Love of a psycho

Kan man elske nogle så meget, at man kan blive syg i hovedet af det? Besat, og ligeglad med alt andet? Det gjorde Jason, Maias ekskæreste, da hun ikke længere ville have ham. Sindsyge-hospitalet holdt ham bag lås og slå.
Men hvad sker der, da hun en dag modtager et opkald fra ham, og breve begynder at fylde postkassen? Trusler og kommanderinger tvinger Maia og hendes søn David til at flygte. Men vil det hjælpe dem væk fra problemerne, eller bare gøre dem endnu værre?

Da dette er en del af konkurrencen med billedeudfordring, ville det gøre mig lykkelig, hvis i ville give den et like, og følge den hvis i kan lide den. På forhånd tak.

43Likes
99Kommentarer
3151Visninger
AA

16. Tvivlen

Jeg åndede lettet op, da jeg stod foran hotelværelset. Min puls dunkede rundt i mit blod, og de sorte pletter ville ikke helt forsvinde. Svimmelt støttede jeg mig op af væggen, og forsøgte at trække vejret så dybt som muligt.

Jeg havde ingen anelse om hvad jeg havde gang i. Trangen til at skrige mine frustrationer ud, var meget stor. Jeg kunne ikke holde dem inde. I stedet for skrig, kom de ud som tårer. Tårer der fortsatte, som en endeløs strøm. 

Jeg var så forvirret. Scott havde i sandheden bragt humørsvingningerne tilbage i mig. Det var bare ikke fair. Endelig fandt jeg ham. Endelig var jeg glad. Og så dukker han op overalt.. 

Pludselig kom Milaika ud af døren, med en fyldt skraldepose i hånden. Da hun så mig, lød et lille forskrækket skrig, hvorefter hun begyndte at grine. Grinet gik dog hurtigt over, da hun så mine fugtige kinder, de bekymrede rynker i min pande og mit frustrerede ansigtsudtryk. Hun stod lidt akavet der, uden helt at vide hvad hun skulle gøre. 

"Lad mig bare tage den. Du må godt tage hjem nu. Tusind tak for din hjælp, det var meget sødt af dig." sagde jeg, mere kontrolleret og roligere end jeg havde regnet med var muligt. Jeg blev dog alligevel afsløret, da min stemme knækkede over i slutningen af sætningen. For at dække over det, forsøgte jeg mig med et lille smil.

Hun rakte posen til mig, smilede kort og gik derefter hurtigere end nødvendigt ned af trappen. Stille traskede jeg den samme vej, med den tunge pose i hånden. Smerten lå tungt over mig. Den selv samme smerte, som dukkede op for 8 år siden. 

For jeg var ved at miste ham igen. Jeg kunne aldrig kigge ham i øjnene igen, efter min latterlige og pinlige opførsel i aftes. Jeg skammede mig over mig selv. 

Den friske luft gjorde det nemmere at trække vejret, og nedkølede mit lettere røde ansigt. Langsomt kunne jeg mærke min puls ryge ned til normalt tempo. 

"Maia!!" Jeg sukkede, og mærkede det hele starte forfra, som Scott kom løbende imod mig. Jeg skyndte mig at smide skralden ud, og gik med hastige skridt hen imod indgangen.

Jeg kunne hører hans tunge skridt komme tættere på, imens han mumlede noget uforståeligt for sig selv. I det øjeblik ville jeg ønske, at jeg kunne forsvinde. Jeg følte den største ydmygelse.

"Maia. Hey!" han tog blidt fat i min skylder, men jeg fortsatte målrettet ligeud. "Hvad skete der lige dernede? Jeg ved godt jeg ikke skulle have gjort det, men du behøver da ikke at løbe væk!" fortsatte han forvirret imens han lettere løb efter mig. 

"Jeg skal op til David nu.. " mumlede jeg til jorden, og hoppede op af trapperne. Måbende stod han tilbage ved døren, forvirret og efterladt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...