Runaway Bride - One Direction

Alle piger har vel en eller anden drøm om, at deres drømmeprins kommer ridende på den hvide ædelganger og får en happily ever after.
Det gælder også 19 årige Sophie fra London. Forlovet er nemlig lige hvad hun er, med sin kommende mand, Simon. Selvom hun er ung, er det kærligheden, der tæller imellem det unge par, og den holder længere med et ægteskabsløfte.
Der var dog én ting Sophie ikke havde tænkt på, da hun sagde ja til at gifte sig med Simon. Og det var konsekvenserne ved at forelske sig i en anden. Hvordan kan man gifte sig med en, som man pludselig slet ikke elsker og hellere vil forlade til fordel for en anden?

711Likes
794Kommentarer
59409Visninger
AA

2. 1

 

”When we first met, everything seemed so easy and perfect.”

 

 

”Er der styr på det hele?” råbte jeg udover trappen fra første sal ned til gangen, hvor Simons mor, Bree/min kommende svigermor, stod. ”Ja, bare se at få skiftet tøj. Gæsterne kommer om en halv time,” svarede hun med et smil i stemmen. Jeg svarede ikke, men gik trak bare min trøje over hovedet og smed den i målet, som var vasketøjskurven, inde på badeværelset. Jeg smilede for mig selv og smed også mine slidte jeans, hvorefter jeg fandt vejen ind på Simons værelse. Som resten af huset, var hans værelse også rimelig nyt grundet af renovering, men et par plakater af nøgne damer, satte et lidt mere personligt præg. Det var typisk ham. Ikke, at jeg havde noget imod det. Han var jo en dreng, og det var måske de færreste drenge, der ikke nød at have noget at kigge på.

Jeg fandt i min taske henne i hjørnet det tøj, som jeg havde pakket (link i kommentar), og så skiftede jeg ellers bare tøj. Lige idet jeg startede med at sætte mit hår, fløj døren op, og en smilende Simon indtog rummet.

”Halløj, smukke,” sagde han og smilede charmerende. Jeg himlede lidt med øjnene og kunne ikke selv lade være med at smile. ”Hvad med at sige kommende kone?” spurgte jeg og grinede kort. Han rystede på hovedet, kom hen og lagde armene om mig. En velkendt duft optrådte i mine næsebor og gav mig en boblende, forelsket følelse.

”Kone lyder gammelt. Desuden er du smuk. Er tøjet nyt?” Han gav mig et elevatorblik i spejlet, som vi stod foran, og der opdagede jeg langsomt, at han også selv havde fået skiftet tøj. Han jeans og t-shirt var blevet skiftet ud med et par andre jeans, og så havde han ellers bare en hvid skjorte på med ærmer, der var smurt op og som prikken over i'et, havde han taget slips på, hvilket jeg vidste, han hadede at gå i.

”Jeg købte det med Jenna i fredags,” svarede jeg langsomt og drejede hovedet en smule, så vi i stedet for så på hinanden. Han sendte mig et kærligt smil og kyssede mig stille. ”Du ved godt, at om præcis to måneder står vi i kirken, ikke?” mumlede han roligt. Et lille smil fandt sin vej frem. ”De to måneder må gerne gå ret stærkt,” sagde jeg kort. Et grin undslap hans læber, før han gav mig et ordentligt kys.

Da det pludselig bankede på døren, trak jeg mig fra ham. Bree stak hovedet ind, imens hun smilede stort. Siden Simon havde friet til mig, havde jeg slet ikke set hende sur. Ikke engang da vores blomsterdekoratør aflyste vores aftale. Det havde min mor til gengæld flippet over, men Bree var bare helt cool, og denne gang var det hende, der havde en rolig påvirkning på min mor, så det kunne jeg vel kun være taknemlig over.

”Simon, kan du ikke lige hjælpe din far med at få båret de sidste stole ned i haven?” spurgte hun bedende. Han nikkede. ”Selvfølgelig. Kommer om lidt,” svarede han, og så gik Bree ellers. Simon kiggede på mig og kyssede mig en enkelt gang på næsen, før han trådte væk fra mig og gik hen mod døren. ”Vi ses ved haven.” Jeg begyndte at grine og rystede på hovedet. Det måtte være Simons version af 'vi ses ved alteret'. ”Jeg er ikke den i hvid eller med kjole,” smilede jeg. Han sendte mig et stort smil, før han smuttede ud ad døren. Jeg sukkede tilfredst og vendte mig om mod spejlet igen, hvorefter jeg fortsatte med mit hår. Dog droppede jeg til sidst at sætte det, da jeg hørte den første bil nede i indkørslen.

 

 

 


Det var første gang, at jeg mødte omtrent hele Simons familie samlet, og derfor havde jeg været en smule nervøs. Jeg kendte kun hans forældre, og så havde jeg spist middag et par gangen hos hans farmor og farfar. Men ellers kendte jeg ingen.
Det viste sig dog, at jeg slet ikke havde haft nogen grund til bekymring. Folk var virkelig søde og imødekommende, og de tog mig til sig med kærlige knus og kindkys. Derfor kunne jeg også slappe af og være mig selv hundred procent, hvilket jeg kun kunne være taknemlig for.

Der var dukket rimelig mange mennesker op, og det var jeg ret så forbløffet over egentlig. Flere folk havde mine forældre inviteret, og jeg vidste ikke engang, at jeg kendte dem. Enten var det nogle fra, da jeg var helt lille, ellers var de venner af mine forældre og skulle åbenbart med til min og Simons forlovelsesfest, hvilket jeg egentlig ikke helt forstod hvorfor. De havde nu ikke rigtig nogen indflydelse på os, men hvis de ældre insisterede, så værsgo.

Jeg stod lige nu og talte med et par begejstret veninder, som jeg havde kendt, siden jeg var helt lille. De beundrede, at jeg allerede skulle giftes og havde op til flere gange fortalt, at de ville ønske, at de var i mine sko og havde sådan en fantastisk kæreste som Simon. Det kunne jeg dog bare smile af. Jeg elskede Simon, og jeg var virkelig glad for, at han var min.

”Så hvad mangler I? Jeg hørte, at din mor allerede har fået banket en masse sammen,” sagde Jenna og smilede stort. ”Altså, Simons mor har sørget for maden og sådan. Og vores fædre har vist også fundet en masse. Jeg har ikke lige fulgt helt så meget med i det.” Jeg grinede kort, og det gjorde pigerne også.

”Men vi mangler stadigvæk rimelig mange ting. Alle de der småting blandt andet. Så mangler jeg min kjole, vi mangler kagen, og så mangler Simon også sit tøj,” fortalte jeg kort og tog en tår af min champagne, som jeg stod med i hånden. Dejlig tør og forfriskende. ”Har du ikke fundet kjole endnu?” måbede Kathrine næsten. Jeg rystede på hovedet og kastede et hurtigt blik over skuldren for at se, om der var kommet flere gæster, hvilket der i den grad var.

”Det er det første, jeg havde gjort,” fastslog Ann hurtigt efter mit svar. Jeg så tilbage på hende med et løftet øjenbryn. ”Hvad med at få en tid til kirken og sådan først..?” foreslog Caroline undrende. Hun rystede bare fast på hovedet og bed i jordbærret, der lå i hendes champagneglas. ”Fuck kirken, fuck maden, fuck kagen, og fuck manden. Jeg skal bare have den kjole. Om jeg så skal giftes med mig selv!” Jeg begyndte at grine højlydt af hende, hvilket resulterede i, at nogle stykker kiggede hen på os, men det gik mig ikke rigtig på. Jeg var ikke ligefrem den generte type, på nær når det gjaldt møde af familie, men jeg morede mig bare lige nu.

Morede mig som fri kvinde, som jeg kunne i yderligere to måneder, før jeg var tvunget til at blive sammen med Simon. Det kunne jeg dog ikke andet end at smile af. Der var ikke noget, jeg glædede mig mere til.

 

 

Liams synsvinkel

”Liam, det her er Simon. I plejede at lege sammen, da I var små,” fortalte Bree, og kiggede på sin søn, der stod med et smil på læberne. ”Hej,” hilste han og rakte hånden frem. ”Dav,” svarede jeg og tog imod den, rystede den to gange, før jeg trak min hånd til mig igen. ”Og tillykke,” tilføjede jeg lidt efter. Han smilede stort. ”Tak.”

Det var en lørdag, solstrålende formiddag. Mine forældre, søskende og jeg var blevet inviteret til forlovelsesfest hos min mors veninde. Dog endte det kun med, at det var mine forældre og jeg, der dukkede op. Mine søstre kunne ikke. De havde travlt med noget andet. Jeg havde derimod en friweekend og valgte at bruge den på at møde nye mennesker og at være sammen med mine forældre, som jeg ikke havde set i noget tid, da der havde været knald på her på det sidste. One Directions nye album var snart ude, og det hele skulle finpudses inden. Derfor havde der været ret travlt, men nu var vi helt færdige, hvilket var dejligt. Nu kunne jeg kun glæde mig til at se fans'nes reaktioner over albummet.

”Liam, har du mødt Sophie?” spurgte Bree venligt. Jeg kiggede på hende og rystede knap nok på hovedet, før hun puffede til Simon. ”Find hende lige, så hun kan hilse på dem,” sagde hun til ham og hentydede til mine forældre og jeg. Han nikkede hurtigt og kiggede kort rundt, inden han gik i en bestemt retning. Jeg fulgte ham med øjnene, indtil han endte ved en pige, der stod og grinede med et par piger. Hun havde halvlangt, brunt hår, der krøllede pænt. Jeg kunne ikke se hendes ansigt, da Simon pludselig stillede sig hen foran hende.

Han udvekslede et par ord med hende, før han igen vendte sig om og trak hende med efter sig via en flettet hånd. Han smilede, imens han kiggede hen på sin mor, som om han var stolt af at have fundet sig sin kommende brud. Det ville jeg nok også være. Dog syntes jeg, at det var en ret ung alder han valgte at blive gift i. Han var kun 20 år, og det kunne godt gå ud over det ægteskab, som han var ved at indvige i. Jeg havde aldrig gjort det, kunne jeg godt fortælle. Men nu tror jeg måske også, at Simon og Sophie elsker hinanden, ellers havde deres forældre nok aldrig gået med til det.

De kom tættere på, og Simon gik lidt tid side, så jeg kunne se Sophie ordentligt. En lille gys gik igennem mig, imens jeg stod og stirrede på hende. Hun var pæn. Ikke bare pæn, smuk. Hendes udstråling mindede mig om solen, hvilket fik mig til at bide mig lidt i inderlæben.

”Ja, det her er så Sophie,” fortalte Simon, da de nåede op til os. Han smilede stort og kiggede hen på hende. Hun smilede stort og kiggede rundt, indtil hendes blik landede på mig. Da jeg sendte hende et lille smil, kiggede hun hurtigt væk igen, og noget sagde mig at hun var en genert type ved første møde. Sprulende og glad når man lærte hende at kende.

”Endelig møder vi dig. Simon har fortalt en hel del om dig,” sagde min mor og smilede, imens hun rakte hånden frem. ”Godt, håber jeg vel?” grinede hun langsomt, imens hun tog imod hånden. Min mor grinede højt en enkelt gang, og Simon kiggede hurtigt hen på mig med et smil. Jeg nikkede en gang og så tilbage på Sophie, der hilste på min far.

Til sidst så hun hen på mig og tog denne gang øjenkontakt. Hendes øjne var noget for sig selv. De havde en speciel farve, den yderste ring var sort, hvorefter den blev mere gullig i det, indtil den fik en overgang til grøn, der gik ind til pupillen. De var virkelig flotte, det måtte jeg indrømme.

”Sophie, det her er Liam. Jeg passede ham, da han var lille, og Simon legede så med ham,” forklarede Bree og sendte os begge et sikkert smil. Hun nikkede og kiggede tilbage på mig med et strålende smil på læberne.

”Rart at møde dig,” sagde hun roligt og slikkede sig om læberne. Jeg smilede svagt. ”I lige måde,” svarede jeg kort. Vores øjenkontakt blev afbrudt, da et par piger kom bagfra og hev hende tilbage. ”Sophie, kom nu, Math er her om lidt!” udbrød en lyshåret, høj pige, der virkede som en nær veninde, ligesom de to andre piger. Sophie rettede sig op og grinede lidt, inden hun så hen på den lille gruppe af mennesker, der stadigvæk indeholdt hendes forældre, Simon og hans forældre, og mig og mine forælder.

”Beklager, men jeg må hellere..” undskyldte hun smilende, før hun kyssede Simon kort på munden og herefter blev revet væk af sine veninder. Jeg kunne høre min mor og Bree grine af hende. ”Hun virker som en skøn pige,” anerkendte min far. ”Tro mig – det er hun. Ellers var det bryllup da heller ikke blevet til noget!” svarede Bree med et stort grin. Min mor sendte mig et kærligt smil og kiggede på Bree igen. ”Det er lang tid siden, jeg har været her. Har I lavet noget om?” spurgte hun og så rundt i haven, der så rimelig fin og velplejet ud. Rosenbede her og der.

”Vi har fået lavet køkkenet om. Lad mig vise dig det.” Bree vendte sig om og kiggede på den lille pige, der var dukket op for lidt siden. ”Lille skat, kan du vise Liam rundt?” spurgte hun kærligt, hvilket nok betød at det var hendes barn. Pigen kiggede hen på mig og smilede genert. ”Er du ikke Liam fra One Direction?” sagde hun nysgerrigt og rødmede. Jeg smilede stort og nikkede. ”Det er jeg nemlig,” fortalte jeg og satte mig på hug, så hun kunne se mig rigtigt. Hun smilede stadigvæk genert, imens hun til og fra kiggede på mig.

”Hvad hedder du?” spurgte jeg interesseret. ”Alma,” svarede hun stille. Jeg løftede øjenbrynene. ”Alma. Det er et yderst flot navn. Hvor gammel er du?” Hendes smil blev langsomt mere sikkert, og hendes øjne strålede af glæde. ”7.” Jeg nikkede lidt. ”Så er du jo gammel,” drillede jeg og prikkede hende i maven. Hun begyndte at grine, hvilket jeg ikke kunne stoppe med at smile af.

”Jeg elsker din musik,” fik hun sagt efterfølgende. ”Jaså?” Hun nikkede ivrigt. ”Især den I har optaget i London,” fortsatte hun og bed sig i læben. ”One Thing,” smilede jeg. Hun nikkede ivrigt igen. ”Den er så god!” fastslog hun. Jeg grinede lidt. Hun var virkelig sød. Hendes blonde, skulderlange fehår og det nuttet babyansigt hjalp uden tvivl også på det.

”Ville du ikke vise mig rundt?” spurgte jeg så og rejste mig op. Mit blik vandrede rundt en gang, og før jeg lagde mærke til det, landede mit blik på Sophie, der også så på mig. Jeg skulle til at smile, men hun så hurtigt væk, så jeg lod være. I stedet for så jeg ned på Alma, der nikkede til mig. Hun tog min hånd, og så begyndte hun ellers bare at vise mig rundt.

 

________________________________________________________________________________

 

A/N:

Nå, det var så første kapitel af Runaway Bride, hvad syntes I?

Der sker ikke det helt store, men jeg ville gerne starte roligt ud, så I fik et ordentligt indtryk af Sophie, og det håber jeg så I har fået!

Jeg har haft denne her movella i tankerne i ret lang tid efterhånden, så jeg håber, at I vil følge med. Glæder mig til at skrive.

Tak for favoritter, likes, kommentarer.

Kapitel 2 kommer en af de kommende dage.

Hav en god aften :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...