Abandoned ~1D~

Hope Green er en ganske normal britter, på 20 år. Eller næsten da. Hun krydser ofte de store verdenshave for at opvarte kendisser fra hele verden, i deres privatfly. Hun har altid opfattet kendisser som arrogante og højrøvede, men da hun tjener udemærket på arbejdet, har hun aldrig haft i sinde at sige op. Men hvad der syntes at være en ganske normal arbejdstur, mellem Sydney og London, udvikler sig til noget helt andet. Hope skal flyve med det verdenskendte boyband One Direction, inden hun skal hjem til sin meget syge mor, der er indlagt i London. Flyveturen tager dog en uventet drejning, da flyet bliver fanget af turbulens, og styrter ned på en ø. En ø, in the middle of nowhere, som ingen har opdaget. Vil Hope's forhold til kendisser ændre sig nu, hvor hun er strandet på øen, med de fem drenge, og vil nye venskaber og flammer blive skabt?

78Likes
159Kommentarer
7499Visninger
AA

6. Kapitel 5

Bålet var så småt begyndt at brænde ud, hvilket fik Liam til at brokke sig som en vanvittig. ”Hvis vi ikke holder det her bål i gang, kan skibe ikke se vi er her” råbte han arrigt, og smed en smule tørrede blade på bålet. Et højlydt suk slap over mine læber, og mine øjne rullede lidt rundt. George og Paul var lige nu ude for at finde grene, mens vi andre sad i en halvcirkel omkring flammerne. Jeg studerede dem grundigt, og kom igen i tanke om hvordan de snoede sig ind og ud mellem hinanden, men alligevel aldrig rørte andre.

”Tag det roligt Liam, de kommer sikkert tilbage om lidt” mumlede Louis, men smed alligevel også en del tørre blade og kviste ind i bålet. Jeg sukkede højlydt, og tog min sidste smøg i munden. Den sidste smøg, og så måtte de andre finde sig i, hvilket monster jeg blev når jeg ikke fik min nikotin. For jeg var virkelig slem, som en eller anden ildspyende drage, der ikke har fået noget og æde i flere måneder.

”Ej Hope, behøves du ryge lige her?” spurgte Niall barnligt, og rynkede let på næsen. Jennifer sad og gloede fra mig, til Niall, og derefter på mig igen. Niall og jeg havde ikke udvekslet ét ord, siden jeg havde svinet ham til, så at han kom med sådan en kommentar, kom ret meget bag på mig. ”Ja, det gør jeg Niall” vrængede jeg, og pustede demonstrativt noget røg i den retning, hvor han sad. Han skulle fandme ikke fortælle mig, hvad jeg skulle og ikke skulle! Zayn, Louis, Liam og Harry sad kom med ”uuuuh” lyde, og tog forsvarende deres hænder op ved siden af deres hoveder, men Jennifer rystede let på hovedet. Hun vidste at det pissede mig af, når folk gav mig ordre, uden for arbejdet. Og jeg betragtede ikke ligefrem det her som arbejde.

”Fuck, hvor er i træls” mumlede jeg hårdt, og rejste mig fra sandet. De var satme barnlige, at de ikke engang kunne tage en smule røg. Bogstaveligt talt. Jeg traskede med tunge skridt gennem sandet, og lod mig dumpe ned i min seng. Og nej, det var ikke en seng, det var egentlig bare en madras fra flyet, lagt på en presenning, med et tyndt tæppe som dyne, og en pose fyldt med tøj som pude. Den var vildt ulækker at ligge i, fordi der faldt dug om aftenen, så madrassen blev rimelig fugtig. Og oveni der faldt dug, var det så varmt om natten, at man svedte som en i helvede. Kan i forestille jer det?

Jeg tog et kort hvæs i smøgen, og prøvede at nyde den så godt som jeg nu kunne. Bare tanken om, at det var den sidste jeg kunne få, i jeg ved ikke hvor lang tid, var rædselsfuld. Og som sagt, bliver jeg pænt bitchy at være sammen med når jeg ikke ryger. Stakkels mennesker, der er fanget på denne her lorteø sammen med mig. Gad vide hvordan Zayn egentlig bliver, når han ikke ryger? Det virker som om, at han er mindst ligeså afhængig som mig,

Med så meget nydelse jeg kunne, tog jeg det sidste sug, så jeg næsten kunne mærke mine læber brænde. Den beroligende følelse forsvandt, og efterlod kun en tom, hul fornemmelse i mit bryst. Allerede dér kunne jeg godt bruge en til, men det var ikke muligt… Skuffet begravede jeg det slukkede skod i sandet, og lod mig falde bagover på madrassen. Før jeg vidste af det, havde en dyb søvn fanget mig.

Eleanor P.O.V

”Vi ses i morgen, skat,” mumlede jeg svagt, og nussede Louis på brystet. Han nikkede med et smil, og kyssede mig hurtigt på munden, inden han forsvandt ind i den bil, der skulle køre dem ud til deres gate. Jeg selv fulgte med Perrie, Danielle og drengenes band ind i vores eget lille privatfly. Det var så luksuriøst, så det slet ikke var til at overkomme. Hverken mig, Danielle eller Perrie, havde endnu vænnet os til al den opmærksomhed vores kærester gav os, og hvordan de havde en evig trang, til at forkæle os. Som f.eks. ved at købe et privatfly, når vi var med drengene ude og rejse. Deres management sagde, at de ikke måtte flyve med andre end Paul, og så dem selv, i ét fly, spørg mig ikke hvorfor. Men derfor følte de sig altså nødsaget til, at købe et lille jet, til os andre, der også var med dem ude og rejse. For det var nemlig ikke i orden, at flyve almindeligt…. Tsk.

Jeg klagede såmænd ikke, men det kunne godt blive for meget en gang imellem. Som nu, hvor vi havde været med drengene i Sydney, de skulle optræde i det australske X-Factor, og Louis havde lejet brudesuiten, på det fineste hotel i Australien. Jep, brudesuiten, med roomservice, champagne og jordbær til morgenmad, og jeg kunne blive ved. Men jeg beholder de saftige detaljer.

”Det var da meget hyggeligt, ikke?” spurgte Perrie, og sendte mig et stort smil. Det var første gang hun var med drengene ude og rejse, da hendes og Zayns forhold var rimelig nyt. Jeg nikkede ivrigt, og studerede kort hendes krop. Perrie var smuk, og jeg havde misundt hende siden første gang, Zayn ”viste hende frem”. Det får hende til at lyde som en hundehvalp, men i ved alle hvad jeg mener. Hun var høj og slank, med perfekte ansigtstræk og de flotteste øjne. Hvis jeg kunne sætte en finger på noget, var det at hun brugte for meget makeup. Det var ærgerligt, og jeg havde flere gange nævnt det for hende, men hver gang trak hun lidt på skuldrende, og sendte mig et skævt smil.

Danielle gik foran os, og snakkede med Josh om noget, vi ikke kunne høre. De to snakkede virkelig godt sammen, og de havde også en del tilfælles. Selvfølgelig havde Dannielle Liam, men jeg tror ikke det gik så godt for dem. De skændtes en del, og tit var hun helt sønderknust over et skænderi, eller hate hun fik på twitter. Men på den anden side, var hun typen der tog ting med et smil på læben, og ikke tog de personligt.

Jeg satte mig lydløst ned i den store sofa, der var i loungen, i flyet. Med hurtige bevægelser fik jeg sparket mine sko af, og smidt dem ligegyldigt på gulvet. Min jakke tog jeg også af, og tog et tæppe, der hang over en stoleryg. Jeg var virkelig smadret, Louis og jeg havde haft en… Travl nat, mere behøver jeg vist ikke at sige.

”Hvaså smukke, er du træt?” spurgte Danielle, og fik møvet sig ind på kanten af sofaen. Jeg rykkede mine ben, så hun komme til, og nikkede så. Hun klappede mig lidt på benede, og gjorde tegn til jeg skulle rykke længere ind, så det gjorde jeg. Uden videre, lagde Danielle sig ned ved siden af mig, og stjal halvdelen af mit tæppe.

”Hey! Find dit eget” vrissede jeg, men Danielle grinede bare, og kiggede på med sine flotte øjne. Irriteret trak jeg i tæppet, for at få det tilbage, men det hjalp ikke ligefrem noget. Danielle holdte virkelig godt fast… Jeg mumlede noget utydeligt, og rakte barnligt tunge af hende, inden jeg vendte ryggen til hende, og skubbede min røv bagud.

Et højt brag lød, efterfulgt af et ligeså højt hvin. ”For helvede El, skulle du absolut skubbe mig ud!?” brokkede Danielle sig, mens hun konfus fik rejst sig op. Triumferende smilede jeg til hende, og trak tæppet helt op om ørene. Danielle rejste sig fra gulvet, og gik med en sur mine over til en af stolene, hun slog sig ned i.

 

***

 

”Tror i der er sket dem noget?” mumlede Josh nervøst, selvom vi alle vidste det var et dumt spørgsmål. Jeg klemte lidt hårdere i Danielles hånd, og tørrede en tåre væk fra min kind, med den hånd, jeg ikke brugte til noget. Danielles tommelfinger nussede blidt min håndryg, og Perrie havde en hånd på mit ryg. Vi sad alle tre som et par forkælede piger, der ikke måtte få en pony i fødselsdagsgave, den måde vi tudede dramatisk på. Endnu et hulk undslap mine læber, næsten synkront med de to andre piger.

”Home, sweet home!” udbrød jeg, og gik med strakte arme ud af flyet. Bag mig kunne jeg høre de andre fnise, men for fanden hvor havde jeg savnet London. Jeg tog en stor indånding, så skuldrende kom helt op til mine ører, og lod tungt luften forlade mine lunger. Jeg snurrede et par omgange rundt om mig selv, inden jeg hoppede op i bilen, som skulle køre os til V.I.P-loungen, der lå i den modsatte ende af lufthavnen.

Danielle sendte mig et forvrænget ansigtsudtryk, hvilket fik mig til at fnise højlydt, så alle de andre i bilen kiggede på mig, som om jeg var sindssyg. Jeg lod blot som ingenting, og lod mig falde tilbage i bilsædet, som var utroligt blødt. Jeg glædede mig til at se alle drengene igen, selvfølgeligt mest af alt Lou. Min lille Boo Bear, som jeg evigt elskede. Flere steder på twitter, havde jeg set at folk ønskede et forhold, ligesom det Louis og jeg havde, men det forstod jeg ærlig talt ikke. Det mig og Lou havde, var selvfølgelig specielt, men det var ikke unormalt. To forelskede tåber, der opførte sig som femårige, blot fordi de var bange for at vokse op. Han var min bedsteven, min kæreste, og til tider som en bror for mig. Sammenligningen lyder ulækker, i know, men jeg følte jeg kunne fortælle ham alt, gøre alt med ham, og blive sur på ham som om vi var søskende.

Med små hop, fik jeg rykket mig hen til døren, som jeg steg ud af. Mens jeg havde siddet og tænkt, var bilen trillet af sted over landingsbanerne, og vi var nu ankommet til loungen. Et lille smil poppede straks op over mine læber, da jeg kraftigt regnede med Lou og de andre sad derinde. Deres fly var lettet over halvanden time før vores, også selvom de havde haft nogen problemer, så de burde sidde derinde og vente. Jeg smed mine sorte ray ban solbriller på, inden vagten åbnede døren til loungen. Hvorfor jeg tog solbrillerne på, vidste jeg egentlig ikke, men det føles bare… Rart, at kunne skjule sig bag noget, da der sikkert var reporterer derinde.

Men til min store overraskelse, var det helt mennesketomt. Og for den sags skyld væsentomt, der var i hvert fald ingen mennesker. Heller ikke drengene. På et bord, stod der nogen kager, og nogen kaffekander, og så stod der nogen få stole omkring bordet. Som var tomme.

”Hvor fanden er de andre?” nåede Josh lige at spørge vagten om, inden han skulle til at gå ud. Vagten åbnede ikke munden, men kiggede med et underligt blik på Josh. ”Der kommer en ind om lidt, der gerne vil snakke med jer” svarede han bestemt, og gjorde et underligt nik med hovedet. Josh vendte sig forvirret om, og kiggede med et underligt ansigtsudtryk på os.

Og rigtig nok, efter ikke mere end ti lange minutter, kom en lille tyk mand gående ind af døren. Han havde sorte træsko, brune lærredsbukser og en hvid skjorte på. Hans isse skinnede underligt i lyset fra lamperne, og afslørede kun få hår på hans hoved, og så havde han briller. De største hinkesten nogen kunne forestille sig, og på en måde mindede han om en eller anden gal videnskabsmand. Han fik rumpet sig hen til en stol, og hvor han satte sig ned, og trykkede sine briller lidt længere op af næseryggen. Langsomt åbnede han munden, men lukkede den, og så virkelig tænksom ud.

”Hvor er de andre?” spurgte Danielle seriøst om, og jeg bed mig hårdt i læben. Jeg havde en bange anelse, om der var sket dem noget, siden de skulle sende en mand ind for at snakke med os. Hvis de bare havde været forsinkede, var jeg sikker på de bare ville sige det. Og ikke gå rundt med alt de hemmelighedskræmmeri, som de gjorde nu. Mit blik flakkede lidt fra Danielle, til manden, for til sidst at havde på gulvet, hvor jeg låste det fast. Hvad ville han mon svare?

Manden svarede ikke med det samme, men sad og tyggede lidt på nogen ord, som om han ikke kunne formulere sig ordentligt. Panisk famlede jeg efter Perrie’s hånd, da hun sad lige ved siden af mig. Til mit held, fangede jeg den, og hun klemte den blidt. Noget sagde mig, at jeg ikke var den eneste nervøse i det her lokale, for manden var pludseligt begyndt at svede voldsomt.

”Jo, ser i. Vi kan ikke bekræfte noget 100% endnu… Men, ehm ja” han trak den længere og længere ud, hvilket kun var skide irriterende. Nervøsiteten og panikken bredte sig som lysets hast i mig, og jeg fik kvalme. ”Vi mistede kontakten til deres fly, omkring klokken halv to i nat. Vi siger ikke at de nødvendigvis er styrtet ned, men ingen lufthavne har indtil videre set noget til dem” mumlede han svagt, og vred nervøst sine hænder.

Var de styrte ned? Mistet kontakten til flyet? Jeg rejste mig brat op fra den stol jeg sad på, så den væltede hårdt bagud. ”Jeg har brug for noget luft” jeg snakkede så lavt, så jeg håbede de ville forstå en hentydning og lade mig værre. Inden jeg gik ud af døren, så jeg lige Danielle sidde med hovedet begravet i sine hænder, og Perrie sidde med et tomt blik og stirre ud i luften. Det gav absolut ingen mening, hvordan kunne de styrte ned?

Og nu sad vi her, tre døgn efter, og stadig intet spor efter nogen af dem. Der var stadig ingen der havde afkræftet eller bekræftet at de var styrtet ned, men det var kun irriterende. Jeg ville gerne vide hvad der var sket, om det så var godt eller ondt, var det bedre end og rende rundt i uvidenhed. Mit blik lod jeg glide rundt i lokalet, vi havde siddet i de sidste mange timer.

Mine øjne ville dog ikke videre, da de krydsede et blad, hvor et velkendt ansigt var på forsiden. Et billede af en sønderknust Perrie, uden makeup, og med store mørke rander under øjnene, var hvad jeg så. Overskriften lød: Verdenskendt sangers kæreste, sønderknust efter pludselig forsvinden. Resten gad jeg ikke læse, da det var rimelig forudsigeligt hvad der stod i det andet. Uden en lyd, trillede endnu en tåre ned over min kind, da jeg tænkte på Louis. Vi havde snart været sammen i halvandet år, og hvis han ikke var hjemme til det, ville jeg blive sønderknust.

Han var min baby.

______________________________________________________________________

Nu fik i historien, fra en lidt anden synsvinkel. Hvordan fungerede det, at man også fik læst Eleanor's synsvinkel, og ikke kun dem der var på øen?

I må undskylde at der ikke er blevet publiceret i lang tid, jeg har haft lidt  småproblemer med denne her historie (:

Tak for likes, kommentarer og favoritlister, keep it coming! Tæhæ..

// Freja xoxo

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...