Gengæld

En kort novelle jeg skrev til skolen

0Likes
0Kommentarer
354Visninger

1. Mobning

   En knytnæve kom flyvende mod hendes ansigt og hun prøvede forgæves at undvige den, hvilket ikke resulterede i andet end at den selv samme hånd hamrede ind i hendes brystkasse og sendte hende gispende i jorden.
   Hurtigt efter kom en fod til syne og kolliderede med hendes mave, hvilket fik hende til at skrige højt af smerte.
   ’’Hold din kæft, freak!’’, hvæsede Leonard med en hånlig stemme, og hendes skrig svandt langsomt ind til en stille piven.
   ’’V..vil d..d..du ik..ke n..nok l..lade være?’’, bønfaldt hun ynkeligt, mens tårende løb ned af hendes kinder og blandede sig med blodet fra hendes flækkede læbe.
   Et hånligt smil bredte sig på hans læber og han sparkede en gang til i maven for god ordens skyld.
   Idet øjeblik så hun et underligt udtryk i hans øjne før han svang sin taske over skulderen og forlod skolens parkeringsplads på vej ned mod Starbucks butikken længere nede af gaden hvor alle de seje hang ud før skolen.
   ’’Det føltes fantastisk’’, hviskede hun stille med et ligegyldigt ansigtsudtryk.
   Leonard havde mobbet hende siden hun for to år siden havde hoppet to klassetrin over. Han var større end hende, ældre end hende og hvis nogen kunne finde på at spørge ham ville han hånligt svare at han også var hundrede gange bedre end hende.
   Ikke fordi hun ikke ville give ham ret lige nu, hvor hun lå krøllet sammen på jorden med tårer og snot løbe ned af ansigtet. Hun følte sig virkelig som det mest ynkværdige og grinagtige menneske på jorden lige nu. Et udskud af menneske racen der ikke fortjente andet end hvad hun blev udsat for.
   Selvom hun ikke mente det sådan var hun for lille og svag til at gøre noget ved det, eller det var i hvert fald sådan hun selv så på sagen.
   Hun måtte bruge adskillelige minutter på at få så meget kontrol over sine tårer at hun kunne komme på benene og endnu flere på at få balancen nok til at hun kunne tørrer sit ansigt af i hendes alt for store bluse og så trak hun sin taske på sine skuldrer og gik videre hen mod helvedet (bedre kendt som første år på gymnasiet…).
   Lilia var en af de første til at ankomme og hun skyndte sig ud på toiletterne for at få styr på sit ansigt.
   Hendes spejlbillede var mildest skræmmende. Hendes læbe var ikke stoppet med at bløde og hendes mørkeblå øjne var hævede og røde. Hendes depression havde efterladt hende bleg, tynd og med sorte ringe under øjnene. Hendes sorte hår hang slapt og glansløst som det ville med blade her og der. 
   Lilia løb ind i en af toiletbåsende og fik fat i noget toiletpapir som hun skyllede med kold vand og hold mod læben til det hold op med at bløde. Så skyllede hun sine øjne og ansigt med vand og gik til den første time.
   Hun var den første i lokalet og skyndte sig ned på den bagerste plads i lokalet hvor hun kunne holde sig skjult bag de andre, så de ikke kunne vende sig om og mobbe hende mens læren var der.
   Der var stadig tyve minutter til klokken ringede ind og Lilia trak sin skitseblok frem og slog op på en hvor en lille pige uden ansigt sad på en gynge under et træ med lille teddybjørn i hånden. Lilia begyndte med et ligegyldigt ansigtsudtryk at tegne et ansigt med et hemmeligt smil på læberne, men intet liv i øjnene. En hemmelighed ingen måtte vide noget om.

   Resten af dagen gled forbi som i en tåge og mere stille end de plagede at være. Leonard kom ikke i skole den dag, hvilket Lilia fandt mærkeligt eftersom det så ud til at hele hans liv drejede sig om at få hendes til at være forfærdeligt.
    Men da skoledagen endelig så ud til at lakkede mod enden gik Lilia langsomt hjem. Det mest af turen gik igennem skoven og det var det eneste tidspunk Lilia følte sig nogenlunde tryg.
   Det var efterår og jordbunden var dækket af rød, orange, gul og brune farver. Træerne havde stadig nogle enkelte blade på sig.
   Uden selv at lægge mærke til var hun stoppet op midt på stien og var begyndt at overveje hvilke akvarelfarver hun ville få brug for når hun senere havde tænkt sig at gå herud med et lærred og male sceneriet.
   Det var utroligt smukt.
   Og så var der lige pludseligt noget der hamrede ind i hendes ryg med en kræft der sendte hende i jorden og alle hendes bøger ud over det hele.
   Så hamrede en fod ind i hendes brystkasse og hun fandt sig for anden gang den dag i jorden uden luft i lungerne.
   Da foden for tredje gang hamrede ind i hende, skreg hun så højt at personen der var i gang med at slå hende til plukfisk trådte adskillelige skridt tilbage før hans fod hamrede ind i hendes hoved og alt svømmede for hendes blik.
   Det sidste hun lagde mærke til før mørket greb fat i hende var noget der lød som løbende fødder og nogen der råbte, ’Stop!’.

   Da Lilia åbnede hendes øjne op var det første hun lagde mærke til så chokerende at var på nippet til at besvime igen.
   Leonards bekymrede ansigt stirrede ned på hende, mens han bar hende i sine arme.
   ’’Er du okay?’’, lød hans bekymrede stemme og Lilia stirrede bare endnu mere forvirret op på ham.
    Så skubbede hun ham hårdt på brystet for at komme ned.
   ’’Giv slip’’, råbte hun og begyndte at sprælle alt hvad hun kunne.
   Det så ikke engang ud til at genere ham det mindste og han smilede bare hånligt til hende.
   ’’Du burde være mere taknemmelig, taget i betragtning at jeg lige har reddet dit liv’’, konstaterede han. Hun blev rød i hovedet.
   ’’Så nu skylder jeg dig vidst mit liv, hva’? Jeg hjælper dig hvis der nogensinde bliver brug for det’’, nærmest hviskede hun.
   ’’Dig?! Haha! Hjælpe mig?’’, han grinede så meget at han tabte hende på jorden, hvilket bare fik ham til at grine mere.
   En tårer løb ned af hendes kind og hun tog tasken op fra jorden hvor han havde tabt den og hun stormede videre ned mod vejen der lå imellem skoven og hendes hus.
   Da hun kun var et par skridt fra den, hørte hun Leonard komme løbende og hun satte farten op.
   Da hun var nået over hørte hun en mærkelig lyd og vendte sig for at se hvad det var.
   Leonard stod som limet til vejen og stirrede på varevognen der slingrede imod og helt sikkert ville ramme ham hvis han ikke flyttede sig.
   Uden at tænke sig om kastede hun sig imod ham og de røg begge to i sikkerhed sekundet før bilen ville hav ramt den.
   Leonard landte øverst og stirrede chokeret ned på hende.
   ’’Du reddede mit liv’’, hviskede han, så fik han det samme underlige blik han havde haft i øjnene tidligere på parkeringspladsen og så ramlede deres læber sammen. Deres læber skiltes og Lilia åbnede munden.
   ’’Så er vi kvit’’.    
   
  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...