Love of a psycho

Kan man elske nogle så meget, at man kan blive syg i hovedet af det? Besat, og ligeglad med alt andet? Det gjorde Jason, Maias ekskæreste, da hun ikke længere ville have ham. Sindsyge-hospitalet holdt ham bag lås og slå.
Men hvad sker der, da hun en dag modtager et opkald fra ham, og breve begynder at fylde postkassen? Trusler og kommanderinger tvinger Maia og hendes søn David til at flygte. Men vil det hjælpe dem væk fra problemerne, eller bare gøre dem endnu værre?

Da dette er en del af konkurrencen med billedeudfordring, ville det gøre mig lykkelig, hvis i ville give den et like, og følge den hvis i kan lide den. På forhånd tak.

43Likes
99Kommentarer
3134Visninger
AA

5. Slik om morgenen...

Hans øjne overalt. Hans vrede, kolde og hårde øjne. De gennemborer mig, ser lige ind i mig. Men de er ligeglade. Ligeglade med mig, ligeglad med det hele. Kontakten er slukket, der er intet lys i ham mere. Kun det endeløse mørke, mørket han ikke kan styre. Mørket ingen kan styre.

Hans gennemtrængende lumske latter. Den runger i mine øre, piner mig. Kuldegysningerne dækker min krop, og rystelserne gør det svært at stå oprejst. Frygten ligger i mig. Den dækker mig med dens mørke skjold. Solen er væk. Lyset er væk. Glæden er væk.

Skriget overdøver latteren. Men som skriget kommer, savner jeg allerede latteren. Latteren gjorde mig bange. Men det skingre, rædselsslagne skrig dræber mig indefra. Skriget fra min lille dreng. Min verden kører rundt. Gulv og loft bliver til et. Skriget og latteren blandes sammen. Mit skrig, hans skrig, hans latter. Alt bliver til et, stort mørke. Jeg falder. Ned i det dybe mørke hul. Jeg bliver ved med at falde, falde og falde, imens jeg mister alt jeg har, alt jeg ejer. Alt jeg holder af.

Jeg satte mig forskrækket op, og hev efter vejret. Det hele havde føltes så virkeligt. Men lyset kæmpede sig vej igennem gardinerne. Skriget var væk. Mørket var væk. Jeg rejste mig langsomt op, og strakte min krop, som jeg begav mig hen imod vinduet. Da jeg trak gardinet fra, blev jeg straks blændet af det hvide lys der strømmede ind. Mere sne havde lagt sig i løbet af natten.

Natten. Jeg begyndte at huske. Opringningen. Ham. Skjult i mørket. Bange vendte jeg mig om, til synet af en tom seng. En seng med min og Davids sammenkrøllede dyner. Men ingen David. Benene knækkede sammen under mig, og jeg ramte gulvet hurtigere end jeg havde regnet med. Smerten fór igennem mit ben, men jeg var ligeglad. Jeg måtte op.

Rystende rejste jeg mig op, løb uden håb hen til sengen, rystede den lille spiderman-dyne og indså at han var væk. Jeg kiggede mig forvirret rundt, prøvede at få tankerne til at hænge sammen. Han sov da inde hos mig i nat. Gjorde han ikke? 

"Det ved du godt, ikke? Du ved godt jeg bare kunne tage ham lige nu, ikke?"

Stemmen rungede i mine ører. Pulsen dunkede i mit blod endnu engang. Jeg fór hen til døren, og flåede den op. Med et dunk røg den ind i trævæggen, og efterlod et mærke. Jeg snublede over dørtrinet, men løb alligevel videre, målrettet imod hans barneværelse. Jeg stoppede op foran den halvåbne dør, og skubbede den stille op. Han var der ikke. 

Tankerne fløj igennem hovedet på mig, som jeg fortsatte rundt i huset. Badeværelset, køkkenet, kontoret. Men da jeg nåede til stuen, standsede jeg op. 

Fjernsynet var tændt, og på skærmen kørte Peter Plys. På sofaen sad lille David, sammenkrøllet i et tæppe, og spiste resterne fra gårdagens slik. Jeg smilede og rystede på mit hoved. Selvfølgelig var han her, i huset. Han kunne ikke tage ham. Jeg havde låst det hele af. Vi var i sikkerhed. Indtil videre. 

"Godmorgen skat!" Jeg rodede ham i det lyse morgenhår, og gav ham et kys på kinden.

"Aaaad moor...." råbte han og tørrede desperat kinden af med sit ærme. Han rodede rundt i slikket, og fandt en rød vingummi, som han rakte frem til mig. Jeg vidste at det var imod vores fælles regler at spise slik om morgenen, især inden morgenmaden. Men idag var jeg så glad, så glad for at vi var i live. 

Jeg tog smilende imod den, smed mig ned ved siden af ham, og sammen delte vi slikket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...