftet øjenbryn. ”Woaw hvad?” spurgte jeg og lænede mig op ad disken. Han kiggede nøje, en smule indlysende, på mig og rystede så på hovedet. ”Lige meget,” svarede han kort og stak mig et skævt smil. Jeg så undrende på ham, indtil han vendte sig om og gik hen mod en ny kunde.

Hvad gik det lige ud på?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...