Abandoned ~1D~

Hope Green er en ganske normal britter, på 20 år. Eller næsten da. Hun krydser ofte de store verdenshave for at opvarte kendisser fra hele verden, i deres privatfly. Hun har altid opfattet kendisser som arrogante og højrøvede, men da hun tjener udemærket på arbejdet, har hun aldrig haft i sinde at sige op. Men hvad der syntes at være en ganske normal arbejdstur, mellem Sydney og London, udvikler sig til noget helt andet. Hope skal flyve med det verdenskendte boyband One Direction, inden hun skal hjem til sin meget syge mor, der er indlagt i London. Flyveturen tager dog en uventet drejning, da flyet bliver fanget af turbulens, og styrter ned på en ø. En ø, in the middle of nowhere, som ingen har opdaget. Vil Hope's forhold til kendisser ændre sig nu, hvor hun er strandet på øen, med de fem drenge, og vil nye venskaber og flammer blive skabt?

78Likes
159Kommentarer
7560Visninger
AA

8. Kapitel 7

Zayn P.O.V.

Ubevidst over mine handlinger, lod jeg mine læber ramme hendes. Millioner af sommerfugle blev vækket til live i min mave, og de baskede lystigt. Hope kyssede med det samme igen, og jeg lod mine hænder finde vej til hendes hofter, hvor jeg placerede dem. Den stilling vi lå i, var rimelig akavet på grund af mudderet, men jeg ænsede det knap nok.

Det eneste jeg koncentrerede mig om lige nu, var Hope’s, fanden tage mig for at sige det her, perfekte læber, bevæge sig i takt med mine. Som om det var meant to be, og de passede helt perfekt sammen. Kysset udviklede sig, og jeg lod min tunge udforske hver eneste krog af hendes mund. Hun lod mig gøre det, og begyndte drillesygt at lege med mit nakkehår Ubevidst undslap jeg et svagt støn mod hendes læber, hvilket fik hende til at smile midt i kysset.

Jeg trak mig lidt væk fra hende, så vores læber mistede kontakten. Kun for at få luft, for hvor føltes det perfekt. Alt for perfekt. Hun sendte mig et kærligt smil, inden hun pludseligt begyndte at fnise hysterisk.

”Hvad sker der?” mumlede jeg hæst, så jeg blev nød til at rømme mig kort. Jeg søgte hendes blik, og mødte det kort efter. Hun var stoppet med at grine, men hun havde stadig et kækt smil over læberne. Et smil, som tændte mig forbandet meget.

”Det ved jeg ikke” svarede hun, og fugtede sine læber. Hendes øjne flakkede mellem mine egne øjne, og mine læber, og hun bed sig lidt i underlæben. ”Tror du ikke, at de andre undrer sig over, hvor vi bliver af?” spurgte hun så, så jeg kom til bevidsthed igen. Jeg nikkede roligt, med et skævt smil.

Først da vi kom op og stå, gik det op for mig, hvad jeg lige havde gjort. Og hvad jeg lige havde tænkt. En strøm af dårligt samvittighed skyllede ind over mig, samtidig med en dårlig smag bredte sig i min hals. Hvad havde jeg lige haft gang i? Hvorfor havde jeg lige kysset med Hope? Jeg havde Perrie, og jeg elskede hende så fandens højt!

Freaking forpulet møgø, der bringer falske følelse i kog. For følelser var da falske? Eller hvad? Og hvor var der mange f’er, i de sætninger…

Hope P.O.V.

Da Zayn og jeg havde fundet brændet, var vi vendt tilbage til lejren. Måske skal jeg lige sige, at der herskede en ufattelig akavet stilhed mellem os, som vi gik der i skoven. Mens vi lå og kyssede, var det som om, at vi begge glemte hele om verdenen, men så snart vi kom op fra mudderet, tror jeg Zayn kom i tanke om Perrie.

Det var klart at han havde det dårligt med det, det ville jeg sku også have, hvis jeg havde en kæreste derhjemme. Men det havde jeg ikke, og for at være ærlig, var jeg ligeglad med Perrie lige nu. Hun var sikkert en sød pige, og alt det der, men noget sagde mig at Zayn og jeg bare passede sammen. Som kartofler og sovs, dupon og dupon, og hvad der nu ellers altid hører sammen. (Credits til Linda P’s sang, Du Fandme Pæn Du Er).

De andre kiggede noget underligt på os, da vi kom vadede hen til bålet, og dovent smed brændet foran vores fødder. Men på den anden side, hvem ville ikke gøre det, hvis der kom to muddermonstre gående ud af en skov? Jeg ville i hvert fald, ingen tvivl om det. Jeg lod mit blik glide over dem alle sammen, og grinede lidt indvendigt over deres reaktioner. Harry, Liam, George og Paul sad med måbende munde, og løftede øjenbryn, mens Louis, Jen og Niall lignede nogen der holdte de største grin inde. ”Vi faldt i en mudderpøl” forklarede Zayn, og sukkede højlydt.

Ganske rigtigt, gik derikke mere end et par sekunder, efter Zayn’s forklaring, før de tre lå på sandet, og rullede rundt fordi vi åbenbart var så sjove at se på. Jennifer skulle selvfølgelig lige overdramatisere det, ved at tage sig kramagtigt til maven. Mine øjne rullede, mildest talt, rundt i hovedet på mig, mens jeg stod og ventede på de skulle blive færdige.

”Jen, kom lige engang” befalede jeg hende så, da hun langt om længe havde lukket kæften. Hun fik stablet sig på benene, og fulgte som en hundehvalp efter mig, op til teltet. Efter lidt søgen, fandt jeg en kasse jeg kunne sætte mig på. ”Hvad sker der?” spurgte hun muntert, og faldt sammen i hendes seng. Hun klappede sig hurtigt på lårene, og sendte mig et undrende blik. Denne her del havde jeg egentlig ikke rigtig planlagt, jeg vidste bare at jeg måtte fortælle hende det. Jeg måtte fortælle nogen det, og siden Jen var den eneste jeg stolede 100% på, blev det selvfølgelig hende.

”Jo, ser du. Jeg har denne her veninde, der er i noget af et dilemma,” startede jeg ud, og bed mig dumt i læben. En veninde? Det er bare super flot Hope, keep up the good work! Jen løftede et øjenbryn, men sagde så jeg skulle fortsætte. ”Hun har lidt, sådan et crush, på denne her dreng, der allerede har en kæreste. Men han har kysset hende, og hun ved ikke, hvad hun skal gøre,” mumlede jeg svagt, og fæstnede mit blik på en kuffert, der stod ved siden af kassen jeg sad på.

”Har dig og Zayn kysset!?” råbte hun mistroisk, og havde med et sæt, sat sig op i sengen. ”Shh!” hvinede jeg hurtigt, og satte en pegefinger for munden, som tegn til hun skulle være stille. ”Ups, sorry… Har dig og Zayn kysset?” spurgte hun igen, denne gang hviskede hun det nærmest. Jeg vendte lidt øjne af hende, men nikkede så. Et højt hvin undslap hendes læber, hvilket fik mig til at sukke.

”Hvor er det godt! Hvornår? Hvor? Hvordan?” hun spurgte om det hele, meget hurtigt, så jeg næsten ikke nåede at få fat i spørgsmålene.

”Det er ikke godt, og da vi var ude og hente brænde” rettede jeg hende, og trådte mig lidt over tæerne. ”Jo det er!” konstaterede hun, og klappede ivrigt i hænderne. ”Nej” ”Jo” ”Nej” ”Okay, never mind!” sukkede hun til sidst, da hun havde indset jeg nok ikke ville give op.

”Bare, lad være med at fortæl det til de andre, okay?” peb jeg lavt, og bed mig ubevidst i underlæben. Hun nikkede, og sendte mig et lille smil, hvorefter hun forsvandt ud af teltet, og efterlod mig alene. Det var jeg egentlig meget glad for, for jeg skulle ned og have skyllet mig, så jeg fandt hurtigt noget rent tøj frem, et håndklæde, og tog det hele op i favnen.

 

***

 

Det var aften, og det var ærligtalt blevet skide koldt. Hvorfra kulden kom, anede ingen af os noget om, med det var helt sikkert at vi alle sammen frøs. Som det så ud nu, havde vi været her i mindst to uger. Spørg mig ikke om det eksakt antal dage, for jeg havde ingen anelse om det. Jeg vidste bare, at vi havde været her i lang tid, og at jeg gerne ville hjem. Jeg savnede min mor, jeg savnede England, og jeg savnede en rigtig seng. For ikke at glemme god mad.

Jeg snøftede kort, hulkede en enkel gang, og tørrede hidsigt en tåre væk fra min kind. Rundt omkring mig kunne jeg høre de andres tunge vejrtrækninger, fordi de sov, og engang imellem et par høje grynt. Det var første gang, siden ulykken, at jeg egentlig havde tænkt på min mor, som sådan. The fact, at hun rent faktisk kunne være død nu, skræmte mig ufatteligt meget. Og uvisheden om, at det måske var tilfældet, gnavede forfærdeligt i mit bryst.

Endnu et huld undslap ukontrolleret mine læber, og flere tårerne begyndte at bane sig vej ned af mine kinder. Uanset hvor meget jeg tørrede dem væk, og fortalte mig selv at jeg skulle tage mig sammen, blev de bare ved med at komme ud. Mit hår klistrede ulækkert til mine fugtige kinder, og min underlæbe bævede. Jeg var svag, selvom jeg prøvede at virke så fandens hård udenpå. Nogen gange brød jeg sammen, i tide og utide, og lige nu kunne man roligt kalde utide.

”Hope?” jeg stoppede med det samme mine hulk, og holdt af en eller anden grund vejret. Jeg troede de alle sammen sov, og jeg kunne ikke genkende stemmen. ”Hvad sker der?” spurgte den igen, og denne gang kunne jeg let genkende den. Zayn’s urolige stemme, var ikke til at tage fejl af. En varm følelse bredte sig i mig, men samtidig var jeg flov. Flov over at jeg havde grædt, mens en anden havde hørt på det.

”Ikk… Ikke noget,” fik jeg fremstammet, men min vejrtrækning var i den grad usikker og skrøbelig. Nogen små lyde kom fra teltet, hvorefter jeg kunne fornemme en komme tættere på mig. Mit blik var limet fast til teltdugen, som egentlig bare var en presenning. ”Jeg fryser bare” løj jeg, og havde lyst til at slå mig selv. Hvilken tumpe græder, bare fordi personen fryser en smule?

”Hold nu op, du ville ikke græde, bare fordi du frøs” svarede Zayn varmt, og lagde hans, til gengæld kolde, hånd på min kind. Jeg skælvede lidt under hans berøringer, men vendte mig hurtigt til dem. De var bløde, og dejligt beroligende. ”Kig på mig, Hope” mumlede han, og kørte sin hånd op til mit hår. Forsigtigt vendte jeg mig på madrassen, så jeg lå med min front mod ham. Jeg kunne ikke se ham, kun hans omrids var synligt, men alligevel kunne jeg fornemme hans beroligende blik hvile på mig. ”Ryk lidt ind, og fortæl” befalede han, og gjorde mine til at ville lægge sig i sengen.

Lige nu var jeg splittet. På den ene side, ville jeg elske at have Zayn til at ligge i min seng, og måske endda holde om mig, men jeg kunne ikke klare tanken om, at skulle fortælle ham om min mor. Ingen, undtagen min chef og Jen kendte til min mors sygdom, og som det så ud nu, var der heller ikke andre der skulle kende til den. Men på den anden side, havde det vist sig at hjælpe, rent faktisk at snakke med nogen om problemerne.

”Jeg bider ikke, ryk nu!” fortsatte han utålmodigt, og trippede lidt. Det endte med, at jeg til sidst overgav mig, og rykkede lidt længere ind. Zayn var hurtigt under tæppet, og allerede dér, kunne jeg mærke sommerfuglene vågne i min mave. Hans kropsvarme blandede sig med min, da vi blev nød til at ligge ret tæt, på grund af madrassens størrelse. Misforstå mig ikke, jeg havde intet imod at ligge tæt med Zayn! Nervøst bed jeg mig i læben, i håb om han ville glemme, hvorfor jeg havde været ked af det.

Men da endnu en tåre trillede ukontrolleret ned af min kind, var han der hurtigt til at tørre den væk. For fanden, jeg troede jeg var færdig med at græde… Men når man først er gået i gang, kan man havde svært ved at stoppe. ”Hope. Fortæl mig nu, hvad der er galt” mumlede han, og nussede min våde kind med tommelfingeren. Der hvor hans tommefinger cirkulerede rundt, efterladte den nærmest brændemærker, men på en behagelig måde. Til sidst tog jeg mig sammen, og begyndte at fortælle.

”Oh, det gør mig ondt” mumlede han undskyldende, da jeg var færdig, og fangede mit blik. Jeg kunne kun svagt se ham nu, da det kun var lyset fra månen der lyste ham op, men den smule lys var nok. Han så stadig så fandens godt ud, og han havde ikke barberet sig i et stykke tid, så han havde små skægstubbe på kæben og hagen. Det fik ham kun til at se – hvis muligt, endnu bedre ud. ”Kys mig” mumlede han pludseligt, og stoppede bevægelser på min kind.

Spørgsmålet, eller nok nærmere befalingen, kom rimelig meget bag på mig. Selvom jeg tidligere havde sagt, at jeg ikke bekymrede mig om Perrie, gjorde jeg alligevel lige nu. ”Zayn, hvad med Perrie?” mumlede jeg nervøst, og bed mig i læben. Han rykkede sig lidt tættere på mig, så jeg kunne mærke hans hjerte banke op mod mit bryst.

”Kys mig nu bare, forfanden!” vrissede han en anelse irriteret, og fugtede sine læber. Og der var jeg solgt, det move kunne altid få mig til at glemme hele omverdenen. Og det var uanset hvem det var der var tale om, selvom Zayn’s version, toppede alle indtil videre. Jeg fugtede også langsomt mine læber, og pressede dem så mod hans.

Ikke hårdt, men heller ikke for slasket. For var der noget værre, end et vådt, helt tamt kys? Nej, det tænkte jeg nok. Zayns hænder fandt hurtigt vej til delvist mit hår, og også min hofte. De var kolde, men varmen fra hans læber fik mig til at glemme det. Mine egne hænder placerede jeg på hans bryst, og jeg kunne mærke han spændte blidt under mine berøringer. Den effekt jeg havde på ham, elskede jeg.

Den hånd han havde haft liggende på min hofte, begyndte langsomt af finde vej til mine natbukser. Og jeg gjorde intet for at stoppe det, da han lod den glide ned i mine underbukser. Heldigt for mig, eller vel også lidt for ham, havde jeg barberet mig overalt da jeg tog et bad tidligere. Ikke, at jeg havde forudset det der skete netop nu, men for mig, var det vigtigt at jeg følte mig tiltrækkende. Lige meget hvor jeg var, og hvad jeg havde planer om at lave. Sådan havde jeg altid haft det.

Et støn ville uden tvivl have forladt mine læber, hvis ikke det var fordi Zayn stadig kyssede mig intenst. Hans finger arbejde lystigt i mit underliv, og jeg kunne ikke lade være med et bore mine negle lidt for hårdt i hans bryst. Da han tilføjede endnu en finger, kunne jeg ikke holde et støn inde mere, så jeg lod det slippe ud, mod Zayn læber.

”Shh babe, du vækker de andre” mumlede han, men optog derefter kysset igen. Jeg kunne mærke jeg var ved at nå mit højdepunkt, og noget sagde mig, at Zayn vidste det, for han satte tempoet en del op. Overraskende nok, lykkedes det mig at holde mine støn inde, under hele orgasmen. Zayn trak fingrene til sig, og placerede igen sin hånd på min hofte. Han fjernede sine læber fra mine, og begyndte at give mig små kys, hele vejen ned langs halsen, og på mit kraveben.

Jeg skubbede ham blidt tilbage på madrassen, og holdt ham nede, ved at trykkede mine hænder mod hans bryst. Nu var det hans tur. Med lette bevægelser, lod jeg mine fingre danse blidt over hans bare mave, samtidig med jeg kyssede ham på halsen. I takt med mine fingre kom længere ned mod hans skridt, blev hans vejrtrækning tungere, og hurtigere. Igen, jeg elskede at have den effekt på folk. Drillende lod jeg min hånd massere hans bule, som var overraskende stor, bag boxershortsene. Jeg fik trukket dem tilpas langt ned, så jeg havde plads til at arbejde.

Mine hænder kørte i et hurtigt tempo, op og ned af hele hans længde, mens jeg kunne se at han næsten vred sig under mine berøringer. Mine læber havde fundet hans øreflip, som jeg nappede blidt i en gang imellem. Han udsendte et lavmælt støn, hvilket fik et smil frembragt på mine læber. Han var tæt på at nå sit højdepunkt, det var jeg udmærket klar over, så jeg slap drillende taget, og fjernede mine hænder. 

”Godnat, Zayn. Hop du op i din egen seng, de andre skal nødigt blive mistænksomme,” mumlede jeg kækt, og gav ham et hurtigt kys på kinden. Derefter vendte jeg ryggen til ham, og lukkede langsomt mine øjne i. Jeg elskede at have kontrollen, hvilket jeg i den grad lige havde fået.

Jeg kunne nærmest forstille mig hvordan Zayns forvirrede blik, hvilede i min nakke. ”For fanden, Hope” grinede han så, og et lille hop fra madrassen indikerede at han var gået ud af sengen. Jeg faldt hurtigt i søvn, med et hoverende smil klistret på læberne.

________________________________________________________________________

Bummelum, så fik i lige en lidt mere dirty scene! Hvad syntes i? Hvorfor opfører Zayn sig sådan? Og er der noget specielt mellem dem, som Hope mener?

Vil bare lige sige, shiiiiaaaaaaat! 25 favoritlister!! Okay, ved det ikke er særlig meget for nogen, men for mig er det! Har aldrig haft så mange før! Men kun 14 likes? Like mennesker, please!

Love //Freja Xoxo

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...