Love of a psycho

Kan man elske nogle så meget, at man kan blive syg i hovedet af det? Besat, og ligeglad med alt andet? Det gjorde Jason, Maias ekskæreste, da hun ikke længere ville have ham. Sindsyge-hospitalet holdt ham bag lås og slå. Men hvad sker der, da hun en dag modtager et opkald fra ham, og breve begynder at fylde postkassen? Trusler og kommanderinger tvinger Maia og hendes søn David til at flygte. Men vil det hjælpe dem væk fra problemerne, eller bare gøre dem endnu værre? Da dette er en del af konkurrencen med billedeudfordring, ville det gøre mig lykkelig, hvis i ville give den et like, og følge den hvis i kan lide den. På forhånd tak.

43Likes
99Kommentarer
3109Visninger
AA

12. Bange

Han var ingen steder at se. Bange begyndte jeg at løbe hen mod klovnen, som stod med ryggen til. Billeder af Jason fór rundt i mit hoved. Hans lynende, blodsprængte øjne dukkede op, overalt jeg kiggede hen. Hans vrede råb rungede i mine ører. Som pulsen dunkede i min krop, kunne jeg høre ham over alt. 

Davids gråd skar igennem det hele. Det var som en kniv igennem mit hjerte, hver eneste gang han græd. Det gjorde så ondt. Værre endnu mindede det mig om den dag for 5 år siden.

Jeg nåede til klovnen, og tog hurtigt fat i hans udstoppede arm. Da han vendte sig om, kiggede han uforstående på mig, og slog spørgende armene ud til siden. Foran ham stod lille David tårevæddet. Jeg åndede lettet op, og rystede på hovedet af mig selv. Jeg måtte være fuldstændig paranoid. Jason kunne ikke finde os her. Det havde manden sørget for. 

"Jeg ved ikke hvorfor han græder! Jeg sagde han skulle komme med mig, hvis han ville over at lege med de andre, og så begyndte han bare!" forklarede klovnen fortvivlet, hvorefter han efterlod os alene. 

Jeg trak David ind til mig, og gav ham et trygt og varmt kram. Han knugede om mig. Hvad havde fået ham til at græde? Jeg kunne mærke min puls falde ned igen, som jeg mærkede hans lille krop i mine arme.

En smerte bredte sig i min krop. En dårlig fornemmelse, skyldfølelse. Jeg burde være ved David hele tiden. Hvilken dårlig mor var jeg ved at blive? Al den kaos og frygt havde steget mig til hovedet. Jeg måtte lære at fokusere på det der virkelig var vigtigt. At beskytte ham, at være der for ham. 

Jeg lagde mine hænder på hans bløde kinder, og tørrede en tårer væk fra hans øjenkrog med min tommelfinger. Hans øjne var ikke fyldt med frygt, som jeg havde regnet med. Tårerne var nærmest allerede forsvundet, og der lød nu kun små hulk fra ham.

"Hvorfor græd du lille skat?" spurgte jeg ham uforstående, imens jeg med min ene hånd fejede hans lyse pandehår væk fra hans øje. Han blinkede engang, som om han selv prøvede at finde ud af det. 

"Jeg er bange mor..." hviskede han, og tårerne begyndte igen at trille. Sætningen startede et jag af smerte i min krop. Han måtte ikke være bange.

"Hvad er du bange for? Var det klovnen?" Jeg søgte i hans øjne efter svarerne, men han kiggede bare ned, og pillede nervøst ved kanten af sin trøje. 

"Mor? Kommer ham manden igen?" spurgte han stille, uden at fjerne blikket fra det varme sand under hans fødder.

"Hvilken mand skat?"

"Ham der råbte.. Far?" Jeg trak vejret dybt, og blinkede en ensom tåre væk. Jeg rystede svagt på hovedet, og aede blidt hans kind.

"Jeg ved det ikke skat.. Men jeg håber det ikke. Uanset hvad, skal vi nok klare det. Han kan ikke finde os her, her skal vi bare have det sjovt!" Jeg forsøgte at sige ordene i en munter tone, men forsøget mislykkedes en smule. 

Dog kiggede David alligevel smilende op på mig. Et øjebliks stolthed ramte mig. Min lille dreng. Han var så modig, så dygtig. Jeg tog hans hånd, og sammen begyndte vi at gå imod hotellet.

"Maia!" råbte en velkendt stemme bagfra, og jeg vendte mig glad om, til synet af hans flotte ansigt. Scott... 

"Hvad siger du til at tage med mig ud i aften? Du ved, snakke om gamle dage over lidt vin og sådan..?" spurgte han lettere nervøst, og kiggede bedende på mig. Jeg rettede demonstrerende blikket imod David, og han nikkede glad.

"Min niece Milaika vil med glæde passe ham! Jeg lover dig, hun er rigtig dygtig og sød, 16 år gammel! Han vil være i trygge hænder." sagde han charmerende og blinkede til mig. Jeg forsøgte først at smile lige så charmerende til ham uden held, hvorefter jeg kiggede ned på David. 

"Vil du lege med Milaika i aften, imens mor tager ud med hendes ven Scott?" spurgte jeg tvivlende. Til min overraskelse nikkede han glad, og smilede bredt til Scott. Han smilede varmt tilbage. 

"Godt, så er det en aftale! Jeg henter dig klokken 7 Maia!" råbte han glad, og skyndte sig at løbe den modsatte vej, inden jeg kunne protestere.

Jeg vidste at jeg burde være hos David. At det var bedst at blive hjemme ved ham hele aftenen, og alle aftener efterfølgende. Men at se Scott igen var som en drøm. En drøm jeg ikke kunne sige nej til.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...