Abandoned ~1D~

Hope Green er en ganske normal britter, på 20 år. Eller næsten da. Hun krydser ofte de store verdenshave for at opvarte kendisser fra hele verden, i deres privatfly. Hun har altid opfattet kendisser som arrogante og højrøvede, men da hun tjener udemærket på arbejdet, har hun aldrig haft i sinde at sige op. Men hvad der syntes at være en ganske normal arbejdstur, mellem Sydney og London, udvikler sig til noget helt andet. Hope skal flyve med det verdenskendte boyband One Direction, inden hun skal hjem til sin meget syge mor, der er indlagt i London. Flyveturen tager dog en uventet drejning, da flyet bliver fanget af turbulens, og styrter ned på en ø. En ø, in the middle of nowhere, som ingen har opdaget. Vil Hope's forhold til kendisser ændre sig nu, hvor hun er strandet på øen, med de fem drenge, og vil nye venskaber og flammer blive skabt?

78Likes
159Kommentarer
8001Visninger
AA

9. Kapitel 8

Jeg vågnede op næste morgen, ved en eller anden torsk, væltede noget i teltet. Det larmede helt ekstremt, så jeg ikke kunne undgå at vågne fra min søde drømmeverden. Med et irriteret fnys, vendte jeg mig om, og kiggede rundt i teltet.

”Ups, undskyld. Jeg ville ikke vække dig,” mumlede Niall undskyldende, og sendte mig et skævt smil. Jeg smilede kun tilbage til ham, da jeg stadig var for træt til at snakke. Kender i det, når nogen prøver at føre en samtale med en, og man lige er vågnet, og man virkelig ikke orker det? Sådan havde jeg det lige nu, bortset fra at Niall egentlig ikke prøvede at føre en samtale med mig. Han undskyldte bare, og det var egentlig meget kært.

”Hvad er klokken?” spurgte jeg svagt, og utroligt hæst. Ved at hoste nogen få gange, fik jeg min normale stemme tilbage. ”Aner det ikke, mit ur er gået i stykker,” svarede han, og lukkede den skjorte han var i gang med at tage på. Jeg nikkede som svar, da jeg stadig var alt for træt, til at føre en længere dialog med nogen. Han sendte mig et svagt smil, inden han gik ud af teltet, og efterlod mig alene.

Eller næsten alene. Et dæmpet grynt kom fra en madras, skråt overfor mig, så jeg rettede mit blik derhen. Zayn så virkelig nuttet ud når han sov, helt fredfyldt, og i den grad cute. Mine tanker blev ledt tilbage til aftenen før, og jeg kunne ikke holde et lille smil, væk fra mine læber. Zayn Malik havde tilfredsstillet mig, og jeg havde næsten tilfredsstillet ham. Ikke at jeg ikke kunne have gjort det, for i husker vel alle nok, hvordan det foregik? Super, så har vi det på det rene. Hvilket mindede mig om, at mit hår virkelig var ulækkert, og jeg trængte til at få det vasket.

”Godmorgen, Hope,” mumlede Zayn tværs over teltet. En lille lyst skød frem i mig, da han snakkede, for hans stemme var virkelig sexet. Den var helt hæs og ru, men ikke på en gusten måde. Mere på en måde, der var så forbandet charmerende, så jeg fik lyst til at kravle ind under hans tæppe, og fortsætte hvor vi slap i går.

”Godmorgen Zayn, og tak for i går,” svarede jeg ham selvsikkert, og bed mig i læben. Vi fik øjenkontakt, og det var tydeligt at se, at han gengældte det. Altså, det med ’tak for i går’. Han sendte mig et virkelig, virkelig charmerende smil, hvorefter han fjernede sit tæppe, og dermed blottede hans bare overkrop. Hans overkrop var mindst ligeså charmerende, som hans stemme og smil, for den var ikke for meget. Den var markeret, og efter min mening, var det langt bedre, end totalt pumpede overkroppe. Det kunne direkte blive klamt at se på.

”Hope, du stirrer,” mumlede han, og hostede et par gange, præcis som jeg havde gjort tidligere. Hurtigt trak han i et på shorts, og begyndte så at gå –vel og mærke stadig uden T-shirt, hen mod min madras. Mit tæppe trak jeg helt op under hagen, og bed mig lidt hårdere i læben. Hvis han kom meget nærmere, var jeg virkelig bange for, at jeg ville overfalde ham, eller noget i den stil. ”Du stirrer stadig,” han var nu kommet faretruende tæt på, og oveni det, bed han sig i læben.

Langt om længe, fik jeg fjernet mit blik fra ham, og lod det lande på de andre, jeg lige kunne ane gennem teltåbningen. De sad og grinede, og opdagede ikke en skid af min og Zayn’s lille samtale. Hvilket nok var meget heldigt.

”Jeg ved jo, at du kan lide det,” svarede jeg ham kækt igen, så han ikke kunne lade være med at grine, sit så ufatteligt sexede grin.  Det var faktisk utroligt få gange, jeg havde hørt Zayn grine, og det var en skam, for det var noget af det kæreste jeg havde hørt. Sådan kort, og dog langt, og så helt igennem nuttet. ”Skal du med ud?” spurgte han, og gjorde et kast med hovedet, mod udgangen. Han kørte en hånd igennem sit pjuskede hår, så det faldt til alle sider, det nok ikke skulle falde til. Måske skulle jeg lige sige, at hans muskler flexede rimeligt meget, da han løftede armen. For det gjorde de. Var den dreng ude på at slå mig ihjel, med sin lækkerhed, eller hvad?

”Hvad fanden, Hope. Er det er kompliment?” grinede han forvirret, og kørte forgæves endnu en hånd gennem håret. Jeg syntes stadig det var ærgerligt med den lyde stribe, men efterhånden havde jeg vænnet mig til det. Og vent, hvad? ”Hvad?” udbrød jeg forvirret, og spærrede øjnene en anelse op. Jeg havde da ikke tænkt højt, eller hvad?

”Nej Hope,” han gik tættere på mig, så tæt, at hvis jeg strakte min arm ud, kunne jeg rent faktisk røre ham. ”Jeg prøver ikke bevidst, på at slå dig ihjel,” mumlede han, og satte sig på hug foran min madras. Okay, jeg havde tænkt højt, og hvis ikke det var fordi Zayn sad overfor mig, havde jeg –uden pis, givet mig selv en lussing.

”Godt nok, så sover jeg godt i nat,” jeg prøvede at lyde, som om det var meningen at jeg skulle tænke højt, men noget sagde mig, at det ikke rigtig fungerede så godt. Med så meget værdighed jeg nu havde tilbage, skubbede jeg tæppet af mig, og svang benene ud over sengekanten. Først da jeg havde rejst mig op, og fået et par blikke fra Zayn, gik det op for mig, at jeg kun havde undertøj på. Af en eller anden grund, som jeg sleeeet ikke kunne regne ud, havde jeg fået varmen i går. Derfor havde jeg smidt mit nattøj, og nu stod jeg foran Zayn Malik, der i øvrigt tjekkede mig godt og grundigt ud.

”Jeg fik det varmt, okay! Du ved godt hvorfor, så bare luk,” vrissede jeg lidt halvirriteret, over at han blev ved med at stirre. Undskyldende tog han armene lidt op, men han fjernede stadig ikke sit blik. Først da jeg kastede en sok i hovedet på ham, fjernede han sine øjne fra min krop.

”Hey! Det var unfair, hvilken dreng ville ikke stirre, hvis du stod foran dem i undertøj?” udbrød han forarget, og løftede øjnebrynene op i hans pande. Jeg gjorde et unødvendigt vift med hånden, og fiskede så en kjole op fra min kuffert, som jeg hurtigt fik vrikket mig ned i. Zan skulle ikke nyde synet af mig, i for lang tid af gangen. Det kunne den lille dreng, slet ikke holde til. Jeg var trods alt et år ældre end ham, så jeg kunne godt tillade mig at kalde ham lille.

Hurtigt snuppede jeg noget shampoo, balsam og et tørt håndklæde, og smuttede ud af teltet. Jeg sagde til de andre, at jeg gik ned og skyllede mig, hvorefter jeg lod tankerne få frit løb. Det var ufatteligt hvor meget mit syn på Zayn, ja faktisk alle drengene, havde ændret sig. Men specielt Zayn, og specielt efter vores lille ’uheld’ i mudderpølen. Og ikke mindst efter i nat, der var helt igennem fantastisk. Kun én dreng, var det lykkedes for at tilfredsstille mig, og der havde jeg været skide fuld. Så at det lykkedes Zayn, i første forsøg, og endda kun ved brug af sine hænder, havde jeg i den grad respekt for. Selvom den dreng var lille, havde han en del erfaring.

 

Zayn P.O.V.

Det her var så forkert, som noget om muligt kunne være. Jeg havde lige stået, og beundret Hope i undertøj, og jeg nød det. Ikke på et eneste tidspunkt havde Perrie strejfet mine tanker, først da Hope var ude af billedet, dukkede Perrie langt om længe op i mit hoved.

Jeg var virkelig den værste kæreste der fandtes. Hvordan kunne jeg få mig selv til, at være så optaget af en anden pige, når jeg i forvejen havde en fast kæreste? Hvem gjorde overhoved det? Hvis Perrie opførte sig sådan, med andre drenge, blot fordi vi ikke havde mulighed for at se hinanden, ville jeg blive skide sur. Og ikke mindst ked af det, og helt vildt skuffet.

Alligevel, tog jeg mig selv i, gang på gang, at forestille mig Hope’s perfekte krop, i det røde blondeundertøj, foran mig. Med det skæve smil, og de selvsikre øjne, der tændte mig så forbandet meget. Og at hun spillede en anelse kostbar, kunne jeg slet ikke stå for. Var det noget, der fangede min opmærksomhed ved en pige, var det uden tvivl hendes attitude. Ikke at jeg var forelsket i Hope, og jeg havde heller ikke som sådan en crush på hende, hvordan skal jeg forklare det… Jeg havde et godt øje til hende, det måtte være det, der var den rigtige vending af bruge, i den her sammenhæng. Hun var en flot pige, og en sød pige. Men jeg havde Perrie.

Perrie var min kæreste! K-æ-r-e-s-t-e!

”Godmorgen, Zayn. Du ser en anelse træt ud,” mumlede Jennifer og tog en bid af den mango, hun sad med i hånden. Jeg sendte hende et skævt smil, da det var det eneste jeg lige kunne overkomme at præstere, og faldt så tungt ned i sandet. ”Hård nat?” fortsatte hun, og tjattede drillesygt til mig.

”Hvad?” udbrød jeg nervøst, og bed mig i læben. Hun kunne da ikke vide, noget om Hope og jeg! Kunne hun? Var der nogen af de andre, der havde hørt os? Åh gud, bare tanken om, hvis nogen af de andre havde lagt mærke til os, ville jeg komme i rimeligt store problemer. Drengene ville uden tvivl holde en lang tale, om hvor forkert det var af mig, og at jeg havde Perrie, og at jeg straks skulle droppe alt med Hope.

”Easy tiger, du ser bare smadret ud. Har du sovet dårligt?” grinede hun, og løftede uskyldigt hænderne over hovedet. En lettelse skyllede ind over mig, da det slog mig, at ingen af dem, anede noget om os. ”Jeg er helt rolig, og ja, der var koldt i nat,” mumlede jeg, og prøvede egentlig at lyde træt. For at være ærlig, havde jeg aldrig haft det bedre, end jeg havde nu. Der sad et smil klistret fast over mine læber, et smil som jeg ikke rigtig kunne fjerne. Og jeg var, desværre, ikke i tvivl om, at der var Hope’s fortjeneste. Og til jeres orientering, var jeg langt fra træt.

”Jeg går ud, og leder efter vand,” mumlede jeg til de andre, der havde genoptaget snakken. De sagde ikke noget til mig, men Niall kiggede hurtigt på mig, og sendte mig et smil, der indikerede at han havde hørt mig. Min hånd greb hurtigt en banan, som en eller anden havde været ude og samle ind, og den begyndte jeg så at fortære, mens jeg gik længere ind mod skoven. Jeg trængte virkelig til at komme væk fra de andre, og bare få mine tanker på det rene. De var ærlig talt, et kæmpe stort rod.

Uden rigtig at registrer hvordan, var jeg havnet nede ved vandet igen. Min krop lod jeg falde ned i sandet, og lagde mig på ryggen. Jeg foldede hænderne bag min nakke, og spejdede op i himlen, hvor skyerne langsomt drev over mig. Selvom jeg sagde, at jeg ikke var træt, kunne jeg ikke undgå, at mine øjenlåg blev en anelse tungere, og at de langsomt gled i. Selvom jeg ikke ville sove nu, var lyden af bølgerne der slog mod strandkanten, og den varme sol, utroligt trættende.

 

***

 

”ZAYN MALIK!” en stemme, der var helt ekstremt høj, fik endelig vækket mig. Forvirret slog jeg øjnene op, men lukkede dem forskrækket i, da solen stod lige ned på mig. ”Udspionerer du mig, eller hvad?” spurgte stemmen hysterisk igen, og bevægede sig, sådan så personen skyggede for solen. ”Zayn! Svar mig, jeg ved du ikke sover!” hvinede personen så, og langt om længe fik jeg åbnet øjnene helt.

Hendes våde har hans slasket ned over hendes bare skuldre, og hendes krop var kun dækket af et håndklæde, hun holdt på plads med sine hænder. ”Hvad?” mumlede jeg hæst, og bed mig nervøst i underlæben. En vane, jeg virkelig måtte vænne mig af med. Hvis ikke det var fordi, at jeg vidste det kun kunne være Hope, ville jeg ikke havde nogen anelse om, hvem det var. Solen stod ind på hendes ryg, og gjorde derfor hendes front fuldkommen sort. Og desuden så jeg stadig sorte pletter, efter at have haft mit lille møde, med solens pænt stærke stråler.

”Oh, C’mon! Som om du ikke vidste, at jeg stod lige deromme –” hun pegede med en pegefinger, på en lille bugt, og gjorde et kast med hovedet, ”- og badede mig!” Jeg fik sat mig lidt op, sådan så jeg hvilede på mine albuer. Først nu gik det op for mig, at hun beskyldte mig for, at lurer på hende, mens hun badede.

”Hope, hvilket klamt svin regner du mig for!?” udbrød jeg halvirriteret, og satte mig helt op i sandet. Hun rykkede lidt på sig, så jeg nu kunne se hendes ansigt. Hendes ansigt lå i folder, som jeg ikke helt kunne læse. Som om hun ikke rigtig var klar over, hvad hun egentlig mente, og hvad hun skulle sige. ”Og, ehm… dit håndklæde, dækker ligesom ikke… Hele dit, du ved… Bryst,” stammede jeg forlegent, og nikkede mod hende. Et stort ’o’ blev dannet over hendes læber, før hun forfærdet slog blikket ned af sig selv. Om muligt, blev hendes mund endnu rundere, og en svag rosa farve steg op i hendes kinder. Der gik ikke engang et nanosekund, før hun nærmest havde trukket håndklædet helt op under hendes hage. Det resulterede dog kun i, at det blev utroligt kort, og kun lige nøjagtig dækkede det, det skulle dække for neden.

”Ikke snakke udenom!” hvæsede hun, så jeg ikke kunne lade være med at grine af hende. Den måde, hun altid fik alting vendt, til hendes fordel, var helt fantastisk. Som om hun ikke kunne føle sig pinligt berørt, på nogen som helst måde. Og hvis det ikke var fordi, hendes rødmen afslørede hende, kunne jeg sagtens tro på det.

Med dovne bevægelse fik jeg stablet mig på benene, og begyndte langsomt at børste sandet af mine sider, og af mine ben. Eftersom det var alt for varmt, til at have trøje på, gik jeg stadig rundt med bar overkrop. Og sandet kradsede noget så ubelejligt, lige på det punkt på min ryg, som jeg selvfølgelig ikke kunne nå. Hope stod bare og kiggede ned, mens hun tegnede små cirkler i sandet, med sin storetå. Som om hun ventede på, at jeg skulle sige et eller andet til hende.

Jeg kunne dog ikke rigtig komme på andet, end at hun eventuelt kunne hjælpe mig. ”Hope, gider du ikke børste sandet, af min ryg?” mumlede jeg derfor, og sendte hende et så stort smil, jeg lige kunne overkomme. At sove i solen, er virkelig noget af det værste man kan gøre. Man bliver helt ør i hovedet, og ens øjne opfører sig virkelig underligt. Plus jeg havde det som om, at jeg befandt mig i en sauna. ”Uhm, joda” svarede hun kækt, og sendte mig et skævt smil, mens hun fæstnede håndklædet omkring hende, så det ikke ville falde af.

Jeg vendte ryggen til hende, og hun trådte langsomt et par skridt tættere på mig. Det morede mig, hvordan hun nærmest opførte sig som om, at hun var bange for mig. Forsigtigt placerede hun en kold håndflade på mit ene skulderblad, så jeg kom til at give et underligt spjæt fra mig. Hun undslap et lille fnis, hvorefter hun langsomt begyndte at køre hånden ned af min ryg, og børste de fine sandkorn af.

Det hele foregik, på en eller anden besynderlig måde, i slowmotion. Som om at hver eneste bevægelse gennemtænkte hun nøje, før hun valgte at udføre den. Og som om, at bare den mindste fejltagelse, ville være som at træde på en landmine. Det hele havde en underlig effekt på mig, og ikke mindst luften imellem os. Den blev spændt, men samtidig utrolig afslappet. En stemning, jeg aldrig havde oplevet, i mit liv før. Ikke engang sammen med Perrie, eller nogen af mine tidligere kærester.

”Så, er du så god som ny,” jokede hun, og klappede mig blidt på ryggen. Noget sagde mig, at hun også havde kunnet mærke den underlige kemi imellem os, og at hun gjorde noget for at lette den. Jeg fniste kort af hende, og vendte mig om så jeg stod med front mod hende. Hun havde igen, det søde generte look over sig, så jeg heller ikke kunne lade være med at føle mig en anelse genert. ”Nåh, men jeg tror bare, at jeg fortsætter mit bad, så,” mumlede hun, og lavede et underligt kast med hånden.

”Yeah, okay. Jeg går bare sådan, du ved, tilbage til de andre,” svarede jeg hende, og lød helt ufattelig dum. Åh, halleluja for akavede situationer. 

_____________________________________________________________________________

Aw-to-the-kward. Eller hvad? Hvorfor opstår der sådan en akavet stemning, imellem de to mennesker? Guess!

Sorry for et virkelig lorte kapitel... tror jeg har skrevet det her over tre dage, og er langt fra tilfreds, men syntes i skulle have det nu. Der sker ikke det store, men det skal der også være plads til i kapitlerne. Lover der kommer til at ske, lidt mere i løbet af de næste kapitler (;

Like, kommenter og favoritisser! 

Love //Freja x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...