Runaway Bride - One Direction

Alle piger har vel en eller anden drøm om, at deres drømmeprins kommer ridende på den hvide ædelganger og får en happily ever after.
Det gælder også 19 årige Sophie fra London. Forlovet er nemlig lige hvad hun er, med sin kommende mand, Simon. Selvom hun er ung, er det kærligheden, der tæller imellem det unge par, og den holder længere med et ægteskabsløfte.
Der var dog én ting Sophie ikke havde tænkt på, da hun sagde ja til at gifte sig med Simon. Og det var konsekvenserne ved at forelske sig i en anden. Hvordan kan man gifte sig med en, som man pludselig slet ikke elsker og hellere vil forlade til fordel for en anden?

711Likes
794Kommentarer
58978Visninger
AA

13. 12

 

”Do you like her?”

 

Dagene her for tiden skred ufatteligt hurtigt frem. Jeg havde ikke så meget at lave, udover at forberede det sidste til brylluppet, og så arbejde jeg tre-fire gange om ugen, hvilket egentlig ikke var særlig meget. Min chef vidste, at jeg snart skulle giftes og havde derfor givet mig alt for meget fri – ja, jeg gik og kedede mig.

Min hverdag gik med at sove længe, spise, se fjernsyn, være sammen med folk engang imellem. Mine veninder havde jo stadigvæk skole og arbejde, og Simon var også på arbejde, og Liam... Liam havde travlt.

Vi havde i hvert fald ikke set helt så meget til hinanden her på det sidste. Jeg undgik ham ikke, det var ikke derfor. Problemet var bare, at jeg ikke havde det helt så godt omkring ham. Efter vi havde været ved at kysse, havde jeg været lidt tilbageholden, selvom der var noget indeni mig, der havde lyst til at fortsætte det.

Jeg vidste det ærlig talt ikke, hvad der foregik imellem os, og det gjorde mig frustreret.

Det var lørdag i dag, ergo der var tre uger tilbage til brylluppet. Simon havde inviteret mig ud i aften, inden han i næste uge ville tage med Aiden til Irland i næste uge. De skulle åbenbart til noget fodboldhalløj, og det ville jeg selvfølgelig ikke sætte en stopper for. Han var trods alt ikke min mand.

Endnu.

Det skulle egentlig have været en intern joke, men det fik mig bare til at sukke og gav mig en underlig mavefornemmelse.

Jeg var på vej hen til den restaurant, som vi skulle spise på. Da Simon kom fra sine forældre af, mødtes vi direkte derhenne, hvilket jeg egentlig var vældig tilfreds med. Hvis der var noget, jeg kunne lide, var det at overraske ham med mit udseende. Jeg elskede at gøre lidt ekstra ud af mig selv, når vi var på dates. Og noget ved hans sædvanlig smil sagde mig, at han også var vældig glad for det.

For det ikke skulle være helt løgn, skulle vi faktisk spise på den restaurant, som vores første rigtige date foregik på. Det var en kinesisk restaurant, hvor de havde den bedste buffet. Min mave rumlede og mine tænder løb nærmest i vand ved billederne, der satte sig i mit hoved. Det var virkelig noget, jeg havde brug for lige nu.

Jeg dukkede op ved restauranten et kvarter, før Simon og jeg skulle mødes der. Fordi jeg ikke gad at stå og vente udenfor, gik jeg ind og hen til skranten, hvor man skulle vente til man kunne få et bord. Der stod allerede en kvindelig tjener, som så på mig, da jeg trådte hen imod hende.

”Kan jeg hjælpe Dem?” spurgte hun venligt med et smil. Jeg tøvede lidt men nikkede, hvorefter jeg gav hende Simons navn. Hun kiggede i en bog foran hende og endte med at nikke. ”Bare følg efter mig,” sagde hun og gik ind i selve restauranten.

Jeg havde været her massere af gange, men alligevel kiggede jeg forundret rundt hver gang. Jeg elskede at se på de fine billeder og de røde farver, der lyste rummet op. Her var virkelig smukt.

Jeg blev placeret ved et bord i et hjørne og bestilte et glas vand, imens jeg ventede på Simon. På trods af, at det var aften, havde jeg det stadigvæk virkelig varmt. Det var jo også sommer, og det kunne helt sikkert mærkes.

Jeg fandt i min taske min telefon frem og tjekkede klokken ud. Der var stadigvæk et kvarter, til Simon skulle være her. Et lille smil gled hen over mine læber, da jeg tænkte på det.

Min telefon vibrerede, og jeg så derfor ned på skærmen. Jeg havde lidt på fornemmelsen, hvem det ville være og fik hurtigt ret. Liam og jeg havde skrevet siden i eftermiddags og var stadigvæk i gang med en samtale. Det var efterhånden riemlig normalt for os, men jeg brokkede mig ikke. Jeg elskede at skrive med ham.

Han havde virkelig fundet en vej ind til mig. Han var en person, der kunne få mig til at smile, selvom mit humør var nede, og han var en person, der fik mig til at føle mig som en helt anden, når jeg var sammen med ham.

Desuden havde jeg.. et eller andet for ham.

Jeg bed mig i læben og i stedet for at tænke yderligere over det, så jeg ned på skærmen og læste hans besked.

Skal hilse fra drengene :)

Jeg smilede lidt mere end før og svarede hurtigt med et 'hils dem igen'.

Af ren kedsomhed begyndte jeg at spille på min telefon, imens jeg ventede på, at Simon ville komme.

Problemet var bare, at han ikke kom.

Der gik 10 minutter, så gik der 20, så gik der 40, og nu var der gået over en time. Jeg havde prøvet at ringe til ham, men han tog ikke telefonen, og som enhver anden person blev jeg nervøs for, om der var sket ham noget, for det lignede ham ikke at lade være med at dukke op på vores dates.

Ligeud sagt havde han faktisk brændt mig af, og det gjorde mig bare endnu mere nervøs.

Det var så lige indtil jeg fik et opkald fra ham. Jeg havde lydt bekymret og spurgt, hvor han blev af, og om der var sket ham noget. Han grinede tværtimod bare, men langsomt falmede grinet, da han hørte, at jeg ikke reagerede på det.

”Jeg er virkelig ked af det, skat, men der er kommet en krise på arbejdet,” sagde han trist. Jeg rynkede panden lidt og så skuffet ud i luften. ”Og så har du ladet mig vente her i en halvanden time?” spurgte jeg kort. ”Undskyld, Sophie, men der var virkelig travlt.” Han lød oprigtig ked af det, men det tog jeg mig ærlig talt ikke så meget af lige nu.

Han kunne da godt lige have brugt to minutter på at ringe til mig, i stedet for jeg skulle have ventet her i så lang tid.

”Det er fint,” fastslog jeg en smule hårdt. Han sukkede ind i røret. ”Skat, jeg er ked af det. Men jeg kommer hjem senere.. i nat. Jeg ved det ikke helt. Så må vi snakke der, okay?” Jeg nikkede kort, selvom jeg havde lyst til at sige noget nu.

”Okay,” sagde jeg derefter, og uden flere ord lagde jeg på. Jeg kunne vist ikke skjule, at jeg måske bare var en smule irriteret, og det var måske en af de ting, der gjorde mig overrasket. Havde vi gået en måned tilbage, havde jeg bare sagt okay og taget det hele med et smil. Men nu kunne jeg ikke lade være med at blive lidt sur.

En tjener kom gående hen imod mig og sendte mig et svagt smil. ”Jeg beklager det, men hvis De ikke har tænkt Dem at bestille noget, må jeg bede Dem gå,” sagde han roligt. Jeg nikkede forstående og rejste mig. ”Det i orden,” mumlede jeg, før jeg begyndte at gå hen mod døren.

Der var ikke direkte koldt udenfor, men alligevel var der en kølig brise, der ramte mine bare arme. Jeg havde lyst til at sukke højlydt, men lod være. I stedet for begyndte jeg at gå lidt med blikket ned i jorden. Jeg følte mig ærlig talt lidt til grin, og det gjorde mig faktisk ked af det. Jeg hadede den følelse.

Min telefon vibrerede i min hånd, så jeg kiggede kort ned på den, hvor Liams navn stod på skærmen. Jeg åbnede beskeden.

Hvad laver du? :)

Jeg trådte ud til siden af fortorvet for at stoppe op, så jeg kunne svare ham.

Er på vej hjem...

Jeg så ud mod vejen og kneb øjnene sammen. Overskuddet til at gå hjem var der ikke. Så derfor blev jeg bare stående og kiggede på de forbikørende biler, indtil min telefon vibrerede.

Skulle du ikke ud?

Jeg sukkede.

Jo, det skulle jeg. Men Simon ringede først til mig en time efter, han skulle have været dukket op.

Det var ikke min mening at lyde sur, men jeg kunne ikke lade være. Jeg følte mig virkelig vred.

Oh, rolig prinsesse :)

Jeg vidste ikke om det var ment for sjov, og selvom det undrede mig, begyndte jeg at smile, imens varmen brusede rundt i min krop.

Inden jeg overhovedet nåede at svare, landede den næste sms fra Liam under den forrige, hvilket betød, at han havde skrevet endnu en.

Kom hjem til mig :))

Nu?

Ja. Drengene er her også ;)

Jeg rynkede panden en smule og bed mig lidt i læben. Men så blev jeg enig med mig selv om svaret, selvom jeg egentlig havde haft det i forvejen.

Jeg er på vej :)

 



 

 

Liams synsvinkel
”Drenge?” råbte jeg ind i stuen fra køkkenet. ”Nej,” lød det fra Louis. Jeg himlede med øjnene og rørte endnu en gang rundt i den store gryde, inden jeg gik hen og stillede mig i døren. ”Sophie kommer i aften,” fortalte jeg og så kort hen på fjernsynet, hvor CSI kørte.

”Sophie?” gentog Harry undrende, hvilket fik mig til at se på ham, imens jeg nikkede. ”Mm,” mumlede jeg roligt. Drengene blev lidt stille, og derfor lod jeg mit blik glide rundt på dem. ”Hvorfor?” spurgte jeg forvirret. De trak hurtigt på skuldrende og rystede på hovedet, og det fik mig til at kigge lidt misbilligende rundt på dem.

Det var klart, at de holdt noget skjult for mig, men jeg gravede ikke yderligere i det. Så jeg vendte mig om igen og gik ud i køkkenet for at begynde at finde tallerkener, glas, bestik og diverse ting frem til spisebordet.

”Har du brug for hjælp?” hørte jeg Niall spørge om inde fra stuen. ”Ja, tak,” svarede jeg, og et kort øjeblik var han ude i køkkenet og hjalp mig med at tage tingene ind i spisestuen.

Undervejs kunne jeg føle Nialls blik hvile på mig, men hver gang jeg så på ham, kiggede han hurtigt væk igen. En mærkelig stemning hang i luften, og derfor stoppede jeg op, inden vi gik ud i køkkenet igen og så undrende på ham.

”Okay, hvad er der?” spurgte jeg og lagde mine arme over kort. Han rømmede sig kort og rynkede næsen lidt for at trække tiden ud. Jeg hævede derimod bare øjenbrynene og ventede på, at han ville snakke. Til sidst sukkede han dog og så på mig.

”Liam, er du sikker på, at det er en god idé, at Sophie kommer?” sagde han langsomt. Jeg rynkede panden forvirret. ”Hvad mener du?” svarede jeg med en lidt skinger tone. Han bed sig i læben og trak på skuldrende.

”Det virker bare lidt som om, at du..” Han stoppede sig selv og kiggede lidt ned i jorden. Jeg bed tænderne en smule sammen, fordi jeg godt vidste, hvad han ville sige.

Og fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige til det, ville jeg ikke have, at han skulle fortsætte. Dog var jeg også bare heldig, da en høj tone indikerede, at det ringede på døren.

”Jeg åbner!” råbte Louis fra stuen. Jeg svarede ikke, men så bare på Niall, der sukkede og gav mig et klap på skuldren. ”Du ved godt, hvad jeg snakker om,” sagde han kort, før han gik forbi mig og videre ind i stuen, hvor jeg lidt efter kunne høre ham råbe Sophies navn, imens Sophies melodiske grin fyldte mine ører og gav mig lyst til at smile.

Men af en anden grund fik jeg også bare lyst til at sukke.

Det havde været svært for mig forvejen at indrømme overfor mig selv, at jeg havde fået mere end venskabelige følelser for hende, men det var endnu sværere at se på hende og vide, at jeg ikke kunne få noget med hende. Og det mærkelige var så bare, at jeg ikke kunne lade være med at spørge, om hun ville være sammen med mig, men jeg følte bare ikke, at jeg skulle holde mig væk fra hende heller.

Og det havde vel nok noget at gøre med, at vi havde været ved at kysse forleden. Men uden at fastslå noget ville jeg mene, at der også var noget fra Sophies side. Der var noget i hendes øjne, hendes smil og handlinger, der fortalte mig, at hun i hvert fald også havde noget for mig. Ellers ville vi heller ikke have sådan et forhold, som vi havde. Der var et eller andet... magisk over det, uanset hvor dumt det lød.

”Du står og stener,” hørte jeg en stemme sig, hvilket fik mig til at se hen mod stuedøren rimelig hurtigt. Zayn stod der og kiggede på mig med et lille smil. ”Jeg er træt,” løj jeg og gik hen for at se til maden. Han kom hen til mig og skubbede mig blidt væk fra komfuret. ”Gå ind og sig hej til hende,” befalede han og kastede et nik ind mod stuen, hvor jeg kunne høre drengene og Sophies stemmer.

Jeg skævede lidt til ham, men han ignorerede mig bare og ventede på, at jeg gik. Så det gjorde jeg. Jeg gik ind i stuen, hvor drengene var og kiggede rundt, men fik ikke øje på nogen Sophie.

”Hun skulle lige på toilettet,” fortalte Niall hurtigt, hvilket fik mig til at se på ham. Jeg nikkede langsomt og bed mig lidt i inderlæben. Drengene så smilende på mig, og det fik mig til at løfte øjenbrynene. ”Hvad?” spurgte jeg.

De rystede på hovedet, og jeg sukkede lydløst. Jeg hørte pludselig en lyd bag mig og var sikker på, at det kun kunne være hende. Derfor vendte jeg mig om og spærrede næsten øjnene op ved synet.

I al den tid vi havde kendt hinanden, havde jeg aldrig set hende smukkere. Hun havde en lyseblå, lårkort, stropløs kjole på, der viste hendes former. Hendes hår var krøllet og hang pænt ned over hendes skuldre. Og hendes ansigt...

Jeg var mundlam.

”Hej, Liam,” hilste hun og gik hen imod mig. Jeg var nødt til at tage mig sammen og fremtvang derfor et lille smil. ”Hej,” sagde jeg lavt og trådte hen imod hende. Jeg trak hende ind til et kram, så en sød duft bredte sig i mine næsebor.

Hvis ikke det var fordi, drengene var her, havde jeg blevet stående her i længere tid, men de troede allerede, at jeg havde noget for Sophie, og det var lige netop det, de ikke skulle tro. Så jeg trak mig væk og sendte hende et større smil end før.

”Du ser..” jeg var tom for ord. Jeg havde lyst til at sige 'smuk', men drengene ville nok misforstå det. Dog brød Niall hurtigt ind. ”Du ser fantastisk ud, det må jeg også lige give Liam.” Jeg så hen på ham med en lille rynke i panden, men han lod ikke mærke til det.

”Tak,” hørte jeg Sophie sig lidt genert. Mit blik landede på Harry, der kiggede på mig med løftet øjenbryn, som om han var i gang med at sende mig et signal. Jeg rystede en enkelt gang på hovedet og vendte mig derefter om mod køkkenet.

”Zayn, hvor langt er maden nået?” spurgte jeg højt, så han kunne høre mig. ”Færdig,” svarede han tilbage. ”Endelig!” lød det fra Niall, der hurtigt var sprunget ud i køkkenet efterfulgt af Louis og Harry, hvilket efterlod Sophie og jeg alene tilbage i stuen.

Jeg vendte mig endnu en gang om mod Sophie, der så lidt på mig. Jeg så en smule bekymret på hende og tog lidt efter hendes hånd. ”Er du okay?” spurgte jeg. Hun nikkede kort og sukkede. ”Jeg er bare sur over, at han ikke skrev eller ringede. Det var ydmygende at sidde der og vente,” svarede hun med et skuldertræk. Jeg nikkede forstående, imens en lille, irriterende fornemmelse tilegenet til Simon sad i min krop.

”Men så var det godt, at du skrev.” Sophies læber lyste op i et smil, og jeg kunne derfor heller ikke lade være med at smile lidt. ”Du ved godt, at du altid kan komme forbi, ikke?” Jeg så alvorligt på hende, og hendes kinder blussede let op, hvilket jeg fandt sødt.

”Jeg håber, du mener, når du er hjemme, for jeg har ikke tænkt mig at bryde ind...” Jeg begyndte at grine og rystede et par gange på hovedet af hende. Hun smilede bredt og kørte en hånd igennem hendes hår.

”Liam! Sophie! Der er maaaaaad,” kvidrede Niall. Jeg himlede med øjnene af ham. ”Kom,” sagde jeg til Sophie og sendte hende igen et smil, før jeg drejede om på hælen og satte kursen ud mod køkkenet.

 


 


Efter aftensmaden var vi alle fast besluttet på at se Jackass – eller, drengene var. De lod Sophie og jeg blive tilbage i køkkenet, så vi kunne rydde op efter maden. Så dejlige de var.

”Er det typisk dem?” spurgte Sophie og kiggede efter dem, da de gik ind i stuen igen. Jeg grinede kort og nikkede lidt. ”Ellers går vi alle sammen og lader det stå til dagen efter,” sagde jeg drilsk og begyndte at samle tallerkenerne sammen. Hun løftede chokeret øjenbrynene, og endnu et par grin forlod mine læber.

”Er du et meget renligt menneske?” spurgte jeg med et skævt smil. Hun trak på skuldrende og rynkede lidt på næsen. ”Måske..” indrømmede hun stille. ”Så er du i det forkerte selskab,” fastslog jeg, hvilket fik hende til at grine.

”Så må jeg vel ellers bare lege husmor,” hørte jeg hende mumle, før hun tog noget af køkkengrejet ud i køkkenet. Jeg fulgte efter hende og satte tallerkenerne på køkkenbordet. ”Hvis du tager af bordet, så sætter jeg tingene ned i opvaskemaskinen,” sagde Sophie og åbnede den. Jeg rynkede panden, men nikkede lydigt.

”Fint,” sagde jeg lavt og gik ind i spisestuen igen. Jeg samlede nogle af tingene sammen og gik ud i køkkenet, og til min overraskelse var en masse af tingene fra køkkenbordet allerede sat ned i opvaskemaskinen.

Okay, hun måtte gerne være ansat hos mig.

Jeg himlede med øjnene af mine dumme tanker og fik sat de sidste ting ud i køkkenet. Sophie fik hurtigt sat det ned i opvaskemaskinen, og til sidst havde vi sammen fået køkkenet til at ligne sig selv igen.

Jeg kunne ikke dy mig, og så derfor direkte på hende, ”seriøst, hvor meget skal du have i timen?” Hun grinede højt. Hendes varmer latter gik direkte i hjertet på mig, uanset hvor dumt det lød.

Hun dæmpede sit grin og så alvorligt på mig. ”Liam, det der var en yderst upassende ting at spørge om, det ved du godt, ikke?” Hun trådte et skridt tættere på os, hvilket gjorde mig lidt usikker. Jeg bed mig derfor i læben og prøvede at lade være med at fokusere på, at hun praktisk talt stod lige foran mig.

”Hvorfor?” sagde jeg og gjorde min stemme lidt drillende, hvilket vist nok lykkedes, eftersom hun så på mig med et indlysende blik. ”Hvorfor tror du?” spurgte hun med et lille smil, der fik varmen i mig til at boble.

Mine øjne borede sig ind i hendes, og jeg var ikke i tvivl om, at vi kunne have stået her i længere tid, hvis ikke en person bag os rømmede sig med nogle falske host.

”Øhm, Liam?” Jeg vendte mig om og så på Zayn, der stod og så på mig med et svagt smil. ”Zayn?” sagde jeg med løftet øjenbryn. ”Har du ikke en t-shirt, jeg må låne?” spurgte han roligt. Jeg rynkede panden lidt, men nikkede. Jeg så på Sophie og smilede til hende. ”Du kan bare gå ind til drengene,” fastslog jeg, hvilket hun nikkede til.

Zayn og jeg gik ind på mit værelse, og jeg gik i gang med at finde en t-shirt. ”Hvilken farve?” spurgte jeg kort og så på ham. Han rystede på hovedet og dumpede ned i min seng. ”Glem t-shirten,” svarede han. Jeg rynkede øjenbrynene forvirret og lod mine hænder falde ned langs mine hofter igen. ”Hvad skal vi så?” sagde jeg dumt.

Han kørte en hånd igennem sit hår og så på mig, som om det var nemt at gætte. Og da jeg så fik regnet det ud, så jeg væk fra ham.

”Liam, du er virkelig faldet for hende, er du ikke?” Jeg svarede ikke men lukkede derimod bare døren til mit skab. ”Zayn, ikke nu,” mumlede jeg afvisende. Han sukkede og så seriøst på mig. ”Hvornår så? Du fortæller jo ingen om det. Du har ikke engang fortalt noget til Niall, og han går bare og venter spændt på, at du åbner op omkring Sophie. Vi kan altså godt se, at der foregår noget.”

Jeg tav og så ned i jorden, fordi jeg vidste, at han havde ret. Jeg havde altid fortalt drengene, hvis jeg syntes godt om nogen, men fordi Sophie var forlovet og skulle giftes om mindre end tre uger, havde jeg ikke sagt noget om det, da jeg var bange. Bange for, hvad de ville sige. Mest af alt, fordi jeg godt vidste, hvad de ville sige.

”Du er vild med hende, er du ikke?” Zayns blik hvilede på mig, og derfor så jeg op. ”Hvis I allerede ved det, hvorfor så spørge?” spurgte jeg kort. Han kiggede lidt på mig og sukkede så. ”Liam, for fanden,” mumlede han.

Jeg svarede ikke, men lænede mig i stedet for op ad væggen. Zayn rejste sig op og stillede sig forholdsvis tæt på mig, imens han så alvorligt på mig. ”Som en person, der ved, at Sophie skal giftes, vil jeg sige, at du skal lade Sophie fuldstændig være, men som din kammerat vil jeg sige, at du skal passe på.” Hans øjne borede sig ind i mine, fordi han virkelig ville have, at jeg forstod, hvad han sagde.

”Tak, Zayn,” sagde jeg lavt. Han nikkede og vendte sig om for at gå hen til døren igen. ”Lad nu være med at gøre noget dumt,” hørte jeg ham sige, inden han forsvandt ud i gangen.

Jeg blev stående et par sekunder, inden jeg satte mig frustreret ned på min seng og begyndte at tænke det hele igennem.

Jeg vidste, at Zayn havde ret i, at jeg skulle passe på. Men jeg kunne ikke stoppe mig selv. Sophie var en del af det, og derfor ville jeg heller ikke stoppe mig selv. Vi havde noget, og det vidste jeg.

Og inderst inde ville jeg vel gøre alt for meget for at bevise det.

 

_________________________________________________________________________________________________

A/N:

Okay, det her var lidt et fyldekapitel... Men jeg kan godt sige, at I skal glæde jer til næste, for der sker noget, wuhu! :-D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...