Love of a psycho

Kan man elske nogle så meget, at man kan blive syg i hovedet af det? Besat, og ligeglad med alt andet? Det gjorde Jason, Maias ekskæreste, da hun ikke længere ville have ham. Sindsyge-hospitalet holdt ham bag lås og slå.
Men hvad sker der, da hun en dag modtager et opkald fra ham, og breve begynder at fylde postkassen? Trusler og kommanderinger tvinger Maia og hendes søn David til at flygte. Men vil det hjælpe dem væk fra problemerne, eller bare gøre dem endnu værre?

Da dette er en del af konkurrencen med billedeudfordring, ville det gøre mig lykkelig, hvis i ville give den et like, og følge den hvis i kan lide den. På forhånd tak.

43Likes
99Kommentarer
3145Visninger
AA

3. Opringningen

Hele min krop rystede under mig. Jeg forsøgte at få min hjerne til at tænke klart, men pulsen dunkede så stærkt at jeg ikke havde kontrol over det. 

"Slap nu af skat... Jeg ved ikke hvad du ligner med de rynker i panden og den åbne mund. Træk vejret dybt." nærmest hviskede hans hæse stemme, efterfulgt af et lumsk grin. Mærkeligt nok gjorde jeg som han sagde, og prøvede at få kontrol over min krop. 

"Meget bedre... Sover David?" Jeg sank en klump, ude af stand til at sige noget. David. Han skulle ikke komme i nærheden af David. Aldrig nogensinde igen. Jeg mærkede de bekymrede rynker i min pande blive større. En kæmpe trang til at løbe ind til David lige nu, og sikre mig at han var i sikkerhed, dukkede op indeni mig. Jeg kæmpede hårdt i mod den. Jeg kunne risikere at der ville ske noget med David. 

Hvor var han henne? Jeg kiggede endnu engang bange rundt, forberedt på synet af det ansigt, jeg så længe havde prøvet at jage ud fra mine tanker. Det ansigt der vækkede den største skræk, den største vrede i mig. 

"Nårh, lige meget.. Jeg kommer til at se ham snart alligevel." lød stemmen i røret. Den selvsikre og tilfredse stemme. Vreden og frygten susede rundt i mit blod. Min David. Han måtte aldrig røre min David igen. En masse hårde ord og bemærkninger formede sig i mit hoved, og jeg kæmpede endnu engang hårdt i mod mig selv. Jeg vidste ikke hvad han kunne finde på. Den psykopat. 

"Det ved du godt ikke? Du ved godt jeg kunne tage ham lige nu ikke?" Mit hjerte fløj helt op i halsen på mig igen. Det måtte han ikke. Det kunne han ikke. Kunne han? 

"Men det gør jeg ikke. Ikke nu. For jeg vil ikke kun have ham, jeg vil også have dig." Stemmen var nu hård, som om sætningen bragte gamle minder frem i ham, minder han ikke ville huske. Men han huskede det hele. Det var derfor han var der. 

Et højt vindpust lød i den anden ende af røret. Jeg åndede lettet op. Han var ikke indenfor. Han var ikke i mit hus. Men lettelsen var kort. Han kunne se mig. Lige nu. Han holdt øje meed mig, fra et sted derude. Tæt på mig. Tæt på David.

Mit ansigt vendte sig i en hastig bevægelse imod vinduet, som jeg desperat prøvede at tyde noget ude i haven. Jeg havde mest lyst til at løbe op og trække gardinerne for, men jeg stolede endnu ikke nok på mine rystende ben. 

"Hvor... Hvor er du...?" fik jeg bange fremstammet. Min stemme lød meget svagere, end den selvsikre og hårde stemme jeg havde forestillet mig ville komme ud af min mund. En latter fyldte mit ene øre, og kuldegysningerne løb mig ned af nakken. 

"Bare rolig smukke, jeg går nu... Men det vil ikke blive det sidste du hører eller ser til mig." med de halvvrede ord lagde han røret på. Jeg stirrede frem for mig i chok, ude af stand til at gøre noget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...