Runaway Bride - One Direction

Alle piger har vel en eller anden drøm om, at deres drømmeprins kommer ridende på den hvide ædelganger og får en happily ever after. Det gælder også 19 årige Sophie fra London. Forlovet er nemlig lige hvad hun er, med sin kommende mand, Simon. Selvom hun er ung, er det kærligheden, der tæller imellem det unge par, og den holder længere med et ægteskabsløfte. Der var dog én ting Sophie ikke havde tænkt på, da hun sagde ja til at gifte sig med Simon. Og det var konsekvenserne ved at forelske sig i en anden. Hvordan kan man gifte sig med en, som man pludselig slet ikke elsker og hellere vil forlade til fordel for en anden?

711Likes
793Kommentarer
58045Visninger
AA

11. 10

 

”Shouldn't be feeling this.”

 

Vi havde bestilt pizza og sat os for at se alle The Final Destination filmene. Vi havde endda aftalt, at jeg skulle sove hos ham, hvilket kun glædede mig lige nu. Det var lige præcis det her jeg gerne ville bruge en fridag på. At være sammen med folk, jeg elskede.

Det kom lige lovlig hurtigt ud måske. Måske elskede jeg ikke ligefrem Liam. Altså, jeg holdt af ham. Selvfølelig kun som ven, men altså.. okay, bare glem det.

For, at vi begge skulle føle os endnu mere dovne, havde vi begge to skiftet tøj. Jeg havde lånt nogle idrætsshorts og en t-shirt af ham, hvorimod han havde taget et par joggingbukser og en t-shirt på.

Vi hjalp hinanden med at dække stuebordet op med tallerkener og glas samt en to liters cola. Så var vi da også bare klar til en rigtig hyggestund.

Liam kom ind med en stak servietter, som han klaskede på bordet. ”Hey, pas på dem,” fløj det ud ad min mund. Han så hen på mig med et forvirret blik, og jeg rømmede mig. ”Undskyld. Jeg har samlet på servietter, så jeg har vist stadigvæk lidt af det der overbeskyttende gen i mig,” mumlede jeg forlegent. Han løftede øjenbrynene og begyndte så at grine.

”Samlet på servietter?” gentog han interesseret. Jeg nikkede. ”Jeg lagde dem i mapper og sådan,” fortalte jeg med et smil. Han så forundret på mig og kiggede så på servietbunken. ” De der kostede så kun 2£ eller noget i den stil, så jeg tror ikke, at de er så meget værd..” Jeg grinede højt og gik hen for at tage en. Den var mørkerød med noget guldmønster. Jeg studerede den grundigt og rakte den op foran ham.

”Du kan folde den,” sagde jeg med et nik. Han rynkede brynene. ”Ligner jeg en, der kan finde ud af at folde servietter?” spurgte han og rakte uskyldigt hænderne op. Jeg smilede triumferende, før jeg satte mig på hug og gik i gang med at folde servietten på bordet. Til sidst havde jeg en fin vifteligende-serviet, som jeg stolt overrakte Liam.

”Sophie, du er for mærkelig,” grinede han og tog imod den. Jeg daskede ham blidt på skuldren, lige som der lød en klokke ude fra gangen. ”Pizzaen,” sagde Liam og gik ud for at hente den – med min serviet.

Jeg smilede for mig selv og dumpede ned i sofaen, hvorefter jeg tog tæppet over mig. Liam rumsterede lidt rundt ude i køkkenet, og kort efter kom han ind i stuen med en pizzaskærer, en pizzabakke og en pakke pommesfrites. Mine tænder løb praktisk talt i vand, fordi jeg var så sulten. Det her var lige det, jeg havde brug for.

”Så er der mad,” kvidrede Liam og placerede sig i sofaen. ”God mad,” indskød jeg glad, hvilket fik ham til at smile stort. ”Rigtig god mad,” anerkendte han. Jeg grinede kort og betragtede ham sætte sig til rette for til sidst at tage fjernbetjeningen fra bordet.

”Er vi klar?” spurgte han med et smil og holdt sin tommelfinger hen over play-knappen. ”Helt klar.” Han smilede for sig selv og startede filmen, og dernæst fik han fat på en anden fjernbetjening, der dæmpede lyset i stuen.

Jeg så en smule forundret på ham, men klistrede så blikket fast på fjernsynet, hvor The Final Destination 1 var begyndt. Vi begyndte begge to at gnaske pizza i os, og der gik ikke så lang tid, før den var helt væk.

Bakken med pommesfrites havde vi rykket op i sofaen. Da vi begge åbenbart var vilde med salatmayonnaise, havde vi bare skovlet det ned over, så det så lidt klamt ud. Men det smagte godt, så det kunne vel være lige meget.

Jeg koncentrerede mig lidt for meget om filmen, imens jeg flyttede min hånd hen mod bakken, men da jeg stødte ind i en anden hånd, så jeg hurtigt over på Liam, der også kiggede på mig.

”Undskyld,” mumlede jeg flovt og kiggede hurtigt væk. Jeg så hen mod fjernsynet, men kiggede lidt ned på min hånd, hvor der var efterladt varme spor fra Liams hånd.

Hvorfor fik jeg den fornemmelse?

Jeg sukkede lydløst for mig selv og overbeviste mig selv om, at det bare var stress. Selvom det måske lød åndssvagt.

Ærlig talt havde jeg det bare underligt her for tiden. Især når jeg var sammen med Liam.

 


 


Vi endte med at sidde op til langt ud på natten. Klokken halv tre havde vi kørt alle The Final Destination filmene igennem, og endte i stedet for op med at spille Kallaha. Liam havde derfor også sørget for jordbæris. Og udover det havde han endda også købt chips og dip, og det elskede jeg ham lige nu for.

Især fordi Simon hadede chips, og derfor havde vi aldrig chips hjemme hos os. Han påstod, at han fik kvalme af lugten, så derfor købt jeg aldrig nogle. Slet ikke når han accepterede, at jeg hadede fiskefilet og ikke ville have det i lejligheden. Så enige kunne vi da blive.

”Jeg vandt!” udbrød Liam, da han for tredje gang i træk vandt over mig i Kallaha. Jeg himlede med øjnene og sukkede. ”Jeg giver op!” fastslog jeg og lagde mig ned på gulvet, som vi sad på. Jeg hørte Liam smågrine af mig, og der gik ikke lang tid, før han fulgte mit eksempel og gjorde det samme.

”Er du slet ikke træt?” spurgte han en smule undrende om. Jeg trak på skuldrende, og fordi han netop lige spurgte mig om det, gabte jeg. Han grinede af mig, hvilket jeg også tog lidt del i. ”Måske en smule,” indrømmede jeg og sendte ham et svagt smil.

”Klokken er også snart fire,” fortalte han, imens han kiggede på uret, der hang over fjernsynet. ”Vi burde nok snart gå i seng..” Jeg nikkede enigt og lukkede øjnene lidt. Pludselig følte jeg mig alt for træt. Jeg hadede den fornemmelse. Lysvågen det ene øjeblik, sovende det andet.

”Sophie, gulvet er ikke så behageligt at ligge på,” hørte jeg Liam sige overraskende tæt på mit øre. Jeg sukkede og ignorerede det. ”Jeg orker ikke at rejse mig,” svarede jeg kort. Han fnes lidt af mig, og jeg daskede ham derfor blidt et eller andet sted. Det var svært at se, når man ikke kiggede.

”Jamen, så må jeg jo...” Liam rejste sig vist nok. I hvert fald lød der en lyd, før ha-

”Åh gud!” råbte jeg og åbnede øjnene, da et par stærke arme bar mig op fra gulvet. ”Hvad laver du?!” sagde jeg skingert og så panisk på Liam, der bare grinede. ”Hvis du ikke vil gå, må jeg vel bære dig,” forklarede han roligt og gik ud i gangen.

”Jamen.. du..” Jeg stoppede mig selv og sukkede af Liam. ”Du ødelægger din ryg,” sagde jeg fast, hvilket fik ham til at grine mere end før. ”Sophie, jeg kan holde til mere, end du tror.” Jeg rystede på hovedet. ”Vent i 10 år og lad os se de,” svarede jeg med et triumferende blik. Han himlede med øjnene og stoppede op. ”Okay, jeg slipper dig n-” ”LIAM, DET GØR DU IKKE!!!”

Mit høje skrig fik ham til at grine. Og det resulterede i, at han væltede på gulvet af grin – med mig ovenpå. ”For filen da,” sukkede jeg og prøvede at rejse mig, men begyndte også bare at grine, fordi Liam lignede lidt af en klovn, da jeg så ned på ham. Han havde mit hår i hovedet, så han lignede en halv hulemand, og den åbne mund gjorde det ikke bedre.

Jeg grinede af ham, og han grinede af situationen. Det her var mærkeligt.

Da latteren langsomt udøde, endte jeg med at sukke og ligge mig til rette på Liam. Altså, han lå lodret, og jeg vandret. Ikke særlig behageligt faktisk.

”Ligger du godt?” spurgte Liam undrende. Jeg smilede for mig selv og drejede hovedet lidt, så vi så på hinanden. ”Ikke rigtig..” Han småfnes lidt og sukkede. ”Gør du?” sagde jeg nysgerrigt. Han trak besværligt på skuldrende og smilede svagt. ”Som sagt, gulvet er ikke særlig bekvemt at ligge på.” Jeg himlede med øjnene og tog en dyb indånding, før jeg rejste mig op.

Liam lå stadigvæk ned, da jeg var kommet på benene, så jeg rakte en hånd ned til ham, som han glædeligt tog imod og sprang op ved siden af mig. Jeg sendte ham et smil, inden jeg gik ind mod gæsteværelset, hvor jeg skulle sove.

”Det er Niall, der har sovet her sidst, så vi skal måske skifte sengetøjet,” sagde Liam, da jeg havde sat mig træt i min seng. Jeg smilede svagt og rystede på hovedet. ”Det går nok. Jeg er virkelig træt,” svarede jeg og lagde mig ned. Han grinede en smule og gik hen for at trække gardinerne for. ”Tak,” mumlede jeg lavt, så jeg var rimelig meget i tvivl, om han overhovedet havde hørt det.

”Så må du sove godt,” begyndte han, efter at have vendt sig om mod mig igen. Jeg smilede og satte mig op. ”Du har tilfældigvis ikke en eller anden form for tandpasta?” spurgte jeg med et grin. Han lo en smule og nikkede. ”Kom med,” fastslog han, og jeg hoppede op fra sengen og fulgte med ham ud på badeværelset, hvor han rodede en skuffe igennem, før han fandt en nyindpakket tandbørste, som han rakte til mig. ”Tak,” smilede jeg og tog imod den, hvorefter jeg pakkede den ud.

Imens tog Liam sin tandbørste og tandpasta frem og gik i gang med at børste tænderne. Jeg smed affaldet i skraldespanden og gjorde tandbørsten fugtig under vasken. Liam smed en klat tandpasta på børsten, og jeg tog den dernæst i munden og børstede selv mine tænder.

Og så stod vi der, foran et spejl, sendte hinanden underlige blikke, imens vi børstede tænder. Liam smilede til mig, og jeg begyndte selv at smile, så der røg en spytklat ned ad min hage. Han begyndte at grine, og jeg fnes også. Derfor var jeg også nødt til at spytte indholdet i min mund ned i vasken, så det ikke endte ud over det hele.

Men det var så der, jeg følte noget klamt i mit hår og hørte en spytte rimelig tæt på mig.

”Fuuuuuck,” sagde Liam hurtigt. Jeg åbnede munden og drejede mit hoved hen mod ham, men han stoppede mig hurtigt ved at lægge en arm på min skulder og ved at grine. ”Stop,” beordrede han og fandt et håndklæde i en skuffe. Jeg spærrede øjnene op, da jeg langsomt regnede ud, hvad han havde gjort.

Spyttet tandpasta i mit hår, tak for det.

”Ej, det har du ik-” ”Sorry, men du-” han afbrød sig selv ved at grine, og så begyndte jeg også at grine. I et ivrigt tempo fik han noget vand på håndklædet og begyndte derefter at skrubbe mig i håret, imens han stadigvæk grinede.

Jeg fnes også lidt og tog lidt hårdere fat i håndvasken, som jeg var lænet hen over. ”Sophie, jeg tror, at vi bliver nødt til at vaske dit hår,” indrømmede Liam, da han efter lidt tid havde fjernet håndklædet og lod mig rette mig op. Jeg kiggede mig i spejlet og kunne ikke rigtig se noget, men da jeg hurtigt mærkede det bagi, var det virkelig ulækkert.

Jeg grinede og nikkede. ”Så sæt dig ned foran badekarret, så skal jeg nok vaske det,” befalede Liam og sendte mig et smil, inden han smed håndklædet i vasketøjskurven. Jeg løftede øjenbrynene lidt men gjorde, som han sagde. Gulvvarmen gjorde det behageligt at sidde ned. Jeg satte mig med ryggen mod badekarret og lænede mig tung tilbage, efter Liam var sprunget ned i det og havde grebet bruseren.

”Sig til hvis det er for varmt eller koldt,” insisterede han. Jeg blev en smule overrasket, da hans stemme var så tæt på mit øre. Og på grund af det, blev der sendt tusindvis af kuldegysninger igennem min krop, der fik mig til at snappe kort efter vejet.

Jeg nikkede dog hurtigt og lod som ingenting. ”Jeg siger til,” mumlede jeg og ventede på, at han ville tænde vandet, hvilket han heldigvis gjorde forholdsvis hurtigt efterfølgende. Der gik et lille øjeblik, inden han greb fat i mit hår og begyndte at vaske det. Vandets temperatur var dejlig tilpas, og det gjorde det hele meget bedre, da Liam kørte sin hånd igennem mit hår, som om han havde fuldstændig styr på hovedbundmassage. Jeg tillod mig i hvert fald selv at nyde det.

Jeg lukkede øjnene og følte hver enkelt lille bevægelse, han gjorde. Lidt efter åbnede jeg øjnene og begyndte at smile, da hans hoved var lige oppe over mit. ”Du ved.. hvis du ikke var sanger, skulle du være massør,” grinede jeg. Han smilede stort. ”Det må jeg lige indrømme, ikke er min drøm,” fortalte han. Jeg smilede lidt og gøs lidt, da en kold dråbe fandt sin vej ned igennem min nakke og videre ned ad min ryg.

”Sådan,” mumlede Liam og slukkede for vandet. Han var hurtig til at hoppe op fra badekarret og finde et nyt håndklæde til mig. Så kørte han det om mit hår, og hjalp mig op og stå. Jeg smilede tilfredst til ham og bed mig en smule i læben. ”Du har tilfældigvis ikke en hårtørrer?” spurgte jeg. Han smilede skævt og rystede på hovedet. ”Desværre. Du må sove med hårret vådt eller blive oppe med mig, indtil dit hår er tørt.”

Jeg lod som om, jeg tænkte, selvom jeg allerede kendte svaret. ”Jeg føler mig pludselig heller ikke så træt mere,” fastslog jeg og smilede til ham. Han smilede stort og kiggede hen mod døren til gangen. ”Hvad vil du så?” spurgte han roligt og lænede sig op ad væggen. Jeg trak på skuldrende. ”Det, du nu vil..” Han grinede kort. ”Det hjalp ikke rigtig, Sophie..” Jeg smilede og trak igen på skuldrende.

”Jeg har det,” udbrød jeg storslået. Han løftede et øjenbryn og så afventende på mig. ”Du kan synge for mig,” sagde jeg med et lidt genert smil. Jeg vidste ikke hvorfor. Hans blik gjorde bare et eller andet ved mig, hvilket lød sindssygt dumt, men var sandt.

Han skævede lidt til mig. ”Vil du gerne have, at jeg synger for dig?” gentog han langsomt. Jeg nikkede ivrigt. ”Pleeeease,” bad jeg og trådte bedende hen imod ham. Hans øjne mødte mine, og uheldigvis følte jeg igen det, som jeg havde følt alt for ofte, når vi kiggede hinanden i øjnene.

Jeg så mere eller mindre hurtigt væk igen og smilede i stedet for bare til Liam, der også virkelig lidt tam efter øjenkontakten før. Alligevel nikkede han og smilede svagt. ”Så kom,” fastslog han og trådte ud fra badeværelset. Vi gik ind på hans store, flotte værelse, og han satte sig i sin seng efterfulgt af mig.

Han grinede dumt for sig selv og så lidt ned. ”Sophie, jeg har ikke noget at spille på, så det bliver kun min egen stemme, hvilket nok bliver kedeligt...” Jeg så lidt skuffet på ham og rystede på hovedet. ”Du synger virkelig godt, Liam, det bliver ikke kedeligt.”

Han så roligt op på mig med et hævet øjenbryn. ”Lyder som om du ved, hvordan jeg synger?” Jeg rømmede mig kort og så lidt væk. ”Jeg har muligvis.. søgt lidt på dig,” indrømmede jeg kort. Jeg hørte ham grine. ”Har du Googlet mig?” spurgte han. Jeg kunne mærke den røde farve i mine kinder brase op. Det her var da slet ikke lidt ydmygende.

Jeg så uskyldigt på ham. ”Du kan ikke bebrejde mig,” sagde jeg undskyldende. Han smilede stort. ”Du kan da bare spørge, hvis der er noget, du vil vide,” fastslog han. Jeg trak lidt på skuldrende og bed mig flovt i læben. ”Men hvis du ikke vil synge foran mig, må jeg vel bare søge på YouTube,” fortsatte jeg roligt. Han skævede til mig og smilede svagt. ”Du er ikke typen, der giver op, vel?”

Jeg smilede for mig selv og rystede på hovedet. ”Og hvorfor vil du ikke synge for mig? Du synger for en billion mennesker hver dag, men nu vil du ikke.” Jeg så trist på ham, og han trak på skuldrende. ”Jeg må vel bare indrømme, at jeg er bedre tilpas med drengene,” fortalte han kort. ”Og for resten synger jeg ikke for en billion mennesker hver dag,” indskød han hurtigt, hvilket jeg begyndte at grine af.

”Okay, lad os synge sammen!” fastslog jeg, da han ikke rigtig sang. Han rynkede panden med et smil. ”Hvad vil du synge?” spurgte han og trak benene op under sig. Jeg tænkte lidt på nogle af de sange, som jeg havde hørt One Direction synge. ”Hvad med..” mumlede jeg for mig selv og rettede lidt på min stemme, før jeg begyndte at synge lidt; ”your hand fits in mine like it's made just for me, but bear this in mind it was meant to be.” Liam så smilende på mig, nok på grund af min uventede sang, som for resten ikke lød specielt godt, men da jeg havde afsluttet Zayns part, gad han endelig at tage del i det.

”I know you've never loved the crinkles by your eyes when you smile.” Jeg kunne ikke lade være med at bide mig i læben, da hans stemme trængte ind i mit øre. Den var vidunderlig. Den fik varmen i min krop til at bruse rundt.
”You've never loved your stomach or your thighs. The dimples in your back at the bottom of your spine but I'll love them endlessly.” Han stoppede op ved omkvædet og grinede forlegent for sig selv. Jeg smilede stort og begyndte at klappe. Han smilede svagt og pressede læberne lidt sammen.

”Det lød virkelig godt,” roste jeg med et lille smil. Han grinede kort og lidt varmt, imens hans brune øjne hvilede lidt på mig.

”Jeg er imponeret,” begyndte han, hvilket fik mig til at skyde et øjenbryn i vejret. ”Hvorfor det?” spurgte jeg. Han smilede skævt. ”Dit mod. Det er ikke mange mennesker, der tør sætte sig ned og synge foran.. ja..” Han hentydede selvfølelig til sig selv. En verdenskendt stjerne. Og det var egentlig først der, det gik op for mig.

Jeg trak lidt på skuldrende og bed mig en smule i læben. ”Jeg ville gerne høre dig synge,” forklarede jeg langsomt og ærligt. ”Så håber jeg ikke, at jeg skuffede dig,” svarede han med et lille grin og rykkede en smule tættere på mig. Jeg rystede ihærdigt på hovedet og så alvorligt på ham. ”Overhovedet ikke, Liam. Du synger fantastisk,” smilede jeg. Han løftede øjenbrynene lidt og stirrede mig en smule i øjnene.

Varmen sværmede rundt i min krop, og gav mig en trang til at gøre et eller andet.. ved ham. Mit hjerte bloppede pludselig op i min hals ved tanken, og jeg rejste mig derfor også hurtigt op. ”Jeg tror, at mit hår er tørt nu,” mumlede jeg fjernt og gik straks ud fra værelset.

Jeg trak vejret en smule hastigt, da jeg gik ind på gæsteværelset. Lige i dette øjeblik ønskede jeg kort, at Liam ikke var gået efter mig, men det var han altså. Og han kiggede undrende på mig, hvilket jeg ikke ønskede.

”Er der noget galt?” spurgte han og prøvede at skjule den nervøse undertone i hans stemme. Jeg rystede på hovedet og smilede falsk. ”Nejnej, alt er fint,” sagde jeg hurtigt efter. Han rynkede panden og så ikke helt så overbevisende ud, som jeg håbede på, at han ville være. Men han nikkede og lod det være.

”Så må du sove godt,” fastslog han lidt efter. Jeg nikkede. ”I lige måde,” svarede jeg med et lille smil. Han nikkede en smule og gjorde et vink med hånden, hvorefter han gik ud fra værelset og lukkede døren. Jeg så hen mod den, og lige da han skulle til at lukke døren helt, kunne jeg ikke dy mig, ”Liam!” råbte jeg hurtigt. Han åbnede døren igen og så forvirret på mig.

Jeg smilede flovt og bed mig lidt i læben. ”Vil du ikke lade døren stå på klem?” spurgte jeg genert. Han skævede til døren og så på mig igen med et lille smil. ”Kan du ikke lide, når døren er lukket?” sagde han roligt. Min forlegenhed så ud til at gøre ham mere tilpas, hvilket jeg godt kunne lide.

Jeg kunne mærke den røde farve brede sig lidt i mine kinder. ”Ikke sådan.. rigtigt, nej,” indrømmede jeg stille. Han smilede stort og nikkede. ”Bare kom ind, hvis der er noget, okay?”

Jeg smilede som tak. ”Skal jeg nok. Sov godt,” svarede jeg. Et kort øjeblik blev han stående i døren og så bare på mig, indtil han rømmede sig. ”I lige måde. Godnat.”

Og så gik han.

Jeg blev selv stående og så efter ham. Selvom det var tåbeligt, håbede jeg på, at han ville komme ind til mig igen. Men det skete ikke, og det var først derefter, jeg satte mig ned i den bløde seng. Joggingbukserne røg roligt af, da jeg vidste, det ville blive for varmt at sove med dem på. Dernæst tog jeg håndklædet ud fra mit hår, så det fugtige hår røg ned ad min ryg. Selvom jeg hadede at sove med vådt hår, blev jeg nødt til det.

Sagen var bare, at jeg ikke kunne falde i søvn. Jeg lå og tænkte på en person, der praktisk talt lå inde på værelset lige ved siden af mig.

Jeg kunne ikke få han brune øjne ud af mit hoved. Jeg kunne ikke stoppe med at tænke på, at tiden nærmest låste sig fast, hver gang vi kiggede på hinanden. Eller hans smil, der fik varmen indeni mig til bruse.

Og det værste var, at jeg vidste, det var forkert, at jeg følte sådan.


_______________________________________________________________________________

A/N:
Okay, hvis der stadigvæk er nogle der læser, må I virkelig gerne give en lyd fra jer, for ellers har jeg ikke lyst til at skrive videre.

Beklager virkelig, at det tog så lang tid, før der kom et kapitel. Følte bare ikke for at skrive på den. Havde en blokade, og det håber jeg, at I forstår.

Men nu får I et kapitel, og jeg håber I kan lide det xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...