Love of a psycho

Kan man elske nogle så meget, at man kan blive syg i hovedet af det? Besat, og ligeglad med alt andet? Det gjorde Jason, Maias ekskæreste, da hun ikke længere ville have ham. Sindsyge-hospitalet holdt ham bag lås og slå. Men hvad sker der, da hun en dag modtager et opkald fra ham, og breve begynder at fylde postkassen? Trusler og kommanderinger tvinger Maia og hendes søn David til at flygte. Men vil det hjælpe dem væk fra problemerne, eller bare gøre dem endnu værre? Da dette er en del af konkurrencen med billedeudfordring, ville det gøre mig lykkelig, hvis i ville give den et like, og følge den hvis i kan lide den. På forhånd tak.

43Likes
99Kommentarer
3099Visninger
AA

8. Frygten

Jeg frygtede for Davids sikkerhed. Ikke blot pågrund af Jason som var mere end vred lige nu. Men pågrund af adrenalinet der pumpede rundt i mit blod. Pågrund af hjertet der bankede hastigt oppe i halsen på mig. Jeg var bange for de sorte pletter som dækkede mere og mere af mit syn, som jeg kørte hurtigere end lovligt på den lange motorvej. 

David sagde ikke et ord. Han var bange. Det var jeg sikker på. Tårer dukkede op i mine øjne. Jeg kunne mærke en indre konflikt starte, en konflikt imod mig selv. Hvad var det jeg lavede? Han forstod jo ingenting. Men jeg gjorde det for hans egen skyld. Jeg blinkede hurtigt tårerne væk. Ikke også de skulle gøre mit syn dårligere.

Lufthavnen tårnede sig op foran os. Jeg mærkede mine vejrtrækninger komme under kontrol. Jeg måtte kontrollere det nu. Mit hjerte, mine vejrtrækninger. For Davids skyld. Men så længe jeg var her, følte jeg mig ikke sikker. Så længe jeg ikke vidste hvor han var, kunne alt ændre sig på ingen tid. Vi var ikke i sikkerhed. Ikke endnu. 

"Tag din sele af lille skat." sagde jeg så blidt som muligt til David. Han adlød uden et ord, og sprang ud. Jeg gjorde det samme, og havde hurtigt tasken på ryggen. Endnu engang tog jeg David i hånden, og begyndte at gå. Min berøring fik ham til at ryste. 

Om han var bange, var ikke længere hvad der bekymrede mig. Det var hvad han var bange for. Var det mig? Han gik en meter fra mig, og havde hånden slapt inde i min. Jeg kunne mærke hans ubehag. Hans frygt. En stor trang til at trække ham ind til mig, og knuge ham så tæt som muligt dukkede op. Han måtte ikke være bange. Især ikke for mig. Men der var ikke tid..

En ensom tårer trillede ned af min kind, som jeg nærmest trak David efter mig. Det ville være tid til det senere. Tid til at forklare. Tid til at græde. Tid til at berolige ham. Uanset hvor ondt det gjorde på mig, kunne jeg ikke gøre det nu. Det måtte vente. 

"EY! MAIA!" Hjertet røg igen op i halsen på mig. I en svimmel bevægelse drejede jeg hovedet, og så ham som han stod der, med armene vredt ud til siden. 

"Hvem er det mor?" hviskede David stille. Han stod nu tæt ind til mit ben, tydeligvis bange over det pludselige råb bagfra. Et gisp undslap mine læber, og jeg kvalte et skrig. For Davids skyld. 

Uden at svare ham, løftede jeg ham op og begyndte at løbe. Adrenalinet fik mig til at løbe hurtigere. Jeg glemte smerten. Jeg prøvede. Men hans råb lød ikke ret langt væk.

"FORHELVED SKAT!" råbet kom mere ud som et brøl. Det lød, som var han kun få metre bag os. Jeg kunne ikke længere tænke. Det eneste der betød noget, var at komme væk.

Vægten fra den tunge fodboldtaske og David på mine skuldre, sænkede min fart, imens Jason's skridt lød højere og højere. Det var, som om jeg nærmest kunne mærke hans ånde i min nakke.Tættere og tættere på. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...