Fix you ~ (1D) ((2))

~ Dette er 2'eren til Fix you - (1D). Læs helst den først. (-: ~

Katerina Summer er en 18 årig pige der var igennem store prøver, på få måneder. Nu er hun tilbage i London, klar til at stå ved verdensstjernen Harry Styles' side. One Direction er rejst til USA igen, så derfor er der kun Katerina, Gemma og Harry tilbage i England. Harrys familie er ved at sætte stopklodsen. Harry er blevet ubehøvlet, rastløs og fester meget mere end han burde. Teknisk set er han sunket tilbage til den Harry som Katerina så første gang - en ting er dog ændret - Han har hende nu. Katerina prøver ihærdigt at bremse ham, men han lytter ikke til noget. Selvom Harry ikke siger det, så ved Katerina at han sørger over en ting - hans beslutning om at forlade One Direction.
følg med Katerina, Harry og resten af gruppen igennem kærlighed, sorg, prøvelser og had, i kampen om at få Harry tilbage i One Direction.

363Likes
534Kommentarer
42141Visninger
AA

8. The Voice Inside.

Harrys Synsvinkel:

"Hej Harry." jeg krymper mig lidt sammen under hans stemme. Den lyder dømmende og alt for træt af mit pis. Jeg skæver fra ham til Katerina som står lidt bag ham. Hendes hår er uglet og det ligner hun har sovet. Hendes øjne er røde og det er tydeligt hun lige har grædt. Jeg synker og træder et skridt frem mod hende. "Kat, vær nu sød at tale til mig.." fornemmelsen af ikke at høre hendes stemme gør mig frustreret. Jeg kan ikke finde mig selv, og jeg føler jeg står i et mørkt og uendeligt rum. "Bare sig noget.." hvisker jeg hæst, og hendes blå øjne stirrer ind i mine. De øjne der normalt udstråler selvsikkerhed og viljestyrke, udstråler nu iskold vrede, og den er kun rettet mod en person - mig. Louis lægger en hånd på mig skulder. Udadtil ligner det støtte, men jeg ved hvad det rigtigt er - han vil ikke have mig i nærheden af Katerina. Han stolede på mig, og jeg fuckede det op. "Harry gør nu ikke noget dumt.." mumler han og jeg ser vredt på ham. Et øjeblik er jeg ikke Harry, men en eller anden fyr der er fucked up på stoffer og alt mulig andet pis. "DU skal ikke fortælle mig hvad jeg skal, Louis!" snerrer jeg og Gemma giver et klynk fra sig. 

Jeg ser over på hende og hun ser smertefuldt på mig. Jeg ved det sårer hende. Jeg ved det sårer dem alle sammen. Men når pigen der betyder mest for mig i verdenen ikke vil have mig, hvem vil så? Jeg trækker mig selv lidt tilbage og ser forvirret rundt. Mit hovede banker og jeg kan knap se ud af mine øjne. Jeg er svimmel og alt for træt til det her. Mit blik lander dog viljefast på Louis. "Du kommer her og tror du kan spille helten?! men ved du hvad? det er for sent! Du kan skride tilbage til Amerika. Vi har ikke brug for dig her!" råber jeg og Katerina træder frem ved siden af Louis og griber hans hånd. "Du må ikke lytte til ham!" siger hun desperat og jeg ser overrasket på hende. Lyden af hendes stemme får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. "Jeg har brug for dig Louis! Louis!" hun lyder bedende og det får mig til at kigge ekstra på hende. Der er vand i hendes øjne og Louis ser ned på hende med et af hans ih og åh så fantastiske Tommo smil.

"Bare rolig Kat.. Jeg bliver her okay?" Han stryger hånden over hendes kind og det føles som at blive slået i maven af en knytnæve. Det skulle være mig der fik lov at holde om hende! Stryge hende over kinden og fortælle hende alt bliver ok igen. Hun ved jeg ikke kan kontrollerer mig når først stofferne tager over. Hun burde tilgive mig! Det var ikke sådan her det skulle ende. Louis mumler noget til Eleanor og hun kommer hen og holder om Katerina mens han går mod mig. "Dit værelse, nu." snerrer han mellem sammenbidte tænder, og går forbi mig ud. Jeg vender om og må støtte mig til dørkarmen for ikke at falde. Jeg trækker vejret tungt én gang for så at følge efter Louis ond på mit værelse. Han smækker døren da jeg kommer derind, og det varme smil fra før er fuldkommen væk. Han er rasende. 

"Forklar?" siger han og jeg ser væk ved lyden af hans kolde stemme. Men jeg er ligeglad. Han skal ikke  komme her og tro alt er godt igen. Vi er ikke venner mere. Jeg havde troet at drengene ville gå op imod Simon for at stå med mig. Men intet er sket, det er tydeligt de ikke gider mig. "Hvorfor blander du dig?" Jeg kan kende min egen stemme, men det er ikke mine ord. Jeg vil jo gerne omfavne ham, og græde ud ved min bedste vens skulder. Hvad er der galt med mit hovede? Uden at overveje det lader jeg hånden finde vej til mit hår og jeg folder min knytnæve om det. En anden person er fanget i mit hovede, og jeg kan ikke lide ham. Men han har fornuft i sig. Han kommer frem hver gang jeg har sniffet. "Fordi i begge betyder noget for mig.." lyder Louis' stemme og jeg stirrer op på ham. "Løgner." hvæser jeg, og denne gang kæmper jeg virkelig med tårer. Han står og smider lort i hovedet på mig! 

"DU bekymrer dig om din egen berømte røv, Louis Tomlinson. Og JEG har ikke brug for dig!" råber jeg og denne gang ryger begge mine hænder op til mit hår og jeg griber fat i det mens jeg kniber øjnene sammen. Hvad er der galt med ham i mit indre? Jeg skal ikke råbe af min bedste ven! Jeg skal. Hold nu mund! Han er ikke min bedste ven. "Harry?" hans bekymrede stemme får mig til at spærre mine øjne langt op. Længere end jeg burde. Mine hænder er stadig begravet i mine krøller. "Jeg bekymrer mig om dig. Hvad er der sket med dig?" Jeg ved det ikke... Gu ved jeg det! Jeg har endelig kontrol. Okay, jeg burde ikke have taget det ekstra idag, men at Katerina ikke snakkede med mig var svært at komme over. "Der sker sku da ikke noget!" hvæser jeg og stirrer på Louis. Jeg ved mine øjne er røde, både indeni og under. Jeg ved min næse er rød, og jeg ved jeg er alt for hvid. Jeg ved godt jeg ser fuldkommen ødelagt ud, men jeg har aldrig haft det bedr... "Arh.." Igen kniber jeg øjnene sammen og bukker mig lidt forover. 

"Louis.." siger jeg hæst, og snart efter mærker jeg min bedste vens hænder på mine skuldre, og jeg ved han holder mig oppe. "Jeg har kontrol. Jeg er okay.." Igen genkender jeg lyden af min stemme, men ordene er ikke mine. Og de efterfølgende handlinger er heller ikke. Jeg placerer mine hænder på Louis' skuldre og skubber ham af alle kræfter bagud. "Hold dig fra mig." snerrer jeg og træder tre skridt bagud, så jeg støder ind i mit skrivebord. Jeg vender mig lynhurtigt om og banker hånden ned i det med et vredesudbrud. "Louis, gå! Jeg har ikke lyst til at slå på dig.." Jeg er bange nu. Fyren inden i mig har alt for meget overhånd nu. Han fortæller mig hele tiden at Louis fortjener at få tæv. At dø.. Jeg kæmper en indre kamp. "Harry, lad nu væ.." Jeg afbryder ham. "Nej. Jeg kan ikke styre mig selv. Tror du jeg nød at vågne op hos en eller anden mørkhåret dulle?" Nu vender jeg mig mod ham og han ser overrasket på mig.

"Tror du virkelig det om mig? Tror du jeg nød at kneppe andre piger, mens jeg vidste at pigen i mit liv ventede nervøst på mig herhjemme?" Jeg tager mig til hovedet endnu engang. "Hvorfor så tage stofferne, når du ved hvordan du reagerer?" siger Louis blidt.. Jeg spærrer igen øjnene op. "Hvorfor? Hvorfor!" jeg fnyser og ryster på hovedet. "Gå nu, mens du stadig har hovedet på." Jeg har ikke lyst til at tale sådan til ham, men jeg har intet valg. Stemmen lader mig ikke sige andet. "Harry så er det godt!" Louis' voksne stemme kommer på, og det får mig til at springe på ham. Min lunte er ikke længere, og jeg svinger min højre næve og den rammer lige på læben, så Louis tumler ind i mit sengebord så det vælter, og holder sig til en nu flækket læbe. Blodet koger i mig, og jeg har absolut ingen selvkontrol - eller det er hvad andre ville sige. Står det til mig, mener jeg at jeg har alt kontrol i verdenen. Jeg springer frem mod Louis igen, da døren bag mig går op. "Hvad fanden laver i?!"

Jeg vender mig om, og ser Katerina. Hende. Det er hendes skyld, det hele. Hun tilkaldte ham, hun reagerer alt for voldsomt. På hende, Harry! Jeg går med hurtige skridt frem mod hende, og hun tumler forskrækket bagud, og jeg gætter på mine øjne er vildt opspilede, og hun har set Louis, der virkede ret omtåget. Hun banker ind i væggen i gangen, bag hende, men hun fjerner ikke blikket fra mit. Jeg står ufattelig tæt på hende nu, og løfter armen som vil jeg slå hende, og jeg kan se hun synker tungt. Men i stedet for at slå hende banker jeg min knytnæve ind i væggen bag hende. Eleanor gisper ved siden af os, og Gemmas kinder er våde af tårer. "HVAD FANDEN SKULLE DET TIL FOR?! HVAD SKAL HAN HER?!" skriger jeg ind i Katerinas ansigt, og hun trækker vejret i stød. "Harry, du skræmmer mig.." hendes stemme er som en stopknap. Hendes stemme er alt jeg ville have. Den er ikke hård og kold, men blid og bange som en klynken. Det er min skyld. Jeg skræmte hende. Hun skal ikke være bange for mig. Alt i mig bryder sammen, og mens min krop presser hendes op af væggen, placerer jeg min pande mod hendes skulder. 

Og så kommer de. Hulkende. Jeg hulker ned i hendes skulder, og hun sukker - sikkert lettet. Det var som om hendes stemme fuldkommen dræbte den Harry der taler til mig hele tiden. Den Harry der fortæller mig at Louis er en nar der kun tænker på sig selv, og Katerina er grunden til alle mine problemer. Jeg kan mærker hendes hjerte hamre afsted og jeg hulker bare endnu. Lidt efter kan jeg hører Louis' stemme tale til Eleanor og hun svarer ham med noget. Jeg kan mærke Katerina drejer sit hovede, og jeg gætter på hun mimer noget til Louis. Hun er stadig fastfrosset til stedet. Lidt efter mærker jeg et par stærke hænder på mine arme som forsigtigt trækker mig væk fra Katerina. Jeg griber ud efter hende men når ikke at få fat. Jeg prøver at fange hendes blik, men hun ser hurtigt til siden. Hun står presset op af væggen, og trækker vejret hurtigt. Jeg skræmte hende virkeligt. Louis trækker mig mod trappen, og han er klart stærkere end mig. Han trækker mig ned af den, og det sidste jeg når at høre er et hjerteskærende hulk fra Katerina.

Louis smider mig stønnende ned i sofaen, og han sætter sig på sofabordet lige overfor mig. Hans læbe er blå og hævet, mens der er en flænge på den. Jeg ser skamfuldt ned og Louis sukker. "Har du det bedre nu?" siger han vredt og roligt. Jeg nikker. Han sukker igen. "Er det sådan hver gang?" Jeg trækker på skuldrende. "Når jeg har taget nok." min stemme er hæs, alt for hæs. "Sådan har det kun været 2 gange før.. Og de gange.." min stemme knækker og jeg begraver mit ansigt i mine hænder. "Åh gud, Louis, hvad har jeg dog gjort?" Louis sukker for tredje gang inden han placerer en hånd på min skulder. "Harry. Hvad har sat alt det her igang.. Hvad sker der?" Jeg ser forbavset op på ham og rynker panden. "Ved du det virkelig ikke?" spørger jeg hæst og han undersøger mig lidt mens han ryster på hovedet. Der er intet venlighed tilbage i hans øjne, og der er intet smil på hans læber. Han hader mig, og jeg bebrejder ham ikke. "Jeg kommer aldrig tilbage, Louis.." siger jeg hæst og han får et overrasket ansigtsudtryk. "Simon har sagt fra. Jeg er ude af One Direction for evigt.." 

_____________________________________

Jup, DÅRLIG slutning på kapitlet I know.. Og det er lidt for kort. Men skal ned og æde pizza i:

Nå, et helt kapitel fra Harry's synsvinkel! Igen, tak til Julie muzzen for inspiration!:)

Hvad synes i? Er det for crazy? Jeg håber i kan finde rundt i det, for det er lidt forvirrende. Hvad synes i om Harrys indre stemme? Og nu fik i endelig hans forklaring på det med at være utro. Kommenter, kommenter, kommenter!! :)

___

De sidste to dage har været rimelig vilde for mig. Jeg vil gerne sige en stor tak til en super god forfatter herinde, som hedder TheaStyles(har i ikke læst hendes noveller, så gør det!) Jeg er så lykkelig over hun overhovedet gider læse min novelle, og at hun synes SÅ godt om den, kan stadig få mig til at smile stort! Nå men, hun nævnte mig i hendes blog, og forslog hendes læsere at læse min novelle - og lige siden det er det VÆLTET ind med likes og kommentarer, og favoritlister! I ER FANTASTISKE! TAK TIL ALLE DER HAR GJORT DET!

De sidste to dage har jeg bare været i sindssygt godt humør, og det er alt sammen takket være Thea og jer! Elsker jer virkelig, og det er ekstremt svært at udtrykke min tak nok. Puha, ville ønske jeg kunne dele kys ud til alle!:) Tusind, tusind tak, fortsæt endelig med det! xx

xoxo - Lærke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...