Love of a psycho

Kan man elske nogle så meget, at man kan blive syg i hovedet af det? Besat, og ligeglad med alt andet? Det gjorde Jason, Maias ekskæreste, da hun ikke længere ville have ham. Sindsyge-hospitalet holdt ham bag lås og slå.
Men hvad sker der, da hun en dag modtager et opkald fra ham, og breve begynder at fylde postkassen? Trusler og kommanderinger tvinger Maia og hendes søn David til at flygte. Men vil det hjælpe dem væk fra problemerne, eller bare gøre dem endnu værre?

Da dette er en del af konkurrencen med billedeudfordring, ville det gøre mig lykkelig, hvis i ville give den et like, og følge den hvis i kan lide den. På forhånd tak.

43Likes
99Kommentarer
3129Visninger
AA

2. David

Jeg lagde den sidste rene tallerken fra mig, lænede mig ind over køkkenbordet og kiggede ud af det halvduggede vindue. En ensom solsort hoppede rundt på den kolde grund og lavede fodspor i sneen. Letsindet forsøgte den gang på gang at få sit næb ned i den frosne jord. Ligegyldigt hvor mange gange det mislykkedes, fortsatte den uden en negativ mine. Som forventet fik den endelig fat og rev dagens føde op af jorden. Tilfreds og lykkelig fløj den så let som ingenting hen til sin hjemmelavede rede, hvor 3 små sultne fugleunger ventede.

Nogle gange følte jeg mig som den solsort. Jeg kæmpede hver dag. Både for føden. For at forsørge mig selv, og min elskede lille David. Men også mod smerten. Mod den kolde, frosne jord inde i mig, omkring mit hjerte. Hver dag forsøgte jeg at åbne op, prøvede at få noget godt ud af mit ellers tildækkede hjerte. Men jeg var bange. Så bange. Hver eneste dag. 

"Moaaar?" Den blide barnestemme vækkede mig fra mine tanker, og sendte mig tilbage til virkeligheden. Jeg rystede hurtigt tankerne af mig, og gik med stille skridt ind på det rodede værelse.

På de blå vægge var små tegninger af David og jeg malet. Kommoden i hjørnet var flået halvt op, og ud fra de grønne skuffer hang tøj fra morgenens tøjprøvning. Rummet var ikke særlig stort, og det halvbeskidte gulv blev derfor hurtigt dækket af de få stykker legetøj han havde. I det ene hjørne lå David i sin spiderman pyjamas, gemt under dynen. 

Jeg listede hen til sengens kant, og kastede mig i en hastig bevægelse over ham. Mine fingre der kildede ham igennem dynen, fik hans skønne grin til at fyldte rummet. Det eneste grin der kunne gøre mig glad. Grinet, der lød som lyst klokkespil midt i stilheden. Jeg ville gøre alt for at få ham til at grine, alt for at gøre ham glad.

Forpustet stoppede jeg op, og satte mig træt og grinende på sengekanten. David kiggede glad op på mig, og jeg aede blidt hans babybløde kind. Hans blå øjne der kiggede nysgerrigt op på mig, mindede mig om ham. Davids øjne havde han fået fra sin far. Tanken gjorde ondt. Min puls steg, som hver eneste gang han dukkede op i mine tanker. Frygten levede i min krop.

"Kommer far nogensinde tilbage?" nærmest hviskede hans hæse stemme. Jeg prøvede at lede i stemmen efter tegn på sorg, savn eller blot nysgerrighed, men det var som om spørgsmålet bare var blevet smidt ud, som en spontan tanke. Jeg kiggede ned et øjeblik, men vendte så igen opmærksomheden imod min lille dreng.

"Det tror jeg ikke skat.." Jeg rystede blidt på hovedet, og pressede et lille smil frem på mit trætte ansigt. David nikkede forstående og kort, og lukkede så øjnene af udmattelse. En blanding af fortvivlelse og stolthed bredte sig i mig, som jeg så på hans sovende ansigt.

Fortvivlelse, fordi det på ingen måde var okay. Det var ikke okay, at han skulle leve sit liv uden en far. Det var ikke okay, at han skulle gå med spørgsmålene gemt inde i sig. Det var ikke okay, at vi aldrig snakkede om hans far, fordi David havde lagt mærke til smerten der dukkede op i mine øjne, hver gang han nævnte hans navn. 

Men jeg var stolt. Stolt over at min lille dreng på blot 7 år, allerede var så stærk, så modig. Så forstående og moden. Blidt aede jeg hans lyse hår væk fra hans ansigt, og kyssede ham på panden. Stille lod jeg min finger glide hen over det aflange ar på hans hals, inden jeg rejste mig op, og listede ud. 

Jeg nåede kun lige at smide mig udmattet på den bløde men gamle sofa, da hjemmetelefonen ringede. Jeg sukkede, og strakte så min krop for at prøve at nå telefonen, uden for mange bevægelser. Da jeg trykkede på det grønne rør, og hørte stemmen i den anden ende, gispede jeg.

"Jeg kan godt lide kjolen du har på lige nu... Du ved jeg altid har elsket den røde farve til dig." lød den hæse og lumske stemme. Mit hjerte sad oppe i halsen på mig, som jeg bange og hivende efter vejret kiggede mig rundt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...