Love of a psycho

Kan man elske nogle så meget, at man kan blive syg i hovedet af det? Besat, og ligeglad med alt andet? Det gjorde Jason, Maias ekskæreste, da hun ikke længere ville have ham. Sindsyge-hospitalet holdt ham bag lås og slå.
Men hvad sker der, da hun en dag modtager et opkald fra ham, og breve begynder at fylde postkassen? Trusler og kommanderinger tvinger Maia og hendes søn David til at flygte. Men vil det hjælpe dem væk fra problemerne, eller bare gøre dem endnu værre?

Da dette er en del af konkurrencen med billedeudfordring, ville det gøre mig lykkelig, hvis i ville give den et like, og følge den hvis i kan lide den. På forhånd tak.

43Likes
99Kommentarer
3151Visninger
AA

13. Mindernes land

Den blide brise nedkølede mit ansigt, som på trods af skyggen fra min solhat, nærmest kogte i den hede hawaiianske temperatur. Jeg kunne mærke mit hår bevæge sig i blide bølger, og svagt kildede i min nakke. Liggestolen jeg lå på, var omringet af tomme pladser. Næsten alle touristerne nød det nedkølende vand. Vandet, som med sine blide bølger og hvide skumtoppe, lokkede. Men mine tanker kørte for meget rundt.

Jeg havde næsten lige afleveret David til den søde unge pige Milaika. Hun havde virket meget moden og jeg kunne mærke på David at han straks havde syntes godt om hende. Selvom jeg ikke burde, følte jeg mig tryg, ved at have hende til at passe ham. I dette øjeblik ville hun nok gøre det bedre end mig. Tankerne ødelagde min koncentration for omverdenen.

At se Scott igen, var en ubeskrivelig følelse. Jeg havde lyst til at ligge mig i hans arme, og på selv samme tid også at flygte så langt væk som muligt. Minderne rindede ind over mig, som jeg tænkte på hans ansigt. 

Minderne fra dengang. Den bedste uge i mit liv. Min første kærlighed. Italiens charmerende gader, musikken der påvirkede mine teenagehormoner og luftige sommerkjoler. Sene aftener med solnedgang over gardasøen, med ham ved min side. Lidenskabelige og følelsesfyldte kys. Hans øjne som det eneste jeg så. Hans stemme som det eneste jeg hørte. 

Vores morskab over hans klodsethed, og forsøg på at charme sig ind på mig, uvidende om at han allerede havde gjort det. Lette følelser, der blev til seriøse og vedvarende følelser. Dage der blev kortere og kortere, tiden som fløj hastigt afsted. Og så var det slut.

Han skulle afsted, jeg skulle afsted. Hver sin destination. Jeg huskede tydeligt det knuste hjerte jeg i et år efter gik rundt med. Dagene var mørke, nætterne fyldt med gråd. Ingen smerte har nogensinde været så stor, som den smerte jeg dengang følte.

Den smerte, som nu gav mig trangen til at flygte. Flygte, fra noget som betød så meget, at jeg ikke ville kunne klare at miste det. Ikke én gang til. Jeg ville ikke kunne klare at have ham, bare for at miste ham igen. Jeg var bange. 

Samtidig følte jeg den største glæde. I mine år siden, havde jeg set det som en umulighed, at jeg nogensinde ville se ham igen. Jeg havde bildt mig selv ind, at det var en latterlig teenageaffære, der kun var bygget ud fra håb. Men mine følelser havde altid fortalt mig, at hvad jeg prøvede at bilde mig selv ind, var løgn.

Han var ikke blot en teenageaffære. Han var min første og største kærlighed. Den stærkeste følelse jeg nogensinde havde følt. Mit hjerte havde tilhørt ham, lige siden jeg hørte ham synge for mig, med den blødeste fløjelsstemme jeg nogensinde havde hørt. 

Da jeg havde opgivet al håb, mødte jeg Jason. Han gjorde mig glad igen. Jeg blev forelsket. Men ikke som dengang. Intet var som den første gang.

Jeg rystede på hovedet af mig selv, og blinkede igen tårerne væk. En blanding af glædestårer, og tårer fra mit knuste hjerte, fra arrene der nu var tydelige igen. Som jeg tog en dyb indånding, lettede smerten. Jeg grinede svagt for mig selv. Der var ingen grund til at føle smerten. Ikke nu. Ikke når han var her igen.

Jeg havde aldrig troet jeg ville føle sådan igen. Så glad, så hel. Det var ufatteligt, magisk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...