Love of a psycho

Kan man elske nogle så meget, at man kan blive syg i hovedet af det? Besat, og ligeglad med alt andet? Det gjorde Jason, Maias ekskæreste, da hun ikke længere ville have ham. Sindsyge-hospitalet holdt ham bag lås og slå. Men hvad sker der, da hun en dag modtager et opkald fra ham, og breve begynder at fylde postkassen? Trusler og kommanderinger tvinger Maia og hendes søn David til at flygte. Men vil det hjælpe dem væk fra problemerne, eller bare gøre dem endnu værre? Da dette er en del af konkurrencen med billedeudfordring, ville det gøre mig lykkelig, hvis i ville give den et like, og følge den hvis i kan lide den. På forhånd tak.

43Likes
99Kommentarer
3106Visninger
AA

19. Angreb

Pulsen dunkede rundt i mit blod, og jeg mærkede balancen langsomt forsvinde fra min krop, som jeg stirrede ferbrilsk ind i Scotts skuffede og forvirrede øjne. Han kiggede afventende og utålmodigt på mig. Jeg rystede stille på hovedet.

"HAR DU GLEMT AT DU ER MIN KONE?!" rasede Jason. Jeg kunne bogstavelig talt mærke lynene imod min krop, som bølger af smerte igennem mine lemmer. Jeg kunne se på ham, at han var så tæt på at flippe fuldstændig ud, men noget stoppede ham. Hvad, vidste jeg ikke, men jeg var taknemmelig. 

"Vi er ikke sammen Jason, ikke mere. Det er 5 år siden vi sluttede det." svarede jeg usikkert og nervøst, og ledte desperat efter tegn på forandring i hans øjne. I et par sekunder, var det som om han intet havde hørt. Hans blik sendte rystelser rundt i min krop. 

"DU SLUTTEDE DET MAIA. DU GJORDE." han trak vejret dybt, og prøvede at kontrollere det. "Men det er ikke slut, før jeg siger det. Intet er slut før jeg siger det. Du kommer med mig, nu." fortsatte han bestemt. Jeg var som lammet. Det var, som var mine fødder sømmet fast til de brændende varme fliser. Jeg kunne intet sige, intet gøre. Den eneste reaktion min krop kom med, var ekstremme rystelser. 

"Hør her, hvis Maia ikke vil med dig, så skal hun heller ikke gå med dig!" Råbet kom lidt for selvsikkert fra Scott. Pludselig gik alting meget hurtigt. 

Jason stak hånden ind i sin alt for lange og varme jakke, og flåede en kniv frem. Med hastige skridt løb han hen imod os. Kontakten var slukket. Jeg kunne lige så tydeligt se det i hans øjne. Døde. Tom for medlidenhed, følelser. Det eneste der var i dem, var lysten til drab. 

Vi blev omringet af skrigene fra alle sider, der gjorde sceneriet endnu værre. En hånlig latter kom fra Jason, som han kom tættere og tættere på mig. Scotts hænder lukkede sig om mine skuldre, og smed mig ud til siden, væk fra faren. 

Hans øjne lynede. Scott gjorde ingenting. Det var som om hans taktik var, at skræmme Jason med hans frygtløshed, og hans nedstirrende øjne, men det eneste han kunne se, var kniven i sin hånd, og halsen, hvor den skulle ramme. Jeg kunne se det i hans øjne. Hvordan han allerede for sit indre så blodet sprøjte. 

Endnu et grin undslap fra hans læber, som han tog det sidste hop. Scott reagerede, men det var for sent. Kniven borede sig lige ind i kødet på ham, og han væltede om. Et skingert skrig borede sig igennem de andres. Det var fyldt af smerte, af frygt. Men det kom ikke fra ham. Det kom fra mig. 

Jeg prøvede at tvinge min krop til at reagere, men ingen forandring skete. Hans ansigt var fortrukket i smerte, men ingen lyd kom over hans læber. Det var ikke nok for Jason. Hurtigt var han over ham igen. Uden nåde og medfølelse rev han dolken ud af skulderen på Scott, og gjorde sig klar til at hugge igen. Scott skreg nu af smerte, og tårer trillede ned af hans kinder. 

I det sekund han skulle til at skære, lød den største gråd bagfra. Han nåede kun at snitte, og vendte sig i stedet imod gråden han kendte så godt. Lille David sad på hug, helt igennen bange for hvad der skulle ske. Tårerne trillede ned på hans tøj, og gråden var højere end nogensinde før. Med langsomme skridt gik Jason hen imod ham, imens et lumsk smil bredte sig på hans ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...