Runaway Bride - One Direction

Alle piger har vel en eller anden drøm om, at deres drømmeprins kommer ridende på den hvide ædelganger og får en happily ever after.
Det gælder også 19 årige Sophie fra London. Forlovet er nemlig lige hvad hun er, med sin kommende mand, Simon. Selvom hun er ung, er det kærligheden, der tæller imellem det unge par, og den holder længere med et ægteskabsløfte.
Der var dog én ting Sophie ikke havde tænkt på, da hun sagde ja til at gifte sig med Simon. Og det var konsekvenserne ved at forelske sig i en anden. Hvordan kan man gifte sig med en, som man pludselig slet ikke elsker og hellere vil forlade til fordel for en anden?

711Likes
794Kommentarer
59294Visninger
AA

12. 11

 

”Wanted to feel it.”

 

Med blot en måned tilbage til brylluppet, gik alt rimelig vel her for tiden. Alt var efterhånden i orden, og det betød, at Simon og jeg kunne have noget tid for os selv sammen med vores kære, og så selvfølgelig hinanden.

Vi havde måske bare ikke tilbragt så meget tid med hinanden, som vi burde. Jeg havde nemlig befundet mig rimelig meget hos en anden person, Liam.

Her på det sidste havde vi ikke rigtig kunne holde os væk fra hinanden. Vi skrev rimelig ofte. Sås minimum to gange om ugen, gerne mere hvis han havde tid og overskud, og så var vi på Skype med hinanden engang imellem. I så fald havde vores forhold i hvert fald udviklet sig rimelig meget. Jeg kunne ikke helt forklare det, men det havde i hvert fald ændret sig. Jeg undgik faktisk lidt at tænke over det, da jeg nogle gange fik fordrejet det hele og kom til at tænke på nogle forkerte ting, som jeg ikke burde.

Alt i alt havde vi bare fået opbygget et godt venskab. Siden den første nat vi tilbragte sammen, havde hele vores forhold bare derudad i fuld fart. Det var som om, vi havde kendt hinanden i flere år. Jeg kunne fortælle ham alt om mig, hvilket han også kunne. Vi kunne bruge en hel dag på at sidde og snakke om latterlige ting, der ikke engang havde nogen rigtig betydning. Så sent som i onsdags havde vi brugt hele dagen på at se Disneyfilm hos ham, og jeg havde egentlig aldrig brudt mig om tegnefilm, indtil Liam havde insisteret på, at vi skulle se Toy Story.

Jeg havde en enkelt gang været med hjemme hos hans forældre, hvor vi spiste middag. Selvom jeg allerede havde mødt Karen og Geoff en gang, føltes det alligevel som at blive taget ind til en hel ny familie. De var i hvert fald virkelig søde, og jeg var ikke meget for at sige det, men jeg brød mig mere om dem, end Simons forældre.

Simon havde tilbragt rimelig meget tid med gutterne her på det seneste. Som da han var yngre, tog de ud og spillede en masse fodbold og så kampe og sådan lidt. Det, der undrede mig var, at jeg ikke havde så meget imod det. I sin tid var det egentlig min skyld, at han ikke tog så meget rundt i England for at se på fodbold, da jeg syntes, det var irriterende, at han aldrig var hjemme. Det var som om hele den mening var forsvundet nu.

Og jeg vidste egentlig godt hvorfor, men havde ikke rigtig lyst til at indrømme det.

Jeg var netop lige nået hen til den lille café, der ikke lå så langt fra mit arbejde. Da jeg havde mødt tidligt i dag for at tage imod varer og sat på plads, havde jeg fået fri ved frokosttid, og fordi jeg ikke gad at tage hjem og lave ingenting, havde jeg spurgt Liam, om han havde lyst til at tage med ud og spise frokost – og han havde sagt ja.

Til mit held gik der ikke mere end et par minutter, før jeg kunne se en velkendt skikkelse komme hen imod mig. Jeg følte mig dum ved at kun lade mit blik føre i hans retning, men til sidst mødtes vores øjne, og han smilede til mig.

”Hej,” sagde jeg, da han var nået helt hen til mig. ”Hej,” hilste han og trak mig uden varsel ind til et kram. Jeg tillod mig selv at indånde den velkendt duft, før jeg trak mig tilbage igen med et svagt smil. ”Skal vi gå ind, inden du bliver overfaldet?” spurgte jeg roligt. Han grinede kort. ”Overfaldet lyder meget voldeligt. Men ja, lad os det.”

Han lagde nænsomt en arm om mig og skubbede mig op mod den lille café. Så venlig han var, åbnede han døren. Vi ventede kort ved et højt bord, indtil der kom en tjener. Hun smilede venligt til os og lod sit blik glide hen over Liam.
”Et bord til to, tak,” sagde han roligt. Hun nikkede. ”Kom med mig,” fastslog hun, hvorefter hun drejede om på hælen og gik ind i det fine lokale. Jeg kiggede mig kort om og fik i hvert fald fastslået, at der ikke var særlig mange herinde. Men der så hyggeligt ud. Væggene var brune, imens loftet var hvid, samt borde og stole. Meget efterårsagtigt.

”Her.”

Tjeneren stoppede op ved et bord til to helt nede i hjørnet, hvor der ikke sad nogen andre. Jeg spekulerede lidt på, om hun vidste, at det var Liam Payne fra One Direction, og om det så var derfor. Altså, for privatlivets skyld. Det var nu meget rart i hvert fald, for det gav os muligheden for at snakke uden andre skulle høre på det.

Vi satte os ned og tog begge vores jakker af. Jeg så nøje rundt, indtil mit blik landede på Liam, der kiggede interesseret på mig. ”Hvad er der?” spurgte jeg med et smil. Han rystede på hovedet og grinede kort for sig selv.

”Hvordan gik arbejdet i dag?” sagde han nysgerrigt og åbnede for sit menukort. Jeg fulgte hans eksempel og fik hurtigt gjort det samme. ”Det gik fint nok. Lidt kedeligt,” fortalte jeg med et skuldertræk. Han nikkede en smule.

”Hvad med dig? Hvis du overhovedet har været på arbejde?” Han smilede og rystede på hovedet. ”Jeg har haft fri,” påpegede han. ”Ahh,” mumlede jeg for mig selv. Han smilede en smule større og så ned på sit menukort.

Jeg gjorde det samme og begyndte at udforske alle de mange retters navne. De lød rimelig gode de fleste, og det gjorde det lidt ekstra svært at vælge.

Selv efter flere minutter havde det ikke lykkedes mig at tage den rette beslutning. Liam derimod havde heller ikke sagt noget, så jeg gættede også lidt på, at han sad i et dilemma.

”Kan du finde noget?” spurgte jeg lidt efter. Han tog øjnene fra menukortet og flyttede dem op på mig. ”Der er mange ting at vælge imellem,” tilstod han. Jeg grinede og nikkede med et smil. ”Jeg har en idé,” samtykkede jeg. Han løftede øjenbrynene interesseret. ”Ja?”

”Vi vælger en ret til hinanden,” smilede jeg. Et stort smil gled hen over hans læber. Noget sagde mig, at han godt kunne lide idéen. Han nikkede i hvert fald. ”Godt så,” svarede han, og jeg smilede større.

Jeg gik i gang med at lede efter en passende ret til Liam og endte op med at vælge en burrito med noget ris og salat til. Jeg så nysgerrigt op på ham og ventede på, at han ville fortælle, hvad han havde besluttet. Derimod fik han bare en tjener hen til os med det samme.

”Har I besluttet jer?” spurgte den samme dame som før. Liam så hen på mig, og jeg nikkede. ”En nummer 56,” sagde han fast. ”Cremefraiche- eller karrydressing?” ”Cremefraiche,” svarede Liam og nikkede kort. ”Og så en mellem cola,” tilføjede han, da hun havde skrevet det ned.

Et par sekunder efter så hun afventende på mig. ”En nummer 86,” fortalte jeg. ”Og så bare en mellem cola også.” Hun nikkede og så på os begge. ”Ellers andet?” Jeg ville ryste på hovedet, men Liam stoppede mig,” gerne nogle nachos med kylling,” svarede han hurtigt. Hun nikkede og skrev også det ned.

”Det var det hele,” fastslog han så. ”Der går lige noget tid med jeres med, men jeg kommer med drikkevarerne om lidt,” sagde hun med et smil og forsvandt efterfølgende.

”Nå,” begyndte Liam og så på mig. Jeg sendte ham et smil og lænede mig lidt frem mod ham. ”Nå?” Han smilede lidt. ”Du skulle være hjemme klokken tre, ikke?” spurgte han. Jeg nikkede roligt. ”Hvad kommer der der?” sagde han nysgerrigt. ”Simon har bestilt et fjernsyn, og han er ikke hjemme til at tage imod det, så det er ligesom min opgave..” Han grinede kort. Jeg smilede svagt og bed mig en smule i læben. ”Skal du noget senere?” spurgte jeg langsomt. Han rystede smilende på hovedet. ”Gider du at hjælpe mig?” Hans smil voksede i takt med varmen i hans øjne. Lidt efter nikkede han. Jeg smilede taknemligt og lænede mig tilbage i stolen.

 


 


Jeg kunne ikke være mere glad for, at Liam havde sagt ja til at hjælpe mig. Jeg vidste ikke, hvor meget det fjernsyn vejede, men jeg ville i hvert fald ikke kunne have båret det op alene. Manden, der kom med det gad ikke engang at hjælpe os. Heldigvis var Liam nu rimelig stærk, så vi havde fået fjernsynet op på etagen.

Liam havde dermed også fået det båret ind i lejligheden, imens jeg stod og undrede mig over, hvorfor han overhovedet ville. Måske fordi jeg havde været lidt af en klods og derfor bare skulle bære hans jakke i stedet for.

”Hvor vil du have det henne?” spurgte han, da vi var endt inde i gangen. Jeg kiggede lidt rundt. ”I stuen,” blev jeg så enig med mig selv om. Han nikkede, før han tog fat ude i siderne af den store papkasse og løftede det ind i det rette rum.

Jeg vendte mig om og lukkede døren, hvorefter jeg låste den. Dernæst tog jeg mine sko og min jakke af. Jeg gik ind i stuen, hvor Liam stod og så lidt rundt. Han fik øje på mig og sendte mig et smil. ”Sådan.” Jeg smilede stort. ”Tusind tak,” svarede jeg.

”Skal du have hjælp med at sætte det op, eller klarer Simon den?” spurgte han en smule langsomt. Jeg trak lidt på skuldrende. ”Vi kan jo teste din evner som fjernsynsmand,” lo jeg. Han smilede stort og gik ud igen. Et par sekunder efter kom han ind, denne gang uden sko. ”Så lad os da komme i gang,” sagde han frisk.

Vi gik i gang med at pakke fjernsynet ud. Simon havde allerede taget det gamle fjernsyn ned. Vi havde givet det til Aiden, da det åbenbart ikke var stort nok til os. Men fair nok, vi havde fået det nye af Simons forældre.

Vægbeslaget til fjernsynet hang der stadigvæk, så realset skulle vi 'bare' have pakket fjernsynet ud. I fællesskab havde vi fået det ud af papkassen, og efter noget besvær havde vi endelig fået det op og hænge på vægbeslaget.

”Hænger det lige?” spurgte jeg og trådte tilbage, så jeg kunne få et overblik. Liam skævede til mig og nikkede. ”Det tror jeg.” Jeg nikkede for mig selv og så derefter på ham. ”Godt så,” sagde jeg tilfredst. Han smilede stort og krøllede plastikken sammen, der havde siddet om fjernsynet. Det var fint, men jeg forstod ikke rigtig, hvorfor vi skulle have det. Det andet var fint nok. Men okay, man siger ikke nej til gratis fjernsyn. I hvert fald ikke efter Simons mening.

”Hvad så nu?” sagde jeg undrende og smed papkassen ud i gangen. ”Ledningerne skal sættes til og sådan,” fortalte Liam. Jeg sukkede en smule, men smilede lidt efter. ”Ved du hvad? Jeg har en god idé.” Han løftede øjenbrynene og grinede lidt. ”Du har mange idéer i dag, Sophie,” konstaterede han. Jeg himlede med øjnene. ”Hvad hvis du leger fjernsynsmand, imens jeg bager en kage?” Han begyndte at fnise, og det fik mig til at daske ham svagt på armen.

”Måske burde det være omvendt. Jeg skylder stadigvæk en chokoladekage.” Han blinkede med det ene øje, og det fik mig straks til at tænke på den gang, hvor vi var hos Niall. ”Jeg tror, at det er bedre, hvis du ordner fjernsynet, og jeg tager kagen,” fastslog jeg. Han grinede højt, men nikkede heldigvis til sidst. ”I orden. Men så kom i gang nu.”

Han gav mig et blidt skub nede omkring mine hofter, der fik mig til at gispe en smule. Liam tog ikke rigtig notits af det, men gik derimod bare ind i stuen og fortsatte med at få fjernsynet til at fungere.

Jeg gik i gang med at røre en dej sammen. Vi skulle helt klart have gang i en banankage her. Jeg skyndte mig hurtigt at tænde for ovnen, hvorefter jeg fandt en springform frem. Jeg skulle til at finde smørret frem i køleskabet, da jeg pludselig kunne mærke noget kilde mig på maven.

”Liam!” grinede jeg og prøvede at skubbe ham væk, men han havde rimelig godt fat i mig, og derfor slap jeg ikke ligefrem væk. ”Liam, stop,” bad jeg og slog ud efter ham. Hans grin lød i min øregang, indtil han til sidst endelig gad at stoppe.

Jeg vendte mig hårdt om, og selvfølgelig stod han med det største drengesmil på læberne. ”Din..” begyndte jeg, men stoppede mig selv. Han løftede øjenbrynene truet. ”Din hvad?” spurgte han og så uskyldigt på mig. ”Din..” gentog jeg, men stoppede mig selv igen. Han grinede. ”Kom nu, sig det,” kommanderede han. Jeg rystede på hovedet, og han smilede.

”Kom nu, Sophie. Du kan ikke mene, at du overhovedet ikke bander,” fortsatte han. ”Det gør jeg ikke,” smilede jeg. ”Så er det også på tide, at du kommer i gang,” sagde han højt. ”Kom nu. Kald mig lige hvad du vil.”

Jeg bed mig lidt i læben. ”Din..” Jeg stoppede mig selv igen. Jeg havde ikke bandet i så lang tid, og det var dumt at begynde nu. Liam smilede stort. ”Din hvad?” Han så indtrængende på mig, og jeg endte derfor med at sukke frustreret. ”Din hvalros!”

Han startede med at se lykkelig ud – måske fordi han havde fået mig til at sige noget.. ondt. Dog gik der ikke mange sekunder før han så dumt på mig.

”En hvalros? Mener du det?” spurgte han langsomt. Jeg rødmede en smule og grinede forlegent. ”Du skal ikke lære mig at bande,” smilede jeg og vendte mig om for at tage smørret i køleskabet. Liam grinede kort af mig, men sagde heldigvis ikke mere til det.

Jeg lukkede køleskabet og gik hen til springformen, der ventede på mig. ”Det hele er sat til,” hørte jeg Liam sige, da jeg smørrede formen. ”Tak,” sagde jeg taknemligt og kiggede hurtigt på ham, før jeg hældte dejen ned i formen. Derefter satte jeg den i ovnen, og så skulle vi bare vente.

”Hvad har du lyst til at lave?” spurgte jeg energisk. Liam løftede øjenbrynene lidt og trak på skuldrende. ”Hvad har du lyst til at lave?” sagde han og lænede sig en smule op af bordkanten. ”Vi kunne lege jorden er giftig?” foreslog jeg. Han løftede øjenbrynene og lo lavt. ”Mener du det?” Jeg smilede skævt. ”Man kan aldrig være for barnlig,” fastslog jeg.

Han smilede stort, hvorefter han traskede ind i stuen. Smilende fulgte jeg efter ham, og sprang som den første op på en af sofaerne. Liam grinede og trådte op i den anden sofa. ”Okay, det er mange år siden, jeg har leget det her. Så hvad er det nu, det går ud på? Jeg smilede stort, imens jeg begyndte at gå hen mod ham. Af ren refleks begyndte han at gå væk fra mig.

”Okay, at få hinanden ned på gulvet,” hørte jeg ham mumle. Jeg grinede en smule og satte tempoet lidt op, så jeg kom tættere på ham. Han grinede lidt og flygtede rimelig hurtigt fra mig. Forsigtigt placerede jeg en fod på sofabordet og tøvede lidt, inden jeg trådte ned på det. Heldigvis rørte det sig ikke, og jeg kunne fortsætte hen mod lænestolen.

Så ville jeg ikke rigtig forklare nærmere, for det næste, der skete var, at jeg kunne mærke gulvet forsvinde under mig, og der gik ikke mere end et sekund før jeg lå nede på gulvet. Av.

”Er du okay?” hørte jeg Liam sige i en bekymret tone, og selvom jeg gerne ville opleve hans omsorg lidt yderligere, kunne jeg ikke lade være med at grine. Han var hurtigt henne ved mig og satte sig på hug for at se på mig. ”Du må have slået hovedet,” mumlede han, da mit grin blev højere.

Han smilede til mig og endte også med at sætte sig ned. Jeg faldt lidt ned igen og sukkede så, da smerten i mit haleben pludselig kunne mærkes. Jeg udstødte et pinefuldt støn, hvilket fik Liam til at se bekymret på mig igen. ”Hvor gør det ondt?” spurgte han. Jeg smilede svagt og rystede på hovedet. ”Jeg har det fint,” konstaterede jeg. Han løftede øjenbrynene en smule. Helt klar ikke overbevist.

For at bevise jeg havde det fint, valgte jeg at sætte mig op. Smerten tog til, men faldt heldigvis rimelig hurtigt igen. Jeg ømmede mig lidt, men smilede bare lidt til Liam, der så sjovt på mig. ”Du er virkelig dårlig til at lyve,” lo han, så jeg kunne mærke varmen i mine kinder stige.

”Mener du det?” sagde jeg langsomt. Han løftede øjenbrynene lidt, imens hans latter døde han. ”Hvorfor?” spurgte han og kløede sig ubevidst på hånden. Jeg trak lidt på skuldrende. ”Jeg plejer at være rimelig god til at lyve,” konstaterede jeg en smule dumt. Han grinede en smule, hvilket jeg ikke lige så nogen grund til.

Det, der gjorde mig en smule mærkeligt til mode var, at det var Liam, der havde busted mig i at lyve. Ham, der havde kendt mig i en måneds tid nu. Jeg havde kendt Simon i flere år, og han havde aldrig taget mig i at lyve før. Det havde min mor eller veninder heller aldrig.

”Jeg har lagt mærke til, at du slikker dig på underlæben, når du siger noget, der ikke passer,” fortalte Liam lidt efter. Jeg så med store øjne på ham, imens jeg bed mig nervøst i læben. ”Altså, ikke fordi du lyver, men.. ja.” Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige. Og det gjorde jeg heller ikke for den sags skyld.

Jeg vidste netop godt selv, at jeg slikkede mig på underlæben, når jeg sagde noget, der ikke passede helt. Det var lidt som en afledningsmanøvre fra min side af. Ellers ville jeg nok bare gøre et eller andet.

Men, at Liam havde fundet ud af det, chokerede mig måske en smule. Enten havde han betragtet mig en del, imens vi snakkede, eller også kendte han mig åbenbart virkelig godt.

Jeg havde ingen anelse.

”Hvad har jeg løjet om?” begyndte jeg flovt. Han sendte mig et lille smil. ”Hmm. Det ved jeg ikke, Sophie. Bare slap af, det er sådan nogle latterlige ting.” Han gav mit lår et lille klem, og jeg smilede svagt men endte med at sukke.

”Hvad er der?” spurgte Liam blidt. Jeg trak på skuldrende og kiggede ham i øjnene. Jeg forbandede næsten følelsen, der langsomt steg i min krop. Følelsen af noget varmt og ukendt. En følelse, som jeg endnu ikke havde kunnet beskrive.

Jeg bed mig lidt i inderlæben, og kunne tydeligt mærke, at mit hjerte begyndte at banke hårdt i mit bryst. Stilheden omringede Liam og jeg, og jeg var derfor næsten ikke i tvivl om, at han kunne høre lyden af det.

Jeg vidste ikke, hvad der gik af mig, men jeg kunne ikke lade være. Mit blik flakkede ned mod hans læber, og jeg kunne ikke forstå hvorfor, men af en eller anden grund længtes jeg efter at læne mig frem mod ham.

Dog var jeg ikke den person, der tog initiativ til det.

Liam lænede sig frem mod mig i en tøvende bevægelse. Alle tanker og bekymringer inde i mit hoved forsvandt, og jeg fokuserede egentlig kun på øjeblikket.

Det øjeblik, hvor mine læber om et par sekunder ville være smedet sammen med Liams.

Men inden det overhovedet rigtig nåede at ske, hørte jeg en lyd ude fra gangen. Jeg var ikke i tvivl om, hvem det var, og derfor lænede jeg mig også tilbage i et hastigt tempo. Liam så ud mod gangen, hvor døren gik op. ”Jeg er hjemme!” blev der råbt fra en stemme. Jeg havde aldrig gjort det før, men lige nu sukkede jeg dybt.

”Hej,” hørte jeg mig selv sige i et stille tonefald, hvilket resulterede i et blik fra Liam. Dog så vi hurtigt væk fra hinanden, så der skete ikke helt så meget andet.

Der gik ikke mere end et par sekunder, før Simon dukkede op i dørkammen med en buket blomster. Jeg ville inderst inde have ønsket, at jeg jublede af glæde over at se ham, men lige nu følte jeg mig bare.. skuffet.

Jeg bed mig hårdt i læben og tvang et smil frem. ”Hej, Liam,” hilste Simon og gik ind til os. ”Hej,” svarede Liam kort og fulgte ham med blikket. Simon så på mig og smilede stort. ”Se, hvad jeg har til dig,” sagde han og rakte buketten ned til mig. Jeg smilede og tøvede lidt, før jeg rejste mig og greb fat i buketten.

”Tak,” mumlede og duftede hurtigt til den, så en rar duft bredte sig i mine næsebor. Liam kom også på benene, og så begyndte Simon ellers at spørge ham om, hvordan det gik og sådan.

Jeg gik imens ud i køkkenet og tog den færdige kage ud af ovnen. Mine tanker kørte rundt inde i mit hoved. Selvom jeg prøvede at gentage videoen af episoden fra før, var det som om, at den ikke ville frem igen. Alligevel huskede jeg tydeligt billederne. Liams varme, kærlige blik var i hvert fald ikke til at tage helt fejl af.

Jeg bed mig i læben, da jeg ikke vidste, hvad i alverden jeg egentlig havde gjort. Jeg havde været ved at kysse Liam, hvilket ville sige, at jeg kunne have endt op med at være Simon utro.

Til gengæld skete de jo ikke, og det burde jeg jo være lettet over. Alligevel sad der en irriterende fornemmelse og stikkede mig i siden, fordi jeg vidste, at jeg inderst inde gerne ville have mærket Liams læber mod mine.

Et frustreret suk forlod mine læber, og jeg lagde en kold hånd på min pande. Jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg skulle gøre lige nu. Jeg havde Simon, og havde været ved at kysse Liam. Jeg kunne ikke blive klog på mine følelser for Liam. De forvirrede mig, og derfor tog jeg dem egentlig bare som de kom.

Derfor blev jeg også enig med mig selv om, at det var bedst at lade det hele ligge lige nu.

Jeg burde ikke tænke på det, når Simon var her. Det var en sag imellem Liam og jeg, og.. hvorfor fik jeg det til at lyde som en eller anden dum sag, når det var meget mere end det? Jeg kneb øjnene sammen og tog en dyb indånding.

”Skat?” råbte Simon fra stuen. Jeg gøs en smule, men gik alligevel ind til ham og Liam. ”Mm?” spurgte jeg. Han sendte mig et smil og tog fat i min arm, da jeg endte henne ved dem. Så placerede han roligt sine læber på mine, hvilket sendte en dårlig fornemmelse igennem mig – skyldfølelse.

Jeg kunne slet ikke finde ud af mig selv lige nu.

Jeg trak mig fra Simon og så hurtigt hen mod Liam, der stod med hovedet drejet den anden vej. Mit humør faldt straks, og jeg havde lyst til at tage hans hånd og give et klem. Selvfølgelig gjorde jeg det ikke, men måtte så nøjes med at stå og bide mig endnu hårdere i inderlæben end før.

”Har I bagt siden her dufter så godt?” hørte jeg Simon spørge om, selvom jeg ikke registrerede det helt så meget. Så jeg nikkede kun. Jeg fastholdte mit blik på Liam. Simon vendte sig om og vandrede langsomt ud mod køkkenet. Liam så heldigvis hen på mig og smilede let.

”Jeg må nok også se at komme hjem,” fortalte han stille. Jeg nikkede forstående og så lidt ned. Han gik ud i gangen, og jeg fulgte lydløst efter. Jeg betragtede ham tage sine sko og sin jakke på, og til sidst endte han med at rette sig op igen og se på mig, stadigvæk med et smil på læberne. Som om han havde lyst til at glemme det, der lige var sket.

”Så.. vi ses,” konstaterede han en smule usikkert. Jeg nikkede lydigt. ”Ja, vi ses,” mumlede jeg. Han smilede lidt, før han langsomt trådte frem mod mig. Uden tøven trådte jeg ind til det kram, som han ville give mig.

Vi trak os lidt efter fra hinanden, og Liam gik hen til døren. ”Vi ses, Simon,” råbte han igennem huset. ”Ses! Godt at se dig.” Liam svarede ikke, men åbnede derimod bare døren og kiggede hen på mig. Han vinkede lidt, og inden jeg nåede at løfte mine hånd for at gøre det samme, forsvandt han ud ad døren og lukkede den efter sig.

Jeg blev stående og kiggede på den. Hvad jeg ventede på, anede jeg ikke. Måske en forklaring på, hvad der foregik indeni mig. Tanken om, at jeg var ved at udvikle mere end venskabelige følelser for Liam havde passeret et par gange, men hver gang havde jeg sagt til mig selv, at det var latterligt.

Lige nu føltes det dog ikke særlig latterligt. Det var ikke fordi, at jeg var lykkeligt forelsket i ham eller noget. Jeg havde bare et eller andet for ham. Og det var jeg også rimelig sikker på, at han havde for – for mig.

Jeg følte mig så usikker lige nu. Bare det, at vi havde været ved at kysse havde slået mig helt ud af kurs. Jeg havde ikke skyldfølelse eller noget, men det var bare tanken om, at Simon var min kommende mand, og alt sådan noget.

Jeg kunne overhovedet ikke finde ud af mig selv.

Der var dog tre ting som jeg i hvert fald kunne være sikker på:

1: Jeg havde været ved at kysse Liam.

2: Jeg havde ikke skænket Simon en eneste tanke i det øjeblik, og ville heller ikke have gjort det, hvis han ikke var kommet hjem.

3: Liam og jeg følte noget for hinanden, som jeg aldrig havde følt for en anden før.

Og jeg vidste ikke, hvad fanden jeg skulle gøre ved det.

 

________________________________________________________________________________________________________

A/N:

Ikke rettet igennem***

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...