Love of a psycho

Kan man elske nogle så meget, at man kan blive syg i hovedet af det? Besat, og ligeglad med alt andet? Det gjorde Jason, Maias ekskæreste, da hun ikke længere ville have ham. Sindsyge-hospitalet holdt ham bag lås og slå.
Men hvad sker der, da hun en dag modtager et opkald fra ham, og breve begynder at fylde postkassen? Trusler og kommanderinger tvinger Maia og hendes søn David til at flygte. Men vil det hjælpe dem væk fra problemerne, eller bare gøre dem endnu værre?

Da dette er en del af konkurrencen med billedeudfordring, ville det gøre mig lykkelig, hvis i ville give den et like, og følge den hvis i kan lide den. På forhånd tak.

43Likes
99Kommentarer
3136Visninger
AA

14. Stævnemøde i måneskin

Jeg sukkede til mit spejlbillede. Mit lyse hår krøllede ned langs mit smalle ansigt, formede sig omkring det. Make-uppen gjorde mine kindben tydeligere, og mine øjne større. Det var længe siden jeg havde gjort så meget ud af mig selv. Selvom det i sig selv så godt nok ud, blev jeg ved med nervøst at rette på det.

Satte håret op, tog håret løst. Igen og igen, ubeslutsomt. Jeg følte mig som en teenager igen. Jeg grinede lavt og nervøst af mig selv, og tog en dyb indånding. Jeg brugte lidt tid på at bruge mine rolige vejrtrækninger, til at stoppe mine hænder i at ryste. Da jeg igen var igang med at sætte håret op, ringede det pludseligt på døren. 

Ferbrilsk smed jeg elastikken fra mig, og lød håret hænge løst, imens jeg nærmest løb hen imod døren. Da jeg lettere forpustet åbnede døren, var jeg ved at tabe pusten fuldstændig ved synet af ham. Han så fantastisk ud. Det mørke hår var strøget naturligt tilbage, og en enkelt tot hang ned i panden på ham. Han var klædt i en løs hvid skjorte, og han stod med en lilje i hånden, min yndlingsblomst. Jeg smilede ved synet af den, og ham.

"Din yndlings." grinede han, og rakte den frem til mig. 

"Utroligt at du stadig kan huske det!" svarede jeg forbløffet, og tog imod den. Jeg satte den sammen med nogle andre vaser på kommoden ved siden af mig, og gik ud ved siden af ham, for at lukke døren.

"Jeg husker alt fra de uger." sagde han seriøst, og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg kunne mærke mine knæ blive bløde, og min puls stige. Jeg ville inderligt gerne fastholde hans blik, men min generthed stoppede mig, og tvang mit blik ned på jorden, imens jeg smilede. 

I stilhed førte han mig ud af hotellet, og ned til stranden kun få metre fra indgangen. Af en eller anden grund, var stilheden ikke akavet. Et ordsprog dukkede op i hovedet på mig. Ægte venskab er når stilheden imellem 2 personer er baghagelig. Måske var det sådan det var.

Vi stoppede op foran en miniterrase på sandet. Gulvet var små brædder, og ovenpå stod et pænt dækket bord. Levende lys flakkede i halvmørket, og gav genskind i bestikket. 

"Hvor er det bare flot Scott! Har du sørget for det?" Jeg vendte mig smilende imod ham, og blinkede en enkelt gang. Han smilede stort og stolt, og afslørede en enkelt skæv og charmerende tand. 

"Noget skal jeg jo bruge min tid på..." forklarede han let, og trak stolen ud til mig. 

"Uh! Mere gentleman er du da blevet på de 8 år!" sagde jeg drillende til ham, efterfulgt af et grin. Hans latter lød også, som et ekko på mit. 

Som solen gik ned over havet, og natten lagde sig over os, blev stemningen mere og mere intens. Gamle minder var vækket inde i os, og jeg var lykkelig, som han kiggede mig i øjnene.

Han havde rykket sin stol tættere på min, så vores knæ næsten rørte ved hinanden, som vi fortsatte vores snak. Intense bølger flød imellem os, trak os tættere på hinanden. Jeg tror ikke nogen af os havde kontrol over følelserne der rasede i vores indre. 

Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at alkoholen som langsomt tog over, havde indflydelse på mine manglende bekymringer for David, men jeg kunne ikke andet end at nyde det. Det var så ufatteligt lang tid siden jeg sidst havde følt sådan. Uden bekymringer, og med et hjerte, som bankede ekstra hurtigt i dagens anledning. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...