Love of a psycho

Kan man elske nogle så meget, at man kan blive syg i hovedet af det? Besat, og ligeglad med alt andet? Det gjorde Jason, Maias ekskæreste, da hun ikke længere ville have ham. Sindsyge-hospitalet holdt ham bag lås og slå.
Men hvad sker der, da hun en dag modtager et opkald fra ham, og breve begynder at fylde postkassen? Trusler og kommanderinger tvinger Maia og hendes søn David til at flygte. Men vil det hjælpe dem væk fra problemerne, eller bare gøre dem endnu værre?

Da dette er en del af konkurrencen med billedeudfordring, ville det gøre mig lykkelig, hvis i ville give den et like, og følge den hvis i kan lide den. På forhånd tak.

43Likes
97Kommentarer
3199Visninger
AA

21. Epilog

Jeg tog de duftende cookies ud af ovnen, og satte dem glad og tilfreds på køkkenbordet. Imens jeg trak forklædet af mig, indsnusede jeg den mest beroliggende duft. Med den duft følte jeg mig hjemme, hjemme som hos mine bedsteforældre.

Jeg gik afslappet igennem vores nybyggede hus, imens jeg studerede den flotte indretning. I pejsen dansede flammer i forskellige farver, og blomsterne blomtsrede smukt i de lyse vindueskarme. Som jeg gik hen imod den halvåbne havedør, kunne jeg ikke lade være med at nynne lidt for mig selv. Her var det hele som en drøm.

Jeg stoppede op i havedøren, og lænede mig roligt op af dørkarmen, imens jeg nød synet. Ude i haven havde de skrabet bladende sammen i en bunke. I en bunke lå de, i nuancer som komplimenterede hinanden, som en malers palet.

David hoppede lykkeligt og ubekymret rundt i bunken i sine Peter Plys gummistøvler. Bladende hvirvlede omkring hans ansigt, som en sjæler i den blide efterårsvind. Et blad blæste ind i hans ansigt, og blev siddende på hans pande.

Scotts grin brød igennem det hele. Hans guddommelige, fantastiske grin. Hans rungende latter, og Davids stadig lyse og barnlige latter komplimenterede hinanden godt, og fik mig til at grine for mig selv. Nu var der ikke længere kun et grin, men to, der kunne gøre mig lykkelig.

Blidt løftede han David op i sine arme, og svingede ham rundt, i et fjollet forsøg på at få bladet væk fra ansigtet. David grinte mere hysterisk end før, og nærmest skreg at han skulle stoppe, selvom han selv nød øjeblikket lige så meget.

Pludselig vendte Scott sig hen imod mig, og smilede bredt. Min elskede Scott. I hans øjne så jeg alt jeg havde brug for. Alt jeg havde ventet på og drømt om hele mit liv, og alt jeg nogensinde ville have. Hans øjne glimtede selv på afstanden, og jeg gik med glade skridt ud imod dem.

David løb glad hen imod mig, og kastede blade i hovedet på mig, efterfulgt af et uartigt grin. Jeg løftede ham op, og svingede ham en omgang rundt, inden jeg gik hen til Scott.

Han lagde trygt armene omkring mig og David, og kiggede mig dybt ind i øjnene. Selvom jeg nu havde været samme med ham i 3 4.dele af et år, blev der konstant fyret fyrværkeri af i min krop, når han kiggede på mig.

David grinede og prikkede os begge på kinderne. Vi kiggede drillende på ham, og grinede med.

Det var sådan det skulle være. Jeg var lykkelig. Jeg var så lykkelig, som jeg nogensinde ville kunne være. Jeg ville aldrig få brug for andet, end de to drenge, som betød alverden for mig. Som vi stod der sammen, indså jeg noget.

Vores komplicerede og lettere farlige fortid, betød intet nu. Fortiden var som glemt. Det eneste der betød noget nu, var nuet. At vi var sammen, nu og her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...