Scream - One Shot

Det her er et One Shot til en konkurrence :)
Enjoy :D

13Likes
6Kommentarer
766Visninger

1. Under Water

 

Jeg husker det hele som var det i går.

Smerten, kulden, mørket, og ikke mindst skrigene.

De skar gennem luften det ene efter det andet.

Smertens skrig, rædsels skrig.

Det tog ikke andet en 2 timer og 50 minutter.

På de to timer skete der mere end nogen af jer kan forstille.

Musikken spillede stadig i baggrunden, mens der var vildt kaos på dækket.

Alle var desperate, ville ikke dø.

Mændene begyndte at bruge vold.

Kvinderne kom automatisk med i redningsbådene, sammen med deres børn.  

Jeg er en kvinde, jeg burde være kommet med en af redningsbådene. Men det gjorde jeg ikke.

De sparede på pladsen. Der kunne være kommet flere med, men de sparede.

Hvorfor ved jeg stadig ikke, men jeg ved at det var dumt.

Det hele står stadig tydeligt.

Jeg kan huske hvordan den sidste båd blev sat ned i det kolde vand.       

Hvordan det sidste håb om overlevelse fyldte mig, hvordan min mave krummede sig sammen og jeg ikke kunne gøre andet end at sætte mig ned og vente på at dø.

Jeg så hvordan de andre gjorde det samme.

Jeg husker barnet.

Barnet der stod med sin tommelfinger i munden og bamsen i hånden.

Det lille barn der ikke forstod hvad der forgik.

Det barn der gav mig håbet tilbage.

Jeg rejste mig op tog barnet i hånden.

Skibet knagede og der slog revner i træet.

Skrigene begyndte igen og skibet knækkede.

Jeg løb op mod den anden ende af skibet.

Det lille barn prøvede at følge med.

Jeg nåede op til enden og tog fat i rælingen og mærkede hvordan skibet begyndte at synke.

Skibet vippede på højkant og vi hang i luften.

Mine hænder begyndte at glide.

Men jeg ville ikke give op, ikke dø.

Jeg så hvordan en mand kravlede om på den anden side af rælingen og hoppede ned i vandet.

Jeg kravlede også der om med barnet i hånden.

Jeg kan huske hvordan jeg mistede pusten da jeg så ned på det sorte vand.

Barnet klynkede.

Jeg krammede barnet og sprang.

Jeg kunne høre skrig, vores skrig.

Vandet var isende, føltes som tusind nåle der prikkede i min hud.  

Min hjerne fokuserede på smerten, men barnet!

Jeg måtte redde barnet!

Mine arme havde stadig et solidt greb om barnet der rystede af kulde.

Panik!

Bølger, vand, mørke.

Intet gav mening, alt var ved at drukne i det sorte vand.

Jeg så op.

Skibet var blevet mindre.

Jeg husker hvordan jeg svømmede væk.

Væk fra skibet.

Jeg fandt et stykke træ og lagde barnet op.

Kulden var bidende og jeg kunne ikke bevæge mig.

Kulde, mørke, skrig og skibets knagen.

Det eneste der fyldte den kolde luft.

Jeg lagde mig helt hen til barnet.

Jeg lukkede øjnene og da jeg åbnede dem igen var skibet væk, og en enkelt lyskegle lyste i det fjerne.

Barnet bevægede sig og begyndte at klynke.

Min hals var tør af kulde, og da jeg prøvede at kalde kom der ikke en lyd.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, ikke før jeg så ned på det kolde vand.

Jeg lavede en skål med hænderne og lod dem synke ned i vandet.

Vandet kradsede i min hals.

Salt og kulde skyllede ned.

Jeg kunne mærke vandet hele vejen i gennem kroppen.

Jeg råbte om hjælp.

De hjalp os op i båden, gav os tæpper.

Mig og barnet overlevede.

I dag er hun min datter og hedder Elise.

Hvis ikke hun havde været der, ville jeg nu lægge på havets bund, med resterne af det mægtige skib Titanic.

Elise.

Hun er en smuk pige, som jeg elsker og har elsket siden hun reddede mit liv ... og jeg reddede hendes ... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...