Love of a psycho

Kan man elske nogle så meget, at man kan blive syg i hovedet af det? Besat, og ligeglad med alt andet? Det gjorde Jason, Maias ekskæreste, da hun ikke længere ville have ham. Sindsyge-hospitalet holdt ham bag lås og slå.
Men hvad sker der, da hun en dag modtager et opkald fra ham, og breve begynder at fylde postkassen? Trusler og kommanderinger tvinger Maia og hendes søn David til at flygte. Men vil det hjælpe dem væk fra problemerne, eller bare gøre dem endnu værre?

Da dette er en del af konkurrencen med billedeudfordring, ville det gøre mig lykkelig, hvis i ville give den et like, og følge den hvis i kan lide den. På forhånd tak.

43Likes
97Kommentarer
3158Visninger
AA

10. Samtalen

Den lune sommerbrise strejfede blidt mit bekymrede ansigt, imens bølgerne brusede i baggrunden. Det var, som om vinden tog mine bekymringer med sig. Med vinden fløj de væk, til et sted jeg aldrig skulle tilbage til. Jeg tog blikket fra de turkisblå bølger, og rettede det i stedet imod David, som prøvede at bygge et sandslot med sine små hænder. Forsøget fik mig til at grine en smule, og han kiggede opgivende men smilende op på mig. 

"David?" sagde jeg stille, da latteren igen var forsvundet. 

"Jaer mor?" 

"Jeg vil gerne snakke om det der skete igår. Du er en stor dreng, ikke? Du vil gerne have det af vide, ikke?" spurgte jeg, splittet imellem hvad der var rigtigt at gøre, og hvad der var nemmest at gøre. Jeg kunne så let som ingenting lade emnet forsvinde sammen med bekymringerne, men jeg vidste at han måtte vide det. 

Han nikkede nysgerrigt, men gysede ved tanken om gårdagens hændelse. Jeg vidste hvor ubehageligt det havde været for ham, og det gjorde ondt på mig, at jeg skulle til at bringe alle minderne op igen. 

"Manden, ham der tog fat i dig.. Det var din far." Jeg rømmede mig efter den nærmest hviskende sætning, og kiggede afventende på David. Hans lyseblå øjne kiggede ud i horisonten, ud på havets mange bølger, men intet svar kom fra hans læber. "Han kan ikke være hos os. Der er nogle galt oppe i hovedet, han er ikke almindelig skat.."

Rynker af forvirring dukkede op i panden på ham. Hans arme rystede svagt. Jeg vidste ikke om det var af frygt eller chokering, men det var den eneste reaktion jeg fik fra ham. Hvis ikke det var for den rynkede pande, ville jeg have troet at han ikke lyttede, at han ikke havde hørt mig. Men det havde han. 

Stilheden lagde sig over os, og trykkede stemningen. Jeg håbede fortsat på en enkelt bevægelse, måske et ord, men intet kom. Vi var så stille, at man kunne høre den harmoniske musik fra kiosken i den anden ende af stranden. Jeg følte at jeg blev nød til at sige noget, gøre en ende på det.

"Men nu er vi væk fra ham, og det hele skal nok gå. Du må ikke være bange." fortsatte jeg, nu med mere styrke i stemmen. 

Hans blik var fortsat ude på bølgerne. En ung mand der vindsurfede, væltede, og forsvandt under det hvide brus, hvorefter at dukke op igen få sekunder efter. Jeg studerede Davids ansigt nøje, forsøgte desperat at tyde hans ansigtsudtryk, finde en ændring. Det eneste der dukkede op, var en lille trækning i den ene mundvig. Et smil. 

"Moar? Kan jeg ride på bølgerne ligesom ham der manden?" spurgte han nysgerrigt, og pegede demonstrerende mod havet. Hans øjne glimtede. Men der var noget inde bag dem. Noget der ikke var som det burde være. 

Jeg nikkede, og trak ham derefter med et smil op. Vi løb sammen hen over det brændende varme sand, rettet imod kiosken. Da sandet smuttede under mine fødder, og jeg faldt på knæerne, lød den klokkespillende latter fra David. Jeg grinte med ham, imens vi fortsatte,

Jeg vidste ikke hvorfor han undgik emnet. Men det gjorde ikke noget. Faktisk var jeg nærmest lettet. Jeg vidste ikke hvad jeg havde forventet, men det var helt klart ikke denne reaktion. Dog lå bekymringen stadig som en tung sten på mit hjerte. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...