Runaway Bride - One Direction

Alle piger har vel en eller anden drøm om, at deres drømmeprins kommer ridende på den hvide ædelganger og får en happily ever after.
Det gælder også 19 årige Sophie fra London. Forlovet er nemlig lige hvad hun er, med sin kommende mand, Simon. Selvom hun er ung, er det kærligheden, der tæller imellem det unge par, og den holder længere med et ægteskabsløfte.
Der var dog én ting Sophie ikke havde tænkt på, da hun sagde ja til at gifte sig med Simon. Og det var konsekvenserne ved at forelske sig i en anden. Hvordan kan man gifte sig med en, som man pludselig slet ikke elsker og hellere vil forlade til fordel for en anden?

711Likes
794Kommentarer
59294Visninger
AA

16. 15

 

 

”I choose you.”

 

 

Jeg havde det ikke godt, da jeg trådte ud af bilen og så op mod det store, hvide hus. Simon stod på min anden side og var i gang med at rette lidt på sin skjorte, hvorimod jeg bare stod og stirre på døren, der var lige fremme.

Bree havde inviteret de nærmeste til middag inden brylluppet, som der kun var en lille uge til. Og de nærmeste inkluderede uheldigvis Liam og hans forældre. Jeg havde ikke haft lyst til at deltage i middagen, fordi jeg ikke kunne lide, at han skulle sidde og se på Simon og jeg. Desuden havde jeg heller ikke lyst til at sidde og snakke med Simons forældre.

På så kort tid var vi kommet tættere på brylluppet. Liams og mit forhold havde udviklet sig til mere. Jeg var begyndt at bakke mere og mere væk fra Simon, hvilket jeg vidste, han havde bemærket. Det var også grunden til vores lille skænderi, som vi havde haft i går aftes. Jeg havde prøvet at komme op med en undskyldning, men havde ikke rigtig noget godt i ærmet. Jeg følte mig måske lidt skyldig over for ham. Han var virkelig en fantastisk person, og han fortjente ikke det, som jeg gjorde over for ham.

Men jeg kunne ikke lade være.

Jeg havde et indre dilemma med mig selv. Jeg vidste ikke, om jeg skulle fortælle Simon om Liam og jeg. Han ville blive så sur og skuffet. Og hvad ville resten af min familie ikke sige? Den eneste, jeg vidste, jeg med garanti ville have efter det her, var Liam.

Det lød måske ikke af meget, men han betød så forfærdelig meget for mig, at jeg ikke bare kunne give ham op. Jeg ville have, at han var min fremtid. Ikke Simon.

”Kommer du, mus?” sagde Simon og sendte mig et strålende smil, som jeg langsomt gengældte. ”Jeg er lige bag dig,” mumlede jeg kort og sukkede lydløst, inden vi begyndte at gå.

Jeg fulgte tavst med Simon, der førte an op til hoveddøren, som han roligt fik åbnet. På afstand kunne jeg allerede høre, at der var gang i samtalerne inde i stuen. Brees grin sagde det hele.

Jeg lukkede døren efter mig og tog min blazer af. Eftersom Simon havde givet mig et par stiletter i dagens anledning, havde jeg taget dem på, og jeg ville ikke tage dem af, da jeg havde bare tæer.

”Der var I jo,” blev der pludselig sagt fra stuedøren. Jeg vendte mig om og så Bree kigge på os med et stort smil, som om hun have vundet i lotto. Typisk.

”Hej, mor,” hilste Simon og gav hende et kys på kinden, før hun fortsatte hen til mig. ”Hvordan har min svigerdatter det?” spurgte hun med et grin og trak mig ind til et knus. Jeg smilede falsk for mig selv og havde allermest bare lyst til at sukke. Jeg kunne virkelig ikke overkomme denne her middag.

”Jeg har det fint, tak,” fik jeg sagt og trak mig efter kort tid tilbage. Hun så lidt bekymret på mig, ”har du det godt?” spurgte hun lavt. Jeg nikkede lidt. ”Lidt kvalme,” løj jeg, hvilket hun pludselig fik store øjne af. Og straks gik det op for mig, hvad hun havde i tankerne.

At jeg var gravid.

”Nejnej,” sagde jeg hurtigt og rystede på hovedet. Et usikkert smil var plantet på hendes læber, imens hun grinede forsigtigt. ”Er du sikker? Jeg ha-” ”Bree, jeg er hundrede. Nej.”

Jeg ville ikke lyde hård, men for en gangs skyld gad jeg bare ikke at diskutere noget. Og det lod idet mindste som om, at hun forstod det.

Jeg vendte mig om mod stuen og tog en dyb indånding, før jeg trådte derind. Der var ikke helt så mange mennesker, hvilket egentlig passede mig fint. Dog ville jeg alligevel ønske, at der var flere, så Simon havde været beskæftiget med noget mere, og så jeg kunne nøjes med at snakke med Liam. Jeg fik øje på ham henne ved spisebordet, hvor han sad og snakkede med min far, underligt nok.

”Sophie!”

Jeg skævede til Karen, der lige havde sagt mit navn højt, og automatisk så jeg hen på Liam igen, og selvfølgelig havde jeg fået hans opmærksomhed nu. Jeg sendte ham et svagt smil, før jeg kiggede på Karen igen.

”Hej,” sagde jeg. ”Hej. Du ser godt ud,” roste hun og gav mig et knus, som jeg gengældte. ”Tusind tak.”

Og sådan gik det praktisk talt hele vejen rundt. Jeg kunne føle Liams blik på mig hele tiden, hvilket gjorde mig en smule mere oprevet. Allermest fordi jeg bare havde lyst til at sige fuck til alle de andre, tage hans hånd og gå min vej.

Men det kunne jeg selvfølgelig. Det havde jeg overhovedet ikke mod på. Og hvis det nogen sinde skulle ske, skulle det være på en mere afslappende måde.

Til sidst var der heldigvis ikke flere mennesker tilbage, og jeg var lige ved at vende snuden om mod Liam, hvis ikke det var for Simon, der pludselig tog min hånd.

Jeg sukkede lydløst og så hen på ham med et lille smil. ”Hvad er der?” spurgte jeg og prøvede at fjerne irritationen i min stemme. Han så ikke ud til at bemærke den, så jeg regnede med, at det gik fint nok.

”Giv mig lige et kys,” befalede han. Jeg hævede et bryn og så forvirret på ham. ”Hvorfor?” spurgte jeg langsomt og kom automatisk til at bakke et lille skridt tilbage. Han så lidt undrende på mig og grinede så bare. ”Kom nu, skat.”

Jeg bed mig i læben, da tanken om at Liam sad lige bag mig sneg sig ind i min krop. Og tanken var ikke behagelig. Det måtte være virkelig surt for ham at sidde her.

Alligevel valgte jeg at kysse Simon kort på munden, men ligesom jeg skulle til at trække mig tilbage, udviklede han bare kysset, og på grund af hans tag om mine håndled, kunne jeg ikke trække mig tilbage.

Han trak sig først væk fra mig en evighed efter, og for det ikke skulle være endnu mere løgn, kiggede alle på os. Jeg bed mig i læben og smilede svagt til Simon, der mumlede et eller andet til mig. Han gav endelig slip på mig, og jeg fik derfor chancen til at vende mig om mod Liam, der sad og kiggede lidt ned i bordet, imens min far så på mig.

”Hej, min skat,” sagde han med et smil, som jeg gengældte, før jeg gav ham et knus. ”Hej, far,” mumlede jeg i hans skulder, og kunne næsten godt blive der hele aftenen. Alt andet end at være her i hvert fald.

”Jeg sad lige og snakkede med Liam om din barndom,” begyndte han, og det var først der, jeg trak mig tilbage. ”Gjorde du?” spurgte jeg og så langsomt hen på Liam, der først nu kiggede op. ”Ja. Men jeg smutter lige ud i køkkenet og ser, om der er noget jeg kan hjælpe med.” Uden svar rejste han sig op og forsvandt sin vej, hvilket gjorde at Liam og jeg var alene.

Jeg kiggede hen på ham, og uden at få det til at se få intenst ud, gik jeg hen for at give ham et kram, som han hurtigt fik gengældt.

”Undskyld,” mumlede jeg stille og trak mig et par sekunder efter tilbage. Han smilede bare til mig og mimede et 'det er okay', hvilket gjorde mig lidt roligere.

Jeg satte mig på stolen, som min far lige havde siddet på og lod mine hænder hvile på mine lår. ”Såå.. hvordan går det med drengene?” spurgte jeg nysgerrigt. ”Fint,” svarede han og bed sig lidt i læben, imens jeg bare stirrede blankt ud i luften.

Det var en lidelse det her. Ikke bare for mig, men også for Liam. Jeg forstod ikke engang, hvorfor han tog med. Han fortjente ikke at skulle se på det her. Selvfølgelig gjorde jeg det. Det var sjovt nok det, der fulgte med i det, som jeg havde gang i.

Alligevel var det det hele værd, det vidste jeg.

 

***


Middagen var skudt i gang, og den gik fint, ville jeg sige. Jeg havde Simon på min ene side, og min mor på den anden, imens Liam sad over for mig, hvilket gav mig rimelig gode muligheder for at snakke med ham.

Det havde virket akavet i starten, men det var som om, at jeg var begyndt at lukke andre folk bedre ude, så jeg kun forestillede mig, at det var ham og mig, der var sammen. Selvfølgelig uden alle frynsegoderne. Dem var der ikke plads til lige nu.

”Sophie, vil du lige række mig saucen?” sagde min mor og afbrød min og Liams samtale. Jeg så hen på hende kort, før jeg med et nik gjorde, hvad hun bad om. Jeg kiggede hen på Liam igen og himlede med øjnene. Han sendte mig et let smil og tog kanden med vand og hældte lidt i et glas.

”Ogs' mig,” nåede jeg at sige, hvorefter jeg skubbede mit glas hen til ham, inden han havde sat kanden på bordet igen.

”Liam, hvordan går det egentlig med karrieren? Jeg så dig i fjernsynet i morges til et interview,” begyndte Simon pludselig, hvilket fik mig til at tygge lidt ekstra hårdt i brødet, som jeg sad og stak i munden. ”Det går helt fint, tak,” svarede Liam og sendte Simon et smil, som om alting var fuldstændig cool.

”Sker der noget spændende for tiden?” spurgte Simon fortsat og kiggede nysgerrigt på Liam. Han trak en smule på skuldrende, ”drengene og jeg har snart en tur rundt i the UK, men ellers ikke rigtig noget lige pt af store ting,” fortalte han kort. Simon nikkede og drak noget af sin hvidvin, som han havde i glasset. En drikkelse, som jeg afskyede.

”Men det lyder da også spændende,” indskød Simons far, hvilket jeg nikkede til. ”Så kan du komme ud og opleve verdenen lidt,” tikføjede jeg og så på Liam med et lille smil, som han gengældte. ”Og synge lidt,” blev jeg ved. ”Og du kan møde en masse nye fans og mennesker.” Liam grinede lidt af mig, og jeg smilede bare søvndrukkent.

”Sophie, skat, har du drukket?” lød det lavmælt fra min mor. Jeg så langsomt hen på hende med rynket panden. ”Det tror jeg da ikke,” sagde jeg dumt, og først der gik det op for mig, at jeg havde siddet og bællet rimelig meget champagne, hvilket jeg ellers ikke plejede at gøre.

Jeg gjorde det for at holde middagen ud.

”Skat,” sukkede mor og fjernede det høje glas med noget i, der nok ikke mindede helt som meget som vand.

Ups.

”Hvad? Det er vel tilladt at drikke engang imellem,” mumlede jeg og himlede med øjnene, før jeg vendte tilbage til min mad, som der heldigvis snart ikke var mere af. Så var det bare desserten, og så var det videre hjem.

”Nå, Sophie og Simon, er der fuldstændig styr på det hele?” brød Karen pludselig ind, og af en eller anden grund fik jeg lyst til at stikke gaflen ned i bordet i stedet for i kødet.

”Det hele er på fuldkommen på plads, ikke skat?” Simon så hen på mig, og jeg fastholdte bare mit blik på kødet, som jeg prøvede at skære ud, imens jeg kort nikkede.

”Det var godt. Der skulle jo nødig mangle noget,” svarede Karen Simon og sendte os begge et smil, som jeg svagt gengældte.

På grund af alkoholen kunne jeg føle mine følelser tage lidt overhånd. Jeg gad ikke at være i dette her hus med alle disse mennesker her, og det kunne jeg især godt mærke. Det var ikke ligeså slemt som før, da jeg ikke havde fået noget indenbords, men lige nu var det faktisk rimelig slemt.

”Det er utroligt så meget Alma glæder sig,” begyndte Bree og grinede højt. ”Hun snakker jo heller ikke om andet,” smilede Simon og kiggede hen på mig med et stort smil, som jeg var nødt til at gengælde.

”Børn og bryllupper,” sagde min mor og grinede også, hvilket gav mig lidt af en kvalm fornemmelse i maven. Ikke mere snak om det bryllup tak.

Jeg kiggede stille op på Liam, der sad og kiggede lidt ned i bordet, imens han af og til tog en tår vand fra sit glas.

Bree grinede igen højt, og derfor så jeg hen på hende. ”Det er jo ærgerligt, at I bliver gift i så ung en alder, så børnene ikke kan nå at komme med på billederne.”

Og så gad jeg ikke at høre på mere.

Det var grunden til, at jeg med vilje skubbede min tallerken ned på gulvet, så den knækkede, og alle folkene ved bordet blev stille, imens alle blikke røg hen på mig.

”Ups,” sagde jeg undskyldende og smilede lidt. ”Det er jeg ked af,” løj jeg og så udelukkende på Bree, der kiggede lidt mistroisk på mig. ”Jeg henter lige en klud og en kost,” fortsatte jeg og rejste mig op, så jeg kom klodset på benene.

Jeg kunne mærke folks blikke i nakken på mig, da jeg gik ud i køkkenet. Med et suk lænede jeg mig op ad køkkenbordet og tog mine stiletter af. Jeg kunne allerede mærke, at jeg ville få en vabel, og det gav mig mildt sagt bare lyst til at sukke endnu mere.

Jeg ville bare gerne hjem nu.

”Skat?” lød det pludselig fra køkkendøren, hvor Simon stod med et forvirret og lidt bekymret blik. Jeg rejste mig op og vendte mig om for at prøve at finde en karklud et eller andet sted.

”Sophie,” blev Simon ved, og var på hurtigt vis noget bag om mig. ”Ikke nu,” mumlede jeg kort og søgte med øjnene stadigvæk efter den pokkers karklud, men endte med til sidst bare at tage et viskestykke.

Jeg vendte mig om og skulle til at træde forbi Simon, men så let fik jeg vist ikke lov at slippe, for han stillede sig ind foran mig og tog fat i mit håndled. ”Vil du godt lige slappe af engang?” spurgte han bestemt om, og jeg så bare sløret på ham.

”Hvor meget har du drukket?” mumlede han lidt småirriteret, og jeg prøvede bare at vride mig ud af hans greb, så jeg kunne komme væk fra ham.

”Sophie, stop så,” insisterede han bestemt. ”Så slip mig dog!” vrissede jeg højt, hvilket han så ud til at blive meget forbavset over.

”Hvad har jeg gjort dig, siden du skal være så sur i dag?” sagde han en smule surt om, og jeg fnøs. ”Bare lad mig være, okay?” Jeg vendte mig om, men igen tog han fat i min hånd og vendte mig om. ”Jeg er ikke dum. Hvad er der galt?” blev han ved, og det gjorde mig virkelig irriteret. Han kunne bare ikke lade det være. ”Vil du vide, hvad der er galt?!” spurgte jeg højt.

”For det første, så har jeg sovet af helvedes til i nat, fordi vores lortenabo valgte at spille fucking Elvis Presley hele natten. For det andet, så er min bedste veninde pisse sur på mig. Og for det tredje så har du valgt at slæbe mig hen til en fucking middag, hvor jeg skal sidde og høre på et bryll-” ”Så stopper du!” afbrød Simon kort og strammede grebet om min hånd, hvilket automatisk fik mig til at slå ud efter hans hånd, selvom jeg ikke var meget for det.

”Hvad fanden har du ga-” ”Hvad sker der lige?” Brees stemme, der trængte ind i mine øre, fik mig til at sukke. Både Simon og jeg så hen på hende, og Simon slap roligt grebet om min hånd. Han sagde intet, og derfor rystede jeg bare på hovedet og tog mine stiletter, der lå på gulvet.

”Såmænd ingenting,” fortalte jeg kort Bree, der så lidt forvirret på mig. Jeg vendte mig om mod Simon, ”vi ses derhjemme,” fortsatte jeg og gjorde et flabet vink, der efterlod både ham og Bree med åben mund, da jeg forsvandt ind i stuen, hvor der uheldigvis sad folk og stirrede ud mod køkkenet.

”Sceneshowet er forbi,” snerrede jeg nærmest og skred ud i gangen, hvor jeg åbnede døren. ”Sophie!” hørte jeg min mor råbe, men jeg svarede ikke. Derimod skyndte jeg mig bare at tage mine stiletter på og smutte ud af døren, som jeg ihærdigt smækkede efter mig, så jeg ikke var et sekund i tvivl om, at min mor næsten havde fået den i fjæset.

Jeg havde ikke min blazer på, og vinden føltes pludselig kold mod mine bare arme. Det fik mig dog bare til at sætte farten op, for lige nu ville jeg intet mere end hjem. Heldigt, at jeg både havde min telefon og mine nøgler på mig, ellers havde jeg da været helt på den.

 

***


Jeg fandt mig selv derhjemme i sengen med en flaske champagne ved min side, imens jeg sad og så en eller anden film, som jeg ærligt talt ikke fulgte med i.

Jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg havde gang i. Da jeg kom hjem, havde jeg fundet flasken med champagne frem som det første. Det var egentlig ikke fordi, jeg havde lyst til at drikke mig helt i hegnet, men trangen til at drikke det bryllup væk, var der lige nu.

Jeg nåede lige netop at sætte den næsten tomme flaske på bordet, da jeg pludselig hørte hoveddøren ude i gangen gå op.

Åh nej.

Et suk forlod mine læber, da jeg godt vidste, hvem det var. Alligevel blev jeg bare siddende og stirrede tomt ud i luften på fjernsynet, indtil døren ved siden af mig gik op med et sæt.

Jeg kunne mærke Simons blik på mig, men kiggede ikke på ham, og jeg vidste allerede nu, at han var sur, hvilket jeg egentlig også godt kunne forstå.

”Hvad fanden har du gang i, Sophie?” sagde han højt og stillede sig hen foran fjernsynet med et surt ansigtsudtryk. Jeg svarede ikke, men lænede mig bare op ad væggen og så på ham.

”Gider du godt at svare mig?!” spurgte han vredt og hævede stemmen en del, og det fik kuldegysningerne til at bane sig vej frem på mine arme.

”Ingenting,” svarede jeg kort og tog flasken med champagne fra natbordet, hvorefter jeg tog en ordentlig tår. Jeg tog flasken væk fra min mund og stillede den i mit skød. Dernæst så jeg på Simon med et lidt flabet blik, og det så ud til at pisse ham endnu mere af.

”Du ved godt, at min mor aflyste den middag på grund af dig, ikke?” snerrede han, og jeg himlede med øjnene. ”Det var da rart at vide,” mumlede jeg for mig selv og tog flasken med champagne op til munden endnu en gang for at tage en tår.

Dog nåede jeg ikke så langt, da flasken pludselig blev revet ud af min hånd, og væsken flød hurtigt ned ad min hage.

”Hvad har du gang i?” sagde jeg højt og så surt på Simon, der stillede flasken på bordet og så alvorligt på mig. ”Sophie, tag dig sammen og fortæl mig, hvad fanden der er galt. Du har aldrig opført dig sådan der før.” Hans øjne borede sig ind i mine, og jeg kunne godt se, at han ikke syntes, at dette her var sjovt. Faktisk så han virkelig vred ud.

Jeg gloede olmt på ham og endte med at skubbe ham væk for at rejse mig. Lige nu gad jeg ham ærligt talt ikke, og jeg vidste bare hvem, jeg skulle hjem til. Uanset, om han var hjemme eller ej.

”Hvor skal du hen?” råbte han efter mig, da jeg var gå ud i gangen. ”Hen til Liam,” sagde jeg kort og gik ud i gangen for at tage mine sko på.

”Liam?!” Jeg hørte, Simon trampe ud i gangen med hårde skridt, hvilket fik mig til at krybe mig lidt sammen, imens jeg tog min jakke på. Han kom ud i gangen og så rasende på mig. ”Sophie, vi havde en diskussion om ham i går!” råbte han.

”Nej, vi havde et skænderi,” rettede jeg flabet. Han så på mig med store øjne og tog sig til tindingerne, som om han talte til ti for at falde lidt til ro.

”Du tager ikke hjem til Liam,” endte han med at sige i en iskold tone, der gav mig myrekryb. Jeg sukkede og rystede på hovedet. ”Det er godt, at vi er to om at bestemme det,” sagde jeg kort, før jeg vendte mig om og åbnede for døren. Uden at sige mere trådte jeg ud, og smækkede døren i.

 

***


”Her, drik det her.” Han rakte et glas koldt juice frem mod mig, som jeg med et lille suk tog imod. ”Jeg har ikke brug for det, Liam,” mumlede jeg, og han nikkede bare. ”Sophie, du er fuld,” hørte jeg ham sige, før han vendte sig om for at sætte juicekartonen i køleskabet.

Jeg gjorde, som han sagde og fik tvunget juicen i mig, selvom jeg bestemt ikke havde lyst til den. Jeg ville egentlig gerne bare sove. Klokken var mange, og jeg var forfærdelig træt. En lur lød i hvert fald ikke dårlig.

Liam kom tilbage til mig og stillede sig foran mig, imens han så alvorligt på mig. ”Vil du fortælle mig, hvad der skete nu?” spurgte han roligt. Jeg så lidt på ham, indtil jeg trak på skuldrende. ”Vi havde bare en skænderi i går, og.. han irriterede mig i dag,” svarede jeg kort. Han hævede brynene en smule. ”Han irriterede dig?” sagde han langsomt.

Jeg nikkede, fordi jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg ellers skulle sige. Dog endte jeg med at sukke på grund af Liams mistroiske blik. ”Liam, de snakker og snakker om det bryllup. 'Er alt klar, har du styr på det hele?'. Hørte du hvordan Bree begyndte at snakke om børn?”

Jeg begyndte at gå tænkende rundt i køkkenet, imens Liam lænede sig op ad køkkenbordet, imens hans blik hvilede på mig. Han bed sig lidt i læben, indtil han nikkede forstående. ”Har du.. tænkt over tingene?” spurgte han forsigtigt.

Jeg vidste godt, hvad svaret var, og derfor nikkede jeg også hastigt. ”Jeg vælger dig, okay? Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hvordan jeg skal sige det til de andre. Min mor.. familie vil blive virkelig skuffet og sure, og jeg vil ikke tænke på, hvad Simons familie vil sige,” fortalte jeg kort og så ærligt på ham.

Han forblev lidt stille, men nikkede endelig. ”Vi finder ud af det,” sagde han roligt og tog min hånd for at flette vores fingre ind i hinandens. Jeg svarede ikke, men tog i stedet fat i hans trøje for at trække ham ind til et langt, lidenskabeligt kys, der fik følelserne i min mave til at gå amok.

Jeg var helt sikker. Det skulle være ham.

 

***

 

IKKE RETTET IGENNEM

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...