Love of a psycho

Kan man elske nogle så meget, at man kan blive syg i hovedet af det? Besat, og ligeglad med alt andet? Det gjorde Jason, Maias ekskæreste, da hun ikke længere ville have ham. Sindsyge-hospitalet holdt ham bag lås og slå.
Men hvad sker der, da hun en dag modtager et opkald fra ham, og breve begynder at fylde postkassen? Trusler og kommanderinger tvinger Maia og hendes søn David til at flygte. Men vil det hjælpe dem væk fra problemerne, eller bare gøre dem endnu værre?

Da dette er en del af konkurrencen med billedeudfordring, ville det gøre mig lykkelig, hvis i ville give den et like, og følge den hvis i kan lide den. På forhånd tak.

43Likes
99Kommentarer
3148Visninger
AA

20. Anholdt

Scott forsøgte desperat at kæmpe sig op, men uden held. Blodstriber løb ned af hans tøj, og fliserne begyndte at blive dækket af et fint mønster. Hans ansigt var fortrukket i smerte, og hans krop rystede, ude af kontrol. 

David kiggede ikke engang op, men stirrede blot ned i sine egne knæ, velvidende om at den farlige mand var imod ham. Smilet på Jasons læber var sindsygt. Tusind gange bedre end en hver gyserfilm. Men det her var også værre. Det var virkeligheden. 

Først nu opdagede jeg at tårerne rindede ned af mine kinder. Om det var af frygt eller sorg vidste jeg ikke, men den saltede smag ramte mine smagsløg, som tårerne trillede ned på mine læber. 

Situationen var fuldstændig surrealistisk. Jasons hånd var fortsat knuget omkring dolken, som pegede direkte imod David. Han var nu kun få metre fra. For hver meter han kom tættere på, blev hans smil større. 

"STOP OMGÅENDE!" Lød en kommanderende stemme fra siden af. Jason smed ferbrilsk dolken imod David, men misede, og ramte i stedet en af boderne. En hel flok politimænd var hurtigt over ham, og fik sat håndjern på ham. Sammen fulgte de ham ind i bilen, og forsvandt, inden jeg nåede at registrere hvad der var sket. 

Jeg løb med vaklende ben hen til David, og knugede ham ind til mig. Han græd højere end nogensinde før, men jeg bebrejdede ham ikke. Jeg var selv så bange at jeg kunne bryde sammen, og jeg kunne ikke holde tårerne inde. De trillede ned på hans trøje, som jeg aede hans bløde morgenhår. 

Imens jeg havde Davids lille krop trygt i mine arme, skævede jeg til siden, hvor 2 læger stod rundt om Scott. Blodige forbindinger flød rundt omkring, og de havde fundet deres store lægekasser frem. Sårerne blødte mere end jeg havde regnet med, og pølen på fortovet var blevet forholdsvis større.

Jeg aede David på ryggen, og mærkede det bløde silkestof under mine følsomme fingre. Blidt skubbede jeg ham væk, og pegede på hans pyjamas, med et smil på læben. Ud af det blå begyndte han at grine hysterisk, og jeg kunne ikke lade være med at gøre det samme.

Sammen sad vi midt i Hawaiis gader, omringet af stirrende folk, og grinte med tårer i øjnene. I det glade øjeblik kiggede jeg igen over på Scott. Han var okay. Lægerne var gået lidt væk fra ham, og hans forbindinger dækkede nu hele hans overkrop. Som David og jeg grinede sammen, fangede han mit blik, og fastholdt det, imens et stort smil langsomt dukkede op på hans bløde læber. Det flotteste og mest charmerende smil i verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...