Abandoned ~1D~

Hope Green er en ganske normal britter, på 20 år. Eller næsten da. Hun krydser ofte de store verdenshave for at opvarte kendisser fra hele verden, i deres privatfly. Hun har altid opfattet kendisser som arrogante og højrøvede, men da hun tjener udemærket på arbejdet, har hun aldrig haft i sinde at sige op. Men hvad der syntes at være en ganske normal arbejdstur, mellem Sydney og London, udvikler sig til noget helt andet. Hope skal flyve med det verdenskendte boyband One Direction, inden hun skal hjem til sin meget syge mor, der er indlagt i London. Flyveturen tager dog en uventet drejning, da flyet bliver fanget af turbulens, og styrter ned på en ø. En ø, in the middle of nowhere, som ingen har opdaget. Vil Hope's forhold til kendisser ændre sig nu, hvor hun er strandet på øen, med de fem drenge, og vil nye venskaber og flammer blive skabt?

78Likes
159Kommentarer
7503Visninger
AA

5. Kapitel 4

Jeg sukkede højlydt, og lod mig falde ned af en træstamme. Niall gik rundt om mig, med en kæmpe bunke grene i favnen, der kun voksede i takt med han fyldte mere på. ”Giver du ikke en hånd Hope?” spurgte han mig venligt, og sendte mig et svagt smil. Jeg rystede irriteret på hovedet, og rettede blikket mod ham.

”Du klarer den da helt fint selv, og desuden har vi sku da rigeligt” mumlede jeg afvisende, og fortsatte med at pille ved mine negle. Niall sendte mig et mener-du-virkelig-det-blik, men da jeg ikke tog mig af det, rystede han kort på hovedet, og mumlede et eller andet, jeg ikke kunne høre. ”Undskyld Niall, hvad sagde du?” spurgte jeg hårdt, da jeg havde kraftigt på fornemmelsen det var om mig. Og var der noget jeg ikke kunne tage, var det folk der snakkede om mig, mens jeg ikke hørte det. Specielt hvis det var dårligt. Intenst kiggede jeg på Niall, men hans blik kørte over skovbunden, uden så meget som at værdige mig et enkelt blik.

”Jeg sagde; hvad fanden er dit problem” svarede han hårdt, og sendte mig et virkelig flabet smil. Først blev jeg overrasket, over hans ligefremme attitude overfor mig. Han havde virket flink, smilende, og lige frem en jeg kunne forestille mig bruge tid med. Som ven! Kun som ven! Irriteret over hans latterlige opførsel, rejste jeg mig hårdt op, og gik hen til ham. ”Hvad mit problem er? Det skal jeg sige dig Niall,” vrængede jeg, og pegede med en stiv pegefinger mod hans hage. Han var en del højere end mig, men jeg kunne godt være skræmmende hvis jeg ville! ”Mit problem er jer! I tror i kan gøre lige hvad fuck der passer jer, bare fordi i har røven fuld af penge, og en gruppe af 12-årige kællinger i hælene!” vrissede jeg hårdt af ham, så spyttet fløj til alle sider omkring mig. Med munden formet som et ’o’, og øjne så store som tekopper, trådte han forskrækket et par skridt tilbage, sukkede højlydt, men tav derefter.

”Du kender os jo ikke engang” mumlede han, og lød virkelig såret. Hans øjne søgte mit blik, men jeg fæstnede det ved mine bare tær, jeg pludselig fandt meget interessante. Ud af øjenkrogen, kunne jeg svag antyde Niall ryste på hovedet, og derefter lød den knasende lyd af grene, der knækkede under ham, mens han gik længere væk fra mig. En bølge af dårlig samvittighed skyllede ind over mig. Var han virkelig blevet såret, over det jeg havde sagt? Var de drenge ikke vant til at få hate, like, hver eneste dag?

Den kolde fornemmelse af dårlig samvittighed gnavede kun i mig kort, da tankerne hurtigt forlod mig. Hvis Niall ville tage det så tungt, var han da velkommen. Hvad ragede det mig? Det var ikke mit problem, at en eller anden højrøvet popstjerne ikke kunne tåle lidt modstand. Det var noget man måtte tage med det at blive berømt. Jeg mener, alle berømtheder fik da hate? Ikke?

***

”Hey Hope, har du et sekund?” spurgte en mørk stemme bag mig, men jeg ignorerede den, og rodede lidt rundt i det store bål med et gren. Jeg kunne høre skridt komme tættere på, og en mørk skikkelse satte sig ved siden af mig. Jeg magtede ikke at kigge på personen, og da det kun var lyset fra bålet det var synligt, var det umuligt for mig, at se hvem det var, der lige havde sat sig farligt tæt på mig. Den mørke himmel hang som et stort, sort tæppe over os, hvilket fik kuldegysninger frembragt på mine arme. ”Det med Niall, ikk?” mumlede stemmen pludselig, og ødelagde mit vældig poetiske moment. Og dér gik det op for mig hvem det var.

Zayn. Fucking. Malik.

Han var med garanti kommet, for at give mig et langt foredrag, om hvor fantastiske de alle i virkeligheden var, og hvor ih og åh så højt jeg burde elske dem. ”Hvad med det?” svarede jeg kort for hovedet, og studerede pindens rødglødende spids. ”Det sårede ham virkelig, Niall er altså en følsom dreng” mumlede Zayn, og rykkede sig en anelse tættere på mig. Jeg rykkede mig omtrent den samme distance, som han havde rykket sig mod mig, jeg rykkede mig bare væk fra ham. Zayn så ud til at opfange situationen, da han sukkede højlydt, og skød armene opgivende i vejret, hvorefter de faldt slapt ned.

”Det rager mig en skumfidus om Niall er følsom, i burde vide der er typer, der ikke tilbeder jeg titusind gange om dagen” vrissede jeg, og pustede let på pinden, så gløderne igen blussede op. ”Du må sku undskylde, at det ikke passer ind i jeres lille kendiskalender, men ingen af os havde forudset, at vi skulle styrte ned på en fucking ø!” sagde jeg hårdt, og smed pinden ind i bålet. Jeg havde ikke på et eneste tidspunkt skænket ham et blik, men jeg kunne sagtens forestille mig hans ansigtsudtryk. Hvis jeg havde været nok sammen med Zayn –hvilket jeg i den grad havde, jeg behøvede ikke at være mere sammen med ham-, sad han lige nu med let sammenknebne øjne, og en dirrende underlæbe.

”Fint, hate alt det du vil, men du aner ikke hvor lang tid vi er fanget her” svarede han lavt, og rejste sig. ”Du kan ligeså godt få noget godt ud af det” fortsatte han, og gik derefter tilbage til de andre, der sad et stykke længere oppe af stranden, ved et telt vi havde bygget. Paul og George havde vist sig at være sindssygt primitive. De havde reddet alt mad, drikkelse, tæpper og bagage ud af flyet, inden det åbenbart var eksploderet. Det lød virkelig voldsomt den måde de beskrev det på. Ingen af os havde endnu fundet ud af, hvordan fuck jeg endte flere kilometer væk fra flyet, men det var i princippet også lige meget, nu var jeg her jo. Og på en måde var jeg egentlig glad for at have fundet dem, selvom jeg så inderligt ikke kunne fordrage dem. Hvis ikke jeg havde fundet dem, var jeg sandsynligvis blevet ædt af et eller andet vildt rovdyr, i løbet af aftenen. Og før jeg var blevet ædt, var jeg sikkert død af tørst…

Selvom jeg virkelig ikke ville tænke på det, kunne jeg ikke lade være. Havde jeg været for hård ved Niall? Han havde virkelig virket såret, da han gik, men han kunne sku da bare lade være, med at tirrer mig! Han spurgte hvad mit problem var, og jeg havde svaret ham. Præcis som var det, et hvilket som helst andet spørgsmål. Men hvorfor gik det mig så på? Hvorfor kunne jeg ikke bare være den kolde skid, som jeg altid havde været, der snerrede af folk jeg ikke kunne lide, og så lod det ligge bagefter. Hvorfor havde netop de drenge, denne helt vildt unormale virkning på mig?

Eller den var unormal for mig, for normale mennesker var det en normal følelse, men fordi jeg ikke altid var lige normal, var den altså unormal. Det giver mening. Right? Jeps.

Med et irriteret suk, rejste jeg mig fra det bløde sand. Jeg kunne virkelig godt trænge til en smøg lige nu, men desværre lå de oppe i min kuffert, det lå oppe ved teltet. Fantastisk, i know. Mine fødder vadede langsomt igennem det tunge sand, mens jeg kunne mærke de andres blikke rettes mod mig, i takt med jeg kom tættere på dem. Uden så meget som at sige et ord, åbnede jeg min kuffert, og fandt mine smøger frem. Heldigvis var min über-nice kuffert vandtæt, så alle mine ting var forblevet tørre. Og thank god for that, for hvor ville jeg ikke kunne overleve på en øde ø, uden nogen personlige ting. Men min elskede lighter, jeg havde købt i New York, var desværre gået tabt, sammen med min mobil, mine høretelefoner og min ynglingsmascara der lå i en håndtaske i min og Jen’s kabine. 

De andre var stoppet med at snakke, da jeg var kommet derop, men de optog straks deres samtale igen, så snart jeg havde taget tre skridt ned mod bålet. Jeg havde virkelig ikke overskud til at side og deltage i deres samtale, der med garanti handlede om One Direction. Og det magtede jeg ikke og høre på, virkelig ikke. Faktisk, når jeg tænkte over det, var jeg en smule træt. Jeg kom dog også til at gabe højt, så snart jeg lod mig dumpe ned i sandet, og tog en smøg i munden. Jesus, hvor havde jeg dog savnet dem, helt ufatteligt meget… Pga. jeg kom for sent op inden vi skulle lette, havde jeg ikke nået at ryge inden jeg gik ombord på flyet. Hvilket vil sige, jeg ikke havde røget i over 18 timer, og jeg var faktisk pænt stolt.

 Jeg hvilede min ene hånd i sandet, mens jeg fangede en gren fra bålet, som jeg hurtigt tændte min cigaret med. I starten kradsede det blidt i halsen, mens jeg inhalerede den grå røg, men det lagde jeg ikke specielt mærke til. En varm følelse, der var beroligende, bredte sig i mig, og et smil kom hurtigt til verden. Jeg pustede lettet ud, og tog endnu et sug. ”Hvor har jeg savnet jer, små skattebasser” grinede jeg , og smilede endnu større.

”Snakker du med dine cigaretter, eller hvad?” mumlede en velkendt stemme drilsk bag mig, og jeg forvandlede straks smilet til et stift ansigtsudtryk. Hvorfor skulle han altid dukke op, på de mest ubelejlige tidspunkter? ”Ja, der er intet galt i, at snakke med sig selv” svarede jeg selvsikkert, selvom jeg havde lyst til at grave mig ned i jorden, som en eller anden struds. Zayn grinede let bag mig, og satte sig ned på hug ved siden af mig.

”Har du noget ild?” spurgte han, og blinkede charmerende med hans ene øje. Ild? Seriøst? Et lille grin undslap mine læber, over hans fuldkommen tilgrin spørgsmål. ”Zayn, søde, vi sidder ved et bål” smilede jeg, og overraskende nok var det et ægte smil. Hvorfor var det ægte? Det burde være falsk, Hope for fanden! Du sender ikke ægte smil, til folk du hader! Derfor fjernede jeg det også hurtigt.

”Åh” mumlede han, og fiskede en smøg op af hans egen pakke, som han hurtigt fik tændt. ”Må jeg sætte mig?” spurgte han så, hvilket igen fik mig til at fnise en smule. Jeg nikkede kort, og rettede mit blik ud mod havet. Det syntes at være så uendeligt, som om det ingen ende havde. Intet under at vikingerne troede, at verden endte ved horisonten, man kan jo ikke se om der er noget, eller om det bare slutter. Var det ikke vikingerne der troede sådan?

Jeg rystede kort på hovedet, over mine underlige tanker, og tillod mig et øjeblik at kigge på Zayn. Flammerne fra bålet lyste ham op, på en helt ufattelig smuk måde. Den måde han langsomt inhalerede smøgen, for derefter at puste den ud i en stor sky, var helt utrolig tiltrækkende. Hans hår sad pjusket, og det blæste lidt hulter til bulter, i takt med brisen der kom fra havet. Hvordan var det muligt, at én enkel person, kunne være fandens charmerende!? Og forstå mig ret, det er kun uden på han er så fascinerende, der er intet, absolut intet ved ham indeni, der gør ham fascinerende! Nah’ah, det var ikke muligt. ”Hope?” sagde Zayn pludseligt, hvilket fik mig revet tilbage til virkeligheden. ”Mhm” mumlede jeg, flov over jeg havde stirret igen.

”Bare fordi det er mørkt, kan jeg altså sagtens, at du kigger” grinede han, og lod med et grin sin hage falde slapt ned til hans bryst, så han nu sad med ansigtet ned mod sandet. ”Jeg kiggede altså ikke på dig” svarede jeg en anelse hårdt, og bed mig mindst ligeså hårdt i læben. Heldigvis sad jeg, så Zayn sandsynligvis ikke kunne se min ansigtskulør, for jeg var helt sikkert på at jeg lignede en tomat. Den prikkende fornemmelse, man altid får når man rødmer, irriterede mig grænseløst. ”Yeah, right” grinede han, og drejede sit hoved mod mig. Jeg fjernede hurtigt mit blik fra ham, og studerede flammerne. Det lignede næsten de legede tagfat, men at de altid undslap hinanden i sidste øjeblik.

”Du ved godt, at før eller siden løber vi tør, ikk?” mumlede Zayn, og smed sit skod ind i bålet. Han viftede med cigaretpakken, og sukkede højlydt. Jeg nikkede, og slap først nu taget om min læbe. Det ville blive et helvede, for alle omkring mig. Jeg røg alt for meget, og klog som jeg nu var, havde jeg regnet mig frem til, at jeg ville ryge en pakke på en dag og seks timer. Og hvor stor var sandsynligheden for at blive fundet, på en øde ø, efter blot et døgn? Mit svar ville være; ikke så fandens stor.

Jeg fulgte Zayn’s eksempel, og smed også mit skod ind i bålet. Mit blik flakkede igen over havet, hvor ikke engang én fugl var til at se. Hvor fanden var vi, og ville vi nogensinde blive fundet?

______________________________________________________________________________

Så fik Hope og Zayn endelig snakket sammen, og noget tyder på, at Hope ikke er sådan en kold skid, når hun er sammen med One Direction!

Og igen; tak til alle jer amazing mennesker, der liker og læser min historie! I aner ikke hvor meget det betyder! Men jeg kan se der er 16 faste læsere, og kun 11 likes, så ville i ikke alle være side at trykke på den lille grønne knap? Jeg glemmer det tit selv, hvor jeg bare tænker "læse, læse, læse" og så går jeg videre fra den... Alle jer der selv skriver, ved hvor fedt det er når ens historie får flere likes! :D

//Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...