Runaway Bride - One Direction

Alle piger har vel en eller anden drøm om, at deres drømmeprins kommer ridende på den hvide ædelganger og får en happily ever after.
Det gælder også 19 årige Sophie fra London. Forlovet er nemlig lige hvad hun er, med sin kommende mand, Simon. Selvom hun er ung, er det kærligheden, der tæller imellem det unge par, og den holder længere med et ægteskabsløfte.
Der var dog én ting Sophie ikke havde tænkt på, da hun sagde ja til at gifte sig med Simon. Og det var konsekvenserne ved at forelske sig i en anden. Hvordan kan man gifte sig med en, som man pludselig slet ikke elsker og hellere vil forlade til fordel for en anden?

711Likes
794Kommentarer
58931Visninger
AA

15. 14

 

”Take it or leave it.”

 

Jeg havde været forelsket før. Selvfølgelig havde jeg det. Det var helt normalt. Nogle gange føltes det fantastisk, andre gange gjorde det ikke. Det var ikke altid lige godt at have følelser for en anden, der ikke gengældte dem. Faktisk gjorde det virkelig ondt. Som mange andre teenagere havde jeg prøvet det. Det føltes altid som om, at det var i teenageårene, at det skulle gå galt. Du følte dig glad og fri, forelsket i ham den flotte.

Men så gengældte han det ikke.

Og man kunne kun ligge og tænke på det om aften, inden man skulle sove. Det gjorde så ondt indeni, og så tvivlede man på, om man nogen sinde overhovedet ville finde kærligheden.

Det var sådan, jeg havde det nu. Eller, vi kunne stort set strege det ud med, at følelserne ikke var gengældt, for det var de.

Sandheden var, at jeg følte mig som en teenager her for tiden. Jeg var så glad. Jeg havde det fantastisk, følte mig fantastisk. Mit humør var toppen, og jeg vidste godt hvorfor.

Fordi jeg var forelsket, og fordi at følelserne var gengældt.

Jeg havde det så godt, at jeg af og til rendte i min egen verden og teede mig som om, at jeg var høj. Alt sammen på grund af Liam.

Det var som om, at han var fyren i mit liv. Vi havde et slags forhold, som jeg ikke kunne beskrive. Vi opførte os måske som et rimelig normalt par, men indeni følte jeg, at vi var meget mere end det. Og så selvom det hele først var kommet frem nu.

Siden vores første kys havde det hele gået så hurtigt. Vi havde på en uge formået at skabe et stærkt, loyalt forhold, og vi kunne egentlig kalde os selv for lykkelige, uden at få det til at lyde overfladisk. Det var måske overfladisk, men selvfølgelig var det min indre teenager, der snakkede på mine vegne.

For hvis jeg tænkte over det, var vi ikke lykkelige. Vi gik bag om ryggen på min kommende mand, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det. Problemet var bare, at jeg ikke følte mig skyldig eller noget, men samtidig gjorde det mig også ked af, at jeg gjorde det her mod Simon. Men det var bare som om, at mine følelser var forsvundet i løbet af ingen ting, og hvis jeg virkelig elskede ham, burde de stadigvæk være der.

Men nu når jeg så ham, følte jeg ikke andet end... skuffelse.

Det var stort set også grunden til, at jeg holdte mig væk fra ham. Jeg brugte den meste tid sammen med Liam og løj overfor Simon om, hvor jeg var henne. Jeg sagde, at jeg gerne ville have den sidste tid som fri kvinde, og selvfølgelig troede han på mig.

Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle gøre ved det hele. Mit valg stod i hvert fald klart. Jeg var klar til at smide alt væk med Simon og starte et nyt kapitel sammen med Liam.

Det var i hvert fald, hvad mit hoved sagde. Jeg var ikke sikker på det. Derfor lagde jeg det også tilbage på hylden. Jeg undgik at tænke på det, så det ikke gik mig på. Og heldigvis snakkede Liam aldrig om det.

Det var mere som om, at vi bare prøvede at nyde tiden, vi havde sammen, fordi vi vidste, at der snart ville ske noget dårligt.

Jeg ville bare ikke tænke på det.

”Salt eller peber?” lød endnu et spørgsmål fra Liams mund, hvilket fik mig til at smile. ”Hvor mange krydderier skal der lige i den sovs?” spurgte jeg og smilede lidt. Han grinede kort og åbnede skabet for at tage begge ting ud. ”Krydderi er godt, Sophie,” samtykkede han. ”Ligesom chokolade,” nikkede jeg. Han smilede skævt, ”jeg kommer altså ikke chokolade i...” Jeg grinede højt og daskede ham blidt på skulderen for derefter at placere et kys på hans kind.

Vi var i gang med at lave mad. Eller, rettere sagt, Liam var i gang med at lave mad. Jeg følte mig lykkelig, da han tidligere på dagen havde skrevet, om jeg ikke kom over og spiste frokost med ham. Selvfølgelig havde jeg sagt ja. Jeg ville ikke gå glip af chancen for at se ham endnu en gang, selvom jeg så ham i forgårs, hvor jeg havde sovet sammen med ham.

”Massere af salt så,” sagde jeg og betragtede Liam drysse lidt salt i kødsovsen. ”Mere.” Han rystede på hovedet af mig og satte saltet på køkkenbordet, hvor jeg sad. ”Er der noget galt med dine smagsløg?” jokede han og kiggede på mig med et drillende smil.

”Bare der ikke er noget galt med dine smagsløg,” gav jeg igen og kunne ikke lade være med at grine en smule. Han smilede stort og trådte hen til mig, så jeg fik chancen for at svinge benene omkring hans hofter.

Det mindede mig altid om vores første kys, og fik mig automatisk til at smile.

”Du er skør, ved du godt det?” spurgte han, hvorefter han kyssede mig blidt på læberne. Jeg tog fat i hans t-shirt og trak ham længere ind til mig, hvilket fik ham til at smile i kysset.

”Og du er dejlig,” mumlede jeg imens. Han grinede en smule og endte med at trække sig væk fra mig. ”Du kan selv være dejlig,” fastslog han, før han trådte hen til gryden igen og rørte rundt i kødsovsen.

Vi præsterede at få lavet en god frokost til os og sad bare og snakkede om alle mulige ligegyldige ting. Ting, som jeg aldrig kunne snakke med andre folk om. Ikke engang min bedsteveninde, min kæreste eller mine forældre.

Det burde ikke være muligt, men nogle gange følte jeg bare, at Liam kendte mig bedre end nogen anden.

Og igen fik jeg det til at lyde som om, at han var alt i min verden. Det var han selvfølgelig ikke. Men han spillede en virkelig vigtig rolle i mit liv, som jeg ikke bare kunne se bort fra. Unanset, hvor latterligt det lød.

Jeg havde et aftale med Caroline senere. Vi skulle på Starbucks og sludre over en kop kaffe, hvilket efterhånden var noget tid siden, vi havde gjort. Hun havde travlt med sine studier, imens jeg havde travlt med... Liam.

Jeg havde overvejet, om jeg skulle fortælle hende om ham. Hun var jo trods alt min bedsteveninde og fortjente at vide, hvad jeg egentlig gik og lavede, men jeg var ikke sikker på, om det ville være smart. Jeg vidste jo ikke, hvordan hun ville tage det, eftersom hun godt kunne lide Simon og altid havde ment, at han var den rette for mig. Hun glædede sig til at være brudepige til brylluppet og snakkede stort set ikke om andet, når vi var sammen, så jeg havde virkelig ingen anelse om, hvordan det ville komme til at gå, hvis hun fik det at vide.

”Hvornår skal du af sted?” spurgte Liam. Vi havde endelig fået ryddet køkkenet op, så det så pænt ud igen. Som sagt hadede jeg rod, og det havde han åbenbart fattet, for hver gang jeg kom, så der pænt ud. Og så selvom jeg havde fortalt, at her måtte se ud som der gjorde, det var jo ikke min lejlighed, ergo, jeg bestemte ikke over den.

”Om en times tid,” fortalte jeg med et suk. Han nikkede lidt og kiggede nedtrykt på mig. ”Og hvordan ser kalderen ud for denne uge?” fortsatte han nysgerrigt. ”Ingen aftaler,” svarede jeg enkelt. Han nikkede endnu en gang.

”Så sov hos mig fra onsdag til torsdag,” insisterede han og tog kærligt min hånd, imens han smilede bedende. Uden tøven nikkede jeg. ”I'll be here.”

Han smilede og kyssede mig hurtigt på panden. ”Dejligt,” mumlede han for sig selv og gav min hånd et blidt klem.

 

***

Det blæste meget, da jeg forlod Liams lejlighed. Klokken var lidt i tre, og klokken tre skulle jeg mødes med Caroline, så jeg havde lidt travlt. Liam og jeg havde set film, og derfor kom jeg desværre for sent af sted. Som sædvanlig havde han tilbudt at køre mig, men jeg insisterede på, at han blev hjemme, fordi jeg ikke ville risikere noget. Hvis nogen så os sammen, vidste jeg, at det ville gå videre, og pludselig ville vi ende på forsider, og det ville der ikke blive noget ud af.

Derfor måtte jeg halvløbe ned til undergrunden for at tage den til Oxford Street. Heldigvis var der ikke så langt, men jeg kom desværre et kvarter for sent, da jeg endelig nåede Starbuck, hvor Caroline stod.

”Jeg håber, du har en god undskyldning,” sagde hun kort og gav mig et knus. Jeg grinede forpustet og gengældte det.

”Sorry, jeg havde lidt travlt,” undskyldte jeg og bed mig blidt i inderlæben, fordi det ikke helt passede. Jeg havde ikke haft lyst til at gå fra Liam, derfor var det også mere eller mindre min egen skyld, at jeg valgte at komme for sent.

”Skal vi?” spurgte jeg og gjorde et nik mod Starbucks. Hun nikkede, og vi gik indenfor i varmen. Hurtigt fandt vi et bord og slog os ned. Jeg tog min jakke af og satte mig lidt til rette.

”Ville det ikke være en idé at finde noget først?” sagde Caroline og hentydede til, at vi skulle købe noget at drikke og spise. Jeg sukkede og rejste mig. ”Jeg sad ligeså godt,” mumlede jeg, hvilket fik hende til at grine.

Vi gik op og stillede os i kø. Uheldigvis var der en lidt lang kø, men alligevel blev det hurtigt vores tur. Jeg bestilte en kop kaffe og et stykke kage ligesom Caroline. Fordi hun gav sidste gang, gav jeg i dag, og da vi til sidst havde fået vores ting, satte vi os tilbage til vores bord.

”Nå,” begyndte Caroline for at få en samtale i gang. ”Nå?” gentog jeg og tog en tår af den varme kaffe. Hun kiggede spændt på mig og tyggede på noget af kagen, som hun havde i munden. ”Hvordan går det med brylluppet? Du har slet ikke holdt mig opdateret her for tiden.” Hun så anklagende på mig, men smilede stadigvæk. Jeg derimod trak bare på skuldrende, ”der er styr på alting,” fortalte jeg kort. Hun nikkede roligt og sendte mig et større smil end før.

”Jeg glæder mig simpelthen så meget,” hvinede hun nærmest, hvilket sendte en bølge af utilpashed igennem min krop. Derfor undgik jeg også bare at svare og tog i stedet for endnu en tår af min kaffe, og lod som om jeg smilede imens.

”Har du så styr på det hele?” spurgte hun videre og så nysgerrigt på mig. Jeg nikkede kort. ”Godt,” samtykkede hun og smilede overvældende. Jeg nøjedes med at smile svagt og begyndte i stedet for at spise min kage.

Det gik mig lidt på, at Caroline blev ved med at snakke om brylluppet. Det var som om, at jeg ikke havde lyst til at snakke om det. Det havde jeg egentlig heller ikke. Men hvordan skulle jeg sige det til hende? Hun ville bare tro, at der var noget i vejen, og sådan som det så ud lige nu, havde jeg i hvert fald ikke tænkt mig at fortælle noget om Liam. Det virkede som en virkelig dum idé.

”Jeg har for resten købt stiletter,” udbrød hun og trak sin telefon op ad lommen for at finde et billed af et par lækre stiletter, der uden tvivl passede til kjolen, som hun skulle have på til brylluppet. ”De er fede,” fastslog jeg oprigtigt, men stadigvæk med en lidt afvisende stemme, og det fik hende til at se på alvorligt på mig, og et suk forlod langsomt hendes læber.

”Seriøst, hvad er der?” spurgte hun forvirret. Jeg rynkede panden, selvom jeg godt vidste, hvad hun mente. ”Hvad?” sagde jeg dumt. ”Du opfører dig mærkeligt. Er der noget galt?” Hun lagde sin telefon på bordet og så bekymret på mig, og det fik mig hurtigt til at smile ærligt.

”Jeg har det fint,” svarede jeg roligt. Hun hævede et øjenbryn en smule. ”Du virker nede. Skændes dig og Simon?” Jeg bed tænderne lidt sammen og rystede en enkelt gang på hovedet. ”Er du så stresset? Jeg skal nok tie stille om det bryllup, hvis du gerne vil have det.” Hun smilede undskyldende til mig, hvilket fik mig til at grine en smule, imens et smil gled hen over mine læber.

Det falmede dog hurtigt igen, og jeg tog en dyb indånding, ”Caroline, der er noget, jeg må fortælle dig,” begyndte jeg. Hun løftede øjenbrynene og fik et lettere panisk udtryk i ansigtet. ”Ja?” Jeg bed mig nervøst i læben og prøvede at tænke på, hvordan jeg skulle få det sagt, uden hun ville blive sur eller skuffet.

”Kan du huske Liam?” spurgte jeg, og kunne mærke varmen brede sig rundt i min krop, da jeg nævnte hans navn. ”Payne? Ja,” fortalte Caroline og hentydede til, at jeg skulle fortsætte ved hendes ivrige tonefald.

”Vi er blevet rimelig gode venner, og..” Jeg stoppede mig selv, da jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle sige. ”Og?” sagde Caroline og kiggede på mig med et ulæseligt blik.

Hun vidste det. Det kunne jeg mærke. Hun kendte mig godt.

”Jeg..” jeg så ned i bordet, da hun så bebrejdende på mig.

”Er du.. vild med ham, Sophie?” spurgte hun lavt. Jeg kneb øjnene lidt sammen og begyndte at nikke, og af en eller anden grund fik det hende til at gispe, så jeg valgte at se på hende igen.

”Er du.. hvad?!” udbrød hun med i en skarp, men lav tone. Jeg sukkede og så væk. Jeg skulle måske ikke have sagt det alligevel.

Jeg kunne føle hendes indtrængende blik på mig. Og det gik mig på. Jeg hadede de blikke.

”Sophie, hvad..?” Jeg kiggede hurtigt hen på hende og sukkede opgivende, ”undskyld. Jeg kan ikke gøre for det. Det skete bare,” sagde jeg forholdsvis højt. Hun hævede et øjenbryn en smule. ”Det skete bare?” gentog hun misbilligende og skuffet.

”Du er forelsket i en anden, imens du har Simon og skal giftes. Det sker ikke bare,” vrængede hun nærmest ud. Selvfølgelig tog hun Simons parti. Det burde jeg have sagt mig selv.

”Og hvad vil du gøre ved det?” spurgte hun hårdt om. Jeg kiggede på hende og trak på skuldrende. ”Det er jo latterligt, Sophie! Du ved ikke engang, hvad Liam føler for dig, og nu sidder du og... tvivler,” sagde hun frustreret. Jeg kunne ikke lade være med at blive lidt irriteret. Det burde være mig, der var frustreret. Ikke hende. Hun kendte jo slet ikke til noget af det her.

”Og hvem siger, jeg ikke gør det?” spurgte jeg en smule irriteret, men fortrød straks, da hendes blik drastisk ændrede sig.

Det burde jeg ikke have sagt.

Hun stirrede på mig med store øjne og en let åben mund, som om det hele gik op for hende. Men jeg virkede for en gang skyld lidt ligeglad.

”Du... åh gud,” mumlede hun. ”Har du været Simon utro?” Jeg sukkede og svarede ikke, men hun kunne vel forhåbentlig selv regne det ud nu.

”Åh gud, Sophie..” sagde hun igen. ”Seriøst, stop med det åh gud,” sagde jeg sukkende. Hun kiggede på mig med store øjne. ”Så du forventer altså bare, at jeg tager det hele med et smil? Beklager, men det gør jeg altså ikke. Jeg fatter dig virkelig ikke lige nu.” ”Og det var præcis derfor, jeg ikke skulle have sagt det til dig,” svarede jeg og rystede på hovedet af mig selv. Hun hævede et øjenbryn og rystede på hovedet.

”Hvor lang tid?” spurgte hun kort. ”Snart to uger,” svarede jeg ærligt. Hun kiggede på mig og rystede så bare på hovedet. ”Jeg fatter dig ikke,” samtykkede hun. ”Du kender heller ikke Liam,” sagde jeg lavt. ”Nej, og det er jeg godt nok glad for, Sophie,” udbrød hun hårdt.

Jeg kiggede surt på hende, men sagde intet. Hun anede ikke, hvad hun snakkede om. Hun kendte ikke Liam, og lige nu var jeg egentlig bare glad for det. Ellers vidste jeg ikke, hvad hun så havde gjort.

”Sophie, hvad har du tænkt dig at gøre?” spurgte Caroline igen, og det fik mig til at sukke, ”jeg ved det for fanden da ikke,” indrømmede jeg opgivende.

Hun kiggede på mig og rystede igen på hovedet, ”hvad er der galt med dig?” sagde hun bebrejdende. ”Hvad snakker du om?” svarede jeg i et lidt højt tonefald. ”Liam har ændret dig. Du er helt anderledes,” vrængede hun. Jeg himlede med øjnene. ”Se på dig selv!” udbrød hun. ”Du bander, du himler med øjnene, du-” ”-Jeg er mig selv,” afbrød jeg og fik i en fart rejst mig op.

”Og du kan enten være glad for, at jeg har mødt Liam eller ej. Det er jeg i hvert fald. Og så er jeg lidt ligeglad med, hvad du synes.”

Og med de ord tog jeg min jakke og forlod Starbucks.

For første gang i lang tid følte jeg mig vred. Vred over, at min bedsteveninde så sådan ned på mig. Det kunne godt være, at hun ikke brød sig om tanken om Liam, men hun burde bare prøve at forstå. Men nej, den eneste hun tænkte på lige nu, var Simon. Ikke på, hvordan jeg havde det.

Men det var hendes eget problem. Hvis hun ikke kunne acceptere, at jeg faktisk følte mig lykkelig med Liam, kunne hun bare lade være.

Jeg havde det godt med ham, og havde i hvert fald ingen planer om at forlade ham, fordi min bedsteveninde sagde, at jeg skulle.

 

___________________________________________________

A/N:

IKKE RETTET IGENNEM!!

- Undskyld for det kedelige kapitel, men ville gerne lige give et indblik i Siam's forhold og sådan.. Ja. qx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...