She Don't Like The Lights 2 - (JB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 sep. 2012
  • Opdateret: 17 okt. 2012
  • Status: Igang
Katrine's bedste ven har lige fortalt at han er forelsket i hende. Det passer så dårligt for Katrine, da hende og Justin er gået hen og blevet forelsket.
Katrine er splittet og aner ikke hvad hun skal gøre. Skal hun vælge den eneste dreng hun nogensinde har elsket eller hendes bedsteven siden 0. klasse?
Samtidig bliver paparazzierne mere og mere opstemte på at få et billede af Justin Bieber's kæreste. Kan Katrine stå under for presset? Eller vil deres kærlighed blive ødelagt?
Følg med i Katrines og Justin's liv
Bemærk: Dette er en fortsættelse på "She Don't Like The Lights"

32Likes
25Kommentarer
3892Visninger
AA

2. Andet

Jeg tog et varmt bad ligeså snart jeg trådte ind af døren. Jeg havde brug for at skylle alt det lort væk. Jeg trådte tilfreds ud af badet og tog et håndklæde om mig. Jeg gik ind på mit værelse, satte mig på min seng og tændte for min Mac Book.

Jeg startede med at gå på facebook og opdagede at mine notifikationer var overbombet, ligesom mine beskeder og venneanmodninger. Jeg fik helt ondt i hovedet af bare at se på det. Jeg skyndte mig at logge ud og gå ind på Twitter. Jeg havde aldrig før brugt det, men tænkte at jeg lige ville se om jeg så også havde fået mange followers derinde. Om jeg havde. Jeg havde fået 10.000+. Det var sindssygt. Tænk at bare på en dag kunne folk finde mig alle steder. Jeg tjekkede mine mentions og så at mange folk havde skrevet grimme ting om mig. Selvom jeg vidste at jeg ville blive vred og ked af det læste jeg det alligevel.

Justin er bedre tjent uden dig

Jeg kommer og dræber dig

Beliebers kommer og smadrer dig mens du mindst venter det!

Jeg blev meget skræmt af deres beskeder og en tåre landede på min kind. Hvorfor var folk så onde? Hvad havde jeg gjort dem? Jeg kunne ikke mere og lukkede computeren hårdt sammen. Jeg kravlede under min dyne og faldt i søvn med lyset tændt.  

 

Jeg vågnede ved at min telefon lyste og vibrerede. Det var stadig mørkt udenfor, og mit vækeur viste 6.30. Hvem ringede dog på dette tidspunkt? Jeg fik min hånd løftet hen til natbordet og tog telefonen slapt op til øret uden at kigge på displayet.

- Hallo? sagde jeg med en træt og ør stemme.

- Undskyld.

Det var Oliver. Jeg satte mig hurtigt op i sengen og tændte min natlampe som var placeret på mit natbord.

- Oliver? spurgte jeg om selvom jeg godt kunne høre at det var ham.

- Undskyld, Katrine, sagde han igen og jeg rynkede mine bryn.

- Du har ikke noget at sige undskyld for, sagde jeg medfølende.

- Jo, der er

Han lød meget trist og det lød som om han var på randen til at græde. 

- Du kan ikke gøre for de følelser du føler, Oliver.

- Det er ikke det

- Hvad? Nu er jeg helt forvirret, sagde jeg og ventede på svar der kunne besvare alle de spørgsmål der fløj rundt i mit hoved.

- Det var mig, sagde han så og jeg tror han græd en lille smule.

- Hvad var dig? Fortæl nu hvad det er! sagde jeg hårdt, lidt for hårdt for jeg kunne høre at han hulkede meget lavt.

- Det var mig der fortalte hele skolen og pressen at du er hende. Det var mig der sagde hvem du var og hvor du gik i skole henne. Jeg gjorde det fordi jeg var vred. Eller nej… Jeg var jaloux, indrømmede han og han sukkede.

En vrede som jeg aldrig havde følt før brusede frem i mig og jeg havde lyst til at bande af Oliver, men det eneste der kom ud var:

- Hvorfor?

- Jeg ville ødelægge det for dig og Justin, fordi jeg vil have dig, indrømmede han igen og jeg blev endnu mere vred. 

- Undskyld, sagde han igen.

- Jeg kan simpelthen ikke tale med dig ligenu, sagde jeg vredt og lagde på.

Hvad fanden tænker han på? At fortælle pressen hvem jeg er og hvor jeg befinder mig!?

Jeg sad og dampede lidt af og besluttede mig så for at ringe til Justin. 

- Hej søde, svarede han og han lød overraskende frisk til trods for at klokken var kvart i 7 om morgenen. 

- Justin? Oliver har fortalt alle at det er mig! sagde jeg stadig ophidset.

- Nå, sagde han bare.

- Nå? Er det, det eneste du har at sige? spurgte jeg vredt.

- Katrine… På et eller andet tidspunkt ville de jo alligevel finde ud af at det var dig. Det var bare et spørgsmål om tid før det kom ud, sagde han roligt.

Det havde han jo egentlig ret i. De var jo alligevel så tæt på at finde ud af at det var mig. Jeg var ikke forberedt.

- Du har ret. Jeg var bare ikke forberedt på at det allerede var nu, sagde jeg og sukkede.

- Det er min fejl. Jeg skulle have forberedt dig! Undskyld. Kan jeg ikke komme forbi i morgen og så kan vi snakke? Jeg savner dig, sagde han og jeg begyndte at smile.

- Jooo, svarede jeg og grinede lidt.

- Savner du ikke mig? spurgte Justin om og lavede babystemme.

- Joooo, jeg gør, sagde jeg og vi grinede.

- Du kan lige nå at sove 10 minutter inden du skal op, sagde Justin så og jeg grinede.

- Wow. Så kan jeg rigtig blive udhvilet, sagde jeg sarkastisk og Justin grinede.

- Men har du tænkt dig at tage i skole? spurgte han om og jeg trak på skuldrene, selvom han ikke kunne se det.

- Det ved jeg ikke. Jeg skal først lige have talt med mine forældre om det hele, svarede jeg.

- God idé. Vi ses, smukke

Han lagde på og jeg smed telefonen fra mig. Jeg kunne ikke nå at sove så jeg åbnede min computer og gik på twitter igen. Jeg undgik at kigge på beskederne fra Justin's fans og skrev i stedet for et tweet: Føler jeg mister alle omkring mig. Må ikke lade det ske!

Kun få sekunder efter fik jeg retweets og svar. Jeg lod mig selv kigge på et svar: Lige meget hvad vil vi altid støtte dig, fordi du gør Justin glad

Det varmede mit hjerte. Måske var alle derude ikke sure på mig, men kunne rent faktisk godt lide mig. Jeg smilede ved tanken. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...