Runaway Bride - One Direction

Alle piger har vel en eller anden drøm om, at deres drømmeprins kommer ridende på den hvide ædelganger og får en happily ever after.
Det gælder også 19 årige Sophie fra London. Forlovet er nemlig lige hvad hun er, med sin kommende mand, Simon. Selvom hun er ung, er det kærligheden, der tæller imellem det unge par, og den holder længere med et ægteskabsløfte.
Der var dog én ting Sophie ikke havde tænkt på, da hun sagde ja til at gifte sig med Simon. Og det var konsekvenserne ved at forelske sig i en anden. Hvordan kan man gifte sig med en, som man pludselig slet ikke elsker og hellere vil forlade til fordel for en anden?

711Likes
794Kommentarer
58272Visninger
AA

4. 3

 

”Does a great start have a great ending?”

 

 

Selvom jeg ikke engang havde kendt Liam i mere end et par timer, følte jeg allerede, at vi var kommet nogenlunde ind på hinanden. Det var slet ikke akavet eller upassende at køre i bil med ham. Faktisk var det rimelig hyggeligt. Han virkede som en dejlig person, når man lærte ham helt at kende.

Han havde spurgt en del ind til mit og Simons forhold, og jeg havde bare plapret løs om alle mine følelser, og jeg var næsten bange for, at det var blevet for meget for ham, men han smilede bare og så egentlig ret interesseret ud, og det kunne jeg godt lide. Hvis det var mine venner, havde de bare sukket og sagt, at jeg snakkede alt for meget om, hvor fantastisk Simon var – men han var jo fantastisk, og det var der ingen undskyldning for. Til tider kunne jeg måske godt snakke lidt for meget om ham, men det var heller ikke sådan, så han var det eneste, jeg tænkte på. Overhovedet ikke.

Det var en af de mange ting, jeg elskede ved Simon. Vi havde hver vores liv, og det accepterede vi fuldt ud. Vi accepterede, at vi godt kunne lade hinanden komme i anden række en gang imellem, såvel som jeg accepterede, at han var rimelig populær iblandt piger, og han accepterede, at jeg også havde en del venner af hankønnet. Og det var jeg taknemlig for. Der var virkelig intet værre end en kæreste, der altid skulle bestemme over en.

”Vil du virkelig gerne vide det?” grinede jeg. Liam havde spurgt mig om, hvordan Simon havde friet til mig, og jeg troede ikke lige frem, at det interesserede så mange drenge. Men han nikkede bare og sendte mig et strålende smil.

”Vi holdt nytårsaften sammen. Så havde Simon lavet god mad, stillet lys over alt, pyntede flot op og sådan, og så blev klokken 24, og han.. friede til mig,” fortalte jeg smilende. Det lød måske ikke helt så fedt, da det kom ud af min mund, men man skulle selv have oplevet det. Det havde været så fantastisk. Jeg kunne stadigvæk huske mine tanker, der kørte rundt i hovedet, da Simon satte sig på knæ og trak en æske op ad lommen. Jeg havde virkelig ikke troet, at han ville fri. Men det var fantastisk, og selvom vi var unge, var jeg lige glad. Jeg elskede ham, han elskede mig, og vi ville vel bare gerne leve lykkeligt til vores dages ende. Det sidste lød måske lidt overfladisk, men så var det altså.

Liams smil blev langsomt større. ”I har det vist godt sammen,” sagde han roligt. Jeg nikkede enigt. ”Meget,” svarede jeg kort. ”Jeg kunne ikke leve uden ham,” mumlede jeg for mig selv.

Der var stadigvæk en times kørsel til London. Simon forældre boede i Derby, og det lå omkring 2½ time væk. Normalt ville jeg have hadet at køre så langt, men Liam underholdte mig. Desuden kunne jeg også godt lide at køre i mørke, imens jeg kiggede ud ad vinduet. Det fik mig til at fokusere på alt andet end virkeligheden.

Okay, måske var det ikke helt derfor. Men på en eller anden måde havde jeg ikke helt lyst til at indrømme, at det kun var på grund af Liam.

Pludselig fyldte en ringetone bilen, og jeg så ned i Liams skød, hvor hans sorte iPhone lå. Han kiggede ned på den og tog den op i hånden. Hans blik søgte skærmen, og da han havde set på den, rakte han iPhonen hen mod mig. ”Vil du ikke lige tage den og sige, at jeg kører i bil?” spurgte han bedende. Jeg kastede et kort blik på den og nikkede så, hvorefter jeg tog den og lod min finger køre hen over skærmen, så jeg besvarede opkaldet.

”Hallo?” sagde jeg langsomt og så på Liam imens, der sad med et smil på læberne og koncentrerede sig om at køre ordentligt. ”Liam?” lød en ukendt, hæs drengestemme i røret. ”Nej. Liam kører lige i bil, så han har ikke tid til at snakke, skulle jeg sige fra ham,” sagde jeg og lod et slapt grin slippe ud igennem mine læber. ”Nå! Jamen, vil du så ikke lige hurtigt sige, at han skal ringe, når han kommer hjem?” spurgte han. ”Jo, selvfølelig,” fastslog jeg hurtigt. ”Tusind tak.” Jeg svarede ikke. Jeg anede ikke engang, hvem jeg talte med. ”Øhh, hvem taler jeg egentlig med?” lød det lidt efter. Jeg begyndte ubevidst at grine, og kunne mærke Liams blik hvile på mig.

”Sophie,” fortalte jeg drengen i telefonen. ”Hej Sophie, jeg er Harry,” svarede han, også grinende. Hmm, kunne det være dén Harry? Som i Harry Styles? Det ville jeg da skyde på.

”Rart at snakke med dig, Harry,” sagde jeg ganske kort og smilede lidt. ”I lige måde.” Jeg så hen på Liam, der kiggede spørgende på mig. ”Hey, er det ikke dig, der skal giftes?” spurgte Harry pludselig. Jeg nikkede for mig selv og smilede. ”Jo, det er det,” fortalte jeg en smule stolt. ”Tillykke med det,” jublede han højt i røret, hvilket fik mig til at lave noget af en grimasse. ”Taaak,” sagde jeg med et stort sil på læberne. ”Selvtak. Nå, men jeg, jeg vil smutte nu. Hils Liam og husk ham please på at ringe. Det er lidt vigtigt.” ”Skal jeg nok,” lovede jeg betroende, hvorefter jeg hørte Harry sige farvel. ”Farvel,” sagde jeg til ham og lagde dernæst på.

Langsomt lagde jeg Liams iPhone tilbage i hans skød og så på ham. ”Jeg skulle sige fra Harry, at du skal huske at ringe til ham, da det er lidt vigtigt,” fortalte jeg. ”Yes,” svarede han og smilede. Jeg gengældte smilet og kiggede herefter ud af forruden. Det var helt mørkt udenfor. Vi kørte på en landevej, og derfor var der kun meget få gadelygter og næsten ingen biler.

”Var det Harry Styles, jeg lige talte med?” spurgte jeg lidt efter for at få en samtale i gang, imens jeg så hen på Liam. Han nikkede og sænkede farten lidt, da der kom en billist i modsatte retning imod os. ”Så du kender os godt?” sagde han og kiggede nysgerrigt på mig. Jeg smilede skævt. ”Alle mennesker, der bor i England burde have hørt om jer, ellers følger de ikke særlig godt med,” erklærede jeg forklarende. Liam grinede kort og trak så på skuldrende. ”Er det positivt eller negativt?” spurgte han. ”Jeg syntes I synger godt,” forsikrede jeg ærligt. Han smilede stort. ”Tak.”

Og det var sandt.

Jeg syntes, at One Direction sang godt. Jeg havde godt nok kun hørt What Makes You Beautiful og One Thing, men jeg var da sikker på, at de fem drenge havde mere talent, end jeg havde set og hørt. Helt sikkert. Det var nok også derfor de havde så mange fans. Godt nok var jeg ikke fan, men jeg havde intet imod deres musik. Slet ikke nu, hvor jeg kendte Liam.

”Hvor gammel er du egentlig?” spurgte han efter et par sekunder. ”19.” Han nikkede langsomt og så ud til at tænke lidt. ”Hvorfor?” Han kastede et hurtigt blik på mig og trak så på skuldrende. ”Jeg ved godt, at det er tidligt at blive gift,” sagde jeg, da jeg sådan set godt kunne regne ud, hvorfor han ikke svarede direkte. Han så igen hen på mig med et lille smil. ”Hvis det er det, du ønsker..” Jeg nikkede stift men smilede så. ”Det er det. Helt klart.”

Der var en lille stilhed i bilen, så jeg lyttede lidt til radioen, og da jeg var heldig kom Turn Around med Conor Maynard, og selvom jeg ikke vidste, om jeg måtte rode ved radioen, skruede jeg alligevel op, så Liam så på mig. ”Undskyld, men jeg elsker den sang!” udbrød jeg og begyndte at danse til rytmen. Han grinede af mig og begyndte selv at vippe frem og tilbage. ”Den er også god,” indskød han, og jeg nikkede ivrigt og begyndte at synge lidt med. Jeg havde ikke ligefrem den bedste sangstemme, men den var heller ikke forfærdelig. Sådan normal, hvis man kunne sige det?

Sangen sluttede, og da der kom reklamer, skruede Liam lidt ned. ”Så er vi der snart,” fortalte han roligt. ”Yeah,” svarede jeg og lænede mig tungt op ad vinduet, så jeg kunne hvile mit hoved. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var træt, for det var jeg virkelig. Jeg havde været oppe siden klokken seks i morges for at få de sidste ting på plads med Simon, hans forældre og mine forældre. Og nu var klokken snart to om natten, så det var nok ikke særlig mærkeligt, at jeg var så træt.

Det var nok også derfor, at jeg endte med at falde i søvn.

 

 

 


”Sophie?””Sophie..?”

En stemme trængte langsomt ind i mit øre, og en hånd begyndte langsomt at rykke på mig. Jeg åbnede træt mine øjne og kiggede på Liam, der sad helt henne ved mig. ”Ja?” spurgte jeg stille og rettede mig op og kiggede rundt. Jeg lagde mærke til, at vi holdt inde på en tank. ”Hvor er det, du bor? Du faldt i søvn, og jeg vidste ikke lige, hvor jeg skulle køre hen..” Han sendte et lille smil, og jeg gengældte det med et undskyldende et.

”Undskyld. Men jeg bor lige ved Baker Street undergrundsstationen,” fortalte jeg hurtigt. Han grinede kort. ”I orden. Vi er der cirka om 10 minutter.” Denne gang nøjedes jeg med at nikke og kiggede træt ud ad vinduet, betragtede byen da vi roligt kørte igennem den. Der var ikke helt så meget trafik, og det var egentlig bare rart. Jeg ville ret så meget gerne hjem og sove!

Jeg begyndte at kende området, vi kørte ind i og guidede ellers bare Liam hen mod bygningen, hvor min og Simons lejlighed lå i. Han fulgte lydigt mine instrukser, smilede, spurgte en gang imellem, og så var han ellers bare flink. Det jeg havde været en smule i tvivl med, da jeg mødte ham var, om han var kæphøj eller helt nede på jorden. Jeg havde et par veninder, der var helt skudt i One Direction, og de havde altid sagt, at Liam var ih og åh så rolig, og han var flink og sådan. Men de havde sådan set ret – for det var han. Uden tvivl.

”Så er vi her,” sagde jeg og pegede langt om længe på lejlighedsbygningen. Liam nikkede og holdt ind på en ledig parkeringsplads, hvor Simons bil egentlig plejede at holde, men den var der ligesom ikke.

”Tusind tak for turen,” begyndte jeg og klikkede min sele op, imens jeg så hen på ham. Han smilede stort, ”skulle det være en anden gang.” Jeg smilede bredt og åbnede så min dør, hvilket han også gjorde. Vi steg begge ud og fandt vej hen til bilens bagagerum. Han åbnede det og tog venligt min taske ud. ”Her,” sagde han og rakte den frem mod mig. ”Tak. Igen,” mumlede jeg, tog imod den, og hvis jeg ikke var helt døv, kunne jeg høre ham smågrine lidt.

Vi endte med at kigge på hinanden, og jeg bed mig tøvende i inderlæben. ”Så.. vi ses til brylluppet?” spurgte han langsomt, og jeg nikkede. ”Ja..” Jeg overvejede at give ham hånden, men inden da havde jeg mærkeligt nok allerede åbnet armene, og han trådte hen til mig og gav mig et kram.

Og det var et rimelig akavet kram.

Derfor trak jeg mig også ret så hurtigt væk, selvom duften af hans parfume fyldte mine næsebor, og det var bestemt en god duft, som jeg uden tvivl ville kunne lugte til hele dagen.

”Vi ses,” hørte jeg mig selv sige. ”Ja. Tak for i dag. Det var hyggeligt.” Jeg nikkede og smilede en sidste gang til ham, inden jeg vendte rundt og begyndte at gå hen mod bygningen, imens jeg fandt mine nøgler frem med besvær. Da jeg endelig havde fundet dem, stod jeg foran døren, og inden jeg låste den op, vendte jeg mig hurtigt rundt og så Liam køre sin vej. Jeg stønnede udmattet og vendte rundt og låste døren op. Derefter tog jeg elevatoren op til fjerde sal, hvor Simon og min lejlighed var. Jeg låste døren op og smed med det samme min taske på gulvet, da jeg kom ind i entréen og lukkede døren i, hvorefter jeg fandt min vej ind på soveværelset.

Finally home!

 

_______________________________________________________________________________

 

A/N:

Sorry for den lange ventetid, og sorry for det ikke særlig spændende kapitel, men jeg ville gerne stoppe der, da der sker noget mere i det næste. Jeg håber I har fået et bedre indtryk af Sophie nu, og jeg håber I kan se, hvad der sådan kommer til at ske imellem hende og Liam hen ad vejen nu.

Tak for comments, favorits & likes.

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...