Runaway Bride - One Direction

Alle piger har vel en eller anden drøm om, at deres drømmeprins kommer ridende på den hvide ædelganger og får en happily ever after.
Det gælder også 19 årige Sophie fra London. Forlovet er nemlig lige hvad hun er, med sin kommende mand, Simon. Selvom hun er ung, er det kærligheden, der tæller imellem det unge par, og den holder længere med et ægteskabsløfte.
Der var dog én ting Sophie ikke havde tænkt på, da hun sagde ja til at gifte sig med Simon. Og det var konsekvenserne ved at forelske sig i en anden. Hvordan kan man gifte sig med en, som man pludselig slet ikke elsker og hellere vil forlade til fordel for en anden?

711Likes
794Kommentarer
59402Visninger
AA

18. 17

 

"I love you."

 

Jeg havde drømt om denne dag, siden jeg var lille. Forestillet mig, hvordan det hele foregik, hvordan det hele ville blive.

Det eneste jeg ikke havde tænkt på, var, hvordan jeg ville føle, da jeg så mig selv i spejlet iført hvidt. Det var underligt at se mig stå her i den kjole, som jeg for ikke så lang tid siden glædede mig til at være iført. Nu havde jeg det ikke på samme måde mere. Det føltes bare underligt for mig at stå og kiggede mig i spejlet.

Tanker, der ikke burde køre rundt i hovedet på mig lige nu, fyldte mit hoved. De ord, Liam havde sagt til mig i går, kunne ikke forlade mit hoved igen, og det var noget rigtig lort. De blev nødt til at forsvinde, for jeg kunne ikke koncentrere mig om noget som helst.

Måske var det godt, at Liam havde sagt det til mig i går. Selvfølgelig passede jeg sammen med Simon, det burde jeg ikke stille spørgsmålstegn ved. Vi havde altid været sikre på, at vi var meant to be, og bare fordi jeg mødte en ny person, var det stadig meant to be med Simon.

Jeg var nok bare blevet overvældet over, at der var en fyr, som jeg snakkede med, for jeg havde ikke rigtig prøvet noget ’nyt’ i den tid, hvor jeg var sammen med Simon. Det var det, der var grunden. Simon og jeg var perfekte for hinanden.

”Skal jeg hjælpe dig med noget, skat?” min mor rev mig ud af mine tanker, og jeg vendte mig om mod hende med en klump i halsen. Dog fik jeg hurtigt sunket den og smilet troværdigt til min mor.

”Mit hår skal ordnes, så det er fint,” sagde jeg, og hun nikkede hurtigt. Med en håndbevægelse fik hun givet mig tegn om, at jeg skulle sætte mig på en stol foran et andet lille spejl, og jeg gjorde, som hun sagde.

Lige nu føltes alt så underligt, for det var som om, at jeg ikke kunne tænke klart, og at alt bare skete lige forbi hovedet på mig. Det var, som om mine fødder og hænder var lavet af gelé – altså, var det ikke rart.

”Er du nervøs, skat? Du er helt bleg,” min mor trådte bekymret ind foran mig og satte sig på hug, så hun kunne kigge mig i øjnene. Jeg sørgede for at smile det bedste, jeg overhovedet kunne. ”Du skal tænke på, at det er en stor dag. Jeg tror, det er meget normalt at blive en smule nervøs lige inden,” jeg lagde min hånd beroligende på hendes skulder.

Hun nikkede langsomt, men havde stadig det samme bekymrede blik i øjnene. ”Jeg vil bare ikke have, at du ikke har det godt på din store dag. Det er noget helt specielt, når man bliver gift,” sagde hun med et overbevisende blik.

”Mor, det ved jeg godt. Kan du ikke godt bare hjælpe mig med mit hår? Det hjælper ikke på min nervøsitet, at du siger det der, og så vil jeg i øvrigt gerne se godt ud,” sagde jeg og fik på den måde skubbet hende væk igen.

Hun grinede lidt, før hun tog fat i min hårbørste og begyndte at redde det igennem. Jeg havde øjenkontakt med hende via spejlet, og jeg turde næsten vædde alt på, at jeg aldrig i hele mit liv havde fået så kærligt et blik fra hende før.

”Du bliver så voksen, så hurtigt. Jeg kan stadig huske, da du var en lille pige, der ikke kunne gå og skulle have hjælp til alt,” smilede hun, og det fik også et let smil frem på mine læber. Det gjorde mig glad, når hun snakkede om sådan noget.

”Ja, tiden flyver af sted, gør den ikke?” det, jeg egentlig mente med det, var, at der var gået så lang tid og alligevel så kort tid med hensyn til alt det med Liam. Det havde føltes som evigheder, jeg havde kendt ham, og i virkeligheden var det ingen tid.

Irriteret tvang jeg mig selv til at skubbe de triste tanker væk, så de ikke ville styre mig totalt, for det ville aldrig gå godt. Jeg skulle ikke være trist på min bryllupsdag, det gik bare ikke.

Imens min mor hjalp mig med et få ordnet mit hår, trådte Karen pludselig ind. Jeg kunne se hende igennem spejlet, og jeg vendte mig hurtigt om for at kigge på hende med rynket pande.

”Hej, Karen?” sagde jeg, og fik det ud som et spørgsmål, fordi jeg ikke helt forstod, hvorfor hun var herinde, hvor jeg gjorde mig klar. Et smil gled over hendes læber, da hun så mig, og i et kort øjeblik så hun helt kærlig ud.

”Hvor er du fin, min kære,” sagde hun sødt. Jeg skyndte mig at smile. ”Tak skal du have,” fik jeg hurtigt sagt. Jeg kiggede afventende på hende, fordi jeg kunne se i hendes øjne, at hun havde mere at sige.

”Jeg er virkelig ked af det, men Liam kan ikke komme i dag alligevel,” sagde hun, og jeg havde det som om, jeg glemte alt om, hvad der hed at trække vejret. Alligevel formåede jeg at tvinge et smil frem.

”Oh, det er okay,” smilede jeg falskt, og hun nikkede. Dog kunne jeg godt se på hende, at hun var ked af det over ikke at have Liam med, men det var ikke hendes skyld.

Min mor afbrød os. ”Karen, når nu du er her, kan du så ikke lige komme med ud og snakke med mig?” spurgte hun om. Mine tanker var så langt nede over, at Liam ikke kom, at jeg ikke engang blev nysgerrig efter at vide, hvad det var, hun ville snakke med Karen om.

Da de gik ud, forsvandt mit smil straks. Jeg kunne ikke holde det på, mere end det var nødvendigt. På den ene side havde jeg ikke haft lyst til at se ham efter i går, men alligevel gjorde det mere ondt, end jeg regnede med, at han ikke var her.

Tårerne pressede sig på, og jeg kunne ikke helt afgøre, om de var af nervøsitet, eller fordi jeg var ked af det over det faktum, at Liam ikke ville være her til brylluppet. Dog kunne jeg ikke få mig selv til at bebrejde ham. Jeg ville heller ikke bryde mig om at skulle til at bryllup, hvor det var ham, der blev gift, men på den anden side havde han også sagt, at han ikke elskede mig. Han havde nok bare fundet noget bedre at lave i dag.

Det bankede på døren, og jeg skyndte mig hurtigt at blinke de få tårer væk, der var kommet i min øjenkrog. Min far trådte ind, og jeg smilede hurtigt til ham.

”Hej far. Hvad synes du om kjolen?” jeg rejste mig og drejede rundt foran ham, så jeg sørgede for at være så optimistisk som overhovedet muligt. Han smilede ved synet af mig. ”Du er gudesmuk,” forsikrede han mig om.

Dog forsvandt hans smil hurtigt, og han lagde begge sine hænder på mine skuldre. Forvirret kiggede jeg op på ham. ”Far?” spurgte jeg for at få ham til at snakke. Han borede sine øjne ind i mine, så det et kort øjeblik virkede som om, at han kunne se lige igennem mig.

”Skat, jeg kan godt se, at du er ked af det, og jeg forstår det godt,” sagde han. Mit hjerte røg nærmest med det samme helt op i halsen. ”Hvad mener du?” jeg snublede nærmest over ordene.

”Jeg ved godt, at Liam og dig havde noget helt specielt, og jeg kunne ikke undgå at høre, at Karen sagde til dig, at Liam ikke kommer i aften alligevel,” sagde han. Jeg bed mig læben. Havde jeg virkelig været så let at gennemskue, eller hvad var det?

”Mener du det?” sukkede jeg og satte mig med et bump ned i stolen, så hans hænder forsvandt fra mine skuldre. Han nikkede og satte sig overfor mig for at være mere på min højde.

”Sophie, min pige, hvis man først opdager det, så ligger man hurtigt mærke til at alle de små ting. Den specielle forbindelse, der er i mellem jer, og den måde, han kigger på dig på. Det er ikke noget, man gør, når man ikke føler et eller andet. Men ja, jeg vil bare lige sige, at du skal følge dit hjerte – ikke, hvad andre synes, eller hvad du føler, du burde gøre, hvis du forstår. Og her – du skulle have den her på din store dag,” han tog fat i min hånd og lagde et smykke ind i det.

Det var ekstremt, hvor meget jeg blev nødt til at anstrenge mig, for ikke at græde ved hans ord. Med et sidste smil og et klap på skulderen forsvandt han igen ud af rummet. Jeg tog mig sammen og kiggede på smykket i min hånd. Det var en enkel sølvhalskæde med et hjerte som vedhæng. Et smil gled over mine læber, da jeg kiggede på det, og jeg fik hurtigt halskæden om halsen.

Mine tanker gled automatisk hen på det, som min far akkurat havde sag til mig. At der virkelig var noget specielt, i mellem Liam og jeg. Det havde jeg jo også syntes, at vi havde, men.. han elskede mig jo ikke.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke min fars ord over og over igen. ”Følg dit hjerte – ikke, hvad alle andre synes, eller hvad du føler, du burde gøre.”

Et suk forlod mine læber, før jeg gik hen til døren. Alligevel var der en del af mig, der godt ville vide, hvad det var min mor og Karen snakkede om, så jeg håbede på, at jeg kunne høre dem. Forsigtigt lagde jeg øret mod døren.

”Hvorfor var det egentlig, at Liam ikke kom?” jeg hørte min mors stemme spørge om det, og det fik mig blot til at lytte endnu mere opmærksomt, end jeg havde gjort før. Der gik lidt tid, før svaret kom.

”Han havde det ikke så godt, så drengene ville muntre ham op med en tur til Sverige i deres sommerhus, og det tog han så imod, så de skal derhen. Flyet letter klokken 12, så han ville ikke kunne nå det, når man tænker på, at ceremonien er klokken 11,” blev der forklaret.

Da jeg hørte det, var det, jeg vidste det.

Liam løj overfor mig, han elskede mig. Han mente det ikke, da han havde sagt det. Jeg vidste det bare. Han havde gjort det.. nok for at beskytte mig, fordi han følte, at det var hans skyld, hvis der var nogen, der blev såret.

Han elskede mig. Jeg vidste det bare indeni, og jeg stolede på min fornemmelse.

Da snakken mellem de to ophørte, skyndte jeg mig at træde væk fra døren, så de ikke ville få mistanke om, at jeg havde stået op lyttet ved døren.

Pludselig var det som om, at jeg kunne smile mere ægte, selvom jeg stadig var dybt bekymret. Nu var jeg sikker i min sag, han elskede mig, men jeg stod stadig her og om meget kort tid, skulle jeg i kirken og sige ja til en, der ikke var Liam. Nej, det var Simon, jeg var ved at gifte mig med, og det var frustrerende.

Simon fortjente ikke en som mig, for jeg havde virkelig svigtet ham meget. Han havde altid været det, jeg ville kalde den perfekte mand, men jeg havde ikke været noget perfekt for ham. I hvert fald ikke efter jeg mødte Liam.

Fortjente han ikke bedre at få mig, som havde gjort det, som jeg havde gjort?

Døren blev smækket op, så det gav et kæmpe sæt i mig, og jeg blev revet ud af mine tanker om stakkels Simon, der lige nu måtte være utroligt glad. Hurtigt vendte jeg mig rundt og kiggede på min mor. Denne gang var Karen ikke med.

”Nå prinsesse, er du ved at være klar?” hun klappede begejstret sine hænder sammen og gik hen til mig. Jeg smilede til hende. ”Er mit hår okay?” endte jeg så med at spørge om for at undgå at vare på spørgsmålet.

 

***

 

Vi var de sidste, der ankom, og lige om lidt ville vi være på vej op af kirkegulvet, min far og jeg. Min far åbnede bildøren for mig, så jeg kunne hoppe ud, hvilket jeg så gjorde. Ikke et ord blev udvekslet, ligesom der var ingen af os, der smilede til hinanden. Han tænkte nok ligeså meget, som jeg gjorde, og det kunne endda være, at vi tænkte om nogenlunde det samme. Han havde jo regnet ud, hvordan jeg havde det.

Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig, og jeg følte mig utilpas, da dørene blev slået op. Nu var der ikke rigtig noget at gøre. Orglet begyndte, og alle vendte sig mod min far og jeg, da vi begyndte at gå op af kirkegulvet. Min venstre arm var stukket ind under hans venstre.

Synet af Simon gav mig et stik i hjertet. Man kunne se, hvordan havde det. Det lignede, at han var.. lykkelig. At han var overvældet over at se mig nu, her, i hvid kjole og helt klar til at blive gift med ham.

Jeg tillod ikke, at han fik øjenkontakt med mig lige nu. Det havde jeg bare svært ved lige nu, så jeg holdt fokus på gulvet. Det måtte freake ham helt ud, at jeg ikke ville kigge ham i øjnene, men jeg var.. nervøs.

Da vi kom op til alteret, tog Simon i mod mig. Han hjalp mig kort, gav mig et kys på kinden, før jeg stillede mig ordenligt på plads. Der kunne jeg ikke undgå at få øjenkontakt med ham. Han smilede til mig, da han opdagede det, og jeg fik hurtigt smilet et lille smil tilbage.

Der gik ikke lang tid, før alle havde fået sat sig ned igen, og præsten begyndte at snakke. Jeg kunne ikke beskrive, hvordan jeg rigtigt havde det indeni, for jeg var ikke engang sikker selv. Det føltes underligt. Jeg havde regnet med, at det ville føles som det mest fantastiske at stå i kirken med Simon, men det var der, problemet var. Det føltes ikke, som jeg havde regnet med, at det ville. Langt fra, faktisk.

Mit blik faldt på et ur, der var i kirken. Klokken var 11.05, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at Liam skulle til Sverige snart. Var det klokken 12, hans mor havde sagt, at han skulle af sted?

Jeg kunne ikke få mig selv til at fokusere på præstens ord, og det var måske også det, der gjorde, at jeg pludselig åbnede min mund.

”Stop,” sagde jeg lige ud, men det var ikke så højt, som jeg ville have, at det skulle være. Simon kiggede forvirret på mig. ”Undskyld, hvad siger du?” sagde præsten og kiggede på mig med høflighed, selvom han højst sandsynligt var lige så forvirret, som alle andre i kirken nok var.

”Jeg sagde stop,” gentog jeg og kiggede Simon direkte i øjnene. Han så såret og forrådt ud, og det havde jeg også regnet med, at han ville. Men i det stor hele ville han blive mere lykkelig.

”Undskyld, Simon, jeg ved godt, at det lyder helt skørt nu, men du fortjener så meget mere end mig, og det skal du bare vide. Du fortjener en skøn pige, der vil gøre alt for, at du har det godt, og en, som aldrig kunne.. finde på at gøre dig noget eller såre dig. Du er en af de mest fantastiske personer, der nogensinde har været et del af mit liv, og jeg ved godt, du nok ikke tror på mig nu, men du forstår det forhåbentligt på et tidspunkt,” jeg trådte frem og gav ham et kys på kinden, før jeg vendte mig om.

Jeg nåede lige at få et blik af uret, der viste 11.10. ”Undskyld alle, men der bliver ikke noget bryllup, det er jeg meget ked af,” sagde jeg, imens jeg begyndte at gå og derefter løbe ned af kirkegulvet. Jeg havde travlt.

Det var let at høre mumlen i kirken, der opstod bag mig, da jeg gik, men jeg tog mig ikke af det. Straks da jeg var ude, hvor folk ikke kunne se mig, fik jeg i panik fundet en jakke.

Min mor kom ud til mig helt forvirret.

”Sophie, slap nu af! Hvad er det, der sker? Hvorfor er du pludselig så meget oppe og køre, og hvordan kan du få dig selv til at droppe Simon på den måde? Eller.. bare i det hele taget?” spurgte hun forvirret.

Jeg fór frem og tilbage som en forvirret høne, imens jeg fik taget min jakke på udover kjolen.

”Mor, jeg forklarer det hele til dig senere, men lige nu har jeg virkelig brug for en taxa,” fik jeg sagt, før jeg formåede at komme ud af kirken. Min mor nåede ikke at sige noget, før jeg var forsvundet ud.

Straks begyndte jeg at kigge rundt efter en taxa, og da jeg endelig fik øje på en, gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for at få fat i den – og ja, det lykkedes mig endda.

”Jeg skal til lufthavnen hurtigst muligt,” skyndt jeg mig at sige til chaufføren. Det gik så stærkt, at jeg undrede mig over, at han overhovedet kunne forstå det, jeg sagde. Men han satte i hvert fald i gang.

Under hele turen kunne jeg fornemme hans henkastede blikke mod mig, og det måtte også se lidt sjovt ud, at jeg sad i en bryllupskjole og mit hår og min makeup helt perfekt.

”Okay, siden du ikke spørger, hvorfor jeg ser sådan her ud, så er jeg lige gået fra mit eget bryllup, fordi jeg elsker en anden,” endte jeg med at sige, og det fik ham til at se helt skræmt ud. ”Interessant,” endte det så med, at han sagde. Jeg kunne ikke lade være med at grine kort over det.

”Er det okay med dig, hvis jeg bakser med at få den af? Jeg kan ikke rigtig forestille mig selv løbe i en lufthavn i den her kjole,” jeg kastede et blik nedover den uhyggeligt smukke kjole. ”Du er velkommen,” sagde han med det samme, og det lod til, at han havde forstået vigtigheden i det.

Så ja, jeg gik i gang med at bakse, og efter et par minutter lykkedes det mig rent faktisk at komme ud af den, så jeg kun havde min underkjole på. Overraskende nok – den havde ikke været helt let at få på, så det var godt klaret af mig at få den af i en taxa.

Resten af turen foregik i en akavet stilhed, men alt jeg kunne tænke på, var tiden, der tikkede. Det var som om, jeg kunne mærke hvert et sekund, der gik, og for hvert øjeblik, der passerede, fik jeg mindre tid.

”Så er vi her,” sagde chaufføren, og i det øjeblik steg en lyst til at kysse ham op i mig. ”Er det okay, hvis jeg finder ham først og så betaler dig efter? Du kan få min mobil i pant eller sådan noget, så du ved, at jeg kommer tilbage!” jeg kastede mobilen hen i skødet på ham, før jeg stort set fløj ud af bilen. Jeg nåede ikke engang at få et svar fra ham.

Aldrig havde jeg løbet så hurtigt, som da jeg løb ind af indgangen til lufthavnen. Da jeg kom forbi en ansat, stoppede jeg med det samme op.

”Hvor flyver flyet til Sverige? Stockholm, tror jeg?” spurgte jeg panisk, og det føltes som om, at det tog en evighed for hende at svare, og da hun endelig gjorde, satte jeg straks i løb igen.

Der var en masse, der sendte mig på blikket, og selvom jeg uden tvivl fandt det ekstremt pinligt, havde jeg ikke tid nok til at gå igennem lufthavnen. Det kunne koste mig min chance for at snakke med Liam.

Jeg havde lyst til at grine, da jeg fandt gaten. Det var ikke selve gaten, der gav mig lysten til det, men det var, da jeg så 5 personer, der stod med ryggen til mig.

Nu da jeg var mere rolig og sikker på, at jeg havde nået dem, satte jeg ned i gå-gang. Mit blik var fæstnet mod jorden, men da jeg kiggede op igen, så jeg, at Niall havde vendt sig om og kiggede på mig.

Uden at fjerne blikket fra mig fik han puffet til de andre, som alle reagerede – bortset fra Liam. De stoppede med at snakke, lige da de så mig, imens Liam blot fortsatte sin talestrøm.

Pludselig tav han dog, da det gik op for ham, at de andre ikke snakkede mere. Han vendte sig om, og så faldt hans blik på mig, der var gået i stå. Der gik flere sekunder, hvor det lignede, at han ikke rigtigt opfattede, at det var mig, der stod her, før han pludselig genkendte mig.

”Det gjorde du bare ikke,” fik han så sagt. Da han sagde de ord, kunne jeg ikke holde tårerne inde mere. De trillede uhæmmet ned af mine kinder, imens jeg nikkede. ”Jo, det gjorde jeg,” fik jeg hikstet.

Han trådte et skridt frem, og jeg opfattede straks hans invitation. Med løb de sidste få meter i mellem os, stod jeg hurtigt i hans arme. Jeg kunne ikke holde de hulk ind, der kom, og det fik Liam til at stryge mig beroligende over ryggen.

”Jeg kunne bare ikke.. jeg kunne ikke få mig selv til at sige ja til Simon, når det ikke er ham, jeg elsker. Det kunne jeg bare ikke,” fik jeg frem, og det fik ham til at holde mig endnu tættere på ham.

”Du ved godt, at jeg ikke mente det, jeg sagde, ikke? At jeg ikke elsker dig?” der gik noget tid, før han sagde det, men da han sagde det, kom der endnu flere tårer. Det var ikke af sorg og frustration – det var af glæde.

Pludselig piftede Niall, og jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg vristede mig en lille smule ud af Liams greb for at tørre mine kinder, der var blevet helt våde af alle de tårer, der havde kørt nedover dem de sidste minutter.

For at det hele skulle blive endnu mere underligt, end det i forvejen var, blev jeg pludselig prikket på skulderen, så jeg med det samme kiggede op.

Og der stod ingen anden end taxachaufføren. Han holdte min mobil og min kjole frem mod mig.

”Det der behøver jeg ikke betaling for. Jeg ved, jeg lige har hjulpet med noget godt, og det vil jeg ikke kræve penge for,” sagde han ærligt. Jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg tog i mod min mobil og kjolen.

”Tak,” sagde jeg så, og chaufføren smilede blot, før han igen vendte om for at gå. Liam kiggede forvirret på mig og kunne ikke helt holde sit smil væk fra læberne.

”Hvad lavede han med din mobil og.. kjolen?” han skævede ned til den og grinede. Jeg kiggede også ned på det og smilede.

”Det er en.. længere historie,” sagde jeg så. Han lagde en arm om mig og trak mig helt ind til ham, så han kunne kysse mig i håret. ”Så er det godt, at vi har massere af tid nu.”

 

The End

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...