Love of a psycho

Kan man elske nogle så meget, at man kan blive syg i hovedet af det? Besat, og ligeglad med alt andet? Det gjorde Jason, Maias ekskæreste, da hun ikke længere ville have ham. Sindsyge-hospitalet holdt ham bag lås og slå.
Men hvad sker der, da hun en dag modtager et opkald fra ham, og breve begynder at fylde postkassen? Trusler og kommanderinger tvinger Maia og hendes søn David til at flygte. Men vil det hjælpe dem væk fra problemerne, eller bare gøre dem endnu værre?

Da dette er en del af konkurrencen med billedeudfordring, ville det gøre mig lykkelig, hvis i ville give den et like, og følge den hvis i kan lide den. På forhånd tak.

43Likes
99Kommentarer
3150Visninger
AA

7. Ferie..

Vores øjne mødtes i bagspejlet. Hans blik brændte sig ind i mit. Blikket der lyste af lyst, af glæde. Jeg ved ikke hvad der glædede ham mest. At se os. Eller at se hvor bange jeg var. 

Jeg gassede hurtigt og panisk op, og prøvede at holde øje med ham i bagspejlet, som jeg kørte hurtigere end nogensinde før, væk, væk fra ham. David sagde ikke et ord. Han stirrede på mig. Undersøgte mit ansigt efter spor af forandring. Men jeg vidste hvad der lyste ud af mig lige nu. Frygt. En frygt han aldrig havde set mig føle før. I hvert fald ikke hvad han kunne huske.

Da jeg holdt foran skolen, åndede jeg lettet op. Jeg havde ikke set ham følge efter os. 

Jeg holder øje med jer.

Endelig tog jeg modet til mig, og kiggede på David. Min lille, chokerede David, der tydeligvis ikke vidste hvad han skulle gøre.

"Moar?" Han stemme var stille, nærmest hviskende. Uden tøven maste han sig ind til mig og krammede mig. Jeg aede hans lyse hår blidt, og lagde kinden på hans hoved. 

"Der var en kat skat. Jeg troede jeg ville køre den over. Det var bare derfor. Det må du undskylde.. Er du okay?" hviskede jeg til ham af bekymring. Jeg havde det ufatteligt dårligt med at lyve overfor ham. Men det var det eneste at gøre lige nu. Han nikkede kort, og smilede op til mig. Jeg smilede tilbage til ham. På en eller anden måde var smilet ikke anstrengt, trods blodet som stadig rasede rundt i min krop. 

"Kom så.. Så må vi hellere skynde os ind!" Jeg puffede ham blidt og drillende væk fra mig, og hoppede ud af bilen. Den friske vinterluft lod jeg fylde min krop, imens jeg kiggede en sidste gang rundt. Han var ingen stedet at se. 

Med David i hånden, gik jeg roligt ind i skolen, og hilste høfligt og behersket på de mange, meget ældre forældre, som kiggede en smule dømmende og mistroisk på mig. Hver dag skulle jeg leve med de blikke. Holde hovedet højt, og stå med oprejst pande. Men idag var det ikke noget der bekymrede mig. 

Anne-louise, Davids pædagog, gik mig i møde, og vi begyndte at snakke. Længe havde vi været veninder. Hun vidste alt om David's far. Alt bortset fra hvad der var sket den sidste uge. David løb over til en af hans venner, og sammen begyndte de højlydt at snakke om noget de tydeligvis syntes var rimelig sejt. 

Gangen var efterhånden fyldt med forældre. De strømmede kaotisk rundt imellem hinanden, snakkede og stressede. Men pludselig stod han der. Med sort tøj, og blikket rettet imod David. Jeg gispede. Alting gik ligepludselig virkelig hurtigt.

Uanset hvor forfattet og rolig jeg så ud udenpå, var en indre konflikt i fuld gang. En tanke var slået ned, som et lyn fra en skyfri himmel. Jeg vidste hvad jeg måtte gøre. Stadig med blikket rettet imod Jason, snakkede jeg til Anne-louise.

"Vi kom faktisk bare for at sige at vi rejser idag. Vi tager på en lille ferie, bare mig og ham! Jeg ved ikke lige hvornår vi er hjemme igen endnu." ordene fløj ud af munden på mig, og jeg var i et sekund usikker på om hun havde fået fat i det. Men pludselig blev alting nød til at gå meget hurtigt. 

I øjenkrogen så jeg Jason blive skubbet. Chokeret røg han ned på jorden, og var hurtigt omringet af forvirrede mennesker. Det var den eneste chance jeg havde. I 3 store hop var jeg ovre ved David, og tog ham hurtigt under armen. Han sagde intet. Det var som om han vidste det. Jeg løb hen mod døren, maste mig vej igennem de mange forældre, mere panisk end nogensinde før. 

Da jeg nåede døren, så jeg mig hurtigt tilbage. Jason kiggede sig vredt og forvirret omkring, ledte efter mig iblandt befolkningen. Han havde ikke set mig. Jeg smækkede døren i, og løb alt hvad jeg kunne. David var begyndt at råbe, men råbet blev forstummet, blandet samme med tankerne i mit hoved. 

Det eneste jeg havde i hovedet, var målet. Bilen. Jeg skulle nå derhen. Det var min eneste chance. Vores eneste chance.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...