Runaway Bride - One Direction

Alle piger har vel en eller anden drøm om, at deres drømmeprins kommer ridende på den hvide ædelganger og får en happily ever after.
Det gælder også 19 årige Sophie fra London. Forlovet er nemlig lige hvad hun er, med sin kommende mand, Simon. Selvom hun er ung, er det kærligheden, der tæller imellem det unge par, og den holder længere med et ægteskabsløfte.
Der var dog én ting Sophie ikke havde tænkt på, da hun sagde ja til at gifte sig med Simon. Og det var konsekvenserne ved at forelske sig i en anden. Hvordan kan man gifte sig med en, som man pludselig slet ikke elsker og hellere vil forlade til fordel for en anden?

711Likes
794Kommentarer
58434Visninger
AA

5. 4

  

”Closer.”

 

 

”Husk at skrive servietter på listen,” kvidrede mor. ”Har vi ikke dem?” spurgte jeg og tog en bid af æblet, der var placeret foran mig. Hun rystede på hovedet. ”Bree troede hun havde købt nogle, men hun glemte dem åbenbart i butikken.” Jeg nikkede og skrev det på listen over 'mangler'.

Vi var hjemme lige nu, mor og mig. Det var en helt almindelig søndag, og for en gang skyld kunne vi slappe af, imens far havde travlt med arbejdet, hvilket han for min skyld havde udskudt til i dag på grund af forlovelsesfesten.

Det var rart for en gangs skyld bare kunne smide fødderne op på sofabordet (hvilket jeg altså ikke gør, det er bare et godt udtryk for at slappe ekstra godt af) og læne sig helt tilbage i sofaen.

Ja, så længe det nu varede. ”Sophie, vi tager hen til Karen senere,” fortalte mor og slukkede fjernsynet, der var i gang. ”Hallo, jeg så det der,” brokkede jeg mig. ”Og hvem er Karen?” Mor så undrende hen på mig. ”Karen og Geoff? Liams forældre.” Ja, selvfølelig. Det kunne da have været hvilken som helst Karen.

”Jeg troede, vi skulle slappe af i dag,” mumlede jeg og rejste mig. Mor sendte mig et kærligt smil og rystede på hovedet. ”Det er godt min skat. Vi kører om 10 minutter.” Jeg smilede stort til hende, før jeg gik ud i køkkenet for at smide mit æbleskrog i skraldespanden, hvorefter jeg gik op på mit værelse.

Det var mit gamle værelse, som jeg stadigvæk havde beholdt, efter jeg flyttede sammen med Simon. Som min mor og far sagde, ”hvis der nu sker noget!”. Det gjorde der nu ikke, men det var rart en gang imellem at nuppe en weekend med dem.

Jeg skiftede som det første tøj, så jeg så en smule mere præsentabel ud (link i kommentar). Som sædvanlig havde jeg bare mit hår løst. Makeup havde jeg allerede på, så jeg var egentlig bare klar. Jeg gik nedenunder, hvor min mor stod og tog sko på. Lige da jeg ville trække i mine Converse, brød hun da ind, ”hvad med at tage de stiletter på, som Simon gav dig i fødselsdagsgave?” Jeg vendte mig rundt mod hende og så undrende på hende. ”Hvorfor?” spurgte jeg og spidsede læberne. ”Det er ikke helt små stiletter, du skal gå i til brylluppet..” Selvfølelig skulle det blandes ind i det hele. Mor troede, jeg ville falde på kirkegulvet, og selvom jeg havde en frygt for det, ville det ikke ske – heller ikke selvom jeg havde stiletter på.

”Hvis det gør dig glad,” mumlede jeg og smilede svagt, inden jeg travede ovenpå og fandt mine elskede sorte pumps, som Simon som sagt havde givet mig i fødselsdagsgave. Jeg havde kun brugt dem et par gange, så måske trængte de til at blive luftet en gang? Selvom det nu ikke var helt så ofte jeg gik i stiletter til hverdag. Jeg havde lidt sarte fødder, der sådan set elskede at få vabler.

Jeg skyndte mig nedenunder igen. Mor var allerede gået ud til bilen, så jeg gik ud ad døren og låste den med nøglerne, som hun havde sat i hullet. Jeg trak dem ud, gik ned til bilen og satte mig ind.

”Hvorfor skal Karen og Geoff egentlig hjælpe med brylluppet?” spurgte jeg, da jeg havde fået sele på. ”Karen kender til en masse butikker, hvor du kan få ting til bryllupper,” svarede hun spontant og holdte blikket på forruden. Jeg nikkede kort og lænede mig op ad vinduet, imens jeg betragtede husene, vi kørte forbi.

Mor og far boede cirka en halv time fra Londons centrum, så der var nu ikke helt så meget trafik her, som der var der. Heldigvis. Nogle gange var det til at blive sindssyg af. Alle de dyttende biler, busserne, der hold helt oppe ad en anden bil, menneskerne, der bare skulle over vejene. Jeg var et menneske, der godt kunne lide at cykle, men det droppede jeg, da jeg flyttede ind til selve London. Med mindre jeg havde et førtidsønske om at medvirke i en trafikulykke, og det havde jeg altså ikke.

Køreturen varede ikke så længe, for mindre end 20 minutter efter, parkerede mor bilen foran et stort, flot hus lavet af mursten. Jeg betragtede det kort, inden jeg klikkede min sele op og steg ud ad bilen. ”Bor de her?” spurgte jeg mor en smule forbløffet om, inden jeg gik efter hende op mod hoveddøren. ”Nej, det er bare for sjovt vi er på vej op til en dør,” jokede hun. ”Haha, jeg dør af grin,” mumlede jeg lamt, men kunne ikke lade være med at smile lidt. På trods af min mor var 49 år, havde hun stadigvæk en del humor, og så var hun frisk og på hele tiden. Det var også derfor vi havde det så godt sammen. Hun havde helt klart hjulpet mig igennem nedture igennem hele mit liv, og jeg elskede hende for det. Hun vidste, hvem jeg var.

Mor ringede på døren, da vi nåede den, og straks gik den op. Karen stod med et smil på læberne og så ikke særlig overrasket ud. ”Hej med jer,” hilste hun og trådte til side, så vi kunne komme indenfor. ”Hej,” svarede mor og jeg i kor. Jeg smilede og gik indenfor i en dejlig duft, der mindede mig om nybagt chokoladekage.

”Hvordan går det?” spurgte Karen mor om, og så begyndte de ellers at starte en samtale. Jeg fulgte med dem ind i stuen og slog mig ned i sofaen, der var rimelig behagelig at sidde i. Mit blik søgte rundt i stuen, som var virkelig flot. Klassisk, men moderne. Sådan som jeg ville ønske mor og far ville indrette deres hus, men nej, de var lidt for meget inde på det med designet. I forhold til Simon og jeg, der bare gerne vil have et sort/hvidt-tema med et par enkelte farver. Men smag og behag.

”Nå, Sophie,” begyndte Karen og så på mig med et smil. ”Glæder du dig? Der er jo ikke så lang tid tilbage.” Jeg smilede og nikkede. ”Hvordan skulle det være muligt ikke at kunne glæde sig,” sagde jeg og grinede kort. Jeg opdagede mor sad og smilede stort til mig. Jeg gengældte smilet og kørte en tot hår om bag mit øre.

”Sig mig får du ikke ondt i fødderne af at rende rundt i de sko? Du må gerne tage dem af.” Jeg kiggede ned på mine pumps og trak lidt på skuldrende, men tog dem alligevel af. Som sagt var mine fødder gode venner med vabler, og eftersom jeg hadede vabler, ville jeg ikke tage chancen. Jeg rejste mig op, hvorefter jeg stillede mine pumps ud i gangen og gik dernæst ind i stuen igen. ”Jeg har købt et par magasiner og set på nogle hjemmesider angående buket, som du sagde I manglede,” hørte jeg Karen sige til min mor, imens jeg satte mig ned i sofaen.

”Jeg har også taget et par med,” sagde mor og fandt sine vidundere i sin sorte taske. Karen kiggede hurtigt op på mig og sendte mig et kærligt smil. ”Hvis du er sulten eller tørstig, er der kage, te eller vand ude i køkkenet,” fortalte hun. Jeg løftede øjenbrynene interesseret og nikkede så, inden jeg rejste mig. Jeg havde gevaldigt meget lyst til noget the, og da jeg så, at det var kamillete, kunne jeg ikke lade være med at smile.

Jeg kiggede lidt rundt i køkkenet, fik øje på nogle tekopper, der stod i et glasskab og tog en ud. Derefter hældte jeg the op fra kanden, helt op til kanten næsten. Det sidste, der manglede var bare honningen, der stod på køkkenbordet. Da jeg havde fundet en teske, tog jeg en skefuld i og rørte rundt. Låget på honningen kom på, og jeg tog koppen og gik ind i stuen til de to damer, der sad og kiggede blade igennem.

”Har I fundet noget?” spurgte jeg, da jeg havde sat mig ned igen. ”Måske noget inspiration til din buket,” svarede mor og pegede på buketten, der var vist på bladet. Jeg studerede billedet lidt og smånikkede. ”Den er meget fin,” sagde jeg for mig selv, selvom det vist nok lød rimelig uinteresseret. Ikke fordi jeg var uinteresseret. Jeg var bare en smule træt, måtte jeg indrømme. Vi havde knoklet meget med brylluppet her på det sidste, og det var sjældent, jeg fik lov at sove længe, eftersom jeg også havde et arbejde at passe. Eftersom jeg blevet en smule skoletræt, valgte jeg ikke at gå videre med en faglig uddannelse. Jeg havde gået på high school, men det var også det. Til gengæld havde jeg fået et fint job i Jack & Jones, hvilket rigtigt nok var en tøjbutik for mænd, men det var hyggeligt at arbejde der. Og lønnen var endda ikke så ringe.

Mor og Karen sad og snakkede på livet løs, imens jeg sad stille og drak min the. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle lave. Det undrede mig lidt, at jeg skulle med herhen, hvis jeg ikke rigtig kunne byde ind med noget.

”Sophie,” sagde Karen pludselig. Jeg kiggede opmærksomt på hende med løftet øjenbryn. ”Liam er ovenpå på sit værelse. Han sidder garanteret foran computeren og laver alt muligt pjat-” hun grinede kort, inden hun fortsatte, ”-hvis du vil, må du gerne gå op til ham.” Hun sendte mig et stort smil, og ventede på mit svar. Jeg tøvede lidt, men nikkede. Liam var meget flink, og jeg kedede mig ekstremt, så hvorfor ikke?

Inden jeg gik ovenpå, satte jeg tekoppen ud i køkkenet. Karen havde fortalt, at jeg skulle dreje til højre og gå helt ned for enden, hvor der var en dør. Det var der som sagt. Jeg bankede nysgerrigt på og bed mig lidt i læben.

”Ja, mor?” lød det fra en velkendt stemme, lidt irriteret måske? Jeg smilede sagt for mig selv, inden jeg trak dørhåndtaget ned, åbnede døren og stak hovedet ind, så jeg så ind på et rimelig stort, blåt værelse. Mit blik nåede kort at glide rundt, inden det endte på en seng, hvor Liam sad med sin computer i skødet.

”Hej,” hilste jeg og gik langsomt ind, hvorefter jeg lukkede døren efter mig. ”Sophie?” spurgte han lettere forvirret og en smule genert – nok fordi han lige havde troet, at jeg var hans mor. Alligevel var det lidt sødt, og jeg fik en god fornemmelse i maven af det. ”Hvad laver du her?” ”Din mor og min mor skulle åbenbart snakke om brylluppet og sådan lidt, og jeg kedede mig lidt. Så din mor sagde, at jeg kunne gå op til dig,” fortalte jeg og studerede værelset lidt grundigere denne her gang. Her var pænt, en smule rodet men det var der vel på alle værelser til tider. Desuden havde han udsigt lige ned til indkørslen og vejen, samt en lille altan, og det pyntede meget fint.

”Nå,” sagde han og satte hurtigt computeren fra sig, hvorefter han rykkede tættere på sengekanten og svang fødderne udover den. ”Hvordan går det?” spurgte han interesseret. ”Sådan fint siden vi sås i går,” sagde jeg med et lille latter efterfølgende. Jeg tøvede lidt, men satte mig i sengen ved side af ham. Han smilede lidt og nikkede. ”Hvad laver du her, siden du kørte hjem i går?” Jeg så intenst på ham og nød egentlig hans øjne mod mine. Han havde et rart blik. Flotte, brune øjne.

”Min mor spurgte, om jeg ikke havde lyst til at hjælpe med et par ting herhjemme, og udover et interview i morges, havde jeg ellers ikke noget, jeg skulle. Så jeg sagde ja,” svarede han og smilede varmt til mig.

Jeg rynkede panden lidt, på en interesseret måde. Imens kunne jeg ikke lade være med at smile for mig selv. Jeg lod mig selv glide ind i mine tanker, imens jeg så på ham. Han grinede kort og så undrende på mig. ”Hvad er der?” Jeg rystede på hovedet og lukkede øjnene kort, inden jeg åbnede dem igen. ”Jeg syntes bare, at det er en smule sjovt, at du – af alle mennesker – tropper op til mit bryllup,” fortalte jeg og smilede skævt for mig selv.

Han løftede øjenbrynene undrende, men jeg kunne sagtens se det lille, drillende smil, der gemte sig på hans røde læber. ”Virkelig? Hvorfor dog det?” Jeg kunne ikke lade være med at smile, og besluttede for sjov at lade mig spille med, ”tjo, det ved jeg ikke..” Hans smil blev større og større i takt med mit. ”Måske fordi du er verdenskendt?” Der gik ikke mere end et par sekunder, før vi begge brød ud i en lav latter, der klinkede vældig godt sammen. Det tog lidt tid, før vi kunne se på hinanden uden at grine igen.

”Idet mindste tager du det pænt,” fastslog han lidt efter. ”Hvad havde du forventet?” spurgte jeg nysgerrigt. Han trak på skuldrende. ”Du virker rimelig fornuftig,” mumlede han kort. Jeg svarede ikke, men begyndte at bide mig i læben. Hvorfor kunne jeg ikke helt finde ud af. Jeg plejede at have det fint nok med, når folk komplimentere mig og elskede at give dem en igen, men der var noget, der stoppede mig lige nu. Måske facten af, at jeg slet ikke kendte Liam rigtigt? Sådan helt rigtigt. Det kunne godt være, at jeg havde snakket med ham og, han havde kørt mig hjem, men det var ikke ligefrem fordi vi delte vores dybeste hemmeligheder med hinanden.

Jeg kiggede rundt på værelset, til jeg fik øje på et billed, der hang på væggen. Faktisk var det ikke et billed, men et maleri. Og jeg kunne knap nok skimte, at der stod Liam nede i hjørnet.

”Ej, har du malet det?” spurgte jeg og sprang op fra sengen, hvorefter jeg gik hen og nærstuderede det. Det forestillede fem drenge i tændstiksudgave. Ud fra håret på drengene, kunne jeg sagtens se, hvem det forestillede. Krøllerne. Det sorte. To gange brun. Og så det blonde. One Direction.

”Ja. Det gjorde jeg faktisk under X-Factor med drengene,” svarede Liam, så jeg blev helt overrasket. Han stod lige bag mig, hvilket jeg slet ikke havde bemærket før. Han måtte have rejst sig rimelig lydløst. Jeg kunne høre hans latter slå igennem, nok fordi jeg var blevet så overrasket, og det satte kuldegysningerne i gang. En mærkelig mavefornemmelse svævede rundt inde i mig i et par sekunder, før den forsvandt igen.

Hvad gik det lige ud på?

”Den er flot,” prøvede jeg mig frem og ignorerede det, der lige skete før. ”Det lyder nu ellers ikke ligefrem, som du syntes det,” hørte jeg Liam sige bag mig. Jeg bed mig lidt genert i læben og grinede kort, hvorefter jeg vendte mig om mod ham. Han stod virkelig tæt på mig, og det frembragte endnu et chok. Derfor skyndte jeg mig hurtigt at træde et skridt til side. ”Undskyld,” mumlede han kort og måske en smule genert endda. Mine læber lyste op i et lille smil, og jeg rystede på hovedet. ”Min fejl..”

Der var lidt stilhed imellem os, indtil han endelig valgte at bryde ind igen, ”har du lyst til at lave noget?” spurgte han langsomt. Jeg rystede lidt på hovedet og kiggede hen på hans computer. ”Var du ikke i gang med noget, før jeg kom ind?” Jeg så tilbage på ham. Han nikkede. ”Jeg var bare lidt inde på Twitter og follow'e og sådan lidt,” forklarede han. ”Fortsæt med det,” fastslog jeg og smilede skævt, inden jeg sprang hen i hans seng, der for resten var virkelig lækker.

Liam grinede lidt, inden han satte sig ned ved siden af mig. Vores rygge hvilede mod væggen, og der var ikke megen mellemrum imellem os. Han tog sin computer op i hans store hænder og placerede den på hans lår. Da han havde tændt den igen, var den stadigvæk inde på Twitter. Meget interessant.

”Har du Twitter?” spurgte Liam nysgerrigt og så på mig, inden han flyttede musen op i søgefeltet, som om han forventede et ja. Men det havde jeg faktisk. Dog brugte jeg den slet ikke. ”Det har jeg, ja,” svarede jeg kort. Han løftede øjenbrynene og så afventende på mig. ”Altså, jeg har ikke været derinde, siden jeg var.. 17, tror jeg. Du ved.. jeg ville gerne have Brad Pitt til at følge mig.” En svag rødmen satte sig i mine kinder, men jeg kiggede ikke væk. Han måtte hellere end gerne vide, at jeg havde været virkelig obsessed med Brad Pitt. Lige indtil han fik skæg. Der måtte jeg anerkende, at han ikke var min smag mere.

”Jaså?” svarede Liam og smilede lidt. ”Brad Pitt?” Jeg nikkede mere eller mindre stolt. ”Jeg elsker ham,” mumlede jeg for mig selv. Han grinede højlydt et par gange, før han kiggede på søgefeltet igen. ”Hvad er dit navn?” Jeg løftede et øjenbryn kort, men smilede så bare i stedet for, ”SophieDsparks,” fortalte jeg, og han begyndte at skrive med hans lange fingre, der flydende gled hen over tastaturet i noget, som jeg gerne ville kalde elegante bevægelser.

”Hedder du Sparks til efternavn?” mumlede Liam lidt for sig selv, imens han fandt min profil. Wuhu, 13 followers. Og jeg fulgte selv 56. ”Sophie Destiny Sparks,” svarede jeg og kiggede lidt flovt på min profil. Jeg måtte indrømme, at det var en smule pinligt, at jeg havde sådan en latterlig Twitter-profil, når Liam havde flere millioner followers og ikke fulgte helt så mange selv. Men jeg var ikke kendt, og det kunne jeg da bruge som undskyldning!

”Så follow'er jeg dig,” sagde Liam kort efter. Jeg smilede, da jeg så beviset på skærmen. ”Burde du ikke follow'e folk, som er virkelig forelsket i dig?” spurgte jeg eftertænksomt. Han kiggede på mig med en rynket pande. ”Forelsket?” Jeg nikkede. ”Dine dedikerede fans?” Han grinede og trak lidt på skulderende. ”Nu kender jeg jo dig rigtigt.” ”Netop!” Drillende tog jeg fat i hans computer og placerede på mine lår. Så gik jeg ud på forsiden og så alle tweets'ne strømmede ind. Det var helt vildt!

Jeg smilede for mig selv, som jeg begyndte at trykke follow på nogle af profilerne. Fornemmelsen føltes godt. De mennesker måtte blive virkelig glade nu. Måske endda græde. Det ville jeg have forstået, eftersom jeg havde haft det sådan med Brad Pitt.

”Du kan få et job hos mig som min personlige assistent, der follow'er folk for mig,” begyndte Liam og rejste sig. Jeg grinede og nikkede. ”Hvad er lønnen?” Han smilede stort, før han gik hen mod døren. ”Jeg kommer lige om lidt,” fortalte han, inden han smuttede ud og lukkede døren efter sig.

Jeg smånikkede for mig selv, imens jeg lod mit blik glide hen over skærmen, indtil jeg hørte hans bærbar sige en høj lyd, der lød som Skype.

Rigtigt nok, blinkede Skype-ikonet nede i proceslinjen. Og det gjorde den et par følgende gange igen, inden der pludselig dukkede et vindue op fra Skype med en lyd, der indikerede, at en person ville på webcam med Liam.

Åh nej.

Jeg læste hurtigt, hvem det var, der ringede. Der stod Nialler på skærmen, og det fortalte mig så, at det var Niall Horan. ”Liam?” mumlede jeg hjælpeløst, inden døren gik op igen. Jeg så hurtigt derhen. Liam kom ind med tallerkener hvorpå der lå kage.

”Sophie?” sagde han, som om han havde hørt det hele. ”Niall ringer,” fortalte jeg og betragtede ham sætte tallerkenerne på hans skrivebord, imens Skypes ringetone fyldte rummet. ”Bare tag den,” fastslog han. Jeg kiggede en smule tøvende på ham, inden jeg gjorde som sagt. Jeg flyttede musen hen på den grønne knap og trykkede, så der efter et par sekunder kom et velkendt ansigt frem. Han så forvirret og undrende ud, nok fordi jeg var en pige og prøvede at gemme mit ansigt. Liam begyndte at grine og satte sig igen ned ved siden af mig.

”Hey mate,” hilste han på Niall. ”Liam! Jeg troede lige, at din computer var blevet stjålet,” kunne jeg høre fra Niall. Han accent var sød og fik mig til at smile. ”Nejnej – det er Sophie,” fortalte Liam og kiggede kort på mig med et smil, inden han rejste sig hurtigt op og gik hen til kagerne.

”Hej Sophie!” sagde Niall med et smil og så venligt på mig. Jeg smilede lidt. ”Hej Niall,” svarede jeg en smule frisk. ”Det er dig, der skal giftes ikke?” Jeg grinede lidt, selvom jeg var undret. Hvor mange havde Liam lige fortalt det til?

”Jo, det er det,” smilede jeg. Han nikkede. ”Tillykke. Hvornår er det?” ”D. 26 august,” pralede jeg, imens mit smil blev større på læberne. Hvis der var noget, der gjorde mig glad, var det at tale om mit kommende bryllup. Det fik mig til at indse, hvor heldig jeg var at have så mange mennesker rundt om mig.

”Wow, det er jo snart!” Jeg nikkede og grinede kort. ”Hvad skal I have at spise?” ”Niall,” fnes Liam. Jeg rynkede panden en smule og drejede hovedet, så jeg så på Liam. Han rystede bare på hovedet og rakte en tallerken frem med kage mod mig. ”Min mor gav os det..” Jeg nikkede langsomt og tog så imod tallerkenen. ”Tak,” svarede jeg, inden jeg satte computeren på Liam og jeg. Den hvilede på hans ene lår og mit ene lår, hvilket betød vores lår var stødt helt op af hinanden. Jeg sank en lille klump, der havde sat sig i min hals og flyttede derfor mit ben lidt, dog stadigvæk sådan så computeren kunne holde balancen.

”Nånå,” mumlede Niall af Liam og kløede sig i sit blonde hår. ”Har du lige sovet eller sådan noget?” spurgte Liam en smule undrende og tog en bid af sin kage. Jeg bed mig kort i læben, inden jeg gjorde det samme.

”Ja, bare lidt. Jeg var med drengene på klub i går,” fortalte han. Jeg så nysgerrigt på dem, betragtede dem snakke som de to bedste venner, som de nu var. Så meget vidste jeg nemlig om One Direction.

Dog endte det med, at min telefon ringede, hvilket fik dem begge til at se på mig. Jeg tog hurtigt min telefon op ad lommen og smilede automatik, da jeg så hvem det var.

”Jeg kommer lige om lidt,” sagde jeg til Liam, inden jeg rejste mig op hurtigt og gik ud på gangen, imens jeg trykkede på den grønne knap.

”Det' Sophie?” smilede jeg. Et velkendt grin lød i mit øre, og en varm fornemmelse trængte ind i min krop. ”Hvis jeg ikke vidste det, havde jeg ikke ringet,” sagde Simon med et smil i stemmen. ”Er du sikker?” drillede jeg. ”Pft..”

Jeg fnes lidt og lænede mig tungt op af væggen. ”Hva' så?” spurgte jeg nysgerrigt. ”Ikke så meget. Jeg ville bare lige høre, hvad du laver,” svarede han roligt. Jeg kunne slet ikke stoppe smilet, der blev siddende på mine læber. Det var helt ufatteligt.

”Jeg er lige hjemme hos Liam. Min mor og Karen skulle åbenbart tale om brylluppet,” fortalte jeg og kørte en hånd igennem mit hår. ”Liam? Hils!” Jeg nikkede på kommando. ”Det skal jeg nok. Hvad laver du? Har dig og Aiden været af sted?” ”Nej. Vi har først en aftale klokken fire, så vi sidder bare og venter på pizza nu.” Jeg grinede kort. ”Lyder hyggeligt,” fastslog jeg. Hans latter lød i mit øre og passede ind i mit som et puslespil.

”Nå, men jeg må nok smutte nu,” sagde han lidt efter. ”Okay. Så ses vi i morgen, ikke?” Jeg gik hen til døren til Liams værelse og trak ned i håndtaget, hvorefter jeg åbnede den. ”Jo. Jeg er hjemme ved aftensmadstid, men jeg skriver lige til det, okay?” Jeg smilede, imens jeg gik ind på Liams værelse igen. Han rettede sin opmærksomhed op mod mig, og jeg kunne føle hans blik på mig, da jeg lukkede døren. Alligevel gjorde jeg ikke helt noget. Jeg var for koncentreret med at snakke i telefon.

”Yes. Husk det.” ”Skal jeg nok,” lovede han, inden jeg hørte noget skrammel i baggrunden. ”Babe, bliver nødt til at smutte nu. Men jeg elsker dig!” Jeg grinede kort for mig selv og nikkede. ”I lige måde. Hej.” Og med de ord lagde jeg på og vendte mig om, så jeg så på Liam. Han smilede til mig. ”Simon?” Jeg nikkede bekræftende og så mig lidt om. Jeg skulle lige til at gå hen mod hans seng igen for at sætte mig, da jeg hørte min mor råbe mit navn. Jeg rynkede panden lidt. ”Kommer om lidt. Igen,” fortalte jeg Liam. Han grinede, imens jeg træskede ud ad døren og nedenunder.

Mor stod i gangen og var i gang med at tage sko og jakke på. ”Går vi nu?” spurgte jeg undrende. Hun nikkede. ”Ellens mor er kommet til skade og skal på sygehuset. Jeg lovede, at jeg ville passe Maria imens.”

Ellen var mors gode veninde, og Maria var Ellens datter, så selvfølelig havde hun sagt ja. Mor var nu heller ikke mester i at sige nej – præcis ligesom mig selv. Den del havde jeg haft fra hende. Jeg ville altid forsøge at gøre alle parter glade, eftersom jeg hadede at såre andre, og jeg ville altid sætte mig selv i anden række.

”Skal vi skyndte os?” sagde jeg, men fik ligesom svaret, da hun hurtigt krammede Karen og smuttede hen til døren. Med en hvis fart fik jeg mælet mine stiletter på, hvorefter jeg gik hen til Karen. Hun smilede og trak mig ind til et hurtigt knus. ”Du må have det godt. Og vi ses snart, ikke?” Jeg nikkede og kiggede ovenpå. Jeg havde ikke lyst til at gå uden at sige farvel til Liam. Det var virkelig uhøfligt.

”Jeg skal nok sige, at du gik,” begyndte Karen, som om hun havde læst mine tanker. Jeg kiggede hen på hende og smilede taknemligt. ”Tusind tak. Men vi ses så.” Hun nikkede. ”Hils din far.” Jeg vendte mig om og gik med hastige men forsigtige skridt hen til døren. Jeg lukkede den efter mig, lige da jeg var trådt ud i luften, der efterhånden var blevet en smule kølig. Det var ikke ligefrem, fordi min trøje hjalp så meget på varmen.

Mor havde allerede tændt bilen og holdt nu og ventede på mig, derfor skyndte jeg mig at gå kejtet ned til hende. Hun grinede af mig, og jeg himlede bare med øjnene. Typisk hende.

”Du kunne godt have fortalt, at vi skulle gå for 10 minutter siden?” sagde jeg sukkende, da jeg satte mig ind til hende. Hun trak på skuldrende. ”Beklager, Ellen ringede til mig for fem minutter siden.” Og så trykkede hun ellers bare på speederen, så bilen satte i gang. Jeg lænede mig tungt tilbage i sædet og kiggede på huset, som vi kørte forbi. Jeg syntes lige præcis, at jeg så Liam sidde på sit værelse, inden han var ude af syne igen.

 

_______________________________________________________________________________

 

A/N:

Så fik I endnu et kapitel!

Håber I kan lide det og kan sætte jer mere ind i Sophies personlighed, som jeg syntes, jeg har fået tilpasset hende rimelig godt.

Oggg, skal lige ud med det... JEG HAR FØDSELSDAG :-D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...