Love of a psycho

Kan man elske nogle så meget, at man kan blive syg i hovedet af det? Besat, og ligeglad med alt andet? Det gjorde Jason, Maias ekskæreste, da hun ikke længere ville have ham. Sindsyge-hospitalet holdt ham bag lås og slå.
Men hvad sker der, da hun en dag modtager et opkald fra ham, og breve begynder at fylde postkassen? Trusler og kommanderinger tvinger Maia og hendes søn David til at flygte. Men vil det hjælpe dem væk fra problemerne, eller bare gøre dem endnu værre?

Da dette er en del af konkurrencen med billedeudfordring, ville det gøre mig lykkelig, hvis i ville give den et like, og følge den hvis i kan lide den. På forhånd tak.

43Likes
97Kommentarer
3233Visninger
AA

15. Flugten fra kærligheden

 

Månen spejlede sig i det blanke og efterhånden meget mørke vand, som stille bevægede sig i takt med den blide brise. Et ungt teenagepar badede i måneskinnet. Jeg smilede. Sceneriet mindede mig utrolig meget om Scott og mig, i Gardasøens kølige vand. Jeg kunne se på ham, at han tænkte på det samme.

"Kan du huske dengang vi blev taget i at nøgenbade?" spurgte han med et grin, og blinkede til mig. Jeg grinede med ham. Åh ja, det kunne jeg godt huske. 

"Haha! Der gik noget tid inden hun opdagede at vi intet havde på.. Men så blev vi da også sendt hjem hurtigt!" mindede jeg ham leende om. Han nikkede bekræftende, imens hans ansigtsudtryk blev mere alvorligt.

"Ja.. Det var sidste gang vi så hinanden." sagde han lettere sørgmodigt, og kiggede indtrængende på mig. Et kort jag af smerte gik igennem mig, som en gammel vane, når jeg tænkte på vores adskillelse. Jeg kiggede genert ned, og mærkede den ru træoverflade imod mine bare tæer. 

"Jeg har tænkt på dig. Tit. Siden vi rejste hver til sit." sagde Scott stille, uden at tage blikket fra mit. En bølge af glæde løb igennem min krop. Jeg var overrasket over, at jeg stadig kunne føle sådan. 

Føle mig så fri, og så ung. Føle mig så levende. For en gangs skyld følte jeg mig faktisk levende. Ingen sår, ingen ar. Jeg følte mig hel. Men jeg var bange for det. Bange for den pludselige tillid jeg havde til kærligheden, som før havde knust mig så kraftigt. 

"Jeg har virkelig savnet dig Maia." nærmest hviskede han, imens hans ansigt nærmede sig mit. Frygten startedes inde i mig. Jeg var ikke klar til det her.

Hans hånd rakte ud efter min, i en forsigtig bevægelse. Som jeg følte hans varme hånd imod min, gik et stød igennem mit krop. Det smertede hele vejen op i min krop, som blink af ubehagelige billede kom frem. Jasons øjne, Jasons råb. Endnu engang. De samme billeder, samme marreridt. 

Hurtigt rev jeg hånden til mig, og stirrede ind i hans forskrækkede og lettere sørgmodige ansigt, som han indså hvad der var sket. 

"Det må du meget undskylde Maia, det var over grænsen. Jeg kan jo ikke komme her og forvente at du.." forklarede han lettere desperat, tydeligvis bange for hvad han havde ødelagt. Han havde jo intet gjort. Men blodet rasede rundt i min krop, hurtigere end normalt, som billederne blev ved med at sløre for mine øjne.

"Jeg bliver nød til at smutte hjem nu.." afbrød jeg ham mumlende, og begyndte derefter at løbe hen imod hotellet, som de sorte pletter dukkede op. Jeg vidste ikke hvad jeg lavede.

En trang til at løbe tilbage, undskylde, rasede inde i mig, som sandet under mine fødder forvandlede sig til asfalt. Men jeg vidste at det ikke ville gå. Jeg havde ydmyget mig selv fuldstændigt, og jeg kunne ikke se ham i øjnene igen.

Desuden ville jeg ikke tilbage til den følelse. Hvorfor den var kommet, vidste jeg ikke. Tårerne pressede sig på, og det blev sværere at trække vejret. Jeg måtte væk. Væk fra frygten, væk fra berørelser. Væk fra alt der mindede mig om Jason.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...