Runaway Bride - One Direction

Alle piger har vel en eller anden drøm om, at deres drømmeprins kommer ridende på den hvide ædelganger og får en happily ever after. Det gælder også 19 årige Sophie fra London. Forlovet er nemlig lige hvad hun er, med sin kommende mand, Simon. Selvom hun er ung, er det kærligheden, der tæller imellem det unge par, og den holder længere med et ægteskabsløfte. Der var dog én ting Sophie ikke havde tænkt på, da hun sagde ja til at gifte sig med Simon. Og det var konsekvenserne ved at forelske sig i en anden. Hvordan kan man gifte sig med en, som man pludselig slet ikke elsker og hellere vil forlade til fordel for en anden?

711Likes
793Kommentarer
58006Visninger
AA

3. 2

 

”Every adventure has a beginning.”

 

Sophies synsvinkel

Festen var i fuld gang, og jeg havde med vilje gemt mig inde i køkkenet, inden middagen skulle begynde. Jeg vil gerne være ærlig og fortælle, at jeg hader at holde taler, og jeg vidste, at enten Bree eller Simon ville sige, at jeg skulle holde takketale. Men nej, denne her gang var det Simons tur.

Jeg kunne se ham igennem vinduet nede ved bordene. Han sad på sin plads og kiggede rundt, og det kunne jeg ikke lade være med at smile af, da det garanteret var mig, han kiggede efter.

Bree sad ved siden af ham, og min mor sad så ved siden af den tomme plads, hvor jeg skulle sidde. Gæster virkede rimelig utålmodige, og det fik så Bree til at puffe Simon blidt i siden. Jeg grinede, da han skulkede til hende. Han mumlede noget til hende og rejste sig så op og slog på sit glas med et stort smil. Folk gav ham deres opmærksomhed, og det fik ham til at grine.
”Nå men, hej alle sammen!” begyndte han og kiggede varmt rundt. ”Siden Sophie ikke er her, vil jeg byde jer velkommen.” Gæsternes latter lød, og jeg blev varm i hele kroppen. ”Men ja, velkommen til. Det var rigtig rart, at I kunne komme.” Han kiggede på Bree og lagde en skulder på hendes arm. ”Jeg vil gerne sige tak til min mor og Sophies mor for at stable denne her fest sammen. Vi kunne ikke have gjort det uden jer to.” Min mor så virkelig glad ud, imens hun kiggede på Simon. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at hun tvivlede på, at Simon var den rette for mig – for det var han i hvert fald.

”Og så vil jeg bare sige, at I ser rimelig sultne ud, så jeg ville ikke stå og tale hele dagen.” Folk grinede igen, og jeg smilede bare. Jeg kiggede rundt på gæsterne og fik øje på Liam ved siden af hans forældre. Selvom jeg ikke var direkte fan af One Direction, syntes jeg, at det var sjovt, at han var her. Jeg vidste godt, at Bree kendte hans forældre, men jeg vidste ikke, at han skulle med i dag. Derfor havde jeg også været en smule overrasket, da han dukkede op. Men han virkede sød, syntes jeg, også selvom jeg kun havde snakket med ham i et halv minut. Men Simon havde sagt god for ham, og han kunne vist godt lide Liam. Og så var han ualmindeligt køn, måtte jeg til gengæld indrømme.

”Men tag for jer! Og så må du gerne komme frem Sophie!” Jeg hørte Simon tale igen og smilede en sidste gang for mig selv, inden jeg fandt vejen ud i haven igen. Folk begyndte at gå op for at tage med, og derfor kunne jeg snige mig ubemærket hen til min plads for at sætte mig ned.

”Du er så led!” fastslog Simon, da jeg nåede vores pladser. Jeg grinede og slog mig ned ved siden af ham. ”Jeg ved det,” svarede jeg og smilede til han. Han rystede på hovedet og skubbede sin stol ud. ”Hvad skal du have at drikke?” spurgte han og tog sin tallerken. ”Bare noget cola, tak.” Han nikkede og smilede, før han forsvandt op mod buffeten. Jeg lænede mig tungt tilbage i min stol og så omkring på alle de gæster, der stadigvæk sad ned. De sad og snakkede med hinanden og så ud til at more sig rimelig vel. Der var omkring 10 borde, hvor der kunne sidde 8 personer. Det ville sige, at der var omkring 80 mennesker. Og det var ret meget, hvis jeg skulle være helt ærlig. Men jeg ville gerne være ærlig og sige, at mine forældre og Simons var okay velhavende, og derfor kendte de også mange, og der skulle ikke spares på noget. Desuden var der udsendt 120 invitationer til brylluppet.

Ved mit bord sad Simon, vores fædre, min gudmor, og Simons bedste ven, Aiden, som også var forlover/bestman. Han skulle også arrangere Simons polterabend, og jeg havde allerede hørt nogle rygter om en weekendtur til Vegas med kammeraterne, selvom det ikke direkte var det, jeg ville ønske, de skulle. Det kunne godt være, at jeg havde set Tømmermænd i Vegas lidt for meget, men man kunne vel aldrig vide, hvad der kunne ske sådan nogle steder. Desuden er de stadigvæk et par drengerøve, og det skulle ikke undre mig, hvis de kom galt af sted. Og jeg nægtede altså at stå i kirken og vente på ham.

”Skat, hent dig dog noget mad,” sagde min mor, da hun kom tilbage. Jeg sendte hende et smil og nikkede så. Jeg rejste mig og fandt min vej op til buffeten, imens jeg legede lidt med min tallerken. Da jeg kom op til maden, fandt jeg noget interessant og øsede op på min tallerken. Folk sagde endnu mere tillykke, og jeg takkede, indtil jeg til sidst vendte om og gik ned til min plads. Simon sad og ventede og lavede kyssemund til mig. Jeg rystede på hovedet af ham og satte mig.

”Det ser godt ud, Bree,” sagde jeg og hentydede til menuen. Hun smilede kærligt til mig. ”Det var godt. Jeg er næsten bange for, at vi ikke har bestilt nok,” grinte hun og kiggede rundt på tilfredse folk. Jeg smilede bredt. ”Vi har jo også desserten tilbage,” indskød min mor hurtigt og smilede. Og således startede hende og min mor en samtale om maden til brylluppet. Det var ret så typisk de to. Man skulle næsten tro, at de glædede sig mere til Simon og jeg blev gift, end vi gjorde.

 


 


Der var gået flere timer siden festen startede, og folk var ligeså stille begyndt at gå hjem. Det var blevet mørkt, og nu stod der kun champagne, kaffe, te og sodavand rundt på bordene. Tallerkener og bestik var pakket væk, og der var efterhånden ret stille.

Jeg sad ved mit bord og snakkede med Bree. Min mor havde sat sig hen ved et andet bord, hvor Geoff og Karen sad. De kom vist rimelig godt ud af det med hinanden.

”Nå, har din mor fortalt dig, at du skal ud til kagespisning d. 23?” spurgte Bree. Jeg løftede et øjenbryn, imens jeg tog en tår af min champagne, jeg sad med. ”Nej, det har hun ikke,” svarede jeg efterfølgende og satte glasset på bordet. Hun smilede til mig. ”Så ved du det nu. De glæder sig til at møde dig.” Jeg smilede stort, og kunne mærke den spændte følelse stige i mig.

”Nå, ved du hvad, jeg tror lige, at jeg smutter hen til din mor og Karen,” sagde Bree lidt efter og rejste sig. ”God tur,” mumlede jeg, og hun grinede kort, inden hun forlod mig. Jeg smilede lidt for mig selv og kiggede rundt i den mørke have. De personer, der nu stadigvæk var her, så ud til stadigvæk at hygge sig, og det gjorde mig egentlig bare lykkelig. Hvis det så kunne være præcis sådan her til brylluppet, vil jeg blive meget mere lykkelig.

”Hey.”

Jeg drejede hovedet, hvor jeg så Liam stå. ”Hej,” sagde jeg og smilede lidt. Han gengældte det og overtog Brees plads. Jeg så langsomt hen mod bordet, hvor han sad før og opdagede, at hun havde taget hans plads ved hans forældres bord.

”Åh, har hun også gjort det imod dig?” spurgte jeg. Han rynkede panden lidt og fulgte så mine øjne, indtil han grinede kort. ”Jep.” Jeg rystede på hovedet og smilede svagt. ”Det er så typisk hende,” mumlede jeg for mig selv, hvilket han bare smilede endnu mere.

”Så..” begyndte han nysgerrigt. ”Glæder du dig til den store dag?” Jeg nikkede ivrigt og bed mig i læben. ”Enormt meget,” svarede jeg og kiggede ligeud mod Simon, der stod og snakkede med sine kammerater. ”Tanken om at stå i en hvid kjole oppe ved alteret med Simon er bare.. helt utrolig,” fortsatte jeg drømmende, som om jeg fløj rundt i den 7. himmel. ”Det forstår jeg godt,” fortalte Liam roligt. Jeg hen på ham med et smil på læben. ”Hvad med dig?” spurgte jeg interesseret. Han så spørgende på mig med et smil. ”Har du nogen kæreste?” Han rystede fast på hovedet. ”Vi slog op for nogle måneder siden,” svarede han kort. Åh.

”Ej, det er jeg virkelig ked af,” sagde jeg hurtigt. Hans smil kom frem igen på en måde, som fik mig til at fokusere mere på det end på ham. ”Det er jeg ikke. Vi blev enige om bare at være venner nu, så det er helt fint,” fastslog han. ”Nårh,” mumlede jeg forbløffet.

Jeg kløede mig en smule forlegent på kinden og så væk. Mit blik landede på Simons lillesøster, Alma, som Liam vist nok også havde leget lidt med i dag.

Jeg bed mig blidt i læben og kiggede hen på ham. ”Kan du godt lige småbørn?” spurgte jeg langsomt. Han så lidt forvirret på mig og trak så på skuldrende. ”Når de ikke græder..” Jeg fnes og nikkede. ”Forståeligt.” Han smilede stort. ”Hvorfor?” ”Jeg så dig bare lege med Alma. Jeg tror godt, at hun kan lide dig,” fastslog jeg og gengældte smilet. Hans øjne mødte mine, og på en underlig måde lagde der sig en varm brynje omkring mig. Det var rart.

”Hun er meget sød,” sagde han stille og så hen på hende. Jeg nikkede og kiggede også hen på hende. Hun stod og duftede til blomsterne i haven. Jeg vidste, at hun elskede blomster. Derfor skulle hun også være Simons og min blomsterpige, og det havde hun bestemt fortalt alle fra hendes klasse.

”Sophie,” kunne jeg pludselig høre min mor råbe henne fra bordet, hvor hun sad. Jeg så hen på hende med løftet øjenbryn. ”Kom lige.” ”Liam kom med,” hørte jeg Karen sige. Jeg rejste mig og begyndte at gå hen mod deres bord med Liam ved min side. ”Hvad er der?” spurgte jeg. Min mor smilede undskyldende til mig. ”Skat, din far og jeg bliver her hos Bree i morgen. Jeg lovede hende, at jeg ville hjælpe med at rydde det hele op,” begyndte min mor. ”Og Karen og Geoff bliver her også, så jeg har aftalt med Karen, at du kan køre med Liam hjem.” Jeg så forvirret på min mor. ”Skal jeg køre med Liam hjem?” spurgte jeg skeptisk og så hen på ham. Han så mindst ligeså forvirret ud som jeg gjorde. Min mor og Karen begyndte at grine. ”Nej, Liam kører dig hjem,” forklarede Karen efterfølgende. ”Oh..” mumlede jeg dumt. Hun smilede til mig og så på Liam. ”Hun bor ikke så langt fra dig, så du kan vel godt lige smide hende af,” sagde hun til ham. Jeg drejede hovedet og betragtede ham nikke. ”Selvfølgelig,” svarede han og smilede til os begge.

”Kommende kone!”

Ej, det gjorde han ikke.

Jeg kneb øjnene sammen og vendte mig om. Simon stod nede ved indkørslen ved Aidens bil. De skulle ud og kigge på smoking i morgen, så han tog desværre ikke med mig hjem efter festen her. Og det betød også, at Liam skulle køre mig hjem, da jeg ikke havde kørekort, og hvis jeg kendte min mor ret, ville hun hellere have, at jeg skulle køre med en, hun kendte en minimal smule end en taxachauffør. Jeg havde egentlig aldrig fundet ud af, hvad hun havde imod dem.

Det var ikke fordi, jeg havde noget imod at køre med Liam. Han virkelig egentlig meget sød og helt nede på jorden, hvilket jeg ikke rigtig mente, at popstjerner var. Men han var flink, og man kunne knap nok mærke, at han var kendt.

”Stop med at kalde mig det,” sagde jeg til Simon, da jeg var på vej ned til ham. Han grinede højt og smilede skævt til mig. Det var ikke svært at se, at han havde drukket lidt for meget her til aften.

”Du sagde selv, at jeg skulle kalde dig det,” undskyldte han, smækkede døren til bagsædet i og kom hen til mig. ”Da ikke foran andre,” brokkede jeg mig. Han rystede på hovedet og lagde sine arme om mit liv.

”Liam kørte dig hjem, ikke?” spurgte han, og jeg nikkede. ”Så skriv lige når du er kommet hjem,” befalede han. Jeg nikkede igen. Det var typisk ham at bede mig om sådan noget. Men det var alligevel dejligt at vide, at man havde sådan en beskyttende person ved sin side.

”Så ses vi vel mandag,” smilede han. ”Hav det sjov i morgen,” sagde jeg blidt og kyssede ham herefter på munden, hvilket frembragte alle sommerfuglene og varmen. Jeg kunne mærke Simon spænde i musklerne, da jeg lod mine hænder kører op og ned ad hans mave.

”I to, det får I tid nok til, når I er mand og kone,” kunne jeg høre Aiden sige i baggrunden. Jeg smilede og trak mig derfor fra Simon og så på ham. ”Vi ses mandag.” Han nikkede og trak sig fra mig. ”Jeg elsker dig. Husk at skrive, ikke?” sagde han. ”I will. Elsker også dig,” lovede jeg. ”Hallo, jeg bliver gammel her..” ”Aiden!” grinede jeg. Han smilede bare og kom hen til mig. ”Sorry. Vi ses snart, okay?” Han lagde armene om mig og trak mig ind til et knus. ”Jo. Pas nu på Simon. Og lad være med at give ham mere at drikke i dag,” mumlede jeg. Han grinede kort og klappede mig på ryggen. ”Det skal jeg nok.” Jeg himlede med øjnene og trak mig tilbage. ”Det lød da meget betryggende,” sagde jeg kort. Han nikkede hurtigt, inden han smuttede hen mod bilen.

Jeg smilede for mig selv og fulgte Simon med øjnene, da han sagde farvel til sine forældre, min forældre, Liam og Liams forældre. Og så vendte han sig rundt og vinkede til mig, inden han satte sig ind i bilen. Jeg vinkede og betragtede ham og Aiden køre af sted.

På trods af, at jeg efterhånden var ret træt, kunne jeg ikke lade være med at smile. Han fik mig til at smile. Jeg elskede ham virkelig.

”Sophie, er du klar til at køre?” Min mor rev mig ud af mine tanker, og jeg så hen på hende. ”Jeg skal lige hente min taske,” fortalte jeg monotont og skyndte mig ind i huset. Jeg fandt alle mine ting på Simons værelse og pakkede det, inden jeg greb min taske og smuttede ned og udenfor igen. Jeg så, at min mor, Bree, Liams mor og Liam stod og snakkede nede ved indkørslen. Derfor skyndte jeg mig også at sige farvel til de gæster, der nu var tilbage. Jeg gav min far et stort knus og smuttede så hen til Alma.

”Kan du have det godt, til vi ses igen, søde?” spurgte jeg og satte mig på hug. Hun smilede til mig og nikkede. ”Hvornår kommer du igen?” sagde hun og pillede ved mine armbånd. ”Ikke før næste uge. Så pas på indtil da. Og husk at følge med i skolen,” svarede jeg bestemt og smilede dernæst. Hun grinede af mig, og jeg trak hende ind til et varmt kram.

Jeg rejste mig op og vinkede farvel til Alma, hvorefter jeg smuttede hen til indkørslen, hvor folk ventede på mig.

”Der var du,” fastslog min mor. Jeg nikkede og sendte hende et lille smil. ”Nå, men så må vi da sige farvel,” kvidrede Bree. Og sådan gik det så til, at Liam og jeg sagde farvel til vores mødre og Bree. Derefter førte Liam vej ud mod vejen.

”Hvor holder du?” spurgte jeg undrende og kiggede rundt på den mørke vej, der netop lige blev oplyst af gadelygterne. ”Lige herhenne,” guidede han venligt og førte an hen til en rimelig pæn bil. Et kort øjeblik glemte jeg, at han var kendt.

”Her, giv mig din taske,” sagde han og sendte mig et smil, inden jeg taknemligt rakte ham den. Han tog imod den og satte den ind i bagagerummet, imens jeg en smule tøvende satte mig ind på forsædet. Jeg tog min sele på og lænede mig tungt tilbage, inden Liam satte sig ind til mig. Han så hurtigt på mig, inden han tog sin sele på og satte nøglen i tændingen.

”Jeg ved, at du bor i London, bare ikke hvor,” fortalte han langsomt. ”Jeg viser vej,” fastslog jeg og smilede sikkert. Han gengældte mit smil og begyndte så at køre af sted.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...