She Don't Like The Lights 2 - (JB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 sep. 2012
  • Opdateret: 17 okt. 2012
  • Status: Igang
Katrine's bedste ven har lige fortalt at han er forelsket i hende. Det passer så dårligt for Katrine, da hende og Justin er gået hen og blevet forelsket.
Katrine er splittet og aner ikke hvad hun skal gøre. Skal hun vælge den eneste dreng hun nogensinde har elsket eller hendes bedsteven siden 0. klasse?
Samtidig bliver paparazzierne mere og mere opstemte på at få et billede af Justin Bieber's kæreste. Kan Katrine stå under for presset? Eller vil deres kærlighed blive ødelagt?
Følg med i Katrines og Justin's liv
Bemærk: Dette er en fortsættelse på "She Don't Like The Lights"

32Likes
25Kommentarer
3980Visninger
AA

20. Tyvende

 

- Så er der mad, råbte den ældre dame på fransk ned af gangen. Oliver og jeg kiggede sløvt på hinanden.

- Bare der er noget godt mad, sagde Oliver og vi gik ind mod stuen hvor den ældre dame sad foran et fad fyldt med noget der lignede indvolde. Stuen havde mørkerøde vægge og et mørkt trægulv. Der var et lille vindue som var skjult bag et par bordeaux røde gardiner der var alt for lange. Ligesom i resten af huset var der også frysende koldt. 

Mit blik røg tilbage til det stykke kød der lå, snasket og vådt i fadet.

- Hvad skal vi have? spurgte jeg høfligt men med afsky i stemmen. Den ældre dame kiggede stolt på det ulækre kød.

- Fårehjerne. Det kan i da godt lide ikke? spurgte hun om og jeg prøvede virkelig at skjule det ubehag jeg følte indeni.

- Jo da, svarede jeg med et falskt smil og satte mig på en stol overfor Oliver. Vi havde fået at vide at vi skulle respektere det mad vi fik og altid være høflige overfor vores familie. En smule svært i betragtning af at vi skulle til at føre fårehjerne ind i vores mund.

Damen, som faktisk hed Loreén, skænkede det slimede hjerne op på min tallerken.

- Spis nu, sagde hun efter jeg havde siddet i et stykke tid og kigget skeptisk på det. Jeg kiggede over på Oliver som sad med det samme ansigtsudtryk. Jeg trak på skuldrene og tog ligeså stille fat om min gaffel og begyndte at stikke til hjernen. Det blævrede og jeg havde for alt i verden ikke lyst til at spise det, men noget aftensmad skulle jeg jo have, så jeg skar et lille stykke af og førte det op til min mund. Oliver kiggede spændt overfra den anden side af bordet mens jeg i slow motion førte det op til min mund. 

Den slimede hjerne ramte min tunge og jeg fik det dårligt med det samme. Jeg smed gaflen fra mig og løb ud mod toilettet da jeg med det samme kunne mærke min frokost var på vej op. Jeg nåede det heldigvis i tide før de Nachos jeg havde spist på flyet fik lov til at smage toiletvandet. 

- Er du okay? spurgte Oliver som havde fulgt efter mig ud på toilettet. Han begyndte at grine.

- Godt, det ikke var mig, sagde han drillende.

- Fuck dig, sagde jeg og gav ham fingeren halvgrinende, stadig med hovedet halvt nede i lokummet. 

 

Mine tænder klaprede selvom jeg havde taget alle de tæpper jeg overhovedet kunne finde i huset og lagt over mig. Jeg kunne høre Olivers tænder ved siden af mig klapre ligeså meget. Vi lå i vores fælles dobbeltseng og var lige gået i seng.

- Skal vi klapre tænder om kap? spurgte Oliver om og jeg grinede af ham. Han grinede med og jeg vendte mig om på siden så jeg kiggede på ham. Han lå og kiggede op i loftet. Jeg studerede ham lidt. Hans nye hår klædte ham virkelig og jeg synes også at hans arme var blevet lidt mere muskelløse. 

- Har du trænet? spurgte jeg og tog rundt om hans overarm.

- Lidt, sagde han og kiggede på min hånd om hans arm. Der var en lidt akavet stilhed mellem os. Det plejede der aldrig at være. Det var ligesom om at alting havde ændret sig siden Justin kom ind i billedet. 

- Katrine? sagde Oliver pludselig og hev mig ud af min tankestrøm.

- Ja? svarede jeg og kiggede op på hans markerede ansigt.

- Elsker du ham? spurgte han så og et sug røg igennem min mave. 

- Hvorfor spørger du? spurgte jeg, en lille smule muggent måske. Hvorfor søgte han hele tiden efter at jeg skulle bekræfte at jeg elskede Justin og ikke ham? Kunne han ikke bare lade det være? 

- Ville bare vide det, men det kan også være ligemeget, sagde han så da han godt kunne høre på mig hvor lidt jeg orkede det. Han vendte sig mod mig så vi kiggede på hinanden. Vi lå og kiggede lidt på hinanden. Oliver havde helt blå øjne og de skinnede i det mørke rum. Oliver begyndte at smile.

- Hvad smiler du af? spurgte jeg og jeg kunne heller ikke lade vær' med at smile.

- Du kigger bare på mig på en sød måde, sagde han så og jeg smilede.

- Jeg kigger da på dig som jeg plejer, sagde jeg så. Oliver trak på skuldrene under dynen og lukkede sine øjne stille i.

- Godnat, sagde jeg stille og jeg kunne høre hans vejrtrækning blev tungere. Jeg smilede for mig selv. Hvor havde jeg savnet ham. Sådan virkelig meget. Jeg lukkede også mine øjne i og forsvandt i drømmeland.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...