She Don't Like The Lights 2 - (JB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 sep. 2012
  • Opdateret: 17 okt. 2012
  • Status: Igang
Katrine's bedste ven har lige fortalt at han er forelsket i hende. Det passer så dårligt for Katrine, da hende og Justin er gået hen og blevet forelsket.
Katrine er splittet og aner ikke hvad hun skal gøre. Skal hun vælge den eneste dreng hun nogensinde har elsket eller hendes bedsteven siden 0. klasse?
Samtidig bliver paparazzierne mere og mere opstemte på at få et billede af Justin Bieber's kæreste. Kan Katrine stå under for presset? Eller vil deres kærlighed blive ødelagt?
Følg med i Katrines og Justin's liv
Bemærk: Dette er en fortsættelse på "She Don't Like The Lights"

32Likes
25Kommentarer
3975Visninger
AA

13. Trettende

 

Koncerten var fantastisk. Publikum virkede også meget begejstret, men det var de jo altid. Justin optrådte perfekt, i mine øjne! Han kom svedig ned fra scenen og gik sammen med Moshe, Alfredo og Scooter direkte ud i bilerne, da der havde været advarsel om en kæmpe fanskare der ventede udenfor sammen med endnu flere paparazzier. For sikkerhedsmæssige årsager ville de så få Justin ud i bilerne inden publikum havde nået at komme ud. Pattie og jeg selv blev fulgt ud i en anden bil, af Kenny, 10 minutter efter Justin's bil var kørt. Jeg forstod ikke helt konceptet, men det virkede fordi der var ikke en eneste fan eller paparazzi da vi kørte.

Kenny styrede bilen, Pattie sad på forsædet og jeg sad på bagsædet. Der begyndte at falde dråber ned på forruden og det stod pludselig ned i stænger. Jeg kiggede ud af vinduet og studerede det regnfyldte New York. Folk på gaderne gik rundt i store regnfrakker og med store paraplyer. Det hele virkede bare så trist når det regnede.

Jeg ville gerne have set mere af New York, men jeg kunne også godt forstå hvorfor vi ikke kunne. Justin kunne jo ikke gå udenfor en dør for hans Beliebers ville overfalde ham. Vi havde egentlig aldrig snakket om hvordan han havde det med det. Vi havde kun snakket om hvor meget jeg hadede det, at jeg slet ikke havde ladet ham snakke. Jeg fik lidt dårlig samvittighed, og det hjalp ikke at regnen blev ved. 

- Sikke det regner, sagde Pattie og rev mig ud af mine tanker. Min iphone vibrerede pludselig i mit skød. Jeg havde modtaget en besked fra Justin.

"Kom I ordentligt ud?" skrev han og jeg svarede.

"Ja, vi sidder i bilen på vej til lufthavnen, i regnvejr!" svarede jeg og lagde mobilen tilbage i mit skød. Ikke lang tid efter fik jeg svar fra Justin.

"Ja, det regner godt nok meget. Savner dig allerede" skrev han så og jeg smilede.

"Jeg savner også dig" svarede jeg, stadig med et smil om munden. 

Pludselig stoppede bilen og jeg kiggede undrende ud af ruden. Vi holdte foran en kæmpe bygning hvor jeg ikke kunne se toppen af den. Det her var da ikke lufthavnen? Jeg kiggede undrende på Kenny. 

- Hvad skal vi? spurgte jeg undrende og kiggede ud igennem forruden. Vi holdte på en gade med en masse bygninger på begge sider. Det lignede vi stadig var i New York. Kenny smilede mistænkeligt til mig og åbnede døren. Det øsede stadig ned. Kenny kom over til min side af bilen og åbnede døren. Han havde en paraply i hånden og holdte den for mig så jeg ikke blev våd. Jeg steg forsigtigt ud, da jeg ikke anede hvad vi skulle, og jeg hadede virkelig når jeg ikke vidste hvad der foregik. Pattie blev siddende og det hele blev mere og mere underligt. Jeg blev helt spændt. Hvad var det dog jeg skulle? Jeg kunne ikke gøre andet end at følge tavs med Kenny. 

Jeg måbede da jeg pludselig opdagede hvad det var for en bygning vi var stoppet foran. Den berømte turistattraktion, The Empire State Building, tårnede op foran os med sine 381 meter. Den var meget større i virkeligheden end på billeder, og jeg havde altid ønsket mig at se den. Kenny begyndte at gå hen imod indgangen til bygningen og jeg fulgte måbende med. Skulle vi derind? Jeg spurgte ikke om noget som helst fordi jeg vidste at jeg intet svar ville få. Bag alle mine tanker kunne jeg ikke lade vær' med at tænke om Justin måske havde en finger med i spillet på en eller anden måde. 

Som jeg havde ønsket så inderligt åbnede Kenny døren for mig ind til bygningen. En stor hall kom til syne med guldbeklædte vægge og gulv. Det hele udstrålede bare perfektion. Jeg kiggede beundrende omkring. Der var ikke et øje, som undrede mig virkelig meget da det var midt på dagen og der altid plejede at være proppet. 

Et museum om selve bygningen var der en stor port ind til, til venstre og til højre en masse billetluger hvor man købte billetter til at komme op i bygningen og nyde den (tror jeg) smukke udsigt. Kenny fortsatte lige ud og en elevator dukkede op foran os. Kenny trykkede på knappen så elevatoren ville komme ned. 

- Er du spændt? sagde Kenny efter mange minutters stilhed. Jeg nikkede ihærdigt og han smilede.

- Du ved slet ikke hvad du skal vel? spurgte han så mistænkeligt.

- Nej, og jeg kan slet ikke vente, svarede jeg ivrigt og Kenny fniste. Elevatorens døre åbnede og vi gik ind. Kenny trykkede på den øverste knap af dem alle som førte op til etage 102, som også var den øverste. Da store Kenny og lille mig stod inde i elevatoren kunne jeg ikke lade vær' med at tænke på Justin. Han havde nemlig fortalt hvor klaustrofobisk han var og hvor meget han hadede elevatorer. 

- Godt Justin ikke er her, sagde jeg så og Kenny kiggede grinende på mig.

- Ja for søren. Der var engang hvor han skulle op på etage 72 på et hotel i Kina, hvor han klamrede sig til mig hele vejen op med lukkede øjne. Det var så sjovt, så hvis I en dag kommer ind på det emne, så mob ham lidt med den historie, sagde Kenny grinende og jeg fnisede. Så havde Justin måske ikke noget med det at gøre nu hvor han jo ikke kunne køre i elevator, og jeg kunne heller ikke forestille mig at han havde taget trapperne op til etage 102.  

Ding sagde elevatoren da den stoppede ved etage 102. Dørene åbnede sig og en lang gang strakte sig foran os. Kenny gik foran mig mens jeg fulgte efter. For enden af gangen var der en stor sort dør med et skilt på. På skiltet stod der: "Ingen adgang," men Kenny han åbnede døren uden problemer og en hård vind ramte vores ansigter. Der var tåget udenfor og jeg kunne derfor kun se 2 meter frem. Det var stoppet med at regne kunne jeg se.

 

- Gå derud og vent, sagde han så og begyndte at puffe mig ligeså stille derud. Jeg kiggede skrækslagent på ham for jeg havde ikke tænkt mig at gå derud, da jeg led en smule af højdeskræk. Noget jeg havde fundet ud af fornylig hvor min far havde hevet mig op til hans arbejde som lå på 31 etage. Der var virkelig langt ned og mine hænder blev helt svedige, kan jeg huske. Ikke rart. 

Kenny puffede stille til mig igen.

- Ej, sagde jeg nervøst.

- Rolig nu… Stol på mig, sagde han så og jeg kiggede nervøst derud igen. Måske skulle jeg bare gøre det?

- Lov mig at jeg ikke dør, sagde jeg skrækslagent. Kenny grinede.

- Der sker ikke noget

- Lov det! kommanderede jeg og Kenny grinede igen.

- Jeg lover at du ikke dør, Katrine. Gå nu bare derud, sagde han så og denne gang skubbede han mig nærmest ud. Jeg stod nu udenfor og jeg kunne intet se andet end det jeg stod på, som var beton.

- Held og lykke, sagde Kenny beroligende inden han lukkede dagen efter ham.

Åh nej. Tænk hvis jeg kommer til at gå ud over kanten eller sådan noget. Tænk hvis jeg dør. Åh nej. Alle de ting der kunne ske virvlede rundt i mine tanker og det kunne slet ikke stoppe. Jeg turde slet ikke bevæge mig. Jeg stod bomstille på stedet. Jeg skulle lige til at gå i panik da jeg pludselig kunne høre en syngende stemme. Det kom bag fra mig og jeg vendte mig hurtigt om. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...