She Don't Like The Lights 2 - (JB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 sep. 2012
  • Opdateret: 17 okt. 2012
  • Status: Igang
Katrine's bedste ven har lige fortalt at han er forelsket i hende. Det passer så dårligt for Katrine, da hende og Justin er gået hen og blevet forelsket.
Katrine er splittet og aner ikke hvad hun skal gøre. Skal hun vælge den eneste dreng hun nogensinde har elsket eller hendes bedsteven siden 0. klasse?
Samtidig bliver paparazzierne mere og mere opstemte på at få et billede af Justin Bieber's kæreste. Kan Katrine stå under for presset? Eller vil deres kærlighed blive ødelagt?
Følg med i Katrines og Justin's liv
Bemærk: Dette er en fortsættelse på "She Don't Like The Lights"

32Likes
25Kommentarer
3928Visninger
AA

21. Enogtyvende

 

Jeg vågnede pludselig. Det var stadig mørkt udenfor, for der var ikke noget lys der trængte ind under døren. Jeg vendte mig ind mod sengen og jeg skreg. Den ældre dames ansigt lå hvor Oliver rigtig skulle have ligget. Hendes ansigt var helt hvidt og rynkerne var virkelig tydelige. Hendes øjne var to sorte huller og en hvid tåge røg ud af hendes mund. Jeg satte mig hurtigt op i sengen.

- Har du fået det bedre? spurgte hun med en slags robotstemme. Jeg skreg så højt som jeg kunne og hele min krop rystede. Jeg fik gåsehud over det hele og pludselig vågnede jeg. Jeg sad op i sengen.

 

- Katrine, Katrine

Det var Olivers stemme. Min krop rystede stadig. To hænder tog fat om mig og jeg blev først forskrækket men kunne mærke at det var Olivers faste hænder der holdte om mig. Jeg vendte mit hoved mod ham og han kiggede bekymrende på mig. 

- Det var bare et mareridt, sagde Oliver beroligende og satte sig op ved min side. Han trak mig ind til sig og krammede mig hårdt. Hele min krop rystede stadig og min pande var svedig. Olivers arme omkring mig gjorde mig tryg. Min krop holdte ligeså stille op med at ryste og Oliver kiggede på mig.

- Er du okay? spurgte han om, stadig med armen om mit liv. Jeg fik et nik frem og lagde mig tilbage på min hovedpude. Jeg var rigtig bange for at falde i søvn igen.

- Vil du ikke godt holde mig i hånden? spurgte jeg og Olivers hånd lagde sig i min. Jeg rykkede tættere på Oliver og han lagde sine arme om mig og holdte mig tæt ind til ham.

- Jeg skal nok passe på dig, hviskede han til mig og jeg følte en tryghed og ro brede sig i mig og jeg faldte i søvn hurtigt. 

 

Jeg vågnede med Olivers arme om mig og hans hånd i min. I et kort sekund blev jeg forvirret. Hvad lavede de arme om mig og den hånd i min? Den plads tilhørte Justin, og kun Justin. Et flashback sendte mig tilbage til nattens mareridt og jeg huskede hurtigt igen at jeg selv havde bedt ham om det. Jeg rejste mig hurtigt op i sengen og fik viklet mig ud af hans arme, da jeg følte at jeg gik bag Justin's ryg. Jeg fik virkelig dårlig samvittighed. Oliver vågnede op efter jeg, en smule hårdt, næsten rev mig fra ham. Jeg tog min iphone fra natbordet og skrev straks en sms til Justin.

"Tak for dit søde brev. Jeg elsker dig så højt! Savner dig allerede. Hvordan går det med touren? Hils de andre."

Jeg lagde mobilen fra mig og kiggede hen mod Oliver. 

- Godmorgen, sagde han og strakte sig. Jeg kiggede alvorligt på ham. 

- Det der skete i nat… Det skulle ikke være sket, sagde jeg og han kiggede undrende på mig.

- Hvad mener du? spurgte han. 

- Det er min fejl, det ved jeg godt, sagde jeg så. Det var jo mig selv der bedte om det. Oliver sukkede.

- Det betød jo ikke noget. Du var så bange. Jeg ville jo bare hjælpe! sagde Oliver og jeg kunne sagtens høre at han var irriteret.

- Det er jeg også glad for, men… Oliver afbrød mig.

- Du spurgte selv om jeg ville holde dig i hånden. Den her kan jo simpelthen ikke tørre af på mig, bare fordi du får det dårligt med det! Det kraftedme ikke fair! Olivers stemme havde hævet sig til næsten en råben. Han havde jo ret. 

- Nej, undskyld. Jeg ved det godt, indrømmede jeg.

- Jeg har alligevel en anden, sagde Oliver så og stod op fra sengen. Jeg kiggede undrende på ham. 

- Ja, du er altså ikke den eneste der kan finde kærlighed! sagde Oliver, stadig irriteret. 

- Har du…. med en anden? spurgte jeg. Jeg var…. såret, tror jeg. Hvorfor var jeg det? Jeg følte bare et kæmpe svigt. Nu var der en anden….. det kunne jeg ikke sætte mig ind i. 

- Ja Katrine! halvråbte han og trak et par sorte jeans på. Jeg kiggede såret på ham. Oliver så mit blik og fnøs.

- Ja… Det der blik havde jeg også den dag, sagde Oliver og kiggede ned i jorden. Med den dag vidste jeg med det samme hvad han mente. Den dag han fortalte mig at han elskede mig men at jeg ikke elskede ham på den måde. Men jeg elskede ham jo ikke nu? Jo selvfølgelig på vennemåden, men hvorfor følte jeg at i det sekund han fortalte mig at han havde en anden, ramlede min verden sammen? Han gik med faste skridt hen til sengen og satte sig på kanten.

- Du knuste mit hjerte! Jeg har aldrig følt for en pige som jeg følte for dig og du trådte bare på mig! Men efter alt det….Hvordan skulle jeg så nogensinde kunne ligge mine følelser på hylden overfor dig? 

Hans stemme startede med at være en råben, men den sidste sætning blev næsten til en hvisken. 

Jeg kiggede ned i det brune dynebetræk. Jeg trak på skuldrene. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Han havde jo ret i alt hvad han sagde. 

- Oliver…. Han lyttede opmærksomt.

- Du har ret. Jeg flåede dit hjerte ud, rev det i stykker og trådte på det, men sandheden er… Du vil altid være min Oliver. 

Jeg kiggede op på ham.

- Du vil altid være den dreng jeg siger alt til. Du vil altid være den jeg griner højest med. Du er min bedsteven, og jeg er virkelig ked af at jeg ikke kan se dig som andet. Det er jeg virkelig! Jeg synes det er dejligt at du har fundet en anden, men ja du har ret. Du er min Oliver og at jeg lige pludselig skal "dele" dig med en anden er bare svært. Jeg ved nu, hvor svært det har været for dig i den periode med Justin og al det der og jeg tilgiver dig for alt! Jeg elsker dig som min bedsteven og det vil jeg altid gøre uanset hvad!

Jeg tog en dyb indånding da jeg var færdig. De 10 ton sten der havde ligget på mine skuldre var væk og jeg følte at jeg havde sagt alt jeg havde gået inde med. Oliver kiggede på mig og jeg kunne simpelthen ikke læse ham. Hvad tænkte han?

- Sig noget, sagde jeg så blødt efter en passende lang ventetid. Han åbnede munden men der kom ikke noget ud. Hans øjne blev våde og en tåre trillede ned af hans kind. Han begyndte at smile. Sig nu noget!!!

- Tak

Det var det eneste der kom ud af ham. Jeg smilede. 

- Hvad hedder hun så? spurgte jeg interesseret. Oliver grinede. 

- Loreén

Mit hjerte stoppede for et kort sekund indtil Olivers bløde latter blødede det op.

- Ej, rolig. Hun hedder Jessica, svarede Oliver og jeg smilede for mig selv.

- Fuck dig. Jeg troede lige man! sagde jeg og slog ham på skulderen. 

Han grinede af mig. Efter vores skænderi følte jeg at vores meget beskidte bord var blevet tørt af. Alle vores problemer var blevet løst. Oliver havde nu Jessica og jeg havde Justin. No hard feelings. Jeg følte mig virkelig fri og lettet. 

- Hey, by the way.. Du vil også altid være min Katrine, sagde Oliver og smilede. Jeg gav ham et kærligt kram og med det kram, sluttede vi al denne jalousi og sorg.

- Nå, vi må hellere få gjort os klar. Vi skal mødes med de andre om en halv time, sagde Oliver og rejste sig fra sengen. Jeg nikkede og på natbordet vibrerede min telefon. Det var en sms fra Justin.

 

"Kan jeg ringe senere? Jeg har en masse at fortælle! Savner også dig. Glæder mig til du kommer hjem. Vi er på vej til England. Norge var vildt! Fortæller om det når vi snakkes ved."

 

"Ja selvfølgelig. Hvad tid skal du på i England?" 

 

Han svarede kort tid efter.

 

"19.30 går jeg på. Jeg ringer inden! Love u"

 

Jeg smed mobilen på sengen og begyndte at tage tøj på. I dag skulle vi rundt i Paris og se de forskellige seværdigheder. Jeg kunne slet ikke vente med at se eiffeltårnet!

- Vi kører nu! råbte Loreén til os på fransk og jeg skyndte mig at tage de sidste ting ned i min taske og komme ud af døren. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...