Love of a psycho

Kan man elske nogle så meget, at man kan blive syg i hovedet af det? Besat, og ligeglad med alt andet? Det gjorde Jason, Maias ekskæreste, da hun ikke længere ville have ham. Sindsyge-hospitalet holdt ham bag lås og slå.
Men hvad sker der, da hun en dag modtager et opkald fra ham, og breve begynder at fylde postkassen? Trusler og kommanderinger tvinger Maia og hendes søn David til at flygte. Men vil det hjælpe dem væk fra problemerne, eller bare gøre dem endnu værre?

Da dette er en del af konkurrencen med billedeudfordring, ville det gøre mig lykkelig, hvis i ville give den et like, og følge den hvis i kan lide den. På forhånd tak.

43Likes
97Kommentarer
3158Visninger
AA

17. Telefonbeskederne

Morgenens solstråler strakte sig vej igennem de mørke gardiner, og dekorerede gulvet med dets mønster. Fuglesang fløj rundt i luften, og fyldte den med harmoni og ro. Ved min side lå min lille dreng, stadigvæk i drømmelandet. Nogle gange overraskede det mig hvor fredeligt tingene kunne se ud om morgenen. 

Gårdagens hændelser lå blot som en svag tåge over lyset. Det var næsten, som var det slet ikke sket. Jeg rejste mig op, og mærkede det lettere varme trægulv imod mine bare fodsåler. Jeg vidste, at et åbent vindue ville bringe den hede varme ind i værelset, som kun var tåleligt pågrund af airkonditionen. 

Jeg stillede mig foran spejlet, og indåndede den parfumerede duft. I mine øjne så jeg stadig den smerte, jeg kæmpede for at skjule for mig selv. Det mørke rander lå som skygger under mine øjne, og mindede mig om den minimale søvn jeg havde fået. 

Det nyttede ikke noget det her. Det vidste jeg. I en dyb vejrtrækning rettede jeg min ryg op, og mærke ryghvirvlerne bevæge sig, som jeg strakte mig i en elegant bue, der mindede meget om et mislykket yoga-forsøg. 

Med fornyet positiv energi begav jeg mig ind i den flotte møbleret stue, hvor jeg satte mig. Røret på telefonen lyste, og fortalte mig at der lå beskeder i indbakken. Med en dyb indånding trykkede jeg på start, forberedt på det værste.

"Maia jeg.. Det må ikke slutte sådan her. Vær nu ikke dum, vel? Giv en eller anden lyd fra dig" hans opgivende stemme var efterfulgt af et højt og tydeligt bip.

"Det mig igen, Scott. Jeg kan ikke sove. Tankerne holder mig vågne. Vil du ikke nok tage den, så vi i det mindste kan snakke om det?" 

Jeg trak vejret dybt ned i maven, og prøvede at skubbe den mørke sky væk, der var på vej til at lægge sig, som et skjold over min krop.

"Maia det.. det mig igen.. Jeg føler mig så latterlig. Undskyld.." stemmen var efterfulgt af et snøft, inden det velkendte bip igen lød. 

"Goo'mor'n mor!" sagde David muntert som han kom traskende ind og satte retningen imod morgenmadsskabet. Jeg fulgte efter ham, og stod bag ved ham da han stoppede.

"Godmorgen skat." Med en hånd på hver side af hans hoved, kyssede jeg ham i hans lyse og uglede hår. Han rodede efterfølgende rundt i sit hår, som en demonstration på hvor klamt det var. 

"Der er ikke mere morgenmad..." sagde han forvirret og undrende, og kløede med den ene hånd i sit hår. 

"Er der ikke? Hmm.. Så må vi da ud og købe noget! Kom!" Jeg trak ham stædigt hen imod døren, imens hans latter rungede i rummet.

"Jeg har stadig pyjamas på!" råbte han fjollet op til mig, men jeg rystede bare ligeglad på hovedet.

"Og jeg har stadig morgenhår! Men vi er ligeglad hvad andre tænker, er vi ikke?" Jeg satte mig ned på hug, og aede ham i håret. Hans hoved hoppede tilfreds og bekræftende op og ned.

"Godt så! Så skal der købes ind." sagde jeg og puffede ham blidt, hvorefter vi gik ud af døren, med morgenhår og farverige pyjamaser.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...