Love of a psycho

Kan man elske nogle så meget, at man kan blive syg i hovedet af det? Besat, og ligeglad med alt andet? Det gjorde Jason, Maias ekskæreste, da hun ikke længere ville have ham. Sindsyge-hospitalet holdt ham bag lås og slå. Men hvad sker der, da hun en dag modtager et opkald fra ham, og breve begynder at fylde postkassen? Trusler og kommanderinger tvinger Maia og hendes søn David til at flygte. Men vil det hjælpe dem væk fra problemerne, eller bare gøre dem endnu værre? Da dette er en del af konkurrencen med billedeudfordring, ville det gøre mig lykkelig, hvis i ville give den et like, og følge den hvis i kan lide den. På forhånd tak.

43Likes
99Kommentarer
3106Visninger
AA

6. Brevet

Jeg kunne ikke styre min krop. Den gav efter, jeg mistede kontrollen. Gulvet nærmede sig min skulder, min krop, men det var ikke noget jeg tog større notits af. Det eneste jeg så, var brevet i min hånd.

Min elskede Maia.

Dæk op til tre i aften. 

- Jason

P.s.: Du skal ikke prøve at flygte eller gemme jer. Jeg er overalt. Jeg holder øje med jer. Jeg elsker jer.

De få og meget enkle ord kørte rundt i mit hoved. Jeg hørte hans stemme sige ordene. Hans stemme, der skiftede fra kærlig og elskelig, til kold og kynisk på ét sekund. De hysteriske vejrtrækninger kunne tydeligt høres, og jeg prøvede at få dem under kontrol. David måtte ikke høre det. Han måtte ikke se mig sådan. 

Jeg kæmpede mig rystende op på knæ, og støttede mig til stolen, da jeg rejste mig op. David så mig vaklende og med hovedet dækket i mine hænder, da han kom løbende ind i køkkenet. Han virkede ikke som om han lagde mærke til min reaktion, da han løb hen og rev mig i ærmet.

"Mooar, jeg er klar nu!" nærmest råbte han op til mig, som om han ikke troede at han kunne få kontakt til mig. Jeg hørte ham godt. Jeg så ham godt. Men tankerne fór rundt i mit hoved, som jeg kiggede på den skoleklare lille dreng jeg elskede så højt.

Du skal ikke prøve at flygte eller gemme jer.

Jeg måtte da beskytte ham. Jeg kunne ikke lade Jason gøre det her. Han måtte ikke komme. Uden at sige noget, trak jeg David med ud og tog sko på. 

"Kan du tage dit overtøj på selv skat? Mor kommer lige om lidt." sagde jeg med rystende stemme. Han kiggede kort undrende op på mig, men jeg løb ind på værelset inden han nåede at svare. Febrilsk fandt jeg den store fodboldtaske frem, og hev vigtige ting ud fra skabene. Først noget tøj til ham, samt hans yndlingslegetøj. Derefter tøj til mig. Pas og pung tog jeg i min jakke. Aldrig havde jeg været så hurtig. 

Jeg løb igen ud til bilen, hvor David allerede havde sat sig ind. Jeg kunne ikke koncentrere mig om ham. Panisk kiggede jeg til siderne, prøvede at se noget usædvanligt. Der var intet. Jeg smed tasken ind på bagsædet, og hoppede hurtigt ind foran. Pulsen dunkede i min krop. Jeg kunne mærke den i alle mine lemmer. Jeg så ham for mig overalt. 

Jeg er overalt.

Ordene fór rundt i mit hoved. Jeg vidste at David sad og snakkede til mig, men jeg hørte ikke efter. 

Pludselig bremsede jeg hurtigt op. David fik et chok og røg forover, men heldigvis havde han spændt sin sikkerhedssele. Det var ikke det der bekymrede mig. Det var ikke det der fik mit hjerte til at stoppe i et par sekunder, for derefter at pumpe dobbelt så hurtigt. Det var ikke det, der fik mig til at hive efter vejret, og fik de sorte pletter for øjnene til at dukke op.

Det var ham. Jason. I bilen der hold parkeret ved hækken. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...