Love of a psycho

Kan man elske nogle så meget, at man kan blive syg i hovedet af det? Besat, og ligeglad med alt andet? Det gjorde Jason, Maias ekskæreste, da hun ikke længere ville have ham. Sindsyge-hospitalet holdt ham bag lås og slå. Men hvad sker der, da hun en dag modtager et opkald fra ham, og breve begynder at fylde postkassen? Trusler og kommanderinger tvinger Maia og hendes søn David til at flygte. Men vil det hjælpe dem væk fra problemerne, eller bare gøre dem endnu værre? Da dette er en del af konkurrencen med billedeudfordring, ville det gøre mig lykkelig, hvis i ville give den et like, og følge den hvis i kan lide den. På forhånd tak.

43Likes
99Kommentarer
3104Visninger
AA

9. Reddet af fremmed

Pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder. Hans styrke stoppede mit løb. Han måtte have trænet på sindsyge-hospitalet. Det var, som om mit hjerte stoppede. Fodboldtasken ramte fliserne med et hårdt bump, men blev hurtigt overdøver af hans råb. 

Han ruskede mine skuldre som en sindsyg. Det smertede i dem. Hans greb var stærkt, og min krop lavede bevægelser jeg ingen kontrol havde over. Hans skrig lød fra den vidt åbne mund. Hans blå øjne lynede imod mine. Øjnene fik mig til at krumme mig sammen. Jeg var så bange. 

Blodet pumpede rundt i min krop. Verdenen omkring mig kørte rundt, og jeg havde svært ved at fokusere. Mit blik blev langsomt mere tåget, som hans blik søgte ned til David. Lille David, der hang i mine snart svage arme. 

"HVORFOR HAR DU IKKE BESØGT MIG?!" hans råb ramte mine ører, og vækkede mig fra min halvbesvimmede tilstand. David stirrede med åbent mund på ham. Der gik ikke mange sekunder før han græd. Den værste gråd jeg havde hørt. Siden dengang for 5 år siden. 

"HVA'?! SVAR MIG!!!" Gråden lød stadig fra Davids mund, som han tog sine hænder op til ørerne. Han lukkede øjnene, og prøvede at holde alt ude. Hele hans krop rystede i mine arme. Mine ben føltes som gele. Jeg kunne snart ikke stå mere.

Synet af Jasons blodsprængte øjne, og vredefortrukne ansigt gjorde mig så bange. Hans hænder knuste mine skuldre. Mit blik blev svagere og svagere. Jeg var ved at miste bevidsheden.

"HEEEEEY!" lød en kommanderende stemme fra siden. Mit blik flakkede kort hen på den unge mand i jakkesæt, der vredt stormede hen imod os, imens Jason løsnede grebet. Det var alt der skulle til. På ingen tid havde jeg fået styrken igen. Jeg løb alt hvad jeg kunne, og lod fodboldtasken blive. 

Bag mig kunne jeg hører dem begge. Den fremmede mands kommanderende råb, og Jasons vrede. Så et slag. Hvem der ramte hvem, vidste jeg ikke. Jeg kiggede ikke tilbage. Den eneste vej der var, var frem. 

Lufthavnen var heldigvis sort af mennesker. Det var nemmere at forsvinde. Og samtidig sværere at komme frem. Ansigter fór forbi mig, forvirrede, stressede, irriterede... Men jeg var ligeglad. Jeg løb hen imod den første disk, pressede mig vej igennem køen. Menneskernes råb stoppede mig ikke. Der var ikke tid.

"Hej! Giv mig det første fly der flyver!" nærmest råbte jeg forpustet. Den trætte pige bag disken kiggede først undrende på mig, men skyndte sig så at kigge på sin computerskærm.

"Kunne de tænke dem Hawaii? For ellers går der et fly igen om 35 minutter, du skal bare.."

"Ja tak, Hawaii er fint!" afbrød jeg hende, og hun skar en mærkelig grimasse, imens hun lavede billeterne.

Da vi endelig var færdige ved disken, løb jeg mod gaten. David hang stadig grædende på min skulder. Hans hyl fik mange til at stoppe op, men jeg måtte skynde mig. Gaten var stort set tomt. Flyet fløj om 4 minutter. Det var perfekt. Jeg stormede ind, og forsøgte rystende at finde min plads.

Mange drejede hovedet for at stirre undrende på mig, og min skrækslagne dreng. Jeg prøvede at få mine åndedrat under kontrol, imens jeg satte David i mit skød, og knugede ham ind til mig. Vores rystelser blev en. Vores gråd blev til en. Han klemte sig ind til mig, som var jeg det eneste han var sikker ved.

"Så skat.. Det skal nok gå.. Det er okay nu." hviskede jeg i hans ører, imens jeg aede hans lyse hår. Men sandheden var, at jeg ikke vidste det. Jeg vidste ikke om vi var i sikkerhed nu. Jeg vidste ikke hvor Jason var. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...