Love of a psycho

Kan man elske nogle så meget, at man kan blive syg i hovedet af det? Besat, og ligeglad med alt andet? Det gjorde Jason, Maias ekskæreste, da hun ikke længere ville have ham. Sindsyge-hospitalet holdt ham bag lås og slå. Men hvad sker der, da hun en dag modtager et opkald fra ham, og breve begynder at fylde postkassen? Trusler og kommanderinger tvinger Maia og hendes søn David til at flygte. Men vil det hjælpe dem væk fra problemerne, eller bare gøre dem endnu værre? Da dette er en del af konkurrencen med billedeudfordring, ville det gøre mig lykkelig, hvis i ville give den et like, og følge den hvis i kan lide den. På forhånd tak.

43Likes
99Kommentarer
3100Visninger
AA

4. Natten

Efter et par dybe indåndinger fór jeg hen til det nærmeste vindue, og trak gardinet for, hurtigere end nogensinde før. Jeg løb rundt i huset, til hvert eneste vindue. Hastigheden hjalp ikke på mit forpustede åndedrat, og hjertet som stadig sad oppe i halsen på mig, men jeg vidste, at jeg blev nød til at gøre det. Jeg vidste ikke hvor han var. 

Jeg tog fat i hvert eneste dørhåndtag, og sikrede mig at de var låst. Han havde ingen nøgle. De fjernede den, da de låste ham inde. Den dag hvor det hele var så tæt på at gå helt galt..
Han var ude nu, ude igen. Det kunne ikke være muligt. De havde lovet. Lovet at han ville være der for evigt, at han aldrig skulle have mulighed for at nå til os igen. Jeg forstod det ikke.

Ligeglad med hvor forpustet jeg var, løb jeg hen til Davids værelse, og stoppede brat. Jeg tændte lyset uden at tænke mig om i en spontan bevægelse. Der lå han sikkert og trygt i sin varme seng, med dynen trukket halvt over hovedet, og sin yndlingsbamse klamrende ind til sig. Mit åndedrat syntes endelig at komme under kontrol. Når jeg så hans søde ansigt, lagde roen sig over mig. Min lille David. 

Jeg var på vej ud, da en stemme fik mig til at stoppe.

"Moar?" Davids stemme var søvnig. Han gned sine trætte øjne, og missede med øjnene på grund af det pludselige lys. Jeg skyndte mig smilende at slukke for lyset, og gik hen til hans sengekant. 

"Hvorfor var lyset tændt?" spurgte han undrende og kiggede op på mig. Jeg tog hans lille hånd, og gav den et klem. 

"Jeg skulle bare se om du sov. Læg dig bare til at sove igen." sagde jeg smilende, overrasket over hvor rolig min stemme lød. Adlydende og udmattet lukkede han sine trætte øjne og snorkede inden længe lavt. Jeg kiggede længe på ham. Intet måtte ske med ham, nogensinde. Han var det sidste jeg havde. 

Beslutsomt løftede jeg ham og hans dyne op, og listede så stille som muligt ind i min seng, hvor jeg lagde ham ved siden af mig. Jeg kunne ikke klare natten, hvis jeg ikke vidste hvor han var, hele tiden. Kærligt puttede jeg hans dyne tæt omkring ham, og klarede at gøre det uden at vække ham. Jeg lagde mig ned ved siden af ham, og trak vejret dybt. Tankerne fór rundt i mit hoved, og jeg prøvede desperat at dæmpe dem så jeg kunne få noget søvn.

Jeg kunne tænke imorgen. Når jeg havde sovet på det, ville det hele sikkert blive meget nemmere og mere overskueligt. Nu måtte jeg bare sove.

Natten blev dog alligevel lang. Hver eneste gang jeg tænkte på opringningen, steg min puls så meget, at jeg var bange for at vække David med lyden. Jeg var bange, bange for alt. Så frygteligt bange. Jeg kiggede på ham hver eneste gang, for at berolige mig selv. At se hans søde, drømmende ansigt gjorde mig tryg. Men tankerne gik ikke væk.

Den nat indså jeg det. At jeg ikke kunne stoppe ham. Jeg kunne prøve at ringe til politiet, prøve at fange ham. Men han var altid et skridt foran. Psykopat, men fandens klog.

Han sagde han var gået. Alligevel fik hver eneste lille lyd mig til at fare sammen af skræk. For selvom han sagde at han var gået, ville han komme tilbage. Jeg kendte ham. Jeg kendte beslutsomheden i hans stemme. Han ville komme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...