Runaway Bride - One Direction

Alle piger har vel en eller anden drøm om, at deres drømmeprins kommer ridende på den hvide ædelganger og får en happily ever after. Det gælder også 19 årige Sophie fra London. Forlovet er nemlig lige hvad hun er, med sin kommende mand, Simon. Selvom hun er ung, er det kærligheden, der tæller imellem det unge par, og den holder længere med et ægteskabsløfte. Der var dog én ting Sophie ikke havde tænkt på, da hun sagde ja til at gifte sig med Simon. Og det var konsekvenserne ved at forelske sig i en anden. Hvordan kan man gifte sig med en, som man pludselig slet ikke elsker og hellere vil forlade til fordel for en anden?

711Likes
793Kommentarer
58032Visninger
AA

17. 16

 

 

Der skete ikke noget de følgende dage.

Jeg havde været hjemme hos Liam, selvom det var noget af det dummeste, jeg kunne gøre. Jeg burde tage hjem, snakke med Simon, få løst til det hele. Hvad, der holdte mig fra det, havde jeg stadigvæk ikke fundet ud af. Jeg var så frustreret. Det var virkelig svært.

Valget imellem Simon og Liam stod klart, men det var mere tanken om, hvor mange mennesker jeg ville skuffe, der afholdte mig fra at fortælle Simon om Liam og jeg. Jeg turde ikke sidde og tænke på, hvad min familie ville sige. Mine forældre havde lagt så meget arbejde i det bryllup, og fordi jeg blev forelsket i en anden fyr på rekordtid, ville det være spild af tid og penge.

Det hele var så rodet.

Jeg sukkede og kneb øjnene sammen, da jeg måtte opgive forsøget på at få tankerne væk. Problemet var, at hver gang jeg var alene, satte jeg mig til at spekulere over tingene. Det var kun Liam, der havde kunnet få mig til at glemme lidt af alt det, der skete omkring mig. Ellers gik jeg med en ubehagelig, nervøs fornemmelse i maven og vidste egentlig ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv.

Simon havde ringet uafbrudt til mig i går. Da det var blevet aften, og jeg stadigvæk ikke havde taget telefon, havde han vel nok forstået, at jeg ikke havde lyst til at snakke med ham. Han havde i hvert fald ikke ringet lige siden.

Jeg følte mig simpelthen så led overfor ham. Han havde ikke fortjent dette her. Han havde ikke fortjent en pige, der gik bag om ryggen på ham. En pige, der hellere ville vælge en anden frem for ham. Han fortjente så meget bedre. Alt det, som jeg ikke kunne give ham. Udelukkende på grund af Liam.

Endnu et suk forlod mine læber, og som sædvanlig gled mit blik hen mod uret. Liam ville komme hjem om en time, og indtil da måtte jeg sidde med mine bekymringer, som hobede sig op for hvert minut, der gik.

De sidste tre dage, jeg havde været herhjemme hos Liam, havde jeg slet ikke lavet noget. Han havde været på arbejde, men ellers havde han også været hjemme. Vi havde sådan set ikke rigtig lavet noget udover at se fjernsyn og spise. Han havde taget sig lidt af mig, men ellers havde han virket underlig fraværende. Dog havde han sagt, at han bare var træt, men selvom jeg gerne ville tro ham, gjorde jeg det ikke. Han plejede ikke at opføre sig sådan, når han var træt.

Men det var hans ord mod mine, og jeg valgte at tro så meget på hans, som jeg nu kunne.

Jeg sad lige nu og så en eller anden tudefilm, som egentlig også var grunden til, at jeg sad med en pakke kleenex foran mig. Det var lang tid siden, jeg havde grædt så meget over en film. Til gengæld vidste jeg også, at det ikke kun var filmen, som jeg græd over. Det var lidt alting. De blandede følelser. Fornemmelser. Alting.

Da filmen langt om længe var slut, rejste jeg mig op. Jeg vandrede ud i gangen for at se mig selv i spejlet, og billedet jeg mødte var ikke noget at råbe hurra for. Jeg så bestemt ikke godt ud, og jeg ville nødig have, at Liam skulle komme hjem til sådan noget rod.

Derfor valgte jeg at gå i bad og tage noget rent tøj på. Jeg havde rendt rundt i Liams tøj, indtil vi havde vasket tøjet, som jeg havde haft på, da jeg kom herhen. Så det var rent og lige til at tage på. Udover det fik jeg redt mit hår og overvejede lidt at lægge noget makeup, men så i den sidste ende ikke nogen grund til det. Det skulle alligevel af om et par timer, når vi skulle i seng.

Jeg havde lige netop fået lagt børsten tilbage på hylden, da jeg hørte hoveddøren ude i gangen gå op. Selvom jeg ikke følte for det, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt. Tanken om, hvem det var, gjorde mig glad og lettet. Endelig var han hjemme.

Jeg gjorde min entré ved at skynde mig ud i gangen, indtil jeg stødte på Liam, der stod og hang sin jakke op. ”Du er hjemme,” sagde jeg lettet, og hurtigt fik han vendt sig om, imens et lille smil var placeret på hans læber. ”Ja, det er jeg,” mumlede han kort, og jeg tog ikke rigtig notits af hans tone, før jeg sprang hen i hans favn og pressede mine læber mod hans.

Det føltes fantastisk, da han valgte at udvikle kysset, som om vi ikke havde set hinanden i flere dage. Følelserne og varmen brusede rundt i min krop, og jeg trak derfor Liam længere ind til mig.

Der gik først noget tid, før vi trak os fra hinanden, og da vi endelig var trådt væk fra hinanden, hev vi begge heftigt efter vejret.

”Hvordan var arbejdet?” spurgte jeg langsomt, hvilket efterhånden var en vane. Liam trak på skuldrende og fortsatte ind mod stuen. ”Som det plejer,” hørte jeg ham sige. ”Hyggeligt,” mumlede jeg en smule dumt,og forventede lidt et smil fra ham, men han trak på skuldrende og besluttede sig for at gå ind i stuen.

Jeg hævede et øjenbryn for mig selv og kiggede lidt efter ham. Det var ikke fordi, at jeg var paranoid eller naiv, men jeg kunne mærke, at der var noget galt. Det kunne selvfølgelig være, at han var træt og lidt stresset, men det virkede ærlig talt ikke sådan, og det gjorde mig bekymret.

Jeg blev stående i gangen i et par sekunder mere, før jeg tog mig sammen og gik ind i stuen til Liam, der var i gang med at skifte t-shirt, imens han havde blikket på fjernsynet, der stod og kørte. Dog måtte han have opfattet, at der kom nogen, for han så pludselig op på mig. ”Har du grædt?” spurgte han direkte, og jeg rynkede panden forvirret af hans spørgsmål, indtil jeg fattede, hvad han mente. Pakken med kleenex stod stadigvæk på sofabordet, og der lå et par våde snotklude ved siden af.

”Ja,” svarede jeg med et grin, ”der var en tudefilm i fjernsynet,” forklarede jeg. Jeg ville virkelig ønske, at han valgte at smile, men han nikkede bare kort. Måden han gjorde det på, gav mig kuldegysninger, og en ubehagelig følelse placerede sig i min mave.

”For resten,” begyndte jeg og prøvede at lyde lidt opmuntrende for mig selv. ”Vi mangler mælk og aftensmad. Så jeg går lige ned og køber det senere,” fortalte jeg og betragtede hans monotone ansigtsudtryk. Han udviste ingen følelser, indtil han til sidst så hen på mig. ”Nej, du gør ej,” svarede han kort. Jeg stirrede lidt på ham og rynkede panden. ”Okaaay.. Så gør du?” spurgte jeg og følte mig gevaldigt dum, imens mit hjerte begyndte at banke hårdere i mit bryst.

Det her var ikke godt.

Liam ignorerede mit spørgsmål og så en smule køligt på mig. ”Du kan ikke sove her i nat,” fortsatte han, og uden jeg overhovedet havde hørt grunden til det, landede en sten i min mave. Jeg følte, at der var mere end en lille årsag til, at jeg ikke kunne være her. At der lå meget mere i det.

”Hvorfor ikke?” sagde jeg stille og kunne ikke lægge skjul på, hvor nedtrykt jeg lød. Men jeg ville være her. Hvis jeg skulle hjem til Simon, ville problemer blive gravet frem, og det havde jeg ikke brug for.

Liam så på mig i et kort øjeblik, og det så ud som om han tøvede lidt, før han åbnede munden, ”Sophie, det her går ikke.”

Jeg kunne mærke mit blod fryse, og det var som om mit hjerte holdt op med at slå, da han havde fuldført sin sætning. Jeg stod og så uroligt på ham, imens jeg bed mig hårdt i læben og bad til, at han stod og drillede mig.

”H-hvad mener du?” hikstede jeg nervøst. Han blev ved med at glo på mig, indtil han rystede på hovedet. ”Det ved du godt,” sagde han kort og en smule afvisende, og det sårede mig virkelig meget, da han kiggede væk fra mig.

”Dropper du mig?” hviskede jeg nærmest, og kunne mærke kuldegysningerne på mine arme, da sætning gled ud igennem mine læber. Han så langsomt hen på mig igen og sukkede til sidst. ”Beklager. Men jeg kan ikke være sammen med dig mere. Du har en mand, der venter på dig-” ”Jeg har jo sagt, at jeg snakker med ham,” udbrød jeg frustreret og så alvorligt på ham.

”Sophie, det er ikke det, det handler om,” fastslog Liam. ”Så fortæl mig, hvad det handler om,” bad jeg desperat, imens knuden i min mave blev større og større. ”Vi passer bare ikke sammen, okay? Lad os nu droppe det, før det bliver trukket for langt ud.” Han mumlede det sidste, og det fik tårerne til at presse på.

”Hvorfor siger du det til mig nu?” hørte jeg mig selv sige med en lille stemme, og før jeg vidste af det, kunne jeg mærke tårerne trille ned ad mine kinder.

”Fordi jeg ikke gider det mere,” fortalte han kort. ”Hvad er det du ikke gid-” ”Jeg elsker dig ikke, okay?!” sagde han pludselig en smule hårdt, hvilket gjorde mig lidt forskrækket, så et gisp forlod mine læber.

Jeg stirrede såret på ham, imens en klump samlede sig i min hals. En følelse af vrede og sorg løb igennem hele min krop, og fik den sågar til at ryste.

”Du elsker mig ikke?” gentog jeg langsomt og snøftede en enkelt gang. ”Du sagde, at du elskede mig i går, hvordan kan du skifte mening på en dag?” spurgte jeg en smule højt om. Men jeg var virkelig frustreret, og det føltes som om, at jeg lukkede alle mine følelser ud lige nu.

”Jeg løj,” svarede Liam simpelt og så køligt på mig. ”Du løj?” sagde jeg igen, imens jeg begyndte at ryste på hovedet, eftersom han bare nikkede.

”Tænk, at jeg ville vælge dig,” mumlede jeg for mig selv og tørrede ihærdigt mine kinder. Liam stod bare og så koldt på mig, og det var grunden til, at jeg vendte mig om og gik hen mod gangen. Jeg var lidt ligeglad med de ting, jeg havde her, jeg skulle bare væk. Så jeg tog mit overtøj på ude i gangen og trådte i mine sko, og uden at overveje at gøre mere, forlod jeg lejligheden.

 

***

 

Jeg stirrede på det velkendte lejlighedskompleks, der lå foran mig. Selvom jeg ikke havde lyst, måtte jeg gå derind. Jeg måtte gå derind, gå op til Simon, undskylde for alt. Jeg havde været en idiot. Jeg havde ikke indset, hvilken fantastisk kæreste jeg stod med. Han ville aldrig gøre det, som Liam lige havde gjort imod mig. Det kendte jeg ham for godt til.

Jeg kunne stadigvæk ikke tro, hvad Liam havde gjort. At han ville sige sådan noget til mig, havde aldrig faldet mig ind. Og det gjorde mig simpelthen så ked af det. Dog tanken om, at han ikke var min mere, gjorde mig endnu mere ked af det, og det var sådan set grunden til, at jeg havde grædt uafbrudt, siden jeg forlod hans lejlighed.

Jeg tog en dyb indånding, før jeg trådte ind ad den åbne dør til komplekset. Langsomt fandt jeg min vej op på den rette etage og fortsatte længere hen ad gangen, indtil jeg endte ved den velkendte dør. Jeg tørrede mine kinder lidt, imens jeg fandt min nøgle frem. På en måde håbede jeg ikke på, at Simon var hjemme, men det ville egentlig ikke betyde noget. Han kom hjem før eller siden, og så skulle vi snakke.

Jeg låste døren op og kunne allerede i entréen høre en stemme inde fra soveværelset. Forsigtigt trådte jeg ind og lukkede døren efter mig. Jeg tog musestille mine sko og min jakke af og nåede lige at vende mig om, da jeg så det velkendte ansigt foran mig.

”Sophie?” sagde han forbavset, men en smule bekymret, hvilket gav mig en trang til at græde. Og før jeg fik stoppet mig selv, begyndte jeg at græde, imens jeg trådte hen til ham. Han virkede overrasket over min handling, men var hurtig til at tage imod mig.

”Hey, hey,” hviskede han og aede mig på ryggen. ”Undskyld,” hulkede jeg og gjorde mit greb om ham strammere, så hans duft bredte sig ind i mine næsebor. ”Undskyld. Jeg har været en idiot og-” ”Shh, det er okay, lille skat,” afbrød Simon og kyssede mig betryggende i håret, imens hans hånd stadigvæk gled frem og tilbage på mit ryg.

Jeg svarede ikke, eftersom jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Jeg havde det så elendigt og anede ærlig talt ikke, hvad jeg skulle gøre. Det eneste, jeg sådan set kunne være glad for lige nu, var, at jeg havde en person, der elskede mig og ikke bare ville forlade mig uden en ordentlig grund. Jeg vidste, at jeg havde Simon, og han gjorde mig sikker og tryg. Måske var det alligevel bedst at stå med ham.

 

_____________________________________________

A/N:

Meget kort kapitel, men det var det sted, jeg ville stoppe. Sidste kapitel kommer i løbet af næste uge xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...