Love of a psycho

Kan man elske nogle så meget, at man kan blive syg i hovedet af det? Besat, og ligeglad med alt andet? Det gjorde Jason, Maias ekskæreste, da hun ikke længere ville have ham. Sindsyge-hospitalet holdt ham bag lås og slå. Men hvad sker der, da hun en dag modtager et opkald fra ham, og breve begynder at fylde postkassen? Trusler og kommanderinger tvinger Maia og hendes søn David til at flygte. Men vil det hjælpe dem væk fra problemerne, eller bare gøre dem endnu værre? Da dette er en del af konkurrencen med billedeudfordring, ville det gøre mig lykkelig, hvis i ville give den et like, og følge den hvis i kan lide den. På forhånd tak.

43Likes
99Kommentarer
3105Visninger
AA

11. Et velkendt ansigt

"Undskyld mig? Hvor gammel skal man være for at få lov at vindsurfe?" spurgte jeg forpustet, og kiggede op på den unge mand bag disken. Hans mund bredte sig i et stort tandpastasmil da hans blik fangede mit. Der var noget velkendt ved ham. Som om jeg havde set ham før. Jeg smilede svagt, og kiggede så genert ned, afventende på svar. 

"Jeg vil mene at du burde være gammel nok. Har du ID på dig?" spurgte han drillende, efterfulgt af et lettere mærkeligt, men glædesfyldt grin. Jeg lo svagt, og følte mig en smule til grin.

"Det var nu ikke mig, men min søn David der gerne ville prøve." Jeg smilede og løftede ham demonstrerende op i en højde, så manden kunnr se ham for den høje disk. Han løftede overrasket øjenbrynet, og en lille sejrsglæde blomstrede inde i mig. Han skulle ikke tro, at jeg bare var en nem og ung kvindelig tourist som han kunne prøve at score, ligesom alle de andre.

"Hmm... Jeg tror ikke du er gammel nok, lille ven.." sagde han lettere sørgmodigt, da han så Davids bedende øjne. Men som et lyn fra en klar himmel, lyste hans øjne igen op. "Men! Dér ovre er vores yndlings-klovn Bilini! Hvorfor løber du ikke over og leger med ham?" fortsatte han insisterende, og nikkede i retningen af klovnen. Mandens halvlange brune hår flavrede i vinden, hypnotiserede mig. Den håbede reaktion kom med det samme, og David løb som aldrig før hen imod klovnen.

"Tak." Jeg smilede hurtigt til ham, hvorefter jeg en sidste gang studerede hans ansigt, og søgte i mine minder efter ham. Det gik mig på, at jeg ikke vidste hvor jeg havde set ham før. Opgivende vendte jeg mig om og scanede stranden efter et ledigt sted at sidde. 

"Hey vent!" Råbet lød lettere desperat bagfra, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg igen vendte mig imod den typiske charmerende hawaiianer. 

"Ja?" Jeg kiggede afventende på ham, med et selvsikkert glimt i øjet. Hvor selvtilliden kom fra, vidste jeg ikke, men nu da den var her, kunne jeg ikke lade være. Han rømmede sig, og ledte ferbrilsk efter ord. Måske var han ikke så perfekt og ligeglad alligevel?

"Øhm.. Altså.. Jeg hedder Scott. Hvad er dit navn?" ordene kom usikkert ud, men det var som om han fik taget sig sammen, og blinkede igen charmerende til mig. Scott. Navnet kørte rundt i mit hoved, som ekko i en dyb dal.

"Maia." svarede jeg smilende, og nikkede kort til ham. 

"Maia? Maia Ricande?" spurgte han måbende. Ja. Ja, det var mig. Tankerne fór nu rundt i mit hoved, hurtigere end før. Hvor kendte jeg ham fra? Jeg nikkede bekræftende, og kiggede undersøgende og forvirret på ham. 

"Scott, Scott fra studenterturen! Du ved, uheldig højde og besat af min guitar?" påmindede han mig genert, og kiggede med nedadvendt hoved på mig. Det var ham! Det var virkelig ham. En pludselig lykke spredte sig i mig. En lykke jeg ikke havde følt i mange år. Jeg ignorerede den, og koncentrerede mig om at få tanken mast ind i mit hoved. 

"Åh gud! Hvor er det dog længe siden! Jeg kan slet ikke kende dig!" nærmest råbte jeg overrasket og lettere forbløffet. Han smilede skævt og forstående, og viftede bekræftende armene ud til siden. 

Ligheden var nærmest utydelig fra den klodsede lille 15-årige dreng med en højde mindre end mig selv, til den selvsikre og veltrænede flotte unge mand. Da han opdagede mit forbløffede og beundrende blik, lød grinet præcis som for 8 år siden. 

Men et pludseligt skrig vækkede mig fra min beundring, og jeg kiggede desperat rundt. Ferbrilsk søgte jeg efter David, imens jeg lyttede til hans panikslagne gråd.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...